Røde farver af minder

Vinden var varm og tør i hoppens næsebor, lige sådan som hun ønskede, sådan som hun var van til. Det var længe siden at den gyldne hoppe, Sunrise Saint, havde så meget som set skyggen af andre individer af sin slags og hun var faldet hen i en tilstand der var præget af fortidens mange slørede minder. Dette var en af grundene til at hun befandt sig på ørken øen Zenobia, for i denne ørken kunne hun forestille sig alt der var relateret til de mange minder. Hoppens krop var tydeligt skabt i et varmt ørken landskab som dette, og derfor var det også at øen var blevet hoppens hjem over den seneste tid.
For sine trance fyldte øjne kunne den gyldne skabning se heste omkring sig, heste hun ikke anede om var levende denne dag i dag. For det meste betragtede hun dem blot, iagttog dem på af stand, bange for at de ville forsvinde, og samtidig for at hun ville skade kontakt til dem. Når nogen af disse heste kom hendes nær og virkede til at ville henvende sig til hende flygtede hun forskræmt og vred ved at de ville ødelægge hendes glæde ved blot at kunne se på dem. Det værste var når en hvis hingst viste sig for hende. For det meste så hun ham blot på en forhøjning i ørkenen, stående og betragtede hende med blide øjne. Alle andre heste så på hende med foragt, men denne ene hingst, denne ene hingst der havde givet hende ar i hendes indre så på hende som var hun noget værd, og dette skræmte hende. Saint havde lovet sig selv at hun aldrig skulle være noget værd for nogen, hvad end så dette skulle koste hende.
For øjeblikket så hoppen to heste foran sig, sin moder og sin fader. Hun vidste ikke hvor længe hun havde stået der, forfrosset i tiden og blot betragtet det drømmesyn hendes hjerne gav hende. Da hun endelig kom til sig selv rystede hun dog lettere panisk på hovedet, med tanker om hvor forbandet isoleret og skør hun måtte være blevet. Saint var ensom, det var sikkert det der nagede hende, det der skabte disse syner for hendes blik. Men det var som om, at nu hvor hun så dem, ville hun alligevel ikke helt undvære dem.

Den skimlede hingst, der kunne syne som en, der hørte til I dette land, bevægede sig igennem oceanet af sand. Hans formål var uklart; for han ville mange ting. Han ville se verdenen og han ville se sin verden. Hans ville se den verden, der kun var hans, men som han inderligt ønskede at tage andre med til. En verden, der lå i denne, men så alligevel ikke, for den lå så langt væk, som overhovedet muligt. Den lå blandt stjernerne, over havet, i det uendelige univers, der var unikt for dette land, Andromeda.
Altaïr, som havde beholdt sit navn som en hemmelighed for alle, af en ganske særlig grund, lod sin ædle krop ’glide’ ned af en sandbanke, der ville bringe ham ned i en dal, der var ganske bred. Der var faktisk ufatteligt lavt, der hvor den skimlede hingst endte, og hans færden blev mere flydende og ubesværet; for selvom han faktisk ikke var bygget til en færden i ørkenens sand, så mestrede han den til fulde. Hans trav var elegant og nobel, som han i sig selv også var og hans krop var båret med en kontrolleret mine, der dog ikke afspejlede hans sind, der var flyvsk og vågent. Altaïr, som havde sanserne åbne, som altid, fangede snart duften af en feminin sjæl, der vandrede i sandets ocean som ham selv. Og der, i horisonten, var der en guldfarvet hoppe, så langt fra alt han havde set før, med en mørkere rødlig man og hale, som havde ilden sat sig på hende. Altaïr, der allerede nu var fascineret af denne skabning af ørkenen, søgte hende snart i en ædel skridt, der bragte ham af sted over sandets hav, som strøg han over det; som svævede han. Han kom snart tættere på denne smukke hoppe, og da kunne han fornemme at hendes aura var nedtonet, fjern, vred? Hoppen lignede en, der havde søgt forgæves efter noget, i lang tid, og nu var vendt imod forglemmelsen, for at undgå de sørger der måtte følge med. Altaïr lod et dæmpet prust udsendes imod denne sjæl, for at fortælle hende om sin ankomst, der snart ville finde sted. Dog havde Altaïr allerede taget beslutningen om, at han ikke ville træde denne hoppe an, på sin traditionelle vis; nej, hun skulle nærmes med mere følsomhed og tålmodighed, denne yndefulde ørkengudinde. Da han var nået tæt nok på hende, standsede han i en ædel parade, inden han nikkede tydeligt hilsende imod denne hoppe; men hendes reaktion var han uvist om. Ville hun søge fra ham eller til ham?

//afslutter desværre samtalen. :-))