Maybe I will like this place? Let me decide!

Sage of Zoran

(Reseveret til Signe og Illana! ;D)

Det var ikke længe siden Sage havde tumlet ud af porten, og trådt ind i sit nye hjem. Rent fysisk havde han det bedre end nogensinde, rent psykisk haltede det. Han kunne stadig ikke forstå hvorfor han havde fået en ny chance, og kommet hertil. Derudover foruroligede det ham, at han ikke havde set nogen andre heste. Men måske blokerede alt det nye, der havde sket i løbet af den korte tid, hans sanser – Hjemme, gik der jo også nogle gange flere uger før han mødte nogle nye. Han kunne nu ikke sige han var ked af dét, men han tænkte alligevel meget over det. Hans ører var lagt truende tilbage, som han stod der. Han stolede ikke på fuglenes muntre kvidren.

Med et blev hans dystre tanker rettet mod noget andet, han pludselig kom i tanke om. Stemmen, havde fortalt ham at han godt ville kunne lide stedet. Måske skulle han for en gang skyld sætte sin lid til en anden? Måske stole lidt på en anden? Han fnøs, aldrig! Han skulle nok selv bestemme om han kunne lide det, eller ej. Men derudover var stedet ellers ret afslappende. Måske han bare skulle slappe lidt af. Hans ellers spændte muskler, begyndte langsomt at slappe af, og han prustede behaget. Han stod og kiggede ud over vandet, der blidt skyllede sig op, og slikkede hans ben. Hans blik var fjernt, mens han kiggede ud i horisonten. Det eneste der bevægede sig var hans ører, samt hans hale og man som vinden blidt legede med. Hans pandelok var som sædvanlig flettet. Kun engang imellem lod han lokkerne bølge frit over hans næseryg.

De stærke ben som havde erfaret nogle ar, satte langsomt fremad, og bar ham afsted i vandkanten, idét han skridtede ned af bredden, med hovedet let sænket.

Illana, den gyldne, havde fundet vejen ned til der hvor havet møder jorden, der hvor sandet ligger som et bredt bælte mellem havet og græsset; der hvor udsigten er uendelig og duften salt og samtidig mild. Hun havde søgt stranden for at tænke lidt, over de ting der var sket i de sidste måneder; så meget nyt, så mange nye sjæle, og det lod til at blive ved. Hun havde set nye, på tidspunkter hvor hun ikke troede, der ville komme flere og hun havde vandret alene, når hun vidste der var sjæle; det hele var en meget blandet fornemmelse, men noget overvandt dem alle. Nemlig det Lys der hang om hendes hals, det hun var blevet valgt til at beskytte, og som hun ville beskytte med sit liv.
Hendes sjæl havde fået øje på en skimlet hingst af ædel bygning hernede ved havet; han vandrede i en ganske kontrolleret skridt af sted langs havet og Illana tillod sig at betragte ham i lidt tid, inden hun lod et vrinsk lyde, der blev båret med vinden og ned til den skimlede hingst. Hun søgte derefter fremad i en elegant skridt igennem sandet, der kælede sig op af hendes hove, for at imødekomme denne fremmede; endnu en fremmed, som Illana kunne fascinerer sig over. Hvordan mon han ville være?

Sage of Zoran

Den skimlede hingst gik roligt i sine egne tanker. Ganske fjernt, faktisk. Og da han først hørte den feminine lyd af et hoppevrinsk, troede han det var noget der skete inde i lille hans verden, som han tit trak sig ind i, hvis han enten havde brug for at tænke, skulle være alene, eller simpelten bare ikke gad høre på andre. Han fandt hurtigt ud af at det var en rigtig hest, der havde vrinsket til ham. Han kunne se hende i øjnekrogen. Hans ører vippede for et kort sekund fremad, før de vendte tilbage, afvisende. Han rystede kort, næsten umærkeligt sit hoved, så han kom ud af sin egen verden, og var til stede her i realiteten. Han vidste ikke hvordan hun ville reagere, selvom det dog ville være underligt at vrinske til en anden, hvis man ville noget ondsindet. Han kneb øjnene sammen, hele hans udstråling afviste hende. Hun behøvede ikke at komme tættere på. Da hun alligevel gjorde, trådte han ud af vandet. Han var mere sårbar ude i vandet, og lod derfor sine hove bære ham ind på fast grund. Han lod sit blik glide hen over den fine og lille skikkelse. Hun var lavere end ham selv. Hendes pelslag lignede guld, præcis som alle de andre gyldne heste han havde passeret i løbet af hans tid. Han løftede hovedet, før hans blik fæstnede sig ved den ting der hang om hoppens hals. En lysende ting.. en dragende ting. Hans blik hvilede der længe, tænksomt, før han så op på hoppen. Hans øjne lynede af intelligens, mens han afventede hoppens næste skridt. Han ville nemlig ikke tage det. Hun var kommet ned til ham, så der måtte være noget, hun havde i sinde. Og selvom halskæden lokkede hans nysgerrighed, så kunne det sagtens vente til senere. Medmindre hun altså blev skræmt væk, og smuttede. Så ville det være svært at spørge hende om noget som helst.[/color]

Den gyldne hoppe, der bar navnet Illana, var på sin vej ned til denne fremmede skimlede hingst, som hun søgte at møde; hendes formål var ikke formelt på nogen måde, blot ønskede hun at finde ud af, hvem denne sjæl var. Hun havde efterhånden mødt mange og det var ganske spændende hver gang en ny sjæl satte hove i hendes horisont; og Lyset om hendes hals skinnede så skarpt og hvidt, hvilket tydede på, at denne hingst var ny i landet; Måske endda lige ankommet? Illana, der bar sig med naturlig elegance, nåede snart ned ved den skimlede hingst, som hun holdt en god afstand til, på grund af hans attitude, der nærmest var afvisende md det samme. Dog var dette ikke noget, som hun lod sig gå på af, nej, for hun havde mødt andre i lidt samme kategori; og inderst inde havde de også vist sig at være ganske gode ledsagere til dagens gang. Hun nikkede høfligt til denne fremmede hingst, da hun var indenfor den rækkevidde hun ønskede at være og derefter tillod hun sin unikke, milde stemme at begynde at formulere ord, en præsentation af sig selv, så den fremmede vidste hvem hun var.

,,Goddag du ædle fremmede, skimlede vandrer; mit navn er Illana. Jeg formoder at du er ganske ny i det fællesland vi begge nu deler, og som vi begge kan kalde vores hjem?”

Spurgte hun da, med den milde stemme, inden hun søgte om tilladelse til at komme ham en smule nærmere, nu hvor hun havde givet ham sit navn. Men var hingsten reserveret af natur, var han så reserveret at han ikke ønskede den gyldne nærmere, eller havde han også en interesse for hvem den gyldne hoppe var? Eller måske for hvad Lyset, der hang tæt ved hendes hjerte, var?

Sage of Zoran

Hans blik fulgte hoppens lette bevægelser, idet hun kom ham nærmere. Hans hoved var hævet, og han kiggede skeptisk over på den gyldne. Tingen der hang om hoppens hals, lyste fortsat hvidt og kraftigt, og det tog et kort sekund pusten fra ham. Udvendigt viste han det ikke, det var klart. Det var meget mere psykisk, inden i ham. Han brummede kort til hende, både som en forbeholdt hilsen, og en advarsel om at han ikke var typen, man kunne løbe om hjørner med. Lyset om hendes hals, stolede han især ikke på. Måske kunne hun bruge det negativt imod ham? Han vidste det ikke, han vidste bare at han skulle passe lidt på. Idet han var trådt op på bredden, havde han allerede fået sparket sandet op, så det klistrede fast på hans våde ben, og hove. Hans grå man bølgede ned af hans hals, og endte lidt op over hans bringe. Pandelokken der var flettet op, lå og hvilede på hans næseryg, og skyggede for hans ene øjes udsyn. Man kunne ane det hvide i hans øjenkrog, fordi han stod på den måde han gjorde, og kiggede på hende. Han vendte sig endelig mod hoppen, front. Og han skulle netop til at tage et skridt tilbage, da hoppen stoppede foran ham. Hun aflagde en afstand, der var fin nok for ham. I hvert fald for nu. Hvis hun viste sig ikke at have rene hensigter, ville han klart lægge mere afstand mellem dem. Hoppens milde stemme lød, og en strøm af høflige ord flød ud fra hende. Han kneb øjnene sammen, og betragtede hende i et stykke tid. Som ville han prøve at kigge bag hendes høflige facade, og ind i hendes hjerte. Som kunne han se igennem hende som et røntgen. Til sidst gav han et nik fra sig. ”Illana.. Den gyldne. Din intuition fejler skam ikke noget.. Men jeg ved ikke om man just kan sige dette er mit hjem endnu.. Måske jeg engang ind i fremtiden vil gøre mig fortjent til det” brummede han. Hvis han kunne indfinde sig her, og havde givet noget af sig selv til stedet. Først der ville han kalde det sit hjem. Han nikkede endnu engang ærbødigt. Nogle gange kunne han godt oppe sig, og opføre sig som en, der bare havde lidt manerer. Men det kom altid an på humøret han var i, eller selskabet. Hans ører var stadig vendt tilbage, stadig markerende. Da hendes kropssprog signalerede hun ville tættere på, brummede han endnu engang, en anelse usikkert. Han var ikke helt sikker på hoppen, til at han ville lade hende et skridt nærmere. Han skulle først høre mere fra hende. Høre ordene hun ville vælge, og hvordan hun ville formulere det, hun havde at sige. Det syntes han, havde meget at gøre om hesten. Så han vendte skulderen til hende, dog uden ikke at fjerne fokus fra hende. For han ville gerne lade hende indlede en samtale, hvis hun havde lyst.

Den gyldne hoppe, Illana, der havde trådt den skimlede hingst an, lagde godt mærke til hans naturlige skepsis, der strålede ud af hans krop. Eller, måske ikke ligefrem strålede, men det var tydeligt at han var en hingst af overvejelsernes natur, og han var nok ej den, der blot inviterede en ind i hans kreds og selskab. Illana prustede dæmpet og nikkede kort, som endnu en ydmyg hilsen, inden hans ord nåede hendes ører. Hans skepsis var her også vist, da han endnu ikke så dette land som hans hjem; hvilket Illana vidste, at landet allerede var. Det var blevet hans hjem fra det øjeblik han trådte hertil, og i dét øjeblik han havde sat hovene i landet, havde han fortjent at kunne kalde det sit hjem. Dog vidste Illana godt, at ikke alle så dette ’hjem’ som værende deres i starten og for nogen tog det tid, forend de var klar over det; og tiden afhang af mange ting, men vigtigst af alt deres vilje til at give slip på det liv de måtte have levet før.
Den gyldne hoppe sendte den skimlede hingst et lille smil, inden hun sænkede hovedet en anelse. Hun havde stoppet sin fremadrettede tankegang og var blevet med den afstand til hingsten, som den hun havde haft fra ankomsten af, da det var tydeligt at han ikke ønskede hende tættere. Det var skam også acceptabelt, da alle havde deres egen sfære; for den gyldne, sad den nærmest limet til kroppen og nærkontakt var ikke noget hun var bange for, tværtimod ønskede hun det, mens denne hingst havde en sfære der bugtede sig noget længere ude, og som den gyldne ikke skulle forsøge sig at bryde. Hun prustede dæmpet og rettede ørene fremad, alt imens hun betragtede ham og kun ham. Nobel hingst, ædel bygning og en stærk bygning. Hvor han sådan ca. måtte stamme fra, var dog svært at sige, da han kunne passe i mange miljøer; og hun kunne gætte herfra og til den lyse morgen, uden at vide sig sikker. Derfor lod hun sine tanker kredse omkring hans sind; ikke for at lurer det, men blot betænke det. Der gik lidt tid, før hun åbnede sin mule for at svare på hans ord, han tidligere havde sagt.

,,Min herre, jeg er sikker på at du en dag vil føle, at du har gjort dig fortjent; men lad mig fortælle dig, at kun dem der er landet fortjent som borger, krydser grænsen hertil. Dog vil jeg ikke rode mere rundt i det, men derimod spørge dig; hvad er dit navn, og hvorfra min herre, kommer du?”

Hun synes der var noget spændende over denne hingst, men det var noget som hun ikke kunne sætte ord på. Måske at han virkede en smule mere velovervejet end andre? Måske, at han lod til at tænke over alle udfald, inden han valgte et? Måske, at disse egenskaber netop blev tolket som værende afvisende og måske at han blot var en fremmed? Illana prustede dæmpet, mens hun søgte hans blok, der lå bag den flettede pandelok; hvor kom han mon fra, denne skimlede hingst?

Sage of Zoran

Hingsten stod roligt, med alle hovene plantet solidt i jorden. Han følte en vis godhed strømme ud fra hoppen, og var derfor på dette tidspunkt, ikke bange for at det skulle ændre sig. Hans ører lyttede dog stadig godt med, til trods for at bølgebruset overdøvede det meste. Han vippede kort ørerne frem, ved hoppens høflige nik, og han gengældte det roligt. Han fornemmede på hoppen at hun tænkte. Hvad hun tænkte over, var han ikke klar over, men det var som om at man kunne høre tandhjulene knirke i hendes hoved, og han lyttede ekstra opmærksomt efter, for han regnede med at svaret ville være velovervejet. Hun holdte afstand fra ham i den længde, som han havde lagt på bordet allerede nu. Det kunne være at han på et tidspunkt ville have hende tættere, men så ville han give hende et signal. Der gik lidt tid, før hoppen fremsagde sit svar. Men det var ganske rigtigt overvejet. Hans øjne kneb sig lidt sammen, og hvilede let på den gyldne, mens han tænksomt brugte et øjeblik, til at finde et svar frem ”Du gyldne hoppe, det kan godt være du har ret. Jeg er sikker på at jeg på et tidspunkt nok skal føle mig hjemme." Han holdte et kort sekund ”Jeg behøver skam heller ikke at få noget at vide. Jeg har besluttet mig for at lade min rejse hertil ligge. Nogle ting behøver man ikke at få opklaret” hans stemme var behersket, og ordene nøje udvalgt. Han sagde bevidst ikke at han havde hørt en stemme, for hvad nu hvis hun ikke havde hørt den? Han gad ikke forklare. ”Til mit navn og mit oprindelsessted. Hvorfor behøve vide det, hvis vores veje ikke krydses igen? Så jeg vil vide. Tror du at vi mødes igen?” han lod altid den modsatte svare på hans spørgsmål først. Så kunne han selv tage stilling til det bagefter. Hans blik gled endnu engang over hendes. Køligt, men roligt.

Den gyldne hoppe, der af alt respekt behold afstanden imellem dem, lod sine øre glide fremad. Hendes antagelse, om denne skimlede hingst, viste sig vel at være delvist rigtig, da hans ord først kom frem, med en ganske hingstet og karakteristisk undertone. Det var egentlig en behagelig stemme, denne skimlede havde og Illana’s øre var rettet helt fremad, imens han snakkede. Hans rejse lod til at været et lukket emne, og det skulle han skam have lov til; selv havde den gyldne hoppe været ude for en rejse, der havde påført hende smerter i sindet; men hvis nogen ønskede at høre den, delte hun gerne ud af den, til dem der end måtte lytte. Dog lod det ikke til at være denne skimlede, der skulle lytte til dén snak, men derimod kastede han den gyldne hoppe ud i et spørgsmål, som mange nok ville studse over; men ikke den gyldne. Hun smilede en anelse inden hun rettede det gyldne hoved en smule op og lod blikket søge direkte til ham.

,,Ser du, du ædle, det er et godt spørgsmål. Dog ved jeg, at vi vil mødes igen; men hvornår vores veje da end måtte skære hinandens igen, kan jeg ikke svare på.”

Sagde hun med en klar selvsikkerhed; ikke at hun ville prale med sin viden, og det gjorde hun heller ikke, men hun vidste at deres veje ville blive forbundet igen, for sådan var hun sikker på, det ville gå alle. Landet var ikke uendeligt stort, selvom det skam var, og på et tidspunkt ville de begge kende det og dets indbyggere rigtig godt; måske endda være vidner til at livet blev skabt i Andromeda. Og den gyldne hoppe, der havde oplevet det Lys der havde bragt hende hertil, endnu engang, vidste også at alle i landet var forbundet, på den ene eller den anden måde. Hvordan, vidste hun ikke endnu, men måske ville hendes sind engang få indsigt i den mening, der lå bag landet og dets måde at fragte sjæle hertil på. Frelse dem.

Sage of Zoran

Hoppen gav ham den plads han behøvede, og det kunne han godt lide. Som flere allerede havde oplevet, så var hans grænser en vigtig milepæl i hans liv. De var bundet af sådan en kraft, at det næsten overtog hans liv. Meninger og grænser. Var det virkelig det eneste der foregik i hans liv? Var det virkelig så sørgeligt? Han lagde ørerne lidt længere ned. Ikke af hoppen, hun havde skam ikke gjort noget forkert. Det var af hans indre monolog. Det var som om at han blev sur over hans egne tanker, som levede de deres eget liv – hvilket de til en vis grænse også gjorde, men som om at de ikke kom fra ham og absolut skulle blande sig. Men sådan havde han da ikke tænkt længe. Hm, det var alt det her med at møde nye der gik ind og pillede ved hans hjerne, og fik ham til at tænke sig en ekstra gang om. Var alt det han før havde troet så meget på, at det var begyndt at overtage hans sind, så meget værd, at han ikke kunne lukke op for andre? Både og. Men han vidste ikke engang om han havde lyst – For hvem skulle dog på nogen måde fortjene at han åbnede sit sind? Det skulle godt nok være en speciel en. Eller i hvert fald for ham, hvilket han tvivlede på. At der nogensinde dukkede sådan en type op virkede næsten umuligt.

Hans hjerne sagde en ting, og hans hjerte sagde noget andet. Og ærlig talt, vidste han ikke hvilken en del han skulle lytte til. Så nu lod han det ligge. Fortrængte det i hans tanker, til at kunne tage det op, engang når han var alene. Han rettede opmærksomheden til den gyldne hoppe. Hvis ikke det var fordi at solen var begyndt at gå ned, så ville han have væddet med, at denne hoppes pelslag ville skinne i 100 nuancer i solen. Præcis som glimtende guld. Det kunne virkelig blænde en. Men nødvendigvis ikke på nogen dårlig måde. Blændet af skønhed var en god ting, ikke? Det mente han selv. Hans blik var der til at tage imod hendes, i det hun kiggede over på ham og svarede ham. Hans blik signalerede tålmodighed. Hendes svar kom hurtigt og selvsikkert, hvilket fik ham til at tænke over det en ekstra gang, før han svarede hoppen med et nik. ”Udmærket du gyldne hoppe. Hvornår vores veje vil krydse, må visne hen i uvidenhed. Mit navn er Sage of Zoran” hans navn var udtalt med en tydelig, ædel accent, og endnu engang gav han et nik fra sig. Hans blik hvilede blidt på hendes, så han kunne se ind i hendes brune øjne. "Men.. Hvis jeg skal være ærlig, Illana. Så tror jeg også vi vil mødes igen. Så det er herligt vi kender hinandens navne nu, ikke sandt?" Det sidste kom i en let.. Ja, måske endda udfordrende tone. Ikke heftigt, den hang bare en anelse i luften. At han lige skulle prikke lidt til hende, det var mere for at teste hende. Se om hun sagde fra, eller om hun kunne spille med. Hans hoved lagde sig roligt på skrå, mens hans blik hvilede roligt på hende.

Den gyldne hoppe betragtede denne skimlede hingst, den første hun havde set i landet, ganske nøje. Hans attitude var blandet; som afviste han noget. Nok ej den gyldne hoppe, da hans krop ændredes til mere udfordrende og undersøgende når fokus var på hende, men mens hans sind lyttede til hans egen krop, lod det til at han var i en kamp med sig selv. Som talte hans sind imod hans krop eller omvendt. Hvordan og hvorledes var hverken i Illana’s magt eller område. Det var ikke noget hun skulle tænke på, selvom hendes nysgerrige sind skam allerede havde sat teorier op, som hun da smed fra sig igen.
Lyset om hendes hals skinnede endnu klart og nærmest hvidt, fordi denne hingst var ny i landet. Velsignet af det samme lys, som det der hang om hendes hals, men blot det der endnu blev ledet af Lyset selv, og som Illana ikke kunne beskytte. For beskytte lyset, det skulle hun. Beskytte det fra det onde, der ulmede under jorden i dette land og som truede med at bryde ud. Og hun ville beskytte det med sit liv, om det så end måtte ende sådan. Hun prustede dæmpet, da hingsten da brød stilheden og vendte opmærksomheden imod den gyldne hoppe igen. Hans ord virkede udfordrende, som søgte han at teste den gyldne hoppe. Finde hendes grænser og evner, måske presse hende ud hvor hun ej kunne bunde om han magtede det; men gjorde han? Illana smilede kort, inden hun lod sin mule søge en smule i hans retning. Afstanden imellem dem forblev som den var ellers, da Illana ikke ønskede at bryde grænser. Blot bøje dem lidt, på en ganske ærlig og åben måde.

,,Sage of Zoran, æren er min at møde Dem. Men spøjst du nævner den relation, på den måde. For ja, det er godt at kende navne, men ikke nødvendigt. Eller tager jeg fejl?”

Sagde den gyldne hoppe med et let løftet øjnbryn, så at sige. Der lå nu også en udfordring i hendes blik, i hendes tone, der matchede den som den skimlede hingst havde. Illana var ikke en, der bukkede under for en udfordring, og søgte han udfordring, spillede hun gerne med, så længe reglerne ikke blev brudt. De usagte regler om gensidig respekt og tolerance; hvilket hun gik ud fra, at denne ædle hingst kendte til. Han virkede som en, der spillede efter disse regler, og det ville den gyldne selv gøre under alle omstændigheder. Derpå søgte hun hans blik, for at spore en reaktion; spillet var begyndt.

Sage of Zoran

Han rystede mentalt på hovedet. Nok med hans monologer. Nogle gange var de for meget. For påtrængende. Hans blik gled ned til lyset der strømmede om hendes hals. Det var næsten blændende, og selvom han ikke var meget for at fremstå direkte nysgerrig, så var det tydeligt han havde et par spørgsmål. Men han lukkede dem hurtigt inde i en boks. Fortrængte tankerne. Nu havde han inviteret guldhoppen på en verbal udfordring, og det ville ikke øge hans odds hvis han pludselig begyndte at udspørge hende om noget helt tredje. Nej, det måtte vente til et andet tidspunkt. Et bedre tidspunkt. Han skævede mistroisk til hendes mule, før han knejsede op i hans muskuløse hals, og derved trak mulen lidt tættere ind til sig. Men så indså han at det var lettere latterligt. Han var ikke nogen forvirret hingsteplag – ikke mere. Han slappede mere af i halsen men mulen søgte ikke mod hendes. Han kunne for et kort sekund godt se snerpet ud. Men det var ikke fordi hoppens udseende stødte ham. Hun var en ganske køn hoppe. Elegant bygning, flot farve. Han havde bare aldrig gjort det i fysiske ting, og han skulle heller ikke starte nu.

Hans blik hvilede roligt og afventende på hoppens svar. Han hævede hovedet kort og brummede. Han nikkede til hendes høflige ’hilsen’ før han gjorde sig klar til et svar: ”Der tror jeg mange ville være uenige med dig, du gyldne” Han tillod sig meget diskret at lade vær’ med at sige sin mening. Smooth som en ål. Men han var da enig med at navne ikke behøvedes. Men det var nu lettere – hvis man altså skulle mødes flere gange efter. Men han havde heller aldrig påstået andet. Han havde bare sagt det i sådan en tone, at han havde ladet hoppen tro noget andet. ”De ville sikkert sige: åh nej, uden et navn så kan man jo ikke kende hinanden” brummede han, med et meget flygtigt drillende glimt i øjet. Når man lærte noget at kende, så var det sjælen man lærte at kende. Navnet var bare en overflade. Det var det under overfladen der betød noget. Hans øjne udviste nu rolighed og han lagde hovedet på skrå, mens han afventede en reaktion.

Den gyldne hoppe beskuede sin modspiller med stor interesse. Han var svær at bedømme, det var han, for han sagde et og mente noget andet; eller omvendt. Om ikke andet, så var det svært at finde ud af, om han mente det som han havde sagte. Hun hævede hovedet en smule, inden hun smilede. Hans ord, virkede dog ikke som hans egne, dem han sagde nu. De virkede ironiske, og hans formulering om at ’nogen’ ville være uenige, kunne tolkes som både at han var for eller imod den tankegang. Det var en diskret måde at snige sig udenom på, men det gav den gyldne hoppe ikke meget for. I hendes sind, var man ikke sikker nok på sig selv, hvis man skulle skjule sin egen mening bagved formodninger om hvad de fleste ville gøre og sige. Hun lagde hovedet på sned, inden hun gav sig til at svare hans ’snedige’ ord, som hun tolkede som usikkerhed.

,,Min herre, det tvivler jeg på at mange ville sige. Der er ikke nogen, der ikke har forstand nok, til at sige at man ikke kan kende nogen uden at kende deres navn. Navne er smarte, behjælpelige, men du ville til hver en tid kunne genkende mig, ud fra udseende, duft og personlighed, selv hvis ikke du kendte mit navn og samme omvendt, du skimlede Sage. Men, jeg er lige glad med om andre ville være uenige med mig, da mit liv ikke går ud på at være ens med alle andre og med at have samme mening som alle andre. Dét der gør os unikke er, at vi hver især tænker på hver sin måde og har hver sin mening. Hvis vi alle havde samme meninger, ville livet da gå ganske meget i stå, og vi ville alle sammen blot være de får, der følger flokken”

Sagde hun med en lettere udfordrende tone. I hendes ord lå der gemt en ’mening’ om hans måde at skjule sig selv på. Men den var hverken direkte eller blot skjult; nej, den var gemt. Ligesom hans mening var gemt i hans ord, dybt, der hvor den gyldne ikke havde nogen chance for at se den. Om han var for eller imod navnenes brug, var hun sådan set ikke interesseret i. Langt mere om hvorfor det faldt ham nødvendigt at skjule sin mening.

Sage of Zoran

Hans blik hvilede på hoppen. Det hvilede let på hende. Han var interesseret, men fortsat var hans øjne let skeptiske og afventende. Da hendes stemme ramte hans ører, og han begyndte at tyde ordene, gik det hurtigt op for ham at dette ikke kun var en sætning hun ville sige. Eller bare et par få ord. Nej, han fik hele smøren. Havde hun syntes at han havde fortjent det, efter at have smuglet udenom? Det kunne meget vel være. Hun virkede absolut ikke dum, og han tvivlede på at han kunne snøre hende. En værdig modstander, så at sige.

Han kunne ikke lade vær’ med at smile et kort og følelsesløst smil for sig selv. Han hævede hovedet kort, og skævede til hoppen igen. Blot for lige at tjekke. Han havde lyttet og han havde forstået. Han var ikke i tvivl om at hun lagde op til en debat. Men nu var der for meget ivrighed.. for meget argumentation. Han vidste at denne hoppe ville diskutere lystigt i debatten, men så meget rørte emnet ham heller ikke, så han skulle lige tænke en ekstra gang om det var det værd. Og havde han så noget at tilføje?

Han brummede kort ”Hvem har sagt andet, gyldne hoppe? Jeg stiller muligheder op. Hvis du vil sætte dem op på en piedestal, og sige at de ikke passer, så værs’god. Erfaringer og holdninger opleves og præges på forskellige måder. – Og, det lyder da som et herligt liv du har fået dig stykket sammen der” Han så roligt på hoppen. Gjorde ikke tegn til at trække sig væk. Hans stemme var ganske neutral, han mente det skam. Men kunne hun også skyde det ned med sine egne meninger?

Havde man en skarp tunge, måtte man også forvente at få et skarpt svar tilbage.

Han havde aldrig påstået om han var imod eller med hoppen. På et andet tidspunkt kunne han sagtens have sagt, hvad han var tilhænger af. Men nu var det en anden situation, så nu gemte han sig bag andre. Hvorfor gjorde han det? Fordi han havde sagt en spydig kommentar og hun havde drejet den ind på en potentiel debat, som fik ham til at trække sig endnu mere tilbage i sin skal. Hun havde sikkert allerede fået forestillinger om hvad han var for en, og han gad ikke bruge tid på at ændre dem. Han ville måske møde hoppen et par gange til og hvad så? For så lidt ville han da ikke bruge kræfter på at ændre noget, han i princippet var ligeglad med.

Den gyldne hoppe så den skimlede hingst an, med en måske lidt skeptisk mine. Han havde hørt hendes ord, ingen tvivl om det, men hans sind besad tanker der var lænket fast i hans bevidsthed, som han ikke lod til at slippe. Ikke fordi dette var dårligt, nej slet ikke; for viljestærke hingste var der mangel på. Men han yndede ikke rigtig at formå at se tingene på andre måder end hans egen. Hun smilede kort efter hans brummen kom fra hans strube, og da han begyndte sine egne ord, lyttende hun skam. Dog var det, han sagde, ej rigtig en fortsættelse på debatten, men nærmere en afslutning. Ja, hun kunne sagtens hænge sig i detaljerne og snakke videre omkring dette emne, som han lod til at have mistet interessen for - Og hun havde ikke lysten til at vise disse detaljer frem i håbet om, at hun måske kunne få ham til at fatte interessen, nej. Hun prustede kort, da hans ord var nået en ende og derpå trådte hun et enkelt skridt til siden, mens hendes øjne vandrede tænksomt af sted over horisonten, væk fra ham.
Der gik lidt, hvor den gyldne hoppe forblev tavs. Ikke fordi, hun ikke kunne finde på noget at sige og heller ikke fordi hun som sådan havde behov, for at tænke, men fordi hun yndede at give ham, den skimlede Sage, en pause ligeså. Han var spydigt anlagt, det havde hun opdaget, men det var ikke noget hun hang sig i. Sådan var han og fred være med det, så længe han ikke lod det gå direkte ud over hende.

,,Sage, dette er ikke en kamp om at nedskyde den andens meninger. Du sagde selv, mange ville være uenige, jeg sagde det modsatte. Hvem der ellers skulle have modsagt den holdning du har præsenteret eller den jeg har, er irrelevant for vores samtale. Men, Sage, lad venligst værre med at inddrage formodninger om mit liv og hvordan det er skruet sammen i vores samtale. Ét er at snakke om, hvordan man lever sit liv og hvordan det har været førhen. Men du kender ikke mit liv, så hold det udenfor.”

Sagde den gyldne hoppe; hverken irettesættende eller med en negativ tone i hendes stemme. Blot en smule mere beslutsomt. Hun lod derpå sit blik, der endnu var ganske mildt og vel unikt, falde imod hans skimlede krop igen.

,,Sage, har du nogen tanker om, hvad din rolle i dette land vil være? Når først du er faldet til og har lært det at kende?”

Spurgte hun da nysgerrigt. Hingsten havde mange ting mellem ørene, og fremtiden var sikkert også en ting der spøgte i hans tanker. Han lod til snildt at kunne sætte benene foran sin modstander, både verbalt og fysisk hvis det skulle blive nødvendigt, og han lod også til at nyde, hvis en diskussion gik til hans fordel. En sådan type, måtte i Illana’s sind, naturligt vis have en plan, eller håb omkring tilstedeværelsen i fremtiden; en plan, der skulle følges eller håb der skulle udleves. Men var denne skimlede hingst en sådan type, eller var han endnu mere kringlet end den gyldne hoppe troede?

[Afsluttet da tråden er inaktiv]