Drip, Drop, Drip, Drop..

Åben for: Alle

T A I A
"May Orctics light guide your way"

---

Lyden af vanddråber der faldt fra et blad til et andet for til sidst at ende på jorden kunne høres overalt i skoven. De tunge regnskyer der havde bragt nattens regn var på vej væk og snart ville morgengry nok komme og bade landet i gule og røde farver. Under nogle træer stod den brune, arrede hoppe og græssede stilfærdigt. Hun var lige så våd som hendes omgivelser, for træerne havde kun givet ringe ly.Det betød dog ikke meget for hende. Langsomt hævede hun hovedet og vippede ørerne fremad. Sådan stod hun bare og lyttede til naturens symfoni orkester, det ene orkester som de færreste rigtigt lyttede til. Hun var i den grad fascineret af lyden, den var ikke en som man fandt ofte hjemme på sletterne i Taruhk, for der voksede ikke mange træer der. Hun rystede sig kraftigt i et forsøg på at komme af med vandet i hendes pels, men det hjalp ikke, og hun valgte at skridte ud fra sit ly under træerne, for de gjorde hende blot vådere nu.
I horisonten kunne hun skimte de første tegn på at solen snart ville stå op; der var kommet en let rødlilla farve. Taia rystede sig endnu en gang og svirpede med den våde, tunge hale. Luften var mere frisk end den længe havde været og selvom der var en let vind, fandt hun ingen tegn på at der var andre heste i nærheden. Måske havde nogen søgt ly i skoven bag hende? På trods af hvor usandsynligt det var vendte hun sit hoved og så sig over skulderen og ind i skoven, men fandt heller intet der. Hun rystede kort sit hoved før hun sænkede den ned mellem det våde græs og dermed vendte tilbage til at græsse, mens hun blot lyttede til dråberne der stadig faldt fra træerne lige bag hende.

Regnen siler stadig ned oppe fra himmelen af, i en endeløs regn. Det har efterhånden regnet i et døgns tid, og henover natten er det heller ikke stilnet af. Men jeg tager mig nu ikke synderligt af det, for regnen har vel også sin styrke i at komme og hærge på denne våde måde. Mit mørke blik glider op imod træerne, der skaber ly for dem der er søgt derind, hvis der da er nogen derinde. Jeg selv, står midt ude på engen nu, efter at være søgt væk fra det ene træ jeg havde placeret mig under. Jeg ved ikke hvor længe jeg har stået det – og det er jeg sådan set os usandsynligt ligeglad med. Min krop står rankt og hingstet, og nakken er knejset op. Ørene er vippet svagt bagud, utilfreds og ganske afvisende for resten af eksistenserne der kunne risikerer at være her. Men da mine sensitive øre, opfanger lyden af hovslag, drejes mit blik derop. Jeg er ikke selv nem at se, grundet mine meget mørke aftegn, men de lyse aftegn afslører mig dog, her i solens svagt rødlige opgang, op af himmelen. Men den hoppe jeg ser nu, ser langt anderledes ud en andre hopper. Hun er robust af kropsbygning, og et bredere samt mere fladt hoved. Hopperne der er her, er langt ’finere’ og mere spinkle end denne. Og det er måske også derfor, jeg holder blikket hos hende så længe. Jeg siger ikke noget, men svirper kun med halen, inden jeg så fjerner blikket fra hende igen, for at kigge imod solopgangen. Mit ene øre er dog stift imod hende, lyttende og årvågen. Skulle hun finde på at nærme sig, vil jeg vide det – før hun er for tæt!

T A I A
"May Orctics light guide your way"

---

Det kølige, våde græs kærtegnede blidt den arrede hoppe imens hun græssede. Solen steg højere og højere op, badede øen med sit røde lys og fik 'beboerne' til at vågne. Insekter begyndte at sværme lidt og Taia svingede roligt med halen, ikke irriteret, men hun havde heller ikke i sinde at lade insekterne blive til de blev en gene. Hun hævede sit lidt tunge hoved og så sig omkring, for til sin forbavselse at se en anden hest. Hun havde ikke lagt mærke til den før, men det kunne nemt skyldes dens farve. Den var sort, med hvide aftegn som ikke helt lignede nogetn hun før havde set. Ørerne blev spidset og hovedet holdt stille mens hun blot iagtog hesten. Den virkede lidt underlig som den stod der, med et øre vendt mod hende, men ellers opførte den sig som om hun ikke var der. Måske skulle hun nærmere sige ham, for det lignede en hingst. Kort rystede hoppen sit hoved før hun hævedet det en anelse mere og vrinskede lavt til hingsten. Hvis han ville have selskab denne morgen, så ville hun glædeligt være det, men hun ville ej komme uinviteret.

Hoppen ser ikke ud til som sådan at have opdaget mig, sådan som hun kommer gående der. Men jeg tager fejl. For kort efter, lander hendes blik imod mig, og hun har set mig, trods morgenskæret der ikke gør det nemt at se mig endnu, ikke før solen står mere op, og lyset dermed overtager den åbne eng. Men jeg er opdaget, ligesom hun er opdaget. Mit ene øre forbliver imod hende, stift, og lyttende. Men idet hun sender mig et vrinsk, lader jeg blikket vige rundt om mig; er her andre? Eller er vrinsket henvendt til mig? Det er mig ikke en gåde, for her er ikke andre end jeg ligenu. Min nakke bliver knejst op, og bringen skudt en smule frem, idet jeg udsender et dybt og rungende vrinsk imod hende, ru og hæst. Ja, det er tydeligt at jeg er en hingst, for vrinsket kommer helt fra mellemgulvet. Herefter, vælger jeg at sætte i skridt imod hende, med langbenede og rummelige bevægelser. På den måde, kan jeg nemlig selv vælge afstanden mellem os, uden at skulle blotte tænder og nedlægge mine øre i nakken, for at afvise enhver form for nærhed; for jeg ønsker ikke nærhed.

T A I A
-Scars and a few smiles-

---

Da hestens vrinsk rullede afsted ud over engen, var al tvivl om dens køn forsvundet som dug for solen. Det var endnu en hingst Taia havde mødt og det var vel fint nok, trods hun savnede samværet med andre hopper. Nogle hopper ville måske ranke sig i selskabet af en hingst, men ikke hende. Hun holdt sin sædvanlige rolige, men stadig stolte, holdning med hovedet let sænket og vægten lagt mest på sit raske bagben. Det var ikke fordi det egentligt gjorde ondt at hvile på det andet, det faldt hende blot mere naturligt nu hvor hun var blevet van til sin skavank. Hendes ører var vendt fremad og et roligt, imødekommende udtryk hvilede i hendes øjne.

Det var endnu en høj hingst hun havde mødt, nok samme højde som Seth, men alligevel afveg han lidt fra de andre hun havde mødt. Ikke i bygning, men auraen han udstrålede. Han virkede knap så imødekommende og bestemt ikke som hesten der ønskede at komme tæt på andre, men måske overanalyserede hun ham bare, han kunne nemt være det modsatte.

Blikket er hvilende imod den mærkværdige hoppe, men aldrig ind i hendes øjne. Jeg har ingen lyst til at skabe øjenkontakt med noget, det er der kun én i det her land der har fået lov til. Hun virker ikke som om hun selv har tænkt sig at gå mig nærmere, hvilket også passer mig fint; for så kan jeg selv vurdere afstanden mellem os. Mine ben bevæger sig af sted, med stor maskulinitet og rummelighed, mine skridt er tunge, men ikke dovne.

Da jeg mener jeg er kommet tæt nok på hende, standser jeg op. Der er vel ca 2-3 meter imellem os, og det mener jeg er passende; i hvert fald ligenu. Jeg ved ikke hvem hun er, og hvad hun kunne finde på af mærkværdigheder. Et kort men dybt nik glider fra mig, ikke i respekt, men i hilsen. Ikke at jeg er dominerende overfor hende, og ikke respektfuld; men min respekt kaster jeg ikke omkring mig, uden nogen grund. Og der er ingen grund til at give den til hende, når jeg ikke ved hvad hun har mellem ørene. Musklerne, dem er jeg ligeglad med. Det er det der er mellem ørene der tæller i mit hoved.

,,Goddag, spraglede hoppe”
Dette bliver min hilsen til hende, med den dybe, ru og hæse stemme. Mine øre ligger stadig en anelse skrå bagud.

T A I A
.~: Scarred Outer, Healed Inner :~.

---

Hun søgte hans blik som hun gjorde med alle, men hingsten ville tydeligvis ikke dele det med hende. Underligt var alt der gik igennem Taia's hoved over det, normalt havde ingen noget mod øjenkontakt og hun så intet fysisk. Dog ville hun respektere det, hun var ikke en der tvang andre til noget, for hun ville ikke selv tvinges til at dele sin historie. Han ville ej heller komme for tæt på, men stillede sig lidt mere end en hestelængde fra hende. Åbenbart var han ikke en af dem der nød kontakt, hverken gennem berøring eller øjenkontakt.

,,Godmorgen"

På trods af hingstens knap så imødekommende attitude forblev Taia's ører vendt fremad, hun havde ingen grund til andet. Kort svingede hun med sin sorte hale før hun lagde hovedet let på skrå, efterfulgt af et kort ryst med det før hun blev iagtog ham og så præsenterede sig.

,,Mit navn er Taia."

Mine mørke øjne hviler imod hende. Men ikke i øjnene. Nej, bare imod hendes pande og ansigtet, men de viger ikke et sekund ind i hendes øjne. Hun virker en smule anderledes af udseende, mere robust og markant end andre hopper. Men det tænker jeg nu ikke videre over, for her i dette land, har jeg efterhånden mødt en del der er udseende har været meget specielle. Lader min nakke knejse godt op, og ryggen rankes dermed.

Mine øre vippes en smule fremad, idet hun også hilser, og derefter kommer med sit navn, Taia, derefter ryger de bagud, idet jeg svagt kaster med hovedet i en kort og kontant bevægelse. Mit blik viger kort væk fra hendes ansigt, og ud i horisonten, hvor solen nu er ved at stå endnu mere op, og skabe mere lys over os.

,,Taia, mit navn er Volontaire.”

Besvarer jeg hende med den dybe, hæse og rungende tone, der tilegner sig min personlighed og kropsbygning. Mit blik falder igen tilbage på hende, mens jeg besvarer hende.

T A I A
.~: Scarred Outer, Healed Inner :~.

---

En stor trang til at tvinge hingsten til at se hende i øjne blev opbygget i Taia. Hun brød sig ikke om når nogen ikke ønskede hendes øjenkontakt, det fik hende til at føle der var noget galt med hende og det var der jo ikke? Sådan da. Hun fandt heller ingen grund til at hingsten burde skamme sig og han virkede ikke just som om han havde noget at skamme sig over; noget at frygte nogen så i hans øjne... men hvem kunne vide om det var sandt?

Volontaire var hingstens navn; et navn der var en anelse langt efter hendes mening, men nu lå landet også sådan at hun var van til meget korte navne. Ikke fordi længere var svære at huske, men fordi korte generelt var mest praktiske. Hun kunne dog godt lide lyden af navnet og overvejede kort at korte det ned til Volon, men lod være, han var næppe den hingst man gav kælenavne.

,,Du har et interessant navn, Volontaire."

De mørke øjne jeg besidder, der virker så ganske bundløse og tomme, hviler imod hendes ansigt, inden jeg derefter drejer mit gråbrogede hoved bort fra hende, så hun istedet nu ser mig fra profilen af. Min nakke er fortsat let knejst op; det sker sjældent at jeg blot lader nakken 'falde' og lader musklerne slapper af. Jeg er en omstrejfende hingst, livet handler om at holde musklerne i form, ellers er enden nær. Sådan var det i hvert fald der hvor jeg kommer fra. Strejfere, er lig med ballade, nogle der pludselig støder til i flokkene, og skaber afkom på de hopper der færdes i flok. Ja, ikke at jeg gjorde det. Men kampe - dem var der også mange af, og dem deltog jeg i. Med glæde!

Mine øre vipper kort rundt, idet hun igen taler. Ikke fordi jeg er utilfreds med at hun siger noget; for jo mere hun siger, desto mindre behøver jeg at sige.

,,Mærkværdigt måske, ja. Interessant... Det vil jeg lade dig bestemme. Hvor længe har du vandret i dette land?"

Spørger jeg så, og vender blikket tilbage imod hende, studerende over alle hendes ansigtstræk. Jeg indprinter dem, lagre dem. Husker dem.

T A I A
"Everybody seeks power, but there is none greater, than that of a free Spirit"

---

Taia blev ved med at fokusere på hingsten, Volontaire, men formåede aldrig at fange hans blik, uanset hvor hun søgte. Til sidst opgav hun blot, der måtte vel være en grund og hun havde ikke i sinde at overtræde hans grænser, hvis han altså havde nogle angående øjenkontakt. Det undrede hende lidt at han blev ved med at knejse i nakken, for det virkede ej som om han ønskede at imponere hende, men nærmere blot gjorde det for at gøre det. Hun sagde dog ingenting; der var ingen grund til at udpege det.

,,Et stykke tid; et par måner måske, jeg er ikke helt sikker."

Da den brogede hingst vendte blikket mod hende igen, det tomme blik, forsøgte hun forgæves at søge hans blik igen. Det var på grænsen til frustrerende for hende, men hun skjulte det såvidt muligt. Med en rolig bevægelse tiltede hun sit hoved på skrå og spurgte så, så ligeud som man overhovedet kunne gøre det:

,,Er der en grund til at du ikke vil se mig i øjne?"

Lytter, ja, det gør jeg skam. Om det interesserer mig, det er så en anden side af sagen. Nu er der generelt ikke ret meget der interesserer mig, men jeg spørger dog heller ikke om noget der er mig dybt kedeligt at høre om. Så hellere bare tie stille.
Holder mit ene øre vendt imod den kraftigt byggede hoppe, mens blikket kort viger omkring os. Men her er ingen andre at se, hun er den eneste der er i mit selskab; heldigvis. Svirper med den grå hale, inden jeg kort kniber øjnene i af hendes svar. Giver et nik fra mig, for at vise at jeg har hørt hende. Men hun spørger ikke tilbage. I stedet kommer der et andet spørgsmål fra hende, som i den grad kræver et svar; men hvilket svar hun får, er heldigvis op til mig. Og kun mig.

,,Der er en grund til alt. Så ja, der er skam en grund. Men hvad den grund er; holder jeg for mig selv.”

Nikker jeg så. At fortælle hende det, ville være som at blotte min sjæl; så selvfølgelig får hun ikke af vide hvorfor. For så kunne jeg lige såå godt kigge hende i øjnene, og lade hende rode i min sjæl. Ikke? Ryster en smule på hovedet, for mig selv, og som sådan ikke af hende.

T A I A
"Everybody seeks power, but there is none greater, than that of a free Spirit"

---

Den arrede hoppe forstod virkelig ikke den brogede hingst og ønskede at spørge yderligere ind til det, men undlod at gøre det. Han ville næppe give hende et ordentligt svar, så hvorfor risikere at tirre ham? Kort rystede hun sin krop, delvist pga. at hendes pels stadig var våd og delvist fordi hun blot havde lyst. Hun så på ham igen og rystede så på hovedet, men et smalt smil kunne ses.

,,Hvor lang tid har du været her? Eller er det også en ting du holder for dig selv?"

Der lå en drillende undertone i hendes stemme, men ikke den barnlige type. Den var blandet med venlighed og kunne vel tages som hvis hun havde sagt en venskabelig spøg der på ingen måde var provokerende. Hendes øjne forlod ikke hingsten, men betragtede ham blot, mens hun spekulerede over hvorfor hun ikke måtte se ham i øjne.

Taia, som hun hedder, virker ikke helt til at kunne lide det jeg siger. Med at jeg holder det for mig selv. I hvert fald, vælger hun at ryste på hovedet af mig, men alligevel kommer et smil over hendes læber. Det undre mig egentlig, at hun ikke spørger mere ind, ligesom Berbeza gjorde; hvilket så sluttede af med en markering fra min side, over hendes snude, fordi hun blev lige lidt for nysgerrig. Så det behager mig, at den lidt brede hoppe, blot vælger at smile, og påbegynde et nyt spørgsmål, med en drillende undertone.

Normalt ville jeg rykke ørene bagud i misbehag og skule en smule ondt til hende, for at vise at jeg ikke er tilfreds. Men jeg har udviklet mig, igennem det år jeg har været her, og derfor kan jeg ikke lade være med at kommer med et yderst kort brum. Noget, der for mig agerer i stedet for et meget lille smil.

,,Nej, det må du gerne vide; et års tid, har jeg vandret her efterhånden”

Besvarer jeg hende så, med et let nik, for at fastholde mit svar en smule. For det er et års tid efterhånden, og når jeg tænker over det, og min udvikling. Ja, så er der virkelig sket meget.

T A I A
"Everybody seeks power, but there is none greater, than that of a free Spirit"

---

Hingsten gav intet smil til gengæld, men Taia valgte at tage hans brum som noget positiv. Hestene her var jo, på trods af alt det de havde tilfælles, ikke meget lig hendes familie, så Volontaire's brum kunne være lige så meget et smil som hvis han rent faktisk havde gjort det. Hun var dog ikke sikker, men der var ingen grund til at tage det som noget negativt.

En årstid eller et års tid? Taia var ikke sikker på hvad hingsten havde sagt, men valgte at lade det passere. Ingen grund til at gøre et fjols af sig selv og Volontaire virkede ikke umiddelbart som hingsten der brød sig om spørgsmål. Der var dog et spørgsmål mere hun ønskede at stille ham og hun håbede han ville svare.

,,Med så megen tid i landet, så kender du vel en del heromkring?"

Den brune hoppe smilede kort igen og rystede kort hovedet for at flytte den våde pandelok. Hun frøs egentligt lidt, men det ville nok snart gå over. Trods alt så denne dag ud til at blive en varm en.