Memories of the sand ~ oh how they resemble home

Den grålige hoppe havde gået og svømmet langt i hendes søgen efter Asira, hun vidste udmærket at hendes føl var vokset fra hende, og at der intet var at gøre, hun havde tabt sig, og hendes muskler tydeligere. De brune øjne hvis farver var smukkere end den gyldne honning som bierne arbejde for at lave, åbnedes store som tekopper. Sand ~ hun havde fundet en ørken, en ørken der mindede så meget om hendes eget hjem at hun var ved at græde, glædestårer, savn, og længsel. Uden hoppen havde opdaget det gik det op for hende hvor meget hun havde savnet hendes flok, på de gode dage var det dejligt bare at ligge i sandet, imens hendes mor ville holde øje, sammen med resten af flokken. Den fine hoppe brugte al den tid hun kunne på at nyde og udforske udsigten med øjnene, hendes hove var gravet ned i sandet, en velkendt dejlig følelse, som fik det til at simre i hele hendes spinkle krop.... NU! Hoppen satte af i fuld gallop henover sandet, forbi sandbakkerne og ud i det åbne. Hovene gravede sandet op og dannede en sandsky bag hende, en følelse hun havde glemt - løb. Hoppen var som skabt til sandet, hun var født i det, opvokset i det... det var fantastisk! Hendes hale bar hun som en stolt fane lodret oppe i luften, ørene var fremme og halsen strakt, hun strakte sig og nød farten. På vej ned fra en sandbakke bukkede hun og sparkede hårdt ud efter vinden, hendes ven der havde omfavnet hende siden hovene havde ramt den golde ørkendel af Andromeda, et hvin undslap hende, glæden spruttede ud fra alle dele af hendes krop, og det sad allermest fast i bagpartiet, så ned af bakke kom flere af bukkene i en form af serie, hvert buk var anderledes end det der var før! Hun fortsatte et par meter endnu i fuld galop, hvorefter hun vendte rundtpå en 25-øre for dernæst at accelerere igen for fuld fart, da hun nåede længere ind satte hun endelig farten ned, hun svedte og prustede, men det var rart, hoppen nød det virkelig. Nour vrinskede højlydt ud, hun rettede ikke vrinsket mod nogen, men det var et signal fra hende om hendes placering, og hendes glæde. I et smed hoppen sig i sandet og begyndte at rulle sig ivrigt, som om sandet ville forsvinde hvis hun ikke gjorde...

Altaïr havde søgt ørkenens uendelige ocean af sand. Her var tomheden den øverste hersker, efterfulgt af vinden der skabte de bølgende bakketoppe og dernæst af sandet selv, der var essensen af hele denne del af landet. Altaïr, der ikke var en udpræget ørkenhest, var dog alligevel fascineret af den tomhed der var i denne de laf landet; og af, at man trods alt kunne finde liv herude, selvom det virkede så uendeligt øde.
Han begav sig rundt i sandets verden med en selvsikkerhed og nobelhed som få, selvom det nu ikke var noget, som Altaïr gjorde så meget ud af; hans gang, var hans gang, og han tog det som en bonus, at den var, som den nu var. Hans hals var hvælvet og ryggen båret godt op, alt imens han gled rundt i sandet, i sin søgen efter noget, der kunne fange hans interesse, ud over sandet i sig selv. Han vidste at mange frygtede dette land, fordi det ofte tog livet af vildfarende sjæle; men han følte ikke at dette sted var en trussel, så længe man ej bevægede sig rundt på må og få og uden et formål med sin vandring. Efter at den skimlede hingst havde vandret i det bløde sand i nogen tid, fangede en lyd hans sensitive ører; et hvin, fra en hoppe han syntes at kende. Han søgte derpå dette hvin, der lod til at være af ren glæde, for at finde ud af, om hans tanker var korrekte; og ikke længe efter fandt han den grålige hoppe, Hawaet, som var moder til føllet Asira; det eneste føl han endnu havde set i denne verden. Han rullede glædeligt rundt i sandet, hvilket fik Altaïr til at trække et smil over mulen, hvorefter han sendte et kald i hendes retning, for at fortælle hende, at han var ankommet. Derpå begav han sig imod hende, for at hilse hende an, på den måde han fandt det bedst; ved kærlig og sensitiv kontakt, der hverken var påtrængende eller alt for direkte; set fra hans synspunkt af.

Nour som lå og nød rullen i det så velkendte, og velduftende sand, stoppede op da en velkendt stemme blev hørt i det fjerne, men en sidste rulletur VAR nødvendig inden hun valgte at rejse sig igen. Med elegance rejste hun sig op, og i et rystede hun sandet af sig så der dannede en smuk guld-sky om hende. Hoppens hals hvælvede og halen rejste sig, en kåd stilling som passede den grå hoppe godt, hun var i godt humør, hun følte sig hjemme og det var det allerbedste. Hoppen satte i fuld galop, hendes acceleration strålende, smuk og kraftfuld! I et var hun ovre ved den smukke skimlede hingst Halmet, hingsten der ikke havde et navn, men som alligevel var et barn af mange navne, hun nød hans selvskab, han var en af de hingste hun sagtens kunne forblive med i en evighed, udelukkende for hans gode opførsel, og gentelmans attitude! Hun stoppede to meter fra ham og brummede velkommende, næsten kærligt af ham, hendes hale nu højere end før, hendes stolte fane viste hun gladelig frem, når hun var i brunst, ophidset eller glad – så det nåede hyper stadiet, hvilket hun jo var. Nour var i legehumør og det fik Halmet da også at vide. Hun stillede sig ved hans side og hvinede højt, et hvin der indebar glæde og leg, ikke som deres første møde hvor hun bare var hys, nu var hun glad, gladere end nogensinde. Hingstens tilstedeværelse behagede hende. Efter hoppens friske velkomst, overnussede hun hans hals imens hun selv gned hovedet op ad ham, legesyg og velkommende, en blanding hun havde glemt hun havde haft da hun var i sin tidligere flok, måske det var her hun skulle holde til. Den grå hoppe dansede et par skridt baglæns for rigtig at betragte den smukke hingst, som nu var blevet endnu smukkere på grund af brunsten. Hendes egen brummen stoppede ikke helt, hun var meget glad for at se ham, og han var så ”uheldig” at fange hende i hendes overgearede humør, hvor tankerne fløj ind ad det ene øre og ud af det andet, at tænke var ikke et valg, nydelsen kom først! Sådan havde hun det lige nu og det var hun ikke tilbageholden med!

Altaïr, der havde mødt den grålige hoppe endnu engang, den hopper der havde givet liv til det smukke afkom Asira, lod sin mule glide hen over hendes hals, da hun nåede hen til ham. Hendes hvin, der var ganske ophidset og legesygt, reagerede han på ved at rykke hovedet op i en hurtig bevægelse og løfte forbenet op og slå det frem i luften, med et hvin selv af hingstet karakter. Som alle andre hingste blev Altaïr også lidt kulret af en hoppet opførsel, der indikerede at hun var ganske klar til at lave afkom; men han kunne også tøjle sig selv ganske godt, hvis legen blev for voldsom. Derpå nappede han kærtegnende til hendes mule, for at vise hende at hun endnu blev betragtet som en sjælden sjæl i hans nærvær, en der skulle værnes om og beskyttes. Derpå slog han frem i en ædel skridt om hende, tæt, alt imens hans hals blev hvælvet ganske tydeligt, så musklerne kunne ses. Han kunne vel nok vise sig lidt frem, på opfordring af hendes attitude, og da han havde vandret tæt om hende et par runder, stillede han sig an ved hendes side igen, for at genoptage de sensitive berøringer. Der gik nogen tid før hans sind kom på lidt andre tanker og da hans sind havde fundet sit fokus, på hendes smukke øjne, da begyndte hans stemme, med det drømmende lag, at snakke.

,,Melady, goddag. Jeg ser, at du nyder tiden alene, hvordan er det gået dig, siden vores sidste møde?”

Hans indledning på samtalen med Hawaet var ganske formel; ulig det han normalt gjorde brug af, men han følte for at høre, hvordan det gik denne hoppe, inden han kastede sig ud i at undersøge hendes sind endnu mere.

Den glade hoppe nød at se halmet geare sig op over hendes opførsel, så han havde en legesyg side? Hun betragtede hingsten imens han viste sine muskler og gik om hende i elegant march. Hoppen fnøs udfordrende, ja næsten drillende af ham. Alt imens hendes ører var rettet mod ham, hendes fulde opmærksomhed havde den skimlede hingst da fået. Og Nour kunne da heller ikke holde sig selv igen da han atter valgte at genoptage hans kærtegn så da hans mule ramte hende fløj bagpartiet hen imod ham, hurtigt efterfulgt af et lavt hvin, hendes brunst var på det yderste så der skulle ikke meget til, og samtidig med at hun var i legehumør gjorde det ikke meget bedre, hendes krop sitrede, hun ville løbe, mere endnu, men da hingstens åh så velkendte, og dejlige stemme endelig nåede hendes øre, der var helt lukkede af brunst og leg, slappede hun en smule af, halen var stadig i en kåd stilling men dog lavere ført, hun nappede drillende den skimlede hingst for derefter at svare ham, hendes stemme ligeså smuk og syngende som sidst

"Tiden alene, jeg føler mig ikke alene, bare hjemme igen." Hoppens øjne strålede af ren glæde, hendes sind var som frisket op igen.
"Jeg har haft det fantastisk, jeg har dog måtte vænne mig til ikke at skulle kigge efter Asira" Nour sænkede hovedet en smule, det var trist men også naturens gang, så helt dårligt havde hun det ikke.

"Hvad med dem min ædle hingst?" Hun tog en lille runde om ham, henddes hale viftede så den ramte hans bringe, hvorefter hun atter stillede sig ved hans side "hvordan har de haft det? og hvordan kan det være de er her.... i den golde del af Andromeda?" hendes stemme var blid, kærlig med et snært af dril i sig, hoppen viste med krop og sjæl hendes glæde over hans nærvær. Afventende stod hun og kiggede på den smukke hingst foran hende

Altaïr, der stod sammen med den kåde Hawaet, lod sine øre glide fremad, lyttende til hendes ord. Hun snakkede omkring den vane, hun måtte lægge på hylden, omkring sit afkom; Asira. Altaïr havde skimtet unghesten et par gange, og hans håb omkring hendes sind var fladet direkte i undergrunden. Hun var blevet alt det, Altaïr netop ikke håbede på at hun blev - Men det var ikke noget, han selv havde været herre over, men derimod Hawaet og afkommets fader. Altaïr lagde kort et øre let tilbage. Han måtte sande, at Hawaet ikke havde gjort det tilstrækkeligt som moder, og der nok lå fejl ved hoppen i dette aspekt, men det skulle ikke ødelægge deres møde, og derfor røg hans ører frem igen og et smil bredte sig på hans mule, da hun spurgte ham omkring det samme.

,,Jeg har oplevet mangt og meget, Hawaet. Set nye sjæle, set nye steder og i det hele taget blot fulgt med mit liv i dette land. Jeg har også set din datter, et par gange.”

Sagde han sagte, inden han puffede let imod hendes spinkle hals. Hawaet var ikke hoppe, han endnu ikke kendte så godt, men alligevel var der noget over hendes flyvske måde at være på, som han syntes ganske godt om. Hendes runde med let hævet hale og yderligere hoppede anslag, prøvede Altaïr at lade ligge, men et enkelt og let hårdt prust fald dog fra hans mule, som reaktion på hendes brunst. Instinkterne talte i hingsten; men hans egen stemme var langt stærkere.

Nour lyttede intenst til den skimlede hingst, men da han nævnte hendes datter blev hun hurtigt trist til mode, hendes øjne søgte væk fra Halmet,mon hun skulle fortælle ham at hun rent faktisk var blevet væk fra hendes føl? og fortælle at hun som mor havde fejlet?

Asira....
Hoppen nævnte hendes navn, hun vidste ike vhordan hun skulle forklare sig, det var bare pinligt, en hoppe som hende der vidste hvad kærlighed va burde havde givet det videre men det gjorde hun ikke, for hun var sepereret fra hende - forladt hende. Nour stod stille ved siden af Halmet, hans hingstede reaktion reagerede hun ikke på, hendes brunst var på sit yderste men datteren var nok til at det blev dæmpet for en stund. Istedet for at sige mere søgte hun hurtigt hingstens tryghed, hun lagde halsen under hans og trykkede sig ind til ham. Denne hingst havde vist hende hvordan det var at blive kærtegnet og hvordan det var at føle sig speciel, dette gjorde også at hun kunne vise sin svage side til ham, den side der viste hvor ensom hun egentlig havde været, og hvor trist hendes sind var. Sandet fik hende til at glemme, men nu var det hele tilbage.
Den grå hoppe brummede sagte, og nussede blidt hingstens bringe. Han havde sikkert forventet at hun var blevet en god mor, denne tanke gjorde at hun straks havde lyst til at flytte sig fra ham, af ren afsky over sig selv, men hendes krop hørte hende ikke, den reagerede ikke på hendes indre skrig.

Den skimlede hingst bemærkede godt, hvordan det slog den grålige hoppe, da hendes afkom blev nævnt; og da navnet Asira fremstod fra hendes mule, stod det klart for den skimlede, at der var noget der plagede hende. Præcist hvad, det ville han ikke gætte på, for det var noget der endnu plagede hendes sind for meget, til at det skulle bringes på banen. I stedet lagde han blot sin hals over hendes, da hun trykkede sig ind imod hans sølvgrå krop og forsigtigt lod han sin mule gnubbe hende i manens bund. Da hun begyndte at nusse ham ligeså, brummede han blot dæmpet, som en slags beroligende erklæring om, at han skam ville være ved hendes side, så længe hun følte for det.
Der gik lidt tid, hvor den skimlede blot stod tæt ved Hawaet, lod hende søge den tryghed hun havde behov for. Han ville ikke stå og dømme, ikke stå med fordomme nu, for det var situationen for skrøbelig til; heller ikke fordi han agtede at kaste med sten ellers. Nok havde han regnet med, at det afkom hun ville have fået, kunne have været et der kunne formes til noget godt - Men sådan blev det ej. Om Hawaet fejlede, eller afkommets skæbne blot var lagt fra start af, vidste kun hun. Han trak da sin hals lidt til sig, for at give hende lidt plads. Han havde givet hende trygheden hun havde søgt, og nu ønskede han tegn på, hvad sen grålige hoppe ønskede; han ville lade valget være op til hende, og selv blot følge med lidt endnu, inden han ville genoptage sine vante spørgsmål om det, som andre måske anså som værende mystisk, men som han selv fandt yderst interessant; nemlig hvad de forskellige syntes om det der nu fascinerede ham. Han brummede sagte, inden han puffede imod hende. Hvad havde hun lyst til?

[Afsluttet, da tråden er inaktiv]