Water? Oh yes!

Antheia

(Reseveret til Signe og Altaïr! ;D)

Den brogede hoppe dansede sin vej frem ud på stranden. Hun havde først for nylig fundet stien hertil. Så det var ekstra specielt for hende. Hendes hals rejste sig, og hun kiggede ud på det glitrende vand, mens hendes ører automatisk rettede sig fremad. Hvad dårligt kunne ske hende, nu når der var vand? Hun gav en hoppet brummen fra sig, tilsyneladende længselsfuld efter at mærke vandet om hendes ben, og blive kølet ned. Hele dagen havde der været sol. Selvom temperaturen ikke havde været så højt oppe, så var det altid dejligt lige at få skyllet benene – Det fik hende til at live op. Hun følte sig også beskidt. Kort forinden havde hun rullet sig i den bedste pyt hun havde fundet. Den var næsten tørret ud, men hun havde alligevel formået sig at blive helt snavset. Hun hoppede fremad i nogle små, og ivrige skridt. Hendes hals var let hævet, og idet hun nåede til vandkanten, stoppede hun brat op.

Hun sænkede hendes mule ned til vandet, for så at spidse mulen og rode lidt i det. Hendes hoved fløj op, det var saltvand. Selvfølgelig. Hendes overlæbe trak sig op, og hun løftede hovedet atter op og flehmede. Hun fnøs kort, og tog hovedet ned. Så trådte hun ud i det dejlige vand. Der var ikke nogle bølger, så hun fik en chance for bare at nyde det i ro og mag. Hendes blik gled rundt efter tegn på liv. Mon der kom nogle og delte denne særlige oplevelse med hende? I hendes gamle flok, havde de kun sjældent været på stranden. Men hun havde altid nydt besøget til fulde!

Stranden, atter engang; den skimlede hingst nød at befinde sig hernede, det var han ikke bange for at omverdenen skulle se. Hernede hvor horisonten varede for evigt og tankerne, ja sjælen, kunne flyve frit. Hernede hvor der ikke var nogen forpligtelser, og hvor stjernerne kunne ses i uendeligheder om natten. Ja, stranden havde mange fordele, men også den ulempe, at der netop tit var andre hernede, for at nyde godt af de samme ting, som den skimlede selv. Ikke at det gjort ham noget, men han vidste at andre søgte stilheden hernede, og dette kunne til tider være svært, hvis der var overbefolket. Altaïr prustede dæmpet, mens han lod sin tankestrøm fortsætte lidt endnu; han betænkte meget. Sine drømme, det at skabe dem, betænkte hvem han mon kunne se som kandidater til at følge ham, skabe med ham og hvordan han dog skulle få dem overtalt; og samtidig så tænkte han på de mærkværdige ting han havde oplevet i landet. Det hele på samme tid; og pludselig blev hans tanker revet fra ham, da en duft af hoppe, en hoppe i brunst endda, nåede hans næsebor. Og ikke længe efter fik han øje på en broget hoppe, med et specielt hjerteformet aftegn i panden. Han lagde hovedet på skrå, mens han betragtede denne hoppe, der lod til at nyde strandens goder, som han selv havde gjort det og efter lidt lod han en vrinsken falde til hendes fordel, hvorefter han søgte hende. Han bevægede sig imod hende med ædle skridt, dansende skridt igennem sandet, der kælede sig op af hans hove alt imens; og da først han nåede denne hoppe, søgte hans hendes side, hvor han strøg hende ganske let over halsen, med en fløjlsblød bevægelse. Han søgte da hendes blik med sine egne øjne, de let drømmende øjne, inden han lod sin stemme præsentere hans sind; den skimlede.

,,Goddag melady, du hoppe af kærlighed, der vandre på denne smukke strand; tillad mig at spørge dig, hvad der har tiltrukket din sjæl, på denne dag, hertil?”

Hans spørgsmål var ikke det, man normalt ville forbinde med en hilsen; men Altaïr gjorde tingene på sin helt egen måde, og dette var ikke en undtagelse. Han betragtede nu nysgerrigt hoppen for at se, hvordan hun ville tackle hans hilsen af hende; om det ville forundre, frastøde eller tiltrække hende.

Antheia

Hun stoppede langsomt ude i vandet, som havde hendes tanker beordret hendes hove til at stå stille. Herude kunne hun slappe af. Havet, som fascinerende blev ved med at give lyd fra sig, også selvom det ingen bølger havde, overdøvede alle de skræmmende lyde, som hun muligvis kunne blive ængstelig over. Så hernede, kunne hun virkelig tænke over tingene, eller bare slappe af. Hun havde mødt nogle stykker allerede. Hendes personlighed havde haft en forskellige virkning på dem alle, så hun var ret på bar bund hvordan gennemsnittet heromkring var. Hvis man da overhovedet kunne sætte det i sådan en bås. Det var klart et så stort sted som her, at der var så mange forskellige personligheder. Og hvis hun overhovedet havde nogen intuition om at møde dem alle, så skulle hun da godt nok til at oppe sig. Hendes ører vippede fremad. Hendes blik var muntert, og det gled rundt i horisonten. Lige nu var hun alene. Himlen var stadig blå, og solen tittede også frem med sine svage stråler. En lugt der indikerede en anden hest, ramte hendes næsebor, og for måske at fange flere lugte der kunne give flere detaljer af hesten, udspilede hun næseborene. Hun kiggede over på hingsten der kom gående med ædle, elegante skridt. Han var skimmel, og den mørke man bølgede ned over hans hals. Hun vippede ørerne fremad, og trådte forsigtigt mod ham. Bare så hun ikke virkede alt for uforskammet ved at stå helt ude i vandet. Da hingsten trådte nærmere, end hvad hendes andre bekendtskaber havde gjort, blev hun et kort øjeblik forundret. Hendes blik var en anelse forvirret, idet han strøg hende blidt over halsen. Hun gav en dæmpet, usikker lyd fra sig, før hun vendte ørerne lyttende tilbage. Hun tog et enkelt skridt tilbage. Men positivt overrasket over at det åbenbart ikke var alle heromkring der skulle have ca. 3 meter i mellem, når de stod og snakkede. Hendes blik gled nysgerrigt hen over hingstens muskuløse krop, og hun løftede hovedet lidt, da hans høflige hilsen ramte hendes ører. ”Åh goddag. Det er rart at se jeg ikke er den eneste der kommer herned og nyder denne dejlige strand.” det ville hun synes var synd, hvis det forholdte sig sådan, eftersom det var sådan en herlig oplevelse at være hernede. Det han spurgte om, var hun kun glad for at svare på. "Det er du hjertelig velkommen til. Jeg var ude og gå mig en tur, da jeg endelig fandt stien hertil. Jeg har søgt og søgt i den tid jeg har været her. Jeg kom så sjældent ned til en strand i min gamle flok, og da vi endelig gjorde, så var det altid som en pause fra alt det seriøse. Det havde jeg også brug for i dag. Der er sket så meget i løbet af den sidste tid, at jeg tror jeg ville have blevet skør med tiden, hvis jeg ikke havde fundet dette sted. Man kan virkelig udfolde sig hernede, og være sig selv." hun synes kun det ville være fair at spørge ham om det samme. Måske han ville lade hende vide hans mening om stranden også, og hvorfor han var søgt herned. ”Kan jeg tillade mig at spørge om det samme, skimlede hingst?” spurgte hun, og sørgede for at lægge op til at han endelig skulle fortælle. Hendes blik var interesseret – Hun glædede sig til at høre hvad han havde at sige.

Den skimlede hingst, der var trådt denne rødbrogede hoppe nær, hævede hovedet en smule, da hun trådte tilbage; ikke fordi hun afviste ham, men nok nærmere af forundring, hvilket han skam forstod. Det var langt fra alle der blot accepterede den skimledes nærvær ved første hilsen, men hun tog det pænt, denne hoppe. Han smilede kort, inden han ærbødigt bøjede hovedet i en hilsen, inden hans mule søgte fremad imod hendes, den fine og feminine; og hans blik fik da et glimt af det særprægede, hjerteformede aftegn hun var i panden endnu engang. Det var unikt, særpræget og smukt. Det klædte hende vel og Altaïr var sikker på, at hun måtte have gjort sig fortjent til et sådan aftegn, siden hun var blevet skænket det. Han brummede dybt, med en lidt drømmene tone, og da hun begyndte at tale, lod han ørene tippes helt frem for at opfange hvert et ord, som hun fremsagde, med den fine stemme.

,,Stranden er i den grad et godt sted til at tænke og finde fred, melady, og jeg er glad for at du fandt det, som du søgte. Og jeg er søgt herned for at lade mit sind vandre frit, beskue horisonten og slappe af. Ikke fordi, jeg har følt mig trængt op de sidste nætter, overhovedet ikke, men jeg nyder den stemning og frihed der er hernede; som måske kommer fra den blændende udsigt.”

Sagde han med et lille, vel charmerende smil. Altaïr var en meget charmerende hingst af natur, og det var ikke noget han ønskede at tøjle, selvom nogen måske fandt den upassende i et selskab, han ej kendte. Men det var heller ikke sådan, at den charme som hingsten besad var ufatteligt flirtende; den var blot smigrende og drømmende. Han strøg da hoppen over mulen, inden hans stemme brød stilheden igen.

,,Melady, tror på du at drømmene har deres egen verden? En verden, som vi kan søge ind i, hvis vi kender vejen? En verden, hvor vi selv kan skabe drømmene og derefter vandre i dem og beskue dem, som var vi en del af dem?”

Spurgte han med en tydelig nysgerrighed, og stadig med den drømmende og charmerende attitude. Ja, Altaïr var en direkte hingst på mange måder; han søgte sit selskab direkte, men ligeså deres sind. Men ville denne rødbrogede hoppe, hoppen af kærlighed, lade ham søge hendes sind så hurtigt, eller var hun bundet af de traditionelle høfligheder og pli?

Antheia

Hendes blik lyste af nysgerrighed, og hendes ører vippede kun et kort sekund til hver sin side, før de var fremme igen. Hun udspilede sine næsebor forsigtigt, idet hans mule søgte ud mod hendes, og hun pustede blidt ud. Som et slags.. Ja, man kunne jo kalde det et venskabstegn. Men denne gestus symboliserede også fred. Hendes hoved lagde sig let på skrå, over hans suk. Men hun tolkede det ikke som at han kedede sig, eller var utålmodig. Nej det var egentlig mere.. Han virkede interesseret, og det glædede hende. Hun ville helst ikke kede nogle med sit selskab.

”Åh.. Jamen, mange tak” startede hun først med at sige. En anelse forundret over hvor høflig denne ædle hingst var. Det var hun ikke just vant til, så hun skulle lige holde sig i kort snor, så hun ikke blæste helt væk af glæde over denne hingsts veltalte ord. ”Det lyder også som en meget ærlig grund. Stranden her åbner op for mange muligheder i retningen af det du søgte. Har du været her tit, du skimlede hingst?” Hendes ører rejste sig ved hans sidste ord. Men der gik lige et sekund før det sank ind hvad han mente. Der dukkede et muntert glimt frem i hendes øjne, og hun gav et smil fra sig, før hun forsigtigt og blidt puffede med sin mule mod hans skulder. Som i et glad men drillende: Aaarj stop! Jeg kommer jo til at rødme. Hun var sikker på at hans charme var hans hemmelige våben. Og hun misundte ham faktisk lidt. For.. Det var en ganske god måde at starte venskaber på. Hendes ører vippede kort ud til hver sin side, før hun vendte dem fremad mod hingsten. Hun smilte blidt til ham, da hans mule rørte hendes et kort sekund.

Hun lyttede ganske opmærksomt på hans ord, før hun gav et eftertænksomt nik fra sig. ”Helt sikkert, skimlede hingst. Jeg tror på at drømme er til for at hjælpe os. Både med at rådgive os om vejen vi skal gå, men også til at give os muligheder. At drømme har en verden.. Det er helt uundgåeligt. Jeg tror tilværelsen ville være svær, hvis vi ikke kunne drømme os ind i en anden verden.

Jeg kan høre du har reflekteret over det, skimlede hingst?” hun fremsagde det sidste i en let spørgende tone, for hun ville gerne have det be- eller afkræftet. Hendes ører var stadig fremme og hovedet let på skrå.

Den skimlede hingst vippede ørene nysgerrigt en tak længere frem, da hoppens mule kom ham i møde. En venskabelige gestus udviste hoppen og han var ikke længe om at gengælde den. Hans mørkeblå blik forblev alt imens hos denne rødbrogede hoppe, der havde et hjerteformet aftegn, som han var ret så fascineret af. Han hvælvede nakken lidt og lod et oprigtigt smil fremvises, da hun puffede en smule forlegent til hans skulder; det undrede ham egentlig en smule, at hun nærmest blev forlegen. Han havde skudt hende til at være en hoppe, der fik masser af opmærksomhed, ud fra hendes møde at reagere på og omgås ham på allerede nu. Men det lod faktisk til, at hun nok nærmere var en lidt mere genert type, eller havde været, og derfor ikke var så vant til den kropslige kontakt. Han brummede dybt, men hingstet. Hun var nok den første der direkte havde reageret på den naturlige charme som han besad, og det kunne vel kun booste hans selvtillid en smule. Nok var Altaïr en hingst med umådelig kontrol over sit sind, men han forbød ikke at nyde de følelser han nu engang fik indenbords. Han ventede med at besvare hendes ord, til hun havde talt til ende, og han havde hørt hvert enkelt af hendes ord. Derpå brummede han hingstet igen inden han strøg hende over halsen.

,,Melady, jeg har været ved de fleste af de strande, der er at finde i dette land, men ikke hvert sted mange gange. Men ja, melady, jeg har tænkt en del over det med drømmene. Faktisk lever jeg efter en idé om, at vi kan skabe vore egne drømme og træde ind i dem, flytte rundt på dem som vi vil og stadig kunne vende tilbage til den virkelighed vi har valgt, skal være vores virkelighed.”

Sagde han dæmpet. Han luftede ikke disse ord for mange; for det var ord, som ikke mange var skabt til at kunne forstå. Nok var der noget ved denne hoppe, der virkede indbydende, men det der havde fået ham til at tale, var hendes egne ord og meninger alene. Hun lod til at kunne bruge hovedet, og det nød han. Men om hun havde fantasi nok, til at kunne forstå, det tvivlede han på - Og det kunne kun hun vise ham, om hun havde.

Antheia

Hendes ører var fremme, mens hun betragtede den elegante hingsts mule idet han gengældte hendes gestus. Så gled hendes blik op til hans mørkebrune øjne, der havde et noget drømmende glimt i. Og hun forstod hurtigt at hingsten havde stillet hende lige præcis et spørgsmål om drømme, fordi han selv fandt det fascinerende. Eller det var i hvert fald det hun gættede på, men hun ville jo få svar inden ganske længe. Hendes hoved løftede sig en anelse, som var en rislende fornemmelse gået igennem hendes krop, da hendes ædle selskab havde strøget hende over halsen. Hendes hals buede sig en anelse, mens hun lyttede opmærksomt på hingstens ord. Et forsigtigt smil gled hen over hendes smil, mens hun blidt nikkede til hans sidste ord. Hun tænkte et øjeblik på hendes svar. For han havde fortjent et reelt et, og til det skulle hun tænke sig om. Så lagde hun hovedet på skrå, og puffede blidt til hingstens skulder. Ikke irettesættende.. blot en gestus til at vise at hun satte pris på hans tanke. For det var da i sandheden noget specielt og noget som hun ikke havde hørt før. Nu havde hun heller ikke stødt på så mange så tænksomme som denne hingst virkede til at være.

”Det lyder som en fantastisk idé, du ædle skimlede. Mine tanker stopper dog ved et spørgsmål. Vil vores fysiske jeg lide overbelast hvis vi vælger den spirituelle vej? Eller vil vi nå at kunne skifte i mellem?” hendes øjne hvilede på denne hingst, der var ved at få hendes hoved varmet op. I hendes blik var der et tydeligt glimt af intelligens og man kunne se hvordan hendes hjerne kørte på højtryk. Det virkede ikke så besværet for hingsten, men han måtte også være vant til disse tanker. Noget som Antheia ikke var.

Nogle gange hændte det at hun stoppede op, tog en dyb indånding og tænkte. Men det var ikke tit, for på en eller anden måde lykkes det hende altid at være i gang med noget andet.

Men hendes selskab havde fået hende op på dupperne og nu ville hun bare vide.. Havde hun forstået det han havde sagt rigtigt? Og forstod han det hun spurgte om? Kunne de få skabt en eller anden forbindelse så de kunne mødes på halvvejen, eller var det allerede på forhånd dømt til at mislykkes?

Hun var skam ganske intelligent, denne rødbrogede hoppe af kærligheden; Altaïr betragtede hende intenst, mens hun overvejede hvad hun skulle svare til de ord, han havde sagt til hende. Han smilede let, mens han lyttede til hendes ord - for det var tydeligt at hun betænkte hvad han sagde og spurgte om. Hun gav sig tiden til at overveje de ord hun ville sige, således at det ikke blev uovervejet og hastet. Han strøg hende forsigtigt over halsen, inden han rettede blikket direkte imod hende. Hendes ord ebbede ud i et spørgsmål, der omhandlede de drømme som Altaïr holdt aller mest af. Han smilede kort, inden han gav sig til at besvare hendes ord, med hans drømmesind.

,,Melady, vores fysiske jeg vil ikke lide overlast. Overhovedet ikke; men det kan blive forvirret ser du. Der er nogen, der ikke kan håndtere at have to virkelige verdener i deres liv, og disse kan ende med at vandre hvileløst imellem dem, for til sidst at ende i en verden, der ligger under dem alle. Dernede, i Limbo, er der ingen vej op. Vores sind vil være fanget der, og vores fysiske vil ikke have noget tilholdssted og dermed forsvinde. Dette er dog kun sket for meget få, melady, da de fleste når at opdage at der er noget galt og dermed kan de nå at rette ind igen. Man skal så bare vælge én virkelig verden herefter, hvis ens sind ikke kan holde til både at leve i drømmeverden og den vores krop er i.”

Sagde den skimlede hingst, med den charmerende tone, der lå til ham. Den charmerende tone der kom fra hans sind, der på grund af det drømmende, netop var naturligt charmerende. Han så nysgerrigt på den rødbrogede hoppe. Hvordan tolkede hun alt dette med drømmene? Indtil nu tolkede hun det godt, og det hele virkede lovende. Men om det varede ved, det kunne han ikke sige.

[Afsluttet da tråden er inaktiv]