Sunshine between the trees.

T H O R O N D O R
-The biggest brute of them all-

---

Thorondor var en mildt overrasket over Theia's svar. Tænke over livet? Han tænkte da i ny og næ over det, men bruge timer på det, det kunne han ikke. Livet og døden var noget hans slags så let på, for det var en uendelig cyklus. Ingen har direkte lyst til at dø, men Thoron mente ikke der var nogen grund til at spekulere over livet. Man kan mindes ting og dele de minder med andre, men der er ingen grund til at gøre mere. Det er spild af tid, hvis han overhovedet skal tænke på livet så er det fremad. Frem mod det han endnu ikke har oplevet, men som han har i sinde at gøre.

,,Pudsigt svar. Tænke over livet, men nej, jeg er desværre ikke en af de slags heste."

En bredt smil bredte sig på hans mule mens han så på hende. Troede hun at hun havde gjort noget forkert? For det havde hun altså ikke. Opmuntrende puffede han til hende før han kort så sig omkring, ganske roligt, blot for at se hvor de var.

,,Og møde en ven ville være umuligt. Jeg kender knap nok det her sted, for ikke at tale om hestene her."

Hingsten tildede sit store hoved og smilede blot til hende før han vendte sit blik fremad for at følge den sti de fulgte. Hans fletninger svajede let fra side til side i takt med hvert skridt han tog og jorden vibrerede let under hans skridt. Den brogede hoppe kunne næppe føle dem, men de var, et tegn på hvor massiv hingsten egentligt var.

Antheia

Hendes ører flappede en anelse opgivende ud til hver sin side. Nåh, heller ikke den havde hun rigtigt. Hendes hoved løftede sig en anelse, før hun rettede ørerne fremad mod ham. Hun smilte kort. ”Du må være en af de sjældne så. Det lader til at være noget af det vigtigste i manges liv. Så, at du ikke gør det. Jeg burde rent faktisk bøje mig i støvet, for at du ikke følger med bølgen” sagde hun drillende, før hun nappede venskabeligt mod hans skulder. Hun havde mødt forskellige typer i dette land. Og selvom hun også godt kunne lide at tænke over tingene en gang imellem, så kunne hun også godt lide at holde en pause fra det.

Det virkede som om at dem heromkring holdte ufattelig meget af at tænke, og det var ikke noget dårligt. Hun havde bare gået ud fra at Thoron var en af dem også. Men der havde hun taget fejl. Hendes ører vippede igen fremad da han puffede til hende, og hun rettede blikket fremad, med et kort smil. ”Nå.. Men. Du kender trods alt mig og hvordan man finder ud fra skoven – Det må være en start, ikke?” sagde hun opmuntrende, før hun løftede hovedet og så over på ham, efterfulgt af et ganske feminint prust. Hans ganske mærkværdige fletninger vuggede i takt med hans skridt, og hun slog blikket nysgerrigt over til hans øjne. ”Ligger der noget symbolsk bag dine fletninger?” spurgte hun forsigtigt. Han behøvede ikke at fortælle hende om det, hvis det var noget privat. Men hun ville gerne høre det, hvis han ville fortælle hende det.

T H O R O N D O R
//-\\ The biggest Brute of them All //-\\

---

Han kluklo dæmpet. Hun var altså en finurlig hoppe efter hans mening. Det var ikke så meget noget hun gjorde, men hele ideen om at bøje sig for nogen blot fordi de ikke tænkte over livet. Hvad var det dog for et sted han var endt? Var her kun filosoffer og dagdrømmere? Næppe, for den brogede hoppe var ingen af delene såvidt han kunne se. Måske en anelse for megen energi, men ellers fejlede hun vidst ingenting. Han vendte hovedet mod hende da hun nappede drillende til ham.

,,Hm.. Det er altid sværer at gå imod strømmen end med den, men hvis du nogensinde bøjer dig i støvet for noget som det, så skal jeg personligt løfte dig op med mit hoved."

Måske var han for bogstavelig, men sådan var han altså bare. Uden at lægge meget i det svingede han med halen og nikkede kort til det næste hun sagde. Det var bestemt altid noget at han kendte hende. Han var ikke på helt bar bund i landet, men enhver han mødte var endnu en brik der blev sat på plads i puslespillet som Andromeda var. Et skævt smil boltrede sig kort på hans mule før han spidsede øre ved hendes næste ord. Hans fletninger? Kort skævede han til dem mens han overvejede sit svar for en kort stund. Der lå vel ingen rigtig betydning bag dem, kun bag fjerene.

,,Mine fletninger i sig selv betyder intet, men fjerene..." Thoron nikkede let mod fjerene som var sat fast til enden af den ene fletning, ,,...viser hvor jeg lå i rangen. Jeg var ikke højt oppe, men heller ikke i bunden. Den sorte og hvide symbolisere at jeg arbejdede i skovene på bjergskråningerne, hvilket i sig selv giver mig en højere rang. Her er de dog ligegyldige og er ikke andet end et velkomment minde om mit hjemland."

Antheia

Hendes ører flappede ud til hver sin side ved hans ord, og hun skævede lidt til ham efterfulgt af et lille prust. Det var ganske lavmælt, mens hun betragtede ham. Så nikkede hun med et kort smil, og hun puffede blidt til den store hingsts muskuløse hals. Hun syntes han mindede mest af alt om en stor krammebamse. Hun følte sig tryg og tilpas i hans selskab. Hun svarede ham ikke på det han sagde. Det ville virke forkert. Den måtte hænge i luften, men hun havde givet ham et nik som tegn på at hun havde hørt ham og forstod det.

Han så ikke ud til at ligge så meget i det, som hende. Var det forkert at tænke sådan? Eller var det bare noget som han ikke mente? Hun prustede kort og skævede til ham igen. Ørerne var igen fremme. Hun måtte tage dette punkt op igen på et senere tidspunkt. Måske når hun var alene, så hun ikke virkede alt for fjern mens hun snakkede med ham.

Hun så nysgerrigt på ham. Hans fletninger var flotte, og hun kunne godt forestille hvis der var noget symbolsk bag dem og fjerene. Hendes ører rettede sig fremad, da han snakkede, og hun nikkede blidt idet han fortalte. ”Det lyder spændende, Thoron.” hun gav et kort nik fra sig. ”Men jeg er ked af at dine fjer ikke længere kan aflæses, medmindre der er nogle fra dit land her i Andromeda.. Savner du dit gamle hjem?” spurgte hun forsigtigt, og så på ham med sine tillidsfulde varme øjne. Det måtte være noget af en omvæltning at gå fra at være i en flok, og endda have noget prestige, til at være strejfer. Hun syntes selv det havde været svært at gå fra at nogle passede på hende, til at hun var alene.

T H O R O N D O R
The biggest Brute of them All

---

Thoron nød den brogede hoppes selskab, ingen tvivl der, men fandt det på sin hvis underligt. Måske var det blot fordi det var anderledes; de havde sjældent fået besøg af fremmede derhjemme og det virkede underligt at skulle hilse alle som nogen man ikke kendte. Ikke at have et hjem var dog sværere. Han lyttede interesseret til hendes svar og endte med at le kort og lavtmeldt. Egentligt var fjerene nemme at læse, hvis blot man gad sætte sig ind i hvordan de fungerede. De grålige betød en rang, dvs. de satte ham alene i rang to, bedre kendt som Thel. Den sorte og hvide fjer sendte ham op til range Boros, tre en halv. Dette var self. ligegyldigt, medmindre Theia var intereseret i at kende det. Var hun det, ville han glædeligt dele systemet med hende, men indtil da ville han tie omkring det.

,,På nogle punkter ja, på andre punkter nej. Man savner altid det hjemlige, det kendte, det trygge, men det nye er på samme tid interessant."

Kort vendte han blikket væk fra den røde og hvide hoppe, lod det vandre ud mellem træerne. De ville nok snart være ude, her lugtede mere af eng end andre steder. Han ønskede ikke at deres møde skulle ende, så hvis hun ønskede at forsætte med ham når de kom ud, så ville han gerne gøre det. Da hans brune, blide øjne landede på hende igen, spidsede han ører mens han betragtede hende. Mon hun savnede sit hjem?

,,Hvad med dig, Theia. Savner du dit hjem; det trygge og kendte?"

(Jeg skal lige igang igen, håber du kan klare hvis det svinger lidt underligt)

TRÅD AFSLUTTET