It's fun to gallop that fast..

Jeg er en hingst af få ord. Det indrømmer jeg gerne. Og det er os derfor de færreste fungerer i mit selskab; jeg bebrejder dem ikke. Men jeg bebrejder skam heller ikke mig selv. Jeg er som jeg nu engang er, og det er ikke noget jeg vil være flov over på nogen som helst måde. Så må vi blot lære at agerer i hinandens selskaber, uden at tale hele tiden. Jeg tier altid, når jeg intet specielt har at sige. Small talk, har aldrig været mig; så er det det mit selskab ønsker, må de selv åbne op for det, hele tiden, og føre samtalen videre. Sker det ikke, holder jeg blot mund – og det irriterer jo ikke mig, overhovedet.
Mit ene øre vippes bagud, da hun siger vi ses derned. Det undre mig kort, indtil jeg tænker over hendes kamp for at komme herop. Hun ville ikke kunne komme ned af denne stejle vej jeg selv går, jeg er trænet i det, jeg ved hvordan jeg skal gøre. Jeg nikket derfor bare dybt men kort til hende, inden jeg selv bevæger mig ned af bakken i nogle slidende bevægelser, lidt fra side til side, skråt i kroppen, ned af bakken. Ja, så kan jeg holde balancen, og selv styre hvor meget jeg vil ”slide” ned af siden, i ryk eller hele vejen. Jeg vælger at ”slide” i ryk, fordi jeg så styrker mine ben. Mit hoved er let hævet når jeg slider, for at stå imod min egen vægt. Da jeg lander for enden af forhøjningen, står jeg i nogle sekunder og venter.. Er hun på vej, eller forduftede hun? Et kort kast kommer fra mig, med mit hoved, inden jeg igen kaster mig op af, i et lavt stejl og slår mine forben kort frem i luften, inden jeg da lander igen. Det er for længe siden jeg har trænet, og det afspejler min energi også.. Tålmodigt står jeg nu igen, med blikket i den retning hun burde komme fra, ventende.

Antheia

Hendes ører var hele tiden, under den lettere svære tur ned af bakken, rettet koncentreret tilbage. Nu da hun endelig var nede, rettede de sig fremad. Hun satte hurtigt fremad i let dansende trav, bange for at Volontaire allerede var på vej væk fra hende. Så hun satte fremad i en kort galop. Hun satte ikke fart på, for hun ville ikke virke alt for ivrig og alt for skræmmende overfor ham. Så hun holdte sig i dette tempo. Men det var også nok til lige at tage toppen af hendes bundløse energi. Hendes hoved rettede sig op, da hun fik øje på ham for enden af hans bakke. Det havde nok taget lidt tid – hun skulle jo trods alt helt bag om bakken, men hun var taknemlig for at han havde ventet på hende, så de kunne følges ad på turen. Hun satte forsigtigt farten ned i det hun nærmede sig, og hun stoppede op et par meter fra ham. ”Hej igen!” brummede hun og åndede ud. Som havde hun holdt det inde og nu bare skulle sige det. Hendes blik var ganske vågent idet hun lod det glide hen over hingsten. Søgende efter en reaktion fra ham. ”Er der noget specielt sted du vil hen til?” spurgte hun forsigtigt, men ganske nysgerrigt. Hendes hoved sænkedes let, før hun lagde hovedet på skrå. Nu ventende på hans svar. Medmindre han altså bare vendte om og gik, så hun selv kunne finde ud af det. Hun havde ingen ide om hvad hans træk ville være. Og det havde hun det egentlig okay med. Man kunne jo ikke styre andres handlinger vel? Eller det burde man ikke. For det var også spændende hvis man hele tiden kunne trække nye tricks frem fra ærmet.

Det kommer til at tage lidt tid, før hoppen igen er ved mig. Der er jeg udmærket klar over. Og jeg indrømmer gerne, at jeg i nogle øjeblikke overvejer at skridte væk; væk fra hende, og forsvinde ud i stilheden og ensomheden. Men jeg gør det ikke. Jeg står ranket op, med nakken knejst, men hovedet højt; stolt i holdningen og i blikket, trods de mørke øjne ellers virke tomme og bundløse. Kan tydeligt høre hende, idet hun nærmer sig i galop; ivrig, det er hun nok ja. Måske bekymret eller bange for at jeg er gået fra hende. Det kunne jeg jo også godt finde på. Mit blik falder bagud på hende, da hun standser og taler. Et kort men dybt nik glider fra mig, som hilsen tilbage til hende, i stedet for at sige hej.

,,Antheia, jeg har ikke noget specielt sted at vise dig hen, i stedet vil jeg lade hovene føre os til der, hvor der er plads.”

Dette bliver mit svar til hende, enden jeg kaster hovedet til siden, og slår frem i en taktfast og rummelig trav, med bevægelser der er utrolig kontrolleret og velplaceret. Min nakke bliver knejst op, efter et kort og voldsomt kast med hovedet. Ryggen rankes, og ørene peges en smule skråt bagud. Det er tydeligt at jeg er stolt af sind, og en hingst der fører sig frem i visse situationer. Men ligenu, er det for at vise omverdenen, at jeg ikke er interesseret i flere følgesvende end Antheia.

Antheia

Det glædede hende at se at han stadig stod og ventede på hende. Hun følte ikke at hendes selskab faldt i alt for god jord hos denne specielle hingst, men hun satte alligevel pris på hans selskab. For han fik hende til at tænke, og det var ikke nogen dårlig ting. Hun kunne altså godt være i selskab med nogle og ikke snakke.. hele tiden, altså. Hendes ører rettedes fremad da han med et dybt nik tilkendegav hendes ankomst. Hun lagde hovedet let på skrå, mens hun opmærksomt lyttede på hingstens ord. Hans stemme bar en slags autoritet.. Det var en stolt hingst man havde med at gøre, ingen tvivl om det. Så om hun følte sig.. nervøs for at svare ham med sin lille feminine muntre stemme var hun faktisk ikke helt sikker på. Men hun valgte ikke at svare ham alligevel, hun gav ham bare et nik. Hun prustede kort da Volontaire vendte smidigt og satte frem i trav. Hun prustede kort og slog med hovedet. En anelse legesygt, måske.

Hendes blik gled hen over hans ben, idet han satte dem elegant og præcist. Et feminint brum undslap hende endnu engang, før hun valgte at komme op til hans side - Stadig i en passende afstand, for hun ville sikkert få lidt klø hvis hun kom for tæt på. Hendes ører var fremme, mens hans var skråt tilbage. En blandet cocktail at vise omverdenen, kunne man vel sige.

[ Efter aftale med Trine, er tråden afsluttet (: ]