En ensom leg..

Perlino hoppen veg let tilbage for vandet som kom tilbage mod hende med en overvældende kraft. Hun havde bosat sig her, på Leventera i dag.. Noget over denne ø havde bare tiltalt hende, lige netop i dag. Skoven strakte sig bag hende, men lige nu var hun fokuseret på dette smukke blå hav der havde samme farve som hendes øjne.. Hun var endnu ung og uerfaren men var dog så klog at hun holdte sig fra at bade i dag. Vandet var i oprør og det slog arrigt mod klipperne, strømmen truede med at hive dig med ud når som helst. Hoppen var i gang med sin egen lille finurlige leg, med at hun ikke måtte røre vandet. Det var en af de lege hun havde leget som føl mens hendes mor lagde og slappede af og ikke lige gad at lege med hende. Udefra dansede hoppen elegant rundt og udstødte ind imellem små fnis da vandet sprøjtede op på hende. Hun slog et slag med det slanke hoved og den brune man stod rundt omkring hendes ansigt.

Jeg har gennem de sidste timer befundet mig på stranden. Ikke det samme sted hele tiden, da jeg mener, at det er godt med lidt afveksling af og til. Efterhånden som timerne går, bliver bølgernes vilde forsøg på at gribe fat i hvad som helst, der ellers er ude for deres rækkevidde, blot endnu mere balstyrisk. Havet er mørkt, men alligevel er dets blå farve ikke til at undgå at bemærke. Det, jeg dog egentligt har min opmærksomhed rettet mod i disse øjeblikke, er den spinkle, perlinofarvede hoppe, der danser rundt ganske tæt på de oprørske bølger. Jeg er ganske vist på afstand, men dette afholder mig ikke fra at betragte hende ganske let. Jeg lurer ikke på hende. Jeg æder hende heller ikke med øjnene. Nej, jeg har ganske enkelt bare mine store, mørke øjne rettet mod hende. Begge ører er vippet ud mod hver deres side, nakken er knejset, og jeg står som altid ganske rank med roligheden hængende over mig. Om hun nogensinde opdager mig, det må tiden vise. Jeg har ikke travlt.

[/color][/size]

Mit sind var langt væk, jeg var tilbage i mine barndomsdage.. Min mor lagde og smilede til mig henne fra en af klitterne, men jeg vidste at dette blot er en drømme illusion, noget som aldrig ville blive virkelighed igen. For min mor, hun var død - det vidste jeg udmærket godt. Det var også en af grundene til at jeg stadigvæk havde min sanser skærpet til det yderste. Kort efter bemærkede jeg en duft, der stod ud fra den ellers så salte havluft. En hingst, var i mit nærvær og det fik mig til at stoppe min barnlige dans. Jeg veg let tilbage for vandet igen og rejste hovedet, kiggede mig elegant omkring inden jeg fik øje på ham. En sort hingst der stod nogle gode meter fra mig, hans mørke blik ramte mig og overraskede mig faktisk. Men det nedtonede ikke min nysgerrighed, jeg bevægede mig kort sidelæns, en smule forsigtigt inden jeg slog bagparten ind og satte i en nysgerrig skridt imod ham mens jeg gradvist sænkede mit hoved.

Hun er tydeligvis ikke særlig gammel, og dette kan ses ud fra flere aspekter. Et er, at hun bevæger sig legende omkring bølgerne; danser med dem. Et andet er, at selvom hun ikke ligner en åring, er hun ikke mange år ældre end det. Og et tredje er, at hun kommer mod mig med en nysgerrighed, der ikke er til at tage fejl af, og at hun desuden sænker hovedet, det er også med i mine overvejelser. Hvorfor hun gør det, det ved jeg endnu ikke. Men hvis det er af respekt, er det jo blot endnu et tegn på ungdom. Eller ungdum. Ha. Jeg ved endnu ikke, hvilken afstand hun har tænkt sig at stoppe på, men jeg skal gerne give hende lektion i, at det er forkert, når man kommer for tæt på. Og det bliver i hvert fald en lektion, hun sent vil glemme. Vinden, der til tider er kraftig, får min lange man til at hvirvle rundt, og det gælder naturligvis også min pandelok, og derfor er det sjældent, at mine øjne skjules her på stranden, da vinden gerne holder pandelokken væk fra mine øjne.

[/size]