~ I’m not afraid.

~ AURAYA ~

God never promised you days without pain, laughter without sorrow,
sun without rain, but he did promise strength for you everyday.

x FORBEHOLDT SETH x

Med tunge, og alligevel på sin vis elegante skridt kom Auraya luntende langs stranden. Øen Foehn fascinerede hende, derfor tilbragte hun ind til videre det meste af sin tid her. Hendes ædle hovede var sænket helt ned til jordoverfladen, og hendes mule mimrede en anelse mens hun opfangede alle de specielle, nye dufte denne ø besad. Endnu havde hun ingen andre set, på denne ø, og det undrede hende egentlig ikke. Oftest var det sådan, at de steder hun yndede af befinde sig, var steder som andre ikke normalt brød sig om.
I en flydende bevægelse stoppe hun sin luntetrav, og hejste det mørke, karakteristiske hovede en anelse. Nysgerrigt vilede hendes vinrøde, tiltalende blik nu på det store bjerg på denne ø - hun mente at vide hvad det var, men hun var på ingen måde sikker i sin sag. Ordet vulkan dukkede op i hendes hovede hver gang hun skænkede bjerget en tanke, men hun blev nødt til at vide mere, før hun kunne være sikker. Og om den så var aktiv eller ej, det betvivlede hun meget.
Med hendes fyldige man og hale bølgende omkring hendes kraftigt byggede, men sært dragende skikkelse, skridtede hun lidt nærmere dette bjerg. Dog ikke for nært, da hun endnu ikke vidste noget om det. Det agtede hun dog at komme til, på den ene eller den anden måde. Hun var ikke bange.

Vand. Mere specifikt, en sø. Ganske let strækker jeg mit ene lange, spinkle forben frem og lader min hov bryde vandoverfladen med et lavmælt plask. Mine ører er vippet ud mod hver deres side, mens nakken er knejset. Til min højre side tårner det store bjerg sig op – ildbjerget. Et bjerg, jeg sandelig ikke har tænkt mig at udforske på nærmere hold end det her. Misforstå mig nu ikke; jeg er ikke bange. Jeg tør godt. Men jeg gider bare ikke, for hvorfor? Der er desuden lang vej… og stejlt… Jeg træder en anelse baglæns fra søen og giver et højlydt prust fra mig, inden jeg ryster mig ganske kort over. Jeg samler mig ganske pænt sammen og knejser nakken på ny. Nobel. Ja, nobel er et ord, der ofte blev brugt om mig som yngre, og jeg ser ingen årsag til, at det ikke skulle strejfe et par af landets tilstedeværendes sind en gang i mellem. Foehn er ikke den mest betrådte ø, og det er netop derfor, jeg befinder mig her i dag. Humøret er ikke i top, hvilket dog på ingen måde afspejler sig i mit ydre, hvor den rolige sfære har lagt sig om mig som et varmt, tiltrækkende tæppe. Jep, det her er en af de dage, hvor jeg stadigvæk sagtens kan lade min kontrol sørge for, at jeg opføre mig ordentligt, men hvor jeg for det meste ynder at gøre det modsatte.

[/size][/color]

~ AURAYA ~

God never promised you days without pain, laughter without sorrow,
sun without rain, but he did promise strength for you everyday.

I forsvarlig afstand stoppede Auraya endnu engang op. Tættere på dette ildbjerg ville hun ikke. Ikke nu. Hun havde skimtet en sø sidst hun betrådte denne ø, og det var hvad hun bestemte skulle blive hendes næste mål. Med velplacerede skridt luntede hun i søens retning, så vidt som hun nu kunne erindre den. Hendes man og hale bølgede efter hende, trods hun ikke bevægede sig voldsomt stærkt - en svag modvind var grund til dette. Hun nød at kunne være helt fri her, hvor der stort set aldrig var en sjæl, så vidt hun havde erfaret ind til videre.

Som hun kom dansende dér, med de tunge og dog på sin vis tiltalende bevægelser, så hun muligvis en anelse kølig og afvisende ud. Og så alligevel ikke. Hun skilte sig ud fra mængden af nikkedukker der jo nok også dominerede her, såvel som dét sted hun boede før hun kom hertil. Hun vidste det ikke med sikkerhed, det var blot et gæt, men det ville ikke overraske hende hvis det var sandhed. Hendes anderledes, kølige facon gjorde hende også kun mere dragende at betragte. En knurrende, sær brummen frigjorde sig lavmælt fra hendes strube, mens hun nærmede sig denne sø. Endnu kunne hun kun skimte den, og skikkelsen af en fremmed sjæl kunne hun også ane. Om denne ønskede hendes selvskab, eller om hun overhovedet ønskede dennes, var hende endnu uklart.

Jeg har ikke en foretrukken ø at opholde mig på, men derimod et foretrukkent sted, som de alle besidder; en strand. En strand, hvor bølgerne overdøver verden omkring mig, og hvor jeg kan lade mine tanker bearbejde sig selv, gode som dårlige. Jeg er selvfølgelig klar over, at det ganske vist ikke er en strand, jeg befinder mig på lige nu, men jeg har mine årsager. Jeg lader min hale svirpe kraftigt om mig et par gange, inden mine ører opfanger lyde af hovslag mod jorden, og kort efter afslører sagte bump i jorden, at nogen er i nærheden. I en galant, nærmest slangeagtig bevægelse, drejer jeg hovedet til siden, hvor mine store mørke øjne fanger en brunbroget hoppe, der bevæger sig på en måde, der skiller sig lidt ud. Hendes bevægelser er tunge, men ikke nødvendigvis kedelige. Og imødekommende, det kan man vist ikke sige, at hun ser ud, som om hun er. Det er ikke svært at se, at hun har valgt søen som sit mål, og jeg skal sandelig ikke forhindre hende i at være her. Men om vi nogensinde kommer ind i samme rum, det vil tiden vise. Eller også vil jeg, ha.

[/color][/size]

~ AURAYA ~

God never promised you days without pain, laughter without sorrow,
sun without rain, but he did promise strength for you everyday.

Denne langbenede, kulsorte skikkelse var fremmed for Auraya. Da hun nåede søens klare vand stoppede hun op, og sænkede sit ædle hovede til overfladen. Tørstig var hun ikke, ikke nu, hun ville blot betragte hvad der end var her på øen. I den retning rev hendes indre eventyrlyst hende.
Studerende skævede hun i retning mod den fremmede sjæl nogle meter fra hendes side. Hun syntes næsten, at hans blik virkede sultent. Som så han hende som et måltid, eller én han kunne gøre præcis hvad han lystede med. Og så samtidig så han respektfuld nok ud. Han forvirrede hende allerede en anelse, men det nægtede hun selvfølgelig at lade komme til syne uden på. Da hun igen rettede de sært dragende øjne væk fra hingsten, lød en dyb, flabet og kølig brummen fra hendes strube. Ikke fordi hun yndede at være flabet, sådan var hendes tone nu engang bare.
Endnu kunne hun ikke bedømme hvorvidt han ønskede hendes selskab, men gjorde han, ville hun ikke vige fra ham. Hans aura talte til hende, og noget sagde hende, at de muligvis havde en del tilfælles. Men hvordan kunne hun være sikker, uden at undersøge det?

Jeg er egentligt ikke typen, der har en trang til at æde andre med øjnene, og det er heller ikke tilfældet lige nu. Nok betragter jeg hende, men jeg er ikke ved at fortære hende med mine store, mørke øjne. Dog er jeg klar over, at jeg egentligt ikke giver særlig meget udtryk for, at det ikke er det, der er tilfældet, da der ligger en lidt reserveret glød i min aura. Noget, der godt kan få mit blik til at kunne anes som det, man kunne vælge ag kalde sultent. Men det er jo blot et misforstået signal, og den fejl er absolut på min side, hvilket jeg egentligt er utroligt ligeglad med. Mit ene øre lægges bagud, da hendes flabede brummen når indenfor min rækkevidde. Noget, jeg ganske kort skal overtale mig selv til at lade være med at reagere på – lade være med at blive provokeret. Stille lader jeg mine ører vippe bagud mod min nakke, inden jeg efter noget tids overvejen vælger at give lyd fra mig. En lavmælt tone i form af et hvin, der kun lige er højt nok til, at hun kan høre det, bryder stilheden omkring søen med det klare vand.

[/size][/color]