A new world, with so much freedom

Åbent for alle

Nuka kiggede overrasket rundt. Hvor var hun? Og hvorfor stod hun ikke på hendes indhegnede fold længere? Den røde hoppe havde været lukket ud på fold med en hingst der ventede på hendes brunst, hun var en avlshoppe, hun havde aldrig prøvet det før men hun blev ”reddet” lige inden hingsten skulle til at gøre kur til hende. Hun havde ikke interesse i hingsten. Hendes rolige sind forhindrede hende tit i at blive ør i hovedet, selvom hun var i brunst, så hendes store tunge hale forblev nede, der var ingen grund til at holde den oppe, end ikke for en hingst. Hoppen begyndte at udforske stedet, hendes blå øjne så tomme ud, hun var så ligeglad med alt, og at være alene var intet problem for den store hoppe, hun var større end de fleste andre hopper var, og bredere end de kraftigste hingste, men alligevel var hun smuk, og at bevæge sig yndefuldt var intet problem for hende. Spørgsmålet var bare om hvorvidt den røde gad og ville bevæge sig graciøst, som de små fine varmblods hun så ofte havde set på ridebanen. Nuka havde svært ved at finde ud af hvad hun skulle gøre med al den frihed hun blev skænket, det hvide lys forsvandt hurtigt efter hun havde trådt igennem portalen, den skinnende hingst havde efterladt hende i en grøn og frodig skov, men hvor skulle hun tage hen? En dyb vrinsken med en snert af hoppedhed kom fra hende, var der andre heste på øen, eller var hun ene og alene her?

Alt var så forvirrende. Et nyt sted... Betød dette så en ny chance? Mistrorisk rystede han på hovedet. Han ønskede ikke at lade falske forhåbninger stige sig til hovedet. Han havde istedet planer om at undersøge, hvad dette sted nu var for noget. Han kiggede et nysgerrigt blik omkring sig, var der overhovedet andre heste, andre væsener? Eller var han bare havnet et andet ensomt sted... Stedet var ganske vist smukt, men han forholdte sig stadigvæk skeptisk, sådan havde han været siden, han blev ensom.

Han besluttede sig for at bevæge sig videre for at undersøge området. Egentlig var det et roligt sted, lige et sted for et uroligt og forvirret sind. Her kunne han lade tankerne løbe frit med en vis tilfredshed. Han havde tidligere været tæt på at opgive livet, men dette sted virkede fornyende på ham. Det havde givet ham lysten til at fortsætte, også selvom der måske ventede ham et liv i fortsat ensomhed.

Han traskede afsted, ganske vist lidt sløvt og ugideligt - men han tænkte, at det nok nærmere var en nødvendighed at se sig omkring. Han bevægede sig ud mod kysten, de lange sandstrandene og det brusende hav fangede hans opmærksomhed. Det var ikke noget, han før havde oplevet i sit liv. Muligheden for at komme tæt på det store hav. Da han tøffede ud i sandet, undrede han sig over hvad fanden det var for en mærkelig konsistens det var. Han var ikke specielt imponeret, men bevægede sig videre for at nå vandet. Han var egentlig tørstig, og siden han aldrig havde haft et møde med havet eller hørt besynderligt meget om det, tog han en slurk, som røg lige så hurtigt ud, som det var kommet ind. Indtil videre var han ikke specielt imponeret over stedet udover dets skønhed, som alligevel ikke sagde ham specielt meget. Han besluttede for at bevæge sig videre, men var ikke i det gode hjørne. Han ledte nu efter et træ at ligge sig under, da han ikke var i humør til at bevæge sig videre.

Hoppen skridtede roligt rundt hendes bevægelser var store men dog stadig yndefulde. Hendes hale var en smule oppe, hendes brunst var jo i sit yderste, men hvorvidt hoppen ville tillade noget fra nogen hingst. Hoppen vrinskede endnu engang i håb om at hun ville blive hørt, i håb om at hun ikke var den eneste hest. Den røde farve skinnede og gav et smukt skær i hnedes pels, månen skinnede igennem træernes kroge, Nuka var næsten nået til kanten af skoven, ingen havde svaret hende endnu. Den røde var ikke ængstelig over ensomheden. Hun stoppede op, der var noget ude i horisonten, en anden hest? Hun vrinskede igen. Hun ventede dog ikke hun satte i tung, yndefuldttrav hen til hesten, som var en hingst, en speciel tofarvet hingst. Hun brummede velkommende af ham da hun endelig nærmede sig hingsten.

Han havde fundet sig et behageligt sted under et stort træ. Det var blevet forholdsvist mørkt, men månen skinnede ganske vist landskabet op. Han lagde sig til rette, og strakte halsen ud, så hans hoved nøjagtigt kom uden for træets læ, så han kunne rette blikket op mod himlen.

Pludselig hørte han nogle lyde. I starten var han ikke sikker på, hvad det var der befandt sig ude i mørket. Han lagde ørerne tilbage og var parat, hvis det skulle være noget uventet. Men da han hørte en vrinsken, var han forvis om, at det var noget ganske uskyldigt. Han kunne også fornemme på vrinsket, at det var en hoppe. Han var ikke helt sikker på, om han skulle genkalde hendes vrinsken, men besluttede sig alligevel for at vrinske tilbage.

Den røde hoppe fik sit vrinsk besvaret, hingsten var nu kun et par meter fra hende, hendes skridten var blevet hurtigere. Den brogede lå ned, så Nuka ventede tålmodigt et par meter fra ham, hun ventede på hans accept, hos hende var havde det altid været normalt at præsentere sig med forsigtighed, dog uden at underkaste sig, for hun holdte skam hovedet ærefuldt højt, ikke for højt men dog heller ikke lavt. Hun brummede endnu engang efter hingsten. Hendes lettere røde man svejede en smule i vinden, hun havde en meget lang man og halen var ikke meget bedre, men det var det der skete når man var en avlshoppe der altdi skulle se perfekt ud på det ydre, men det var ikke noget hun skulle tænke sig over her, men hun nød stadig velvidende at hendes hale og man var velpasset og smukke, en forkælet hoppe, men af sind var hun noget helt andet. Nuka nød friheden, men på den anden side var den så stor og hæmningsløst at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre af det.

"Er du også ny?"

Den rødes stemme var smuk, som klokkerne selv, blid og næsten omfavnende. Hun havde altid været den rolige type, og andre havde altid været velkommende, men hvordan var denne hingst?

Hoppen var kommet nærmere, men stoppede op og var afventende. Det fik hans opmærksomhed, en hoppe der ikke bare bød sig fremfor enhver, og som ikke var påtrængende, som han ellers kun havde kendt til. Hun var en robust hoppe, ikke en af de der spinkle latterlige varmblodshopper, som var blevet menneskets slaver. Han var egentlig ikke helt i humør til at skulle indlede en samtale, men tænkte at, denne hoppe virkede anderledes. Om han ikke skulle give det et forsøg? Hans ønske var trods alt at komme væk fra ensomheden. Så uanset humør, besluttede han sig for at rejse sig og traske hen mod den røde hoppe. Prustede let, hans ånde kunne ses i luften, det var en anelse køligt. Han kunne samtidig mærke, at hoppen var i brunst. Ikke fordi det interesserede ham besynderligt, det havde det aldrig gjort, men det strejfede ham kort. Han var nu kommet tæt nok på hoppen til at kunne føre en eventuel samtale, dog holdte han sig stadigvæk en anelse på afstand. Han rettede sig op og bøjede sin hals majestatisk. Han tænkte, at han heller måtte give et godt indtryk, hvis han skulle væk fra ensomheden.


En anelse fraværende i hans stemme, svarede han hende: "Ja... Ja, det er jeg."

Han kiggede på hende, nærmere vurderede hende. Han var temmelig skeptisk overfor andre heste, især dem, der altid førte sig frem. Han foretrak ydmyghed.

Hoppen svingede sin pandelok til siden for at kigge nærmere på hingsten der havde rejst sig op for at træde tættere på hende, hun tog et par skridt med ham og stoppede derefter op, han lød ensom. Nuka strakte halsen for at mulen skulle møde hingstens, hvorefter hun brummede blidt ind til hans egne næsebor, en ærefuld velkomst om selv lederne tog imod. Efter hendes hilsen trak hun sig tilbage, hun vidste ikke om hingsten ville have hende så tæt på derfor stoppede hun en meter fra ham igen og endte på sin plads hvor hun startede.

"Hvad er dit navn?"

Hun spurgte med forsigtighed, den smukke hingst virekde ikke som en der havde lyst til at være her af egen fri vilje, hvad skulle hun gøre så han blev lidt mere rolig?

Da hoppens mule rørte hans, blev hans humør forandret. Først var han ganske urolig, hvad havde hun gang i? Men han begyndte derefter at slappe af. Han havde trods alt for en kærlig velkomst, endelig kunne han måske bryde med ensomheden. Hun trådte dog tilbage på sin plads, hvilket viste at hun respektrede ham, især hvis han ikke ønskede hende alt for tæt på. Ligesom ham, var hun tilsyneladende velforberedt på én hver reaktion fra en modpart.

"Mit oprindelige navn er Angelo, men det er jeg ikke blevet kaldt længe. Nu er jeg Two Faced."

Da han havde sagt det, blev han mindet om det, der var sket i hans fortid. Han drejede hovedet væk i foragtelse over hans tidligere begivenheder.. Han havnede et øjeblik på kanten til at forandre sig til dét, som han havde forsøgt at kontrollere så længe. Men på grund af hoppens tilstedeværelse, undgik han at vise den side frem.. Forhåbentlig ville dette aldrig ske. Han rettede blikket tilbage mod hoppen, og gik nærmere. Prustede blidt, og spurgte roligt:

"Hvad er dit navn så?"

Nuka brummede glad af ham. Han virkede ikke som hingsten der ville gøre hende noget, så hun trådte ind til ham atter igen. Hoppen testede hvor hendes grænser var, hun var jo en stor pige, og at have hende i nærheden kunne af og til virke truende, men hendes kropssprog var alt andet end det. Hoppens kroppssprog var afslappet, varm og velkommende. Måske hun skulle lege med ham? ville det gøre ham roligere? Hun overvejede en del inden hun svarede hingsten, som hed Two Face.....

"Milaray - Nuka Milaray, men jeg bliver kaldt Mil eller Nuk" Hoppen storsmilede til hingsten, han virkede stadig en smule anspændt, så hun lagde hendes store hovede i nærheden af hans skulder, og begyndte at nusse ham, det var blidt og forsigtigt, hvis hingsten ikke ville have det kunne hun nå at trække sig. Nuka undrede sig en del over ham, hans udseende var specielt, og uden at kunne holde sig tilbage var hun nød tila t kommentere det.

"Du har smukke aftegn" Hoppen stoppede nusseriet og fangede hingstens blik. De var begge nye måske kunne de danne en tomandsflok? hun undrede sig en hel del, men alt til sin tid.

Hoppen kom tættere og tættere på. Han var ganske opmærksom på, hvor hun helt præcist befandt sig. Hopper havde altid givet ham et dårligt indtryk, ganske vist på grund af alt det hensynsløse flirteri med hver eneste hingst, som de kom i nærheden af. Han havde ganske vist ikke noget imod hopper, han havde det skam behageligt i deres selskab.

Hun var begyndt at nusse ham, og han vidste ikke helt, hvad han synes om det. Hun skulle ikke tro, at han lige var typen, som bare faldt for en hoppe. Han havde intet imod venskabelig nusseri, det skulle der også være plads til. Men han vidste ikke, hvad hun selv gik og troede.

Han ignorerede let hendes kommentar om hans aftegn. Det mindede ham blot om en fortid, som han ønskede at ligge langt bag sig. Men han var alligevel glad for hendes tilstedeværelse. Det var trods alt længe siden, at han havde haft selskab.

Nuka rettede sig op igen, hingsten var MEGET tilbageholdende, så hun puffede hårdt til ham, med en venlig mine, hun var som alle andre koldblodsheste var hun altid rolig og mild at se på. Hun brummede kort af ham, og begyndte at skubbe blidt til ham, ingen flirteri, ingen kurtisering, bare leg... Hoppen udfordrede ham til en leg, godt nok var hun stor, men hun var stadig frk. let på tå når det kom til stykket.

"Hvorfor holder du dig så meget tilbage?"

Nuka havde altid været ligeud, altid sagt hvad der var i hendes tanker, og altid været så velkommende samtidig at det ikke var til at blive fornærmet over, hoppen fnøs en smule ned mod jorden hingsten var så anspændt at hun æsten ikke vidste hvad hun skulle gøre men hun var tålmodig og ventede roligt på at han ville slappe mere af

Hun var uden tvivl en bevidst hoppe, hun vidste hvad hun ville. Hun var i legehumør, og i starten ønskede han egentlig bare at ignorere det...

"Sådan har jeg været de sidste mange år. Jeg har været ganske alene, og så lærer man at finde en løsning, således at det ikke påvirker en på samme måde som det ellers ville..."

Han sukkede ganske tungt, drejede hovedet for en kort stund, hvorefter han vendte rundt og nappede ud efter hendes pandelok. Han nåede kun lige spidsen, da han efterfølgende satte i galop væk fra hende. Han var pludselig kommet i tanke om, hvordan det altid havde været i hans tidligere flok, da han var yngre og havde pjattet rundt med de andre heste. Det havde han ganske vist ikke gjort i mange år, ikke fordi han ikke ville, men han var selvforskyldt i den situation, han var havnet i dengang.

Nuka vågnede op i det sekund hingsten havde sat af i gallop, og uden videre havde hun læst hans kropssprog udtrykkeligt, hun vidste hvornår han satte af og satte af præcis samtidig med ham, så de fra start af var ved siden af hinanden, hendes store tunge krop bevægede sig yndefuldt og graciøst, størrelsen havde ingen betydning hos hende, og leg var der altid plads til. Hun svingede drilledne med hovedet før hun igen nappede ham drillende i siden, for derefter at hvine højt og bukke gladeligt. Two var tilbageholde af sind, så hvis han valgte at acceptere hendes leg, skulle han også vide hvor glad hun blev af det, en form for positiv opbakning?

"Så må du vænne dig til noget andet" drillede hun, hun sænkede ikke farten et sekund, og accelerede med hingsten. Nuka havde altid været god til at læse andre heste, og specielt de tilbageholdende, da alle koldblods var sådan, så at omgås i en flok med koldblods var intet problem for hende. Hun var ekstrem socialiseret takket være hendes tidligere ejere, men hun var dog stadig ny i mange ting, såsom rigtige udfordringer, men hun gjorde dog sit bedste

Hoppen var hurtigt ved hans side. Alligevel imponerende når man tænker på hoppens kraftigere bygning. Han måtte på finde på et eller andet for at drille hende. Med et valgte han at stoppe brat op, det lykkedes ikke så godt, da han fik placeret det ene forben forkert, så det kom i vejen for det andet forben. Det så noget klodset ud, men stoppet fik ham da. Han forsøgte at holde balancen i den mærkelige stilling, som han var havnet i. Det holdt ikke specielt længe, og han mente at det nok var lettet at lade sig falde ned i græsset. Desuden kløede det også voldsomt på ryggen, så det var vel en fornuftigt undskyldning.

Han kunne mærke på sig selv, at han var ved at løsne op, psykisk. Det var længe siden, at han havde følt, at han kunne udfolde sig på denne måde, især i andres selskab. Tanken om hans mørke side var for længst borte, hvilket var et befriende pusterum for ham. At få lov til at leve det liv, som han tidligere havde haft... Ubekymret. Ganske vist lå det stadigvæk i ham, men i hans tanker var det langt væk.. I hvert fald for denne stund, hvor han kunne give sig selv lov til at slå sig løs som en unghingst igen.

Nuka galopperede lige forbi Two, hun var god til at accelerere men at stoppe op igen var ikke let! Så da hingsten valgte noget så U graciøst at smide sig i jorden, endte hun med at grine højt, for derefter selv at falde med hovedet først og lave en kolbøtte så hun landede på ryggen. Hoppen kiggede på hingsten der lå og rullede sig, den før røde hoppe var nu blevet mudret helt til med for-parten først. Hendes grin var sødt men også en smule kluntet. Hun rejste sig hurtigt op og lavede et hurtigt buk inden hun løb tilbage til den nu liggende hingst. Hun lagde sig på knæ og drillede hingsten med sit hoved, hun gnubbede det nærmest på siden af ham for at opmuntre ham til endnu mere leg. Hoppen brummede glad og hoppede da også op med et buk lige efter, hingsten havde virkelig vækket hende! Den røde hoppe stoppede et øjeblik og betragtede hingsten der lå og rullede sig gladelig, det var en fryd at se andre heste glade!