Atter en dag

Dagene er gået. Ugerne er gået. Ja, selv år er gået! Her kommer jeg gående, med spændstige skridt, og hovedet holdt højt, med ørene vippene omkring, lyttende til alle lydene. Her er ganske mørkt nu, men natten begynder jo også at overtage døgnet, lige så stille. Mine grålige øre, vipper atter engang, idet jeg hører træerne der knitrer sine blade imod hinanden, i en skrabende og hvislende lyd, til vindens bevægelser. Jeg er nu omkring de to år gammel, og tiden går ganske stærkt. Jeg har været meget på egne ben i det sidste års tid, men det er heller ikke nemt at finde tilbage til sin moder i dette store land. På den sidste tid, er min personlighed begyndt at blusse mere og mere op, er stadig et føl selvfølgelig, men min personlighed som voksen begynder så småt at blomstre op. Med lette og legene bevægelser, kaster jeg mig fremad i en legende trav, med kastende hoved, og knejst nakke. jeg bevæger mig langt mere elegant end jeg før i tiden har gjort, og jeg nyder ganske vidst at bevæge mig så hurtigt afsted. Mit blik glider rundt, ledende efter noget jeg kan underholde mig med. Men her i mørket, er der ingen sommerfugle at finde, og dem finder jeg ellers ganske fornøjelige! Istedet traver jeg ned til den lille bæk der rinder igennem den store eng, og her standser jeg op med en glidende bevægelse, med rumpen næsten mod jorden, og hovedet meget højt oppe. Når lige at sætte forhovene dybt i jorden, inden jeg så stiller mig op, lige ved vandkanten. Med en let og hurtig bevægelse, smider jeg en forhov ned i vandet, mens jeg udstøder et leende brum. Men dette legende humør ændre sig hurtigt, idet jeg ser en hare der også synes vandet er vældig underholdende. I en springende bevægelse kaster jeg mig mod den, med ørene bagud, og hoveet lavt nede, advarende og truende kan det måske se ud. Men jeg er jo også først nu, begyndt at lære alle disse bevægelser at kende. Og ligenu, der er den her bæk min. Haren smutter hurtigt sin vej, og jeg retter mig endnu en gang op, inden jeg lader blikket spejde omkring, opmærksom på mine omgivelser.

Natten havde overtaget.. Det var ganske vist en himmelklar nat, noget af et syn. Two Faced traskede rundt i sine egne tanker, dog velvidende om at han før eller siden burde finde sig et sted at slå sig ned. Det var dog en behandling nat, der var gået ham i møde og egentlig en af de dage, hvor han sagtens kunne vandre en hel nat. Men det havde været en lang dag for ham, og han var ikke helt ung, i hvert fald var hans krop forude hans sind. Han besluttede sig dog at bevæge sig ud på den store eng, da han vidste, at der et sted befandt sig en bæk, hvor han kunne slukke tørsten inden han fortsatte sin søgen på ly.

Jeghar vandret omkring i mange døgn efterhånden, uden som sådan at vide hvor jeg er på vej hen. Jeg er sådan set en fuldvoksen ung dame efterhånden, der snart må runde de to år. Jeg har dog ikke oplevet fantastisk meget selskab, udover mit eget i disse år. Mor har jeg ikke kunnet finde længe, og andre selskaber har der været få af. Ensomheden har derfor været min ven, og en stor del af hvem jeg er blevet. Jeg er egenrådig, selvstændig og en satan til tider vel sikkert. Men disse ting kan også være gode egenskaber, hvis man blot håndterer dem rigtigt – hvilket nok er mit problem til tider.
Mine mørke øjne glider rundt, mens jeg vipper med de grålige øre. Her er så stille.. Og mørkt… Svirper med halen bag mig, inden jeg standser op, da jeg opdager en større skikkelse længere fremme. En fremmede, med et noget usædvaneligt udseende. Sort og hvid, som var hans ansigt delt i to. Jeg standser brat op, og lader mine øjne knibes en smule i, anskuende af ham, for at se ham an, mens mine øre vipper en anelse uroligt rundt. Det er jo nyt for mig, at se nogen. Jeg siger intet nu her, jeg holder mig i ro, og betragter ham blot herfra.

Han traskede forsigtigt og roligt frem mod bækken. Der var nu ikke noget som en slurk vand. Mens hovedet var sænket, var hans ører ganske opmærksomme. Han var ganske bevidst om, hvad der foregik omkring ham. Der var i hvert fald ingen fare at fornemme, så han drak fortsat videre i sin egen ro. Han trådte dernæst længere ud i vandet, hovene kunne godt trænge til det.

Han forladte nu bækken og ud på engen igen. Han stoppede et par gange for at tage en bid med sig. Som han bevægede sig frem i mørket, fik han øje på en skikkelse. Han samlede sig og stillede sig opmærksomt for at undersøge det nærmere, dog på en sikker afstand. Det var en mindre skikkelse end han tidligere havde set. Han traskede forsigtigt et par skridt nærmere. Som regelt var mindre skikkelser ikke altid venligsindede, men han kunne nu skimte et føl. Hans anspændthed forsvandt, og hans kropssprog blev mere åbent og venligsindet. Han bevægede sig dog ikke meget tættere på føllet. Two Faced havde altid været en anelse tilbageholdende, og lod som regelt andre komme til ham. Mere af hensyn til at andre ikke altid ønskede ham i nærheden. Derfor var det blevet en vane at holde sig tilbage indtil vedkommende selv tog action.

(Hæhæ, hun er lige blevet voksen nu her Så hun er ikke føl længere HUn er her som voksen i148.photobucket.com/albums/s21/PrinsesseRisse/Asira2.png og i BB hvis du vil læse hendes personlighed (: )

Mit blik hviler på den mærkværdige hingst, med det todelte ansigt. Det er ikke nogle aftegn jeg før har set, men nu har jeg heller ikke set så pokkers mange i mit stadig korte liv. Men nogle har jeg dog set i mine føl dage - men ikke denne fremmede sjæl.
Mine øjne hviler stift på ham, fordi han egentlig er den første jeg støder på, efter mine ben er vokset så meget, kroppen ligeså, og alt følpelsen er blevet overtaget af et fint glat lag. Ja, jeg er voksen nu, en ung smuk hoppe, med mange gener og finurligheder fra mine forældre. Jeg ved ikke hvem min far er, og det finder jeg måske heller aldrig ud af. Men jeg ved dog hvem min moder er.

Jeg kender efterhånden områderne godt, men det kan vel heller ikke komme bag på mig, når jeg stortset har været på egne ben siden mine første dage. Så lærer man jo områderne ganske godt at kende, fordi det er en nødvendighed. Hver en krog, hver en sti, ja næsten hvert et træ på sine veje. Men én ting kender jeg ikke ud og ind. Nemlig de sjæle der vandrer rundt i området, de er mig ukendte næsten alle sammen. Jeg ved at her er mange, for jeg kan tydeligt lugte når de har passeret de stier jeg også bevæger mig rundt på. Men deres personligheder, stemmer, bevægelser og udseende, dem kender jeg ikke. Men nok om det, for ligenu, er min opmærksomhed fæstnet på denne sorthvide hingst, der også ser ud til at have fået øje på mig nu også, at dømme ud fra hans kropssprog og pludselig stilhed i kroppen. Men hvad gør jeg så nu?
Mine øre vipper en anelse rundt, tænkende, inden de finder plads en smule bagud. Til trods for at jeg er voksen af udseende, er det dog stadig tydeligt at jeg ikke er voldsomt gammel, og stadig er 'ung og dum' på livet og dets færden. Jeg står derfor blot her, med blikket imod ham, og ørene vippende omkring - uvidende om det møde, jeg har foran mig, hvis mine ben eller vil derhen, eller han kommer nærmere mig.