Et virvar af tanker |AFSLUTTET|

Reserveret til Illana (:

Det er efterhånden nogle dage siden, at jeg sidst har befundet mig på en ø, hvor der er græs og frodigt pga. skiftende sol og regn. Har befundet mig på Foehn, i en del dage efterhånden, og manglen på mad er ret stor på vulkan øen. Men jeg kender dog efterhånden nogle steder på den lille ø, hvor der kan findes noget spiseligt, og det har jeg da også benyttet mig af. Min gråsorte hale slår let bag mig, mens jeg bevæger mig af sted ind igennem den store skov som også findes, til trods for at denne ø består af mange bakker og åbner vidder. Men derude, i det åbne, bevæger jeg mig sjældent omkring. Jeg er ikke interesseret i alle slags selskaber, og jeg er bestemt ikke interesseret i nogen denne aften. Jeg er i et mærkværdigt humør, fordi mine tanker kredser om noget, som de ikke burde.
Men jeg har bare ikke den styrke jeg gerne vil have, den mentale styrke, til at lade være med at strejfe hende i mine tanker, ganske ofte efterhånden.
Et voldsomt fnys glider fra min gråsorte mule, inden jeg da standser op i skovens kant, for at kigge ud imod de åbne vidder. Jeg ved ikke hvornår jeg ser hende igen, der kan gå længe, eller kort. Eller vi ser måske aldrig hinanden igen, hvilket ville være bedst for hende, og måske også mig – men jeg kan alligevel ikke lade være med at lede efter hende, i min underbevidsthed. Og skulle jeg have et selskab i aften, er der kun én jeg ønsker det fra. Og det er hende.. Den gyldne hoppe, med det milde og kloge sind, men uden at være gammelklog og kedelig. En rysten på hovedet frembringer jeg, ved mine egne tanker, inden jeg da retter mig op, så jeg står som altid, rank, maskulint og stolt, med hovedet hævet, for at holde blikket imod den åbne eng, for at opfatte hvis hun nu skulle risikere at komme gående derude..

Illana, den gyldne, der vandrede af sted over den åbne den, hvor græsset rakte op for at kæle sig op af hendes ben, havde lyset om sin hals. Lyset havde ligget i dvale i nogle timer, hvor den gyldne hoppe havde betænkt de ting ,der var sket i den seneste periode; de møder hun havde gjort sig og de ting, hun havde set. Lyset, der altid var levende og vågent, havde altså ikke været slukket, men i stedet for at reagere på alt omkring det, reagerede det kun på hende og havde kun lyst i én nuance i mange timer, der var præget a hendes tanker. Nu, hvor hun havde løsrevet sig fra sine dybe tanker, var det begyndt at lyse mere op igen og gøre hendes gyldne pels endnu mere gylden omkring hals og bringe. Hun bar det i sandhed med stolthed og ære, men ikke overlegent på nogen måde; hun var blevet skænket en gave, som ingen anden, men alligevel vidste hun at hun ikke var alene om den oplevelse, hun havde haft. Andre ville få den, efter hende, men ikke på samme måde.
Hun dansede af sted over engen i den yndefulde og naturlige gang som hun havde. Hendes sind havde hverken opfanget andre tilstedeværelser eller ændringer i luften omkring hende, men pludseligt begyndte lyset om hendes hals at skinne meget kraftigt; og Illana vidste, hvad dette betød. Der måtte være én i nærheden, som hun havde dannet et lidt specielt bånd med, for ellers ville lyset ikke reagere nær så kraftigt. Den gyldne hoppe standsede op i en blød, glidende bevægelser, inden hun spejdede ud over det grønne område af græs, der kunne berige mange sjæle med mad i denne sommer, men intet så hun. Kort prustede hun undrende; lyset tog aldrig fejl, men på den anden side kendte hun ikke dets sande rækkevidde. Måske kunne den sjæl, som det reagerede på, være meget langt væk? Illana hævede hovedet, alt imens hun spejdede yderligere omkring. Der måtte være en, et eller andet sted. Den gyldne hoppe afgav et sagte kald, for at give sig selv til kende; det kunne jo være, at den sjæl der var i nærheden, da ville reagere?

Hvis der fandtes bobler, der kunne vise hvad andre tænkte, så ville der være en stor en af slagsen over mit hoved. Men problemet med denne boble, der godt nok ikke eksisterer, er at den alligevel ikke ville kunne give de andre sjæle nogle svar på, hvem jeg er, og hvorfor jeg er sådan. For de tanker der vandrer rundt i mit hoved, og spinder et tykt tankespind, er så forskellige og uden hoved og hale. Jeg kan ikke engang selv blive klog på dem – for før jeg har nået at tænke en tanke til ende, starter der en ny, som min opmærksomhed så falder over. Mine øre er vippet utilpas bagud, utilfreds vel ligeså, over at jeg ikke bare kan få et enkelt minuts stilhed. Men dette sker.. For i det øjeblik, at jeg retter min opmærksomhed ud imod den åbne eng, atter engang, ser jeg den skikkelse, som er den eneste jeg er interesseret i at dele mit selskab og tanker med – endnu engang. Illana, den gyldne hoppe, kommer vandrende blandt det legesyge græs, der bevæger sig i takt til vindens retning og hastighed. Det kærtegner hende vel nærmest. I en lang periode, står jeg blot og betragter hende, uden overhovedet at flytte på mig, eller lave en anden mine i mit ansigt. Men da mine mørke og tomme øjne, får øje på det lys der hviler om hendes hals, og mod hendes bringe, vippes begge øre nysgerrigt frem, inden de så rykkes hård bagud, utilfreds med at hun har noget ukendt omkring sin hals, noget, jeg ikke har set før, og ikke kender til. Smælder med den mørke hale, inden jeg laver nogle voldsomme bevægelser med mit hoved, op og ned, for derefter at træde nogle maskuline og tunge skridt fremad, ud fra skovens kant, men elegant og standhaftigt ser det stadig ud. Denne bevægelse ud fra skoven, sker samtidig med at hun sender sit lyse vrinsk ud i luften, og derefter rammer det mine øre. I en stolt bevægelse standser jeg op, rank og hingstet som altid, med halen fyrigt svingende bag den maskuline bagpart. Min krop er ganske rank og hævet, for nu er hun atter i mit nærværd, og derfor ønsker jeg ikke andre i vores retning. Et vrinsk falder da fra mig, ned imod hende, ganske højlydt, brummende og dybt, for både at markerer overfor fremmede hingste og sjæle, at jeg har besvaret hende, og de dermed ikke skal, og også for at gøre en anelse mere opmærksom på mig selv, overfor Illana, da jeg stadig har skoven bag mig, og derfor måske kan falde en anelse ind i baggrunden, med min mørke krop. Med maskuline og store skridt, træder jeg hende nu nærmere, med hovedet en anelse hævet, og blikket hvilende en anelse skeptisk imod det der hænger om hendes hals. Hvad er det? Et dybt og mørkt brum glider fra mig, hilsende imod hende, som jeg nærmer mig, men stadig med en smule skepsis gemt i de mørke øjne, der dog nu rummer en lille flamme igen - nu er hun her jo. I live.

Illana, den gyldne, der havde vandret i det åbne i nogen tid; hende, der bar lyset om sin hals, som havde opfanget tilstedeværelsen af en anden, ja hun opfangede nu et vrinsk der lød ganske bekendt og som var udsendt fra skoven af; et vrinsk fra en hingst der bar farverne af både nat og vinterdage, hvid og sort, nemlig den spraglede Volontaire. Illana var vel en smule forundret over, at det lige netop var denne hingst, som hun skulle møde på denne dag; ikke fordi at hun ikke ønskede at møde den spraglede igen, for det gjorde hun, blot undrede hun sig en smule over, at der var gået så lang tid, siden deres sidste møde; for faktisk troede hun, at den spraglede havde fravalgt hende. Dog havde han ej og var nu på vej imod hende, igennem det lange græs der nu kærtegnede hans ben, som det kærtegnede hendes og hun hævede hovedet glædeligt, for at beskue ham ordentligt. Det varede ikke længe førend han var nået indenfor en tilpas afstand til den gyldne hoppe, og da hun mødte hans blik, mærkede hun et lille stik af glæde; for det blik, som den spraglede hingst ejede, havde endnu den lille flamme der var brudt frem under deres sidste møde. Han havde holdt fast ved den, sørget for at den kunne vedligeholde sig selv nok, til at den kunne vises atter engang, når en som den gyldne, fik lov at beskue hans øjne. Hun smilede imødekommende til ham, hvorefter hun nikkede dybt og respektfyldt.

,,Goddag, du ædle og spraglede Volontaire. Jeg er glad for, at vores veje atter krydses; og fortæl mig, hvad har din tid alene bragt til dit sind af nye oplevelser?”

Hun tillod sig at åbne en samtale rimeligt hurtigt, selvom den usagte hilsen endnu ikke var færdig. Hun lod sin mule søge fremad imod ham, forsigtigt, som følte hun sig frem i mørke og søgte et fast holdepunkt at stoppe ved, og da hun nåede ham nær, lyste Lyset endnu mere op; en reaktion på hans tilstedeværelse. Illana prustede mildt, hvorefter hun trak hovedet en smule til sig - hun kunne forstår, hvis Volontaire havde en interesse for at beskue det lys, der hang om hendes hals, vurdere det og tænke over det; måske ville han føle sig stødt af det, på grund af dets ukendte oprindelse, eller måske ville han blive fascineret af det, som så mange andre. I hvert fald lod Lyset til at være fascineret af ham; måske tiltrukket af hans flamme der var brudt frem i hans blik og måske tiltrukket af hans sind, eller den spæde åbning han havde ladet være, til hans sind. Illana smilede da, hvorefter hun tillod sig at søge hans side, efter at givet ham lidt tid til at beskue lyset om hendes hals. Hun var noget spændt på, hvordan denne hingst ville reagere nu; frastøde det, eller tage det til sig?

Dengyldne hoppe, der nu også har opdaget mig, har længe været savnet i mit sind; om jeg så vil kendes ved det eller ej, er en helt anden side af sagen. Men jeg må blot erkende, at savnet har været der, da dette er en fakta jeg ikke kan komme uden om, uanset hvor meget jeg end forsøger. Den gyldne Illana, er som altid ganske glad og tilfreds at se på, da jeg beskuer hende for at se, om hendes krop endnu er hel, og uden de mindste skræmmer. Da alt ser ud til at være som det burde, lander mit blik igen imod det lys der hviler imod hendes bringe, skeptisk vel sagtens, men dog ikke utilpas. Men skeptisk, det er jeg skam.
Da jeg er kommet helt ned til hende, og hendes smil rammer imod mig, vippes mine øre ganske svagt fremad, lyttende og nysgerrigt imod hende, for at vise at min opmærksomhed er på hende, og ikke andre. Hendes lyse stemme bryder frem, og jeg lader blikket hvile hos hende, ind i hendes øjne, som den eneste der får lov til dette. Jeg lader aldrig andre beskue mine øjne.

,,Goddag, lysbærer. Glæden er på min side, over at vi atter render ind i hinanden, med vores kroppe og sjæle. Min tid alene, har ikke bragt mange oplevelser med sig. Om end ikke ingen. Men et tankespind har der været, et stort et af slagsen. Og det kan i og for sig være en ligeså stor oplevelse som de fysiske møder. Men nok om det..”

Min stemme er dyb og ru som altid, og jeg kan vel lyde som en arrig og voldsom hingst i min udtale. Men sådan er min tone blot, den er rusten vel nærmest.
,,Du bærer et lys om halsen, som du ikke bar sidst. Er det placeret om din hals med magt, eller frivilligt?”
Det er egentlig det eneste jeg spørger om, om det lys. Om det er med magt eller frivilligt. Er det det første, så skal jeg nok sørge for, at det er det sidste vedkommende har gjort!
Mit blik hviler hos hende, da hendes mule nærmer sig min. Og med en let bevægelse sænker jeg hovedet en smule ned, så jeg står knapt så rankt og standhaftigt, og i stedet lader jeg min mule nippe ganske svagt til hendes pandelog, i en venlig og tankevækkende gestus, fra min side af.
Trækker da hovedet til mig igen, da hun ligeså gør, og retter mig op igen. Det er tydeligt for omgivelserne omkring os, at jeg passer på denne lysbærer der er foran mig nu, for jeg er ikke interesseret i at nogen skader hende, eller ’tager’ hende fra mig. Hun træder kort tid efter, op til min side, og dette tillader jeg også. Faktisk, så drejer jeg hovedet i hendes retning, og sænker nu min mule ned til slutningen af hendes man, hvor jeg snuser imod kæden der hænger om hende. Nogle prust glider fra mig, mens halen svirper om min bagpart, i hingstede og meget vågne bevægelser. Trækker så mulen til mig igen, mens jeg ser lidt skeptisk på hende igen, inden jeg så venter på hendes svar, med en smule mere ro i blikket.

Illana, den gyldne, lod sit blik forblive ved Volontaire, der nu havde mødt hende med åbenhed, mere end de forrige gange og endda udtryk en glæde ved at møde den gyldne igen; hvilket både overraskede og forundrede hende; det lod til at Volontaire havde accepteret hende så meget, at han havde valgt at lade sin forespørgsel om, at de ikke skulle ses igen, falde til jorden. Illana, der vel var overrasket på mange flere måder, bemærkede at lyset om hendes hals hurtigt skiftede farve til en svag lyserød; en følelsesladet farve. Den følelse af, at den ellers afvisende Volontaire, der gradvist havde accepteret hende, nu ønskede hendes nærvær og var glad for at se hende igen, gik lige i hjertet på den gyldne hoppe. Hun tyggede kort for at sluge disse nye indtryk, inden hans stemme atter kom frem, med søgen imod lyset om hendes hals. Hun prustede dæmpet i en kort tone, inden hun rettede sig en smule op for at tale; men inden hun nåede at begynde, rørte den spraglede Volontaire ved hende, mule imod mule. Illana forblev tavs i de øjeblikke hvor kontakten stod på og et oprigtigt, glædeligt smil prydede hendes mule bagefter. Dette var et fremskridt, som den spraglede hingst havde arbejdet på, og nu var det lykkedes ham at komme en smule forbi den barriere der adskilte ham fra at holde af andre. Og efter at deres kontakt var blevet brudt, begyndte hun at fortælle denne spraglede, omkring det, han ville have svar på.

,,Volontaire, du spraglede, det lys der hænger om min hals, og som er nyligt erhvervet, er givet til mig på baggrund af fri vilje. Jeg skal beskytte dette lys, som er en del af det land vi lever i, for de skygger der ønsker at tage det; og så længe jeg gør dette, vil Andromeda’s lys være mere sikkert. Selvom det, jeg har om halsen, kun er en lille del af det samlede lys, vil det endnu bestå, så længe det jeg har om min hals, ikke bliver ødelagt; om så end resten måtte være blevet opslugt. Så, Volontaire, jeg bærer dette, fordi jeg agter det og fordi det er en opgave der er blevet mig pålagt, af en magt der er essensen af dette land.”

Sagde hun med den milde, men alligevel sensuelle stemme. Hun havde indviet Volontaire i Lysets historie og formål, fordi hun netop stolede på denne hingst, fordi han var noget særligt og unikt, og fordi han netop havde åbnet sig overfor hende, bare den lille smule, og dette agtede hun vel at give ham noget tilbage for; hvilket i hendes sind, kun var fair.

Den gyldne lysbærer, der er foran mig, virker ganske glædeligt overrasket over min måde at agerer på, overfor hende. Og jeg bebrejder eller klandrer hende ikke for det – for jeg er vel på sin vis også selv overrasket over min egen måde at håndterer hende og mig selv på, i disse øjeblikke. Men det er jo netop derfor, jeg har vandret så meget alene i den sidste tid, og ikke har forsøgt at opsøge selskaber, men i stedet afvist dem. Netop fordi, jeg ønskede at tænke. Finde hoved og hale i nogle af de små og store tanker, der ophobede sig i mit indre. Et virvar af tanker – så sandelig, ja. Men om jeg har fundet enderne på alt det løse, det ved jeg ikke. Det tror jeg heller aldrig jeg finder ud af. I stedet har jeg valgt at lade mine hove føre mig frem, og ligeså sjælen, i stedet for hele tiden at bruge fornuften og skubbe hende længere væk. For det er jo egentlig slet ikke det jeg ønsker? Er det vel? Hvis jeg ønskede det, inderligt, så var hun ikke ved min side nu. Det havde jeg personligt sørget for, på en ikke særlig venlig elle høflig facon. Nej, så havde der været andre boller på suppen. Men det er der ikke.. I stedet står vi nu her, igen, side om side, min krop tæt ved hendes, og blikket hvilende hos hende.Jeg bider ret hurtigt mærke i, at den lysende tingest, pludselig ændre farve. En lyserød farve kommer i stedet til syne, og mine øre ryger derfor fremad, nysgerrigt, mens et hingstet prust glider fra mine næsebor. Men min opmærksomhed bliver revet fra lyset, og jeg rejser blikket igen, så det lander hos den gyldne Illana, da hun taler. Fortæller om lyset. Jeg lytter til hver enkelt ord, og jeg er ganske opmærksom på det hun fortæller – noget nyt, noget fra de højere magter. Hvilke magter taler hun om? Jeg har aldrig rigtig troet på højere magter, eftersom de aldrig har vist sig fra den gode side, når det har omhandlet mig. Men derfor kan de da sikkert godt være der, det betvivler jeg ikke, når hun nu siger, at de højere magter hat skænket hende dette lys.

,,Der findes nok heller ikke, en mere værdig sjæl en din, Illana, til at passe et sådan lys, kerer om det, og for evigt passe på det, så længe du kan. Andre sjæle ville måske misbruge en sådan gave, fra de højere magter. Men det betvivler jeg nu, at du nogensinde vil komme til. Jeg står ved din side, hvis nogen vil forsøge at tage din gave fra dig, Illana. Og hvis det ikke er for at tage lyset fra dig, men for at skade dig, er jeg der ligeså. Tvivl ikke på det”

Besvarer jeg hende så, og lader et dybt nik glide fra mig.Det er en stor indrømmelse fra min side, personlig indrømmelse, at jeg vil beskytte hende og lyset. Nu er min skepsis mindre overfor dette lys. Det er ikke længere farligt at beskue i mine øjne, for hun har modtaget det med egen fri vilje, og ikke under en pålagt magt. Min mule glider da ned til lyset, ved hendes bringe, hvor jeg svagt rør det med min næseryg, helt svagt, for derefter at lade min mule ramme imod hendes bringe, forsigtigt, og uden at ville skade eller skubbe. Trækker da hovedet til mig igen, og ser ned på hende, med den stadig lille flamme der danser inde i de mørke øjne..

Afsluttet - en ny startes op senere ^^