Midnats dans

Det var mørkt. Så mørkt i ørkenen hvor temperaturen var faldet drastisk i det solen nu holdte pause fra at opvarme det røde sand. Mange begav sig ikke ud i ørknen da det var mørkt i det kulden kunne skære igennem marv og ben når man kom fra det lettere tempererede klima på de andre øer. Men en ensom sjæl havde begivet sig ud i det mørke ocean af sand og udførte en sælsom dans med sig selv. Bag skyerne gemte månen og stjernene sig, men lod dog lidt lys falde ned i ørkenen som afslørede hvid damp fra en sort silhuette med sirlige aftegn der mindede om en aften med uvejr. De tynde silketråde dansede over den slank svanehals og halen hang efter hende som en fane. Mørket gjorde næsten hoppens hvide plamager selvlysende og det passede til hendes mindre dødelige fortid som udødelig. De isblå øjne skar i tydlig kontrast til mørket. Hoppens lyse ben bevægede sig hurtigt og fjedrende gennem sandet og blev tværet ud i mørket. Midnight Myth dansede sin egen dans i fred for andre, men freden kunne tiltider blive ensom, men når sommeren valgte at få hende i brunst, så var freden måske bedst. Hun ønskede ikke afkom med hvem som helst og her var der en chance for at hun kunne udøve en sådan elegant og sensuel dans uden nogle skulle misfortolke hendes signaler. Hun udstødte en feminin brummen som kom til udtryk ved en lys nynnen.

Der hvor jeg kommer fra, stødte man sjældent på ørkenlandskab. Ja, selv når man søgte ud i det fri, var det ikke noget, man skulle forvente at finde. Dette betyder også, at jeg ikke just er vant til at færdes i denne ørken, selvom jeg dog vil være så fri at sige, at jeg trods alt er blevet bedre til det, siden jeg ankom til dette land. Sandet, der i dagslys er rødt i flere forskellige nuancer, har taget farve efter det sparsomme lys, som månen og stjernerne forsøger at sende ned over os. Mørket ligger som en tyk dyne overalt, men jeg er klar over, at jeg ikke er usynlig – med min sorte farve skal det være meget, meget mørkt, før jeg forsvinder i mine omgivelser. Her er ingen træer til at holde vinden i skak, og med det bare landskab, ville det være synd at sige, at det er let at holde varmen. Især når man er så fin og spinkel, som jeg er det. For at holde mine muskler varme, bevæger jeg mig roligt gennem sandet med mine lange, stilfærdige skridt og min ranke, noble holdning. Nakken er knejset, ørerne er vippet ud mod hver deres side. I denne nat har jeg endnu ikke mødt andre sjæle, men da et vindpust bliver ført i min retning, rammer en velkendt duft mig. Ikke fordi at jeg ved, hvem den stammer fra, men brunsten afslører, at det er en hoppe. Mit ene bryn hæves let, inden jeg ganske stille stopper op. Her er nogen. Et feminint brum får mit ene øre til at vippe til siden, og ganske stille drejer jeg min front mod lyden. Længere fremme er der nogen, der bevæger sig. Nogen, som er meget mørk, men med hvide områder. Jaså.

[/size][/color]

Fortryllet af natten som hun dansede der midt i den golde ørken blev hun dog afbrudt af en duft som ramte hendes yderst sensitive næsebor. Duften var maskulin og hun antog derpå at det var en hingst. Myth som havde sine lettere ustyrlige og hysteriske sider stoppede brat op og lod sine forben hæves fra jorden, mens hun fægtede voldsomt med dem. Hun hvælvede i halsen og udstødte et hoppet fnys, inden hun næsten lydløst nu stod med alle 4 ben solidt plantet i jorden. De isblå øjne finkæmmede de mørke landskab, men kunne ikke se nogen eller noget. Hun fnyste igen mere ophidset og lagde derpå de mandelformede ører ned i nakken og blottede tænderne som en meget tydelig advarsel. Halen piskede bag hende og hun kastede med hovedet så den hvide man dansede omkring hendes hals og gik i et med hendes sirlige aftegn. De isblå øjne skar sig igennem det mørkbelagte landskab endnu engang og hun synes at kunne ane en skikkelse så sort som natten længere fremme. Det fik hende til at trække hovedet til sig og hun stampede derpå i sandet med det ene forben. Mange ville mene hun var skabet, men Myth var bare Myth og var utrolig mistroisk hvad gjaldt mystiske silhuetter i mørket, især når de var ganske tæt på.

" Giv dig selv til kende fremmede "

Hendes stemme var feminin og var en anelse syngende, men det var ikke til at tage fejl af at hun ikke var tilfreds med at han havde sneget sig omkring. Derfor var hendes toneleje koldt og aflukket. Man skulle ej forglemme hvilket blod hun var af og hvad hun normalt var opdraget til.

Mine lange, spinkle ben er strakt mod jorden, hvor mine hove er plantet i det kølige sand, mit hoved er hævet og min nakke buer galant. Her står jeg, rank og hingstet med roligheden hængende over mig og mine store, mørke øjne rettet frem mod hoppen, der i et par korte øjeblikke teer sig en anelse. Jeg ser i hvert fald ingen grund til hendes opførsel. Der er en god afstand mellem os, for ellers havde jeg sandelig sørget for, at der blev det. Da stilheden ikke brydes af andet end den fjerne bølgebrusen, lyder hendes stemme klart i den sorte nat. Jeg bemærker godt, at hun er hidsig; de blottede tænder, ørerne i nakken, hendes kast med hovedet, den smældende hale. Ja, hvordan skulle man egentligt kunne undgå at bemærke det? Dog er der en ting, jeg særligt bider mærke i, og det er de ord, der lyder fra hende. Jeg hæver ganske let mit ene øjenbryn, hvilket egentligt ikke er til at bemærke, da min pandelok dækker mine øjne. Jeg lader stilheden indfinde sig igen, inden jeg ganske kort slår halen om min spinkle bagpart.

,,Ikke på vilkår.”

Jeg har ingen intentioner om at gøre det, blot fordi hun synes, at jeg skal. Og hun skal da absolut ikke kommandere med mig på den måde. Jeg skal gerne præsentere mig, men det der var da sandelig en af de mest uheldige måder, hun kunne bede om mit navn på.

[/size][/color]

Midnight Myth kunne oftes være så stille og rolig, men under dette ydre ulmede det vilde og utæmmelige mørke, som hun ellers forsøgte at holde dæmpet. Havde dette været for et par år siden at de to sjæle havde mødtes havde Myth højst sandsynligt blot dræbt hingsten eller det der var værre. Hun var kommet langt siden da, men når mørket skjulte denne fremmedes identitet og han i endda ikke ville give sig selv til kende, så frembragte det nogle af disse instinkter der lå ingraveret i hendes sind. Hun fnyste højlydt, ikke glad ved situationen og slog ud med et forben. Hun var nu mere truende i hendes positur og brunsten gjorde hende blot endnu mere hidsig. Hun rejste sig på bagbenene og fægtede atter med forbenene i et skingert skrig af et rasende og temperamentsfuldt hvin. Forhovene blev hamret ned i det røde sand, som dog stadig var skjult af mørket, som hendes isblå øjne borrede sig igennem med stor intensivitet og naglede sig fast på skikkelsen. Alt dette var defensivt for ej skulle han vove at komme nær når han ikke kunne sige hvem han var her i mørket. Hoppen var måske en anelse paronoid, men med den opvækst og de oplevelser hun havde haft var det intet under. Pas på skyggerne selvom du er en del af dem. Den hvide hale piskede arrigt om hendes bagpart, velvidende at den burde holdes i ro.

Jeg er en hingst, hun er en hoppe, og alt græsset og alle træerne, der ganske vist ikke vokser i denne del af landet, bevidner om, at det er sommer. Det gør hendes duft naturligvis også. Jeg kan ikke undgå at bemærke den stærke duft af brunst, og havde det været et par år tilbage, havde jeg ikke tøvet. Men man bliver trods alt klogere med årene, og jeg skal, om så hun selv tilbyder det, slet ikke i nærheden af hende her. Jeg lægger ørerne, da hun slår ud efter mig med sit ene forben, men anden reaktion får hun ikke fra mig, til trods for hendes hidsighed, som jeg antager, er meget karakteristisk for hende – eller også har jeg bare fanget hende på en meget dårlig dag. Jeg bliver stående, hvor jeg er, og det er som sådan ikke effekten af hendes meget defensive måde at fortælle, at jeg ikke skal komme tættere på. Jeg har såmænd bare ikke nogen grund til at skulle nærme mig. Dog spænder jeg en anelse op, og ganske langsomt kommer der en snert af advarsel i min ellers så rolige aura. Hun skal ikke lade mig være årsag til hendes hidsighed, det er da helt sikkert! Og da slet ikke, hvis jeg ikke selv beder om det. Endnu en gang lader jeg min hale smælde en anelse om mig. Ganske kort overvejer jeg, om jeg har grund til at blive stående. Falder hun en smule til ro, når hun finder ud af, at jeg simpelthen bare står her, skal jeg gerne give hende en chance. Ellers kan jeg ikke komme i tanke om nogen grund til at væbne mig med tålmodighed.

[/color][/size]

I ét splitsekund stod Myth så bom stille, halen holdt op med at piske, men blikket forblev mistroisk naglet på denne fremmede. Han havde endnu ikke givet udtryk for at ville skade hende, men hun blev blot stående og flyttede ikke blikket fra ham.Hun var mere rolig, ingen tvivl om dette, men det betød ikke at hun stolede på den fremmede hingst så sort som natten. Hun kom med en høj pustende lyd for at komme af med det luft hun havde holdt inde i ren hidsighed. Hun sænkede hovedet en anelse, men ørerne forblev bagudvendte. Hun ville ikke sige noget, og forblev derfor tavs. Hun forventede ej at han ville sige noget, men Myth var en hoppe af få ord og derfor skulle han heller ikke forvente at hun endnu en gang blev den første til at sige noget.

Det var bedre. Min spinkle krop er stadigvæk holdt i en hingstet, rank stilling, hvilket lader min stolthed komme en anelse til syne. En stolthed, man ikke skal forsøge at træde på, noget man ikke skal prøve at fjerne fra mig. Og hende her skal da i hvert fald helt sikkert heller ikke forsøge at dominere mig. Jeg bider ganske kort tænderne sammen og lader mit ene øre vippe fremad fra siden til nakken, mens min hale af og til vifter ganske let om mig. Jeg er ikke retfærdighedens hævder, så selvom hun har talt sine ord, er det i mit hoved ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det skal være min tur nu. Men når alt kommer til alt, gider jeg ikke spilde min tid, hvilket jeg så absolut føler, at jeg gør lige nu.

,,Mit navn er Seth. Hvem er du?”

Min stemme er rolig, og som altid bærer den sine to karakteristiske toner: en drenget tone, der blander sig med en meget høflig en af slagsen. En ganske fattet stemme, der dog ikke tyder på ønsker om at manipulere. Jeg antager, at det ikke ville være smart her – jeg forsøger allerhøjst at få hende til at lytte.

[/size][/color]

Han var stolt, det var der ingen tvivl om og Myth vidste at han nok også var mindst ligeså stædig som hende selv. De isblå øjne stirrede fortsat på ham med denne intense glød der ikke sådan lige kunne slukkes. Hun var dog mere afslappet, men stadig parat. Han fortalte hende hans navn: Seth. Hun løftede hovedet en anelse og havde stadig mulen snerpet sammen. Hun så det som en ganske svag sejr at hingsten til sidst havde givet sig selv til kende. Hun vidste dog ikke hvor vidt hun følte for at ytre sit navn til ham lige nu. Hun nikkede blot anderkendende for at vise at hun havde hørt ham. Hun stod rank og stolt, mens hun stadig overvejede om han skulle vide hvem hun var. Hun var nu mystisk hende Myth

Jeg føler så absolut en trang til at himle med øjnene. Ja, helt aldeles. Men jeg er klar over, at det er en handling, der aldrig nogensinde har gavnet mig, og derfor lader jeg ganske enkelt være. Jeg bider tænderne en anelse sammen og lader min hale svirpe om mig, og langsomt indtræder stilheden igen mellem os. Jeg mærker stille en lidt kriblende følelse i mine ben, som kort og godt stammer fra den irritation, der langsomt vokser i mig. Utålmodigheden. Hvad skal jeg bruge det her til? Derfor drejer jeg mig i en glidende, galant bevægelse til siden og lader mit ene forben strække sig frem for mig som starten på en dansende, men rolig skridt, hvis formål er at lade mig passere forbi hende, hvis hun ikke lader mig vide, hvem hun er.

[/size][/color]

Myth blev blot ved med at iagttage denne mørke hingst. Stilheden var øredøvende, men Myth var en hoppe af så få ord at det kunne pirre selv den mest standhaftige. Hun kunne se hingsten ville passere hende og hun fnyste blot hoppet. Hvis han ville gå måtte han gå og Myth ville derpå havde fået sin vilje. Ikke at det førte til nogle steder, men det var en af mysterierne ved den sorte hoppe med de sirlige hvide aftegn som mindede om lyn der skar igennem nattehimlen. De isblå øjne flyttede sig dog ikke et sekund fra den sorte Seth, for Myth var utrolig mistroisk omkring andre hingste efter hvad der var sket før hun kom til øen. Det var kun den røde Jaidev, som havde vist sig at være en dansepartner hun havde været nogenlunde tryg ved ind til videre.

Hvad får jeg ud af at gå? Et simpelt spørgsmål, der dog alligevel ikke så nemt finder svar. Jeg får i hvert fald ikke min vilje af det. Og hvis jeg nu går, er det eneste, der kommer ud af det, at jeg får den der ulmende utålmodighed til at forsvinde. Men jeg er jo ikke utålmodig. Det har jeg jo lært at tøjle, ikke? Derfor bliver jeg stående. Mit blik er ikke længere rettet mod hende, men i stedet ud i mørket. Jeg har godt forstået, at hun ikke har lyst til at præsentere sig. Det respekterer jeg naturligvis ikke, men jeg forstår, at jeg må lade det ligge. Og så se, hvad der sker. Se, hvad hun vil.

[/size][/color]

Hingsten så ud til at forstå at Myth ikke blot talte. Hun vidste dog ikke om hun havde tænkt sig at føre en samtale med denne sorte hingst, men vidste at hvis hun ville mere så måtte hun tilkendegive sig. Hendes blå øjne hvilede stadig intenst på ham og hun havde ørerne lagt i nakken. Normalt kunne Myth godt være social og høflig, men når han pludseligt var dukket op og 'forskrækket' hende så var hun yderst hoppesur. Ja det var hun altså. Men man måtte ej glemme hvor hun kom fra når man ville vurdere hendes opførsel.
Hun rynkede nu på mulen og bevægede sig nu fremad, for hun fik intet ud af at stå og betragte denne sjæl. Hun holdte dog vågent øje med ham, for tænk nu hvis han skulle finde på at angribe, og her i mørket kunne ingen vide sig sikker.

Jeg dømmer hende ikke, ganske simpelt fordi jeg ikke har nogen grund at bygge mine overvejelser på, fordi jeg egentligt ikke føler nogen årsag til at analysere hende. Om hun altid er sådan, det ved jeg ikke, men det strejfer ganske kort mit sind, at hun måske føler sig trådt på. Da hun bevæger sig fremad, træder jeg en anelse sidelæns, blot for at sikre mig, at hun ikke kommer for tæt på mig, mens mine ører langsomt rettes mod min nakke.

,,Går du allerede?”

Min tone er ej provokerende på nogen måde, nærmere oprigtigt forundret. Jeg er ikke så vant til, at nogen vælger at forlade mig, inden jeg selv har givet dem grund til det. Men måske føler hun, at jeg har givet hende en grund.

[/size][/color]

Myth løftede hovedet og vippede kort med ørerne da hingsten talte. Hun fnyste hoppet og vendte kort fronten med ham og slog derfor en bue. De blå øjne hvilede igen på ham uden at foretrække en mine. Hvad så du ud som? Hun vidste ikke om han rent faktisk ønskede hendes selskab eller om han blot var en anelse forvirret. Et direkte spørgsmål ville være direkte provokerende ikke at svare på når det var anden gang i træk. Så Myth måtte hanke op i sit utidige humør.

" Jeg har ikke tænkt mig at stå og glo hele natten, Seth. "

Var det eneste der kom fra hende og så lige hans navn for at understrege at hun vidste hvem han var, men han endnu ikke kendte hendes navn og med dette genoptog hun hvad hun lavede før han kom. Nemlig den sælsomme midnats dans, denne gang dog tæt omkring hingsten, men stadig ikke så tæt at han sådan lige umiddelbart ville kunne nå hende.
De lange spinkle forben blev kastet ud i luften, men udviste stadig harmoni.