It's fun to gallop that fast..

Antheia

(Reseveret til Maja og Volontaire! ;D)

Den spinkle hoppe gjorde et ihærdigt forsøg på at komme op af bakken, op til forhøjningen. Hun var bare ikke sikker nok på benene endnu. At komme ned af bakker, var ingen sag. At komme op af dem, var derimod noget helt andet – Uheldigvis. Hendes ører flappede ud til siderne, tydeligt utilfreds med resultatet. Så snart hun prøvede at gå op, gled hun bare ned igen. Hun vendte sig hurtigt om. Så måtte hun bare finde et andet sted.. Eller måske en anden sti at gå på. Hendes ører vippede i takt med lydene. Der var mange fugle her. Hun kunne konstant høre en spætte hakke på livet løs i et stakkels træ. Den lyd brød hun sig ikke om. Hun skridtede egentlig mere sidelæns, end fremadrettet. Måske fordi at lydene altid kom fra en af siderne, aldrig forfra. Hun rystede på hovedet, og satte fremad i galop. Forude var der et langt stykke, hun muligvis kunne øge farten på. Bare så hun kunne få varmet sine muskler op. Hun var begyndt at blive stiv i benene – Det kunne hun dog ikke vise andre, nej. Hun skulle ikke vise hun var mere svag, så hun gemte det blot bag en meget overbevisende svævende trav.

Så snart hun var kommet forbi klippestenene, der praktisk talt blokerede det meste af vejen, satte hun fremad. Hun så glad frem for sig – Passede på hun ikke faldt over nogen usynlige sten, og så løb hun bare. Løb lige indtil at stien blev for smal, til at det ville være sikkert at fortsætte. Så satte hun ned i en kort trav.

Jeg har nu ’smidt’ mig selv, på denne ø, Leventera. Jeg er her efterhånden ofte, da chancen for at møde andre er mindre på denne ø, end på nogle af de små øer. Jeg ønsker ikke alle og enhvers selskab, og jeg er derfor heller ikke typen der opsøger selskaberne. Men kommer de, så er det da ikke en selvfølge at jeg afviser dem – men der er en stor chance for det. Mit blik vandrer en smule rundt, over det bakkede landskab. Jeg selv, ja, jeg befinder mig på en forhøjning, hvor jeg føler at jeg har et godt overblik over det område jeg beskuer.. Fremme i landskabet, skimter jeg nu bevægelse. En hoppe, brunbroget, der forsøger med fuld kraft at komme op af en af forhøjningerne, der er på størrelse med den jeg befinder mig på. Det kræver muskel kraft, og balance. Det er tydeligt, at hun ikke besidder den del endnu, men det kommer måske med tiden. Jeg selv, har trænet meget, og besidder en ret stor muskelmasse, og en stor udholdenhed – nøglen til dermed at komme herop. Min nakke knejses voldsomt op, idet vinden tager min hale lidt med sig, i en blafrende entre foran mig selv. Jeg ved ikke, om hoppen opdager mig, men hendes snude er nu vendt i min retning, fordi hun vidst har valgt at finde en anden vej; hvilket nok også er klogest. Mine øre vipper kort omkring, inden de finder deres vandte plads; skråt bagud, en anelse afvisende, dog ikke vredt og truende.

Antheia

Hun drejede skarpt til højre, for så at fortsætte tilbage til forhøjningen. Hun ville derop! Koste hvad det ville. Om det så kom i form af tid eller skrammer, var hun ikke helt sikker på, på nuværende tidspunkt. Efter den lille galop, følte hun sig mere fortrøstningsfuld. Det virkede også som om at bakken var lavere på denne side. Og hvis hun var ekstra heldig, var der måske en sti op, så hun ikke skulle glide rundt på græsset. Hun sendte endnu et brum fra sig, før hun stoppede op, og målte bakken med øjnene. Hun tænkte længe over hvordan hun skulle gøre det, hvordan hun bedst og hurtigst muligt ville kunne komme op. Hun prustede, og kastede med hovedet, før hun travede med løftet hale lidt bagom igen. Den virkede mere plan opad her, ikke nær så stejl. Hun ville ikke risikere at knække benene ved at galopere, så hun nøjedes med at trave opad. Hun gav nogle anstrengende lyde fra sig, før hun halvvejs oppe, satte ned i skridt. Bakken var vidst mere stejl, end hvad hendes beregninger havde fortalt hende. Og den var kæmpe! Men det ville være det hele værd, så snart hun var helt oppe på toppen. Bare spejde udover hele landskabet, præcis som hendes lederhingst havde gjort, når han skulle have oversigt over flokken. Det kunne hun godt tænke sig. Med en sidste kraftanstrengelse trådte hun op. Hun skulle netop til at give sig selv en mental peptalk, da hun fik øje på en hingst. Åh nej, nu ville han sikkert blive sur, over at blive forstyrret. Hun brummede forsigtigt til ham. Det var lavmælt, så hun hverken skræmte ham, eller fik ham til at drage forhastede konklusioner – som f.eks. at jage hende ned igen. Hun lagde hovedet på skrå, det var da sjovt. Hun havde slet ikke lagt mærke til ham oppe på toppen. Hmpr, hun måtte til at se lidt bedre efter. Hingsten var sortbroget, og tydeligt muskuløs. Han havde sikkert let ved at komme op på sådanne forhøjninger. Ja, sådan så han ud.

Den unge brogede hoppe, ser ikke ud til at have opgivet sin mission om at komme op på den forhøjning, der ikke er langt fra den jeg selv har bestiget. Ja, faktisk er de hinandens ’naboer’, hvilket gør det hele ganske underholdende at betragte, hvis man da ellers kan se det sjove i andres anstrengelser og nederlag. Og det kan jeg, til dels. Især hvis det er nogen jeg ikke kender, og jeg ikke har andet at give mig til. Dermed ikke sagt at jeg står og ler af synet, eller kaster ustyrligt med hovedet i ren underholdning. Nej. Aldeles ikke. Sådan befinder mit sind sig ikke. I stedet betragter jeg hende bare i stilhed, med nakken knejst og ørene let tilbage. Da det endelig er lykkedes for den spinkle fine hoppe, at komme op på bakken, ser hun mig så. Ja, jeg se nok ikke just venlig og imødekommende ud – og det er jeg heller ikke. Til dels.

Jeg smider et forben i jorden, hårdt og strakt, henvendt til hende, mens jeg udstøder et voldsomt maskulint og rungende brum, der kommer helt fra det dybeste, og op igennem min strube. Der er ingen tvivl om, at jeg er en hingst, sådan som jeg udstøder mine brum. Dette bliver min hilsen til hende for nu. Jeg ser ingen grund til atter at starte en samtale med en fremmede. I stedet lader jeg dette ligge til hende, så hun selv kan vurdere hvad hun vil. Jeg vil ikke jage hende ned af bakken, for vi er stadig på god behørig afstand af hinanden, og dermed har hun heller ikke overtrådt min personlige sfære. Gør hun det, skal hun skam nok få det af vide, på en ikke særlig høflig eller venlig måde..

Antheia

Hun brummede utilfreds, da hun først nu lagde mærke til at det var en anden forhøjning. Forhøjningen, der lå lige ved siden af den, hun oprindeligt ville have været oppe på. Men udsigten, var nu ligeså godt heroppe. Forhøjningerne lå nærmest op af hinanden, som var de vokset sammen, så hun klagede ikke. Hingsten der stod foran hende, et godt stykke væk, virkede absolut ikke gæstfri og hans ører var vendt tilbage. Hun så en smule forsigtigt på ham, før hun lagde hovedet på skrå, og sendte endnu et feminint prust mod ham. Hun tager et skridt tilbage, da han absolut markerer sig selv som en hingst, med sit dybe brum, og sit forben han lige skulle smide i jorden. Det brum kom da helt nede fra mellemgulvet, det var da helt sikkert. Eftersom han ikke virkede som den snaksalige type, vippede hun opmuntrende ørerne fremad. ”Hej! Mit navn er Antheia” direkte, lige til sagen. Hun sænkede hovedet lidt, før hun så rettede sig op. ”Vil du lade mig vide dit navn, sortbrogede hingst?” Igen var hun forsigtig. Hele hans udstråling gjorde at hun ikke kom tættere på. Nej det var hun for klog til at gøre, i hvert fald med en hest, der satte sådan en fed streg under ’ikke for tæt på’

Den brogede hoppe, lod diskret endnu engang sit blik glide hen over hingsten. Hun var nysgerrig efter at vide mere om ham.

Hun virker ikke just tilfreds med, at hun ikke er på den forhøjning jeg står på. Det var den hun jo i første omgang ville bestige, men den er ikke så plan som den hun er på nu, hverken på den ene eller den anden side. Svirper med den næsten sorte hale, mens blikket stadig bliver imod hende. Men aldeles ikke imod hendes øjne, aldrig. Hun skal ikke kigge i mine, og derfor kigger jeg heller ikke i hende. Jeg har en idé om, at kigger man i hinandens øjne, er det langt nemmere at se ind i sjælen på hinanden. Og det er jeg ikke interesseret i, overhovedet.Hoppen der er foran mig, Antheia, som hun præsenterer sig som, virker til at have en smule imellem ørene. Hun kommer mig nemlig ikke nærmere, og det er en god egenskab, i hvert fald i mine øjne. Hun gør også klogt i dette, at blive i denne afstand, i hvert fald indtil mit kropssprog ændre sig – og det har det ikke gjort endnu.

,,Mit navn, Antheia, er Volontaire.”

Besvarer jeg hende så, med den ru og hæse stemme, der tilegner sig godt til min udstråling. Jeg har en ufattelig dyb stemme, i forhold til at jeg jo ikke er en old gammel hingst. Jeg er i mine gode år, stadig ung i betragtning af mange fra mit gamle hjem. Men den stemme jeg har, har heller ikke altid været sådan. Den er blevet sådan, fordi jeg i nogle år ikke talte med nogen, overhovedet. Først her, er jeg atter begyndt at tale igen.

Antheia

Hun brummede kort. Den forhøjning nagede hende! Men en gang, så skulle hun nok bestige det, og komme op på toppen. Hun prustede kort, og så op. Mørket havde faldet på, og insekterne.. de dumme insekter var begyndt at komme frem, fra deres skjul. Hun var sikker på at de lagde planer fra dag til dag hvilken hest, der nu skulle være deres offer. Hun brummede kort, da hun mærkede en myg sætte sig på hendes ryg. Hendes krop dirrede let, men det stædige bæst, gav ikke op så let. Hendes hoved fløj tilbage mod hendes ryg, med tænderne klar til at kradse. Hun brummede kort, tilfreds, da den endelig gav op. For så at komme igen, med flere af sine venner. Hun sukkede opgivende, og rettede opmærksomheden mod hingsten, der præsenterede sig selv som Volontaire. Selve udtalingen af hans navn, passede godt, og hun vippede ørerne frem ved lyden. Hans stemme passede også. Hun lagde hovedet på skrå, muntert. ”Volontaire” sagde hun, med et accepterende nik, før hun så op på ham. Han stod stadig højere op, selvom forhøjningerne var vokset sammen. ”Lad mig få bekræftet mine bange anelser, det er bedre at stå deroppe ikke?” hun flappede ørerne opgivende ud til siderne, og sænkede hovedet. For så at opdage at hun kunne hentyde til noget – nemlig invitere sig selv derop. Forsigtigt, trådte hun et skridt bagud, blot for at markere, at der ikke lå mere i det, end det spørgsmål det var. Åh, det ville i sandhed gøre hendes dag, hvis han sagde nej. Men det ville de begge to vide, var en løgn. Så hun regnede egentlig bare med at han skulle til at sige ’Ja udsigten er bedre’ Måske var det dumt at spørge om noget hun allerede vidste? Men hun havde altid syntes det var hyggeligt at snakke med andre, og det var også sådan man lærte hinanden bedre at kende.

Hoppen virker ung af sind, at dømme ud fra hendes udseende, men også det friske sind. Måske har hun ikke oplevet så meget hærgen i sin fortid, og derfor er det muntre sind hun ejer, måske bibevaret helt fra hendes første føl skridt. Jeg ved det ikke, og jeg har da virkelig heller ikke tænkt mig at spørge. Tusmørket har ganske vidst lagt sig over os nu, og dette skaber et mylder af myg og andre irriterende insekter. Men det er ikke til at se på mig, at de irritere mit sind, for det eneste der bevæge sig, for at jage dem væk, er min hale. Jeg bider ikke bagud efter dem, når de sætter sig på mit skind. For så fjernes fokus fra hende og omgivelserne, og til insekterne. Og det kan være katastrofalt. Sådan som hun står der, med bøjet nakke, bidende til sin ryg, er hun udsat; hvis hun da var i det forkerte selskab. Men er jeg det? Hun retter igen fokus til mig, og stiller mig et nærmest trist spørgsmål. Men ikke en invitation om at komme herhen, det viser hun tydeligt, idet hun træder et skridt bagud, hvilket egentlig behager mig ganske meget.

,,Det kommer an på, hvad du søger, Antheia. Overblik, så ja. Så er denne bakke bedre. Et skjul, så nej.”

Mit svar er meget abstrakt, for der ligger meget i svare, ’hvad du søger’. Jeg ved ikke hvad hun søger, og hun ved heller ikke hvad jeg søger; Men det ved jeg dog selv. Men det får hun da ikke indblik i, overhovedet. Det er kun mine tanker, og mine alene.

Antheia

Eftersom insekterne ikke blev skræmt væk af hendes tænder, prøvede hun i stedet at svirpe med halen. Hvilket hjalp en del, indtil de prøvede at sætte sig fast på hendes hals. Heldigvis beskyttede hendes man, for den slags ting. Hun prustede kort og rystede hovedet, så de kunne flyve væk. Hun kiggede over på hingsten, med ørerne fremme. Hendes øjne scannede forsigtigt hans kropssprog. Stadig ingen ændring, stadig afvisende. Men hun forstod ham nu godt. Hun skrabede kort i græsset, og slog blikket over på hans forben. Som var hendes træk med forbenet en lillebror til hans træk, der var at smide med forbenet. Hendes ører vippede i takt med lydene omkring dem. Tydeligt var det at se, at hendes hove absolut ikke var plantet i jorden. Dette var en hoppe, der var vant til ikke at stå stille mere end kort tid af gangen. Ikke sagt, at hendes sind er ligeså. Hvis hun gad tage sig sammen, kunne hun sagtens føre en dyb og alvorlig samtale. Men det kunne man vel gøre, efter man havde lavet et eller andet sjovt? Man var ikke i tvivl om at det var en munter hoppe, der bar et godhjertet sind, når man mødte hende. Da hans stemme lød, vippede hun ørerne fremad, og rettede sin fulde opmærksomhed mod ham.

”Hmm.. Nej, jeg mener ikke alvorlige ting. Bare.. du ved, taget i betragtning, at det skal være noget der behager dig, uden det behøver at betyde noget. Jeg havde nemlig lidt tænkt på at udsigten var bedre på din bakke, end hernede. Og, det kunne godt være du delte den samme mening, som jeg.. Voltaire” sluttede hun af, før hun lavede et dybt nik med hovedet.. Hun havde lagt en dæmper på sig selv, især fordi hun ikke vidste hvor hun havde hingsten henne. Hun havde efterhånden erfaret, at disse typer, absolut ikke brød sig om hende. Men var det virkelig værd at ændre sig selv for? Hm, der var vel intet i vejen, med at man gerne ville have andre til at syntes godt om en, vel?

Mit blik hviler hele tiden på hende, fordi hun lige nu er i mit selskab, og jeg er aldeles ikke interesseret i pludselige overraskelser fra hendes side af. Jeg har nemlig en fornemmelse af, at den brogede hoppe, Antheia, bærer et ungt sind, med krudt i røven og en masse energi at brænde af. Selv, er jeg også ung af alder og udseende vel også, men mentalt er jeg ’ældre’ end som så, og det er fortidens skyld, at jeg netop er sådan. Når vendepunkter og hændelser sker i ens liv, vil vi automatisk ændre os efter dette. Og da jeg blev en morder ændrede det mit liv i en radikal retning, der har gjort mig til den jeg er i dette land, Andromeda. Og det kommer ikke sådan til at ændre sig igen, før en ny sti er at finde. Men den sti, har jeg efterhånden også fundet, nu er det så bare at følge den, og ikke modsige sig den, eller trække sig fra den. Men det kan jeg jo ikke vide om jeg gør; jeg kan ikke se ind i fremtiden.Da hun har talt færdigt, lader jeg et kort og dybt brum glide fra min hals og mule, inden jeg da svarer hende.

,,Udsigten, er sikkert mere overskuelig herfra, ja. Om den er bedre, er op til dig at bestemme, Antheia.”

Besvarer jeg hende så, inden jeg træder nogle m. bagud. Hun kan nu gå herover, uden at komme ind i min personlige sfære. Hvis hun træder mig for tæt, vil hun hurtigt vide det. Men jeg vælger at give hende chancen, ved selv at øge afstanden mellem os, så hun netop kan træde op på denne bakke, uden at træde ind i min sfære.

Antheia

Hun skævede forsigtigt over til ham, før hun så ud over bakken hun stod på. Selvfølgelig var dette også en udsigt der var en konge værdig. Men hun ville hellere have det bedste af det bedste – altså stå på hans bakke. Men hun var sikker på at han ville fare i flæsket på hende, hvis hun nærmede sig, uden han selv havde givet lov. Så hun stod altså her, tålmodigt og prøvede at trøste sig mentalt med, at hun nok skulle komme derop på et andet tidspunkt. Hendes ører bevægede sig i alle mulige retninger for at opfange lyde. Hun prustede kort for sig selv for så at løfte mulen en anelse, og rette opmærksomhede 100% mod ham. Hendes ører rettede sig mod ham, for at høre hvad han havde at sige. Hun lagde hovedet på skrå, og nikkede tænksomt. Hun skulle lige til at lade sit blik glide hen over hendes del af udsigten, da hun opfangede en ændring i hans adfærd. Han trådte adskillige meter bagud, men hun mente det var et tegn til at hun godt måtte komme over – men stadig respektere hans grænser. Hun brummede feminint til ham, og vippede ørerne glad fremad. I jævne skridt begyndte hun nu at gå imod hans bakke. Med let sænket hoved for at indikere hun ikke prøvede på noget. Hun måtte nærmest springe op af den lille forhøjning op til hans bakke, for overhovedet at få lidt tilløb. Den var nemlig ret stejl, så hun måtte bogstavelig talt have mulen helt nede ved jorden, for at holde balancen op. Da hun endelig var oppe, dansede hun let og elegant over til kanten. Hun stoppede, før hun skævede tilbage til Volontaire. Hun nikkede blidt til ham. ”Tak” sagde hun så, og vendte blikket ud over udsigten. Man var langt højere op, og så det langt mere i fugleperspektiv, end nede på hendes bakke. Udsigten var klart mere.. eksklusivt, og derfor var hun glad for at hingsten havde givet hende en chance. ”Udsigten er fantastisk.. Men jeg håber ikke at jeg forstyrrede dig alt for meget, ved at komme herop?” hun vendte hovedet mod ham, og bakkede et par skridt væk fra kanten. Stadig fuld opmærksom på den længde hingsten ville have i mellem dem. Hun brød sig bare ikke om at stå så tæt ved kanten, når hun havde opmærksomheden på ham.

Hun virker til at starte på, en smule påpasselig med at ville træde mig nærmere. Men til sidst virker hun igen til, at få sin vilje tilbage, og dette resulterer i at hun ganske rigtigt laver nogle krumspring, og kommer op på den forhøjning jeg har placeret mig på. Jeg viger ikke længere tilbage, men jeg træder heller ikke tættere på hende; ikke tale om!Jeg har ingen interesse i at skulle skade denne unge, Antheia, men jeg er heller ikke bleg for at lange ud efter hende, hvis hun kommer mig tættere på, og træder ind i min personlige sfære. Men det har hun ikke gjort; endnu. Hun træder dog en smule tættere på, idet hun vil væk fra kanten, og netop derfor er jeg trådt så langt tilbage som jeg er, da de skridt hun så tager, ikke skaber problemer i mit sind, eller for afstanden imellem os. Mit blik hviler blot på hende, men aldrig i hendes øjne. For i mine øjne, må hun ikke kigge. Og dermed kigger jeg heller ikke i hendes, overhovedet. Mit blik er imod hendes ansigt, ja, men ikke i øjnene.

,,Forstyrrelse, er nok så meget sagt; jeg klarer mig nu nok.”

Besvarer jeg hende med den ru og hæse stemme, inden jeg kort skuer omkring os. Her er ikke andre end os, men jeg kigger alligevel omkring, fordi jeg gerne vil holde øje med omgivelserne; desuden er hun ingen trussel for mig, som så mange andre kunne være. Derfor, flyttes mit fokus nu fra hende lidt, da hun intet som sådan siger, eller gør. Men tro dog ikke, at jeg er uopmærksom på hende, for det er jeg ikke!

Antheia

Hendes ører flappede en smule akavet rundt i alle mulige retninger, eftersom han bevidst undgik øjenkontakt med hende. Hun slog kort med halen, før hun hældte hovedet på skrå, men alligevel bare holdte sit blik på ham. Så fokuserede hun lidt på øret, så på hans bringe. Hun blev et kort øjeblik stående, før hun simpelthen blev nødt til at tage et enkelt skridt til siden væk fra kanten. Hun skulede lidt ned til græsset, før hun slog blikket energisk over på hingsten med ørerne fremme. Hun gav et kort ivrigt brum fra sig, før hun sænkede hovedet, og så op på ham. Da han snakkede, løftede hun igen det spinkle hoved. Hun gav et nik fra sig. ”Okay, det er jeg glad for.” sagde hun, før hun så muntert sagde: ”Og det er rart at se endnu en af mine farve-artsfæller” hendes ører var fremad. Hun vidste ikke helt om han forstod det hun sagde. Men hun mente i hvert fald at hun var glad for at se en anden, der også var broget som hende. Da han så rundt, kiggede hun selv mistænksomt rundt. Hendes ører vippede også rundt, før blikket endelig faldt på hingsten. Så rettede hendes ører frem mod ham igen. Det var let at se det ivrige glimt i hendes øjne – Eller måske ikke så let, hvis man ikke så ind i dem. Men man fik det samme indtryk af hendes udstråling.

Jeg har som regel svært ved at agere i selskaber. Og dette selskab er ingen undtagelse. Jeg har aldrig været god til samtaler, og jeg er aldeles ikke typen der starter samtalen mellem mig selv, og den jeg er i nærheden af; nej. Jeg holder mig gerne for mig selv, i stilhed og uden selskaber, hvis det kan lade sig gøre. Men så er der alligevel engang imellem, hvor jeg ønsker at søge et selskab på en eller anden måde. Men for min skyld behøver vi ikke tale for at være sociale. Bare det at være i nærheden af hinanden, er mere end rigeligt for mig. Hun taler igen, og jeg lytter da også. ,,Der er ikke mange brogede i dette land. Men nogle stykker er der, Antheia. Dem ser du sikkert tidsnok” Besvarer jeg hende så, mens min nakke knejses op. Mit blik hviler kort på hende, inden jeg så svirper med halen, hårdt. I et ryk vender jeg omkring, og bevæger mig ned af bjerget. Jeg kaster med hovedet, til siden imod hende, for at vise at hun kan følge mig, hvis hun vil. Men hun er ikke tvunget. Mine skridt er meget rummelige, tunge vel sagtens, men stadig maskuline og alligevel lette. En rigtig hingst kommer gående her, ingen tvivl om det!

Antheia

Hendes blik hvilede forsat på denne brogede hingst. Det sorte agerede klart i hans pels. Og det var som om at det hvide prøvede at flygte, prøvede at brede sig til flere dele af hingstens krop – men blot var frosset. Antheia tog sit blik til sig, før hun tænksomt rettede det mod hingstens hoved igen. Hun nikkede kort, ”Ja.. Det kan godt være” Hingsten gav hende ikke meget at arbejde med, måtte hun nok indrømme. Men da hingsten pludselig vendte om, efter at have ladet sit blik hvile på hende et kort øjeblik forinden, brummede hun kort og vippede ørerne fremad – en anelse forvirret. Så vendte de tilbage, før han gav hende et tegn på, at hun godt måtte følge ham, og de røg fremad igen. Et ivrigt prust undslap hende, før hun dansede mod kanten. Hun så et kort øjeblik ned, før hun vendte blikket på Volontaire. Hun skulede kort ned af bakken. Selvom det var lettere for hende at glide ned, så var der ganske stejlt – mere stejlt end hun havde forestillet sig. Hun brummede kort, ”Ja altså.. Øh, vi ses nok dernede så” Hun kastede et sidste blik på hingsten, idet han ganske selvsikkert spankulerede ned. Men han havde trods alt også noget at have det i. Hans krop var dækket af muskler, og man var ikke et øjeblik i tvivl om at denne hingst havde arbejdet for at fortjene dem. Så hun vendte om, og dansede imod hendes knap så stejle bakke. Hendes hove bar hende sikkert hen over forhøjningen som nu gik ned, før hun fortsatte mod hendes bakke. Roligt satte hun ned i skridt, før hun begyndte at gå ned af. Jorden var slet ikke hård, så hun kunne placere sine hove hvor hun ville.