Back from the darkness..

D'zard
-- AS LONG AS ONE PERSON LIVES IN DARKNESS
THEN IT SEEMS TO BE A RESPONSIBILITY TO TELL OTHER
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Place: Leventera
Tag: None

[/color] [/center]

. . . . .

I en længere periode, havde den ravnesorte hoppe været forsvundet fra landet – ville de fleste tro, men hun havde gemt sig i mørket. Hun havde så mange psykiske mén, som hun skulle kæmpe med, og hun havde det til tider bedre alene. D’zard var så plaget af selvhad og skyldfølelse. Hun var som forbandet til at leve i det rene helvede. Hoppen var ganske simpel, men var hverken udsultet eller noget at se på. Hun holdte sig skam ganske godt. Den ravnesorte pels var stadig skinnende og blank. Hoppen havde bevæget sig ind i mellem et par træer, hvor hun skridtede rundt i sin svævende gang. Ørene var fremme på den mørke hoppe, for en gangs skyld. Øjnene flakkede rundt i mellem de solide stammer, som var godt plantet i jorden, og som hun måtte bevæge sig smidigt uden op. Hun gik på den bløde skovbund, som hun fandt noget så behageligt at betræde.
Det var ganske sandt, at man ikke havde hørt eller set noget til denne ensomme sjæl i en lang strækning, men D’zard havde haft brug for den adskillelse fra omverdenen, hun havde brug for at hvile i sig selv og ikke lade hvem som helst bryde ind i hendes eget lille lukkede univers. En sær sjæl – det kunne hun ikke løbe fra. Men sådan var hun opvokset. Opvokset som en særlign, som en der ikke hørte til nogen steder, men måtte leve som sin egen. D’zard havde da heller ikke problemer med at være alene, men til tider, kunne hun da mærke et forpint stik i hendes sårbare sjæl, hvis hun så til mens andre uddelte kærtegn, for D’zard havde altid kunnet se til, mens andre mæskede sig i kærlighed, og hun blot kunne være tilskuer og aldrig nyde af den.
Men hun havde jo vænnet sig til det og hun ville ikke være så grov at klage på det, for sådan var hun ikke. D’zard var en blid sjæl, når det kom til stykket. Lige så dyster som hun så ud, lige så mild og from var hun inden i. Hendes sjæl var ren. Hun havde aldrig forvoldt nogen skade og ønskede heller ej at forvolde nogen skade.
Hendes tid i dette land havde været en smule … anderledes end hun havde regnet med. Hun huskede et møde med en mørk hingst, som for et øjeblik fik hende til at glemme de trængsler hun havde. Glemme den fortid, som lå bag hende, men eftersom at hun nærmest havde gravet sig under jorden – så havde hun jo ikke kunnet finde ham. Hun havde set glimt af mørke heste, men i frygt for, at de pludselig skulle vende sig i mod hende, og finde hendes tofarvede øjne som en del af en mutation og at hun dermed var et monster, gjorde at hun holdte sig der hvor hun hørte til. I mørket, i skyggerne.
D’zard havde jo ikke fået sit navn helt uden grund. Det betød mørke, men de fleste brugte navnet Sorte, i det at de fandt det passende – og det kunne da være et slags øgenavn, eftersom at hun ikke blot var en eller anden sort plamage. Godt nok havde hun ingen former for aftegn som fik hende til at skille sig ud, hvilket hun altid havde drømt om. Hun var kulsort hele vejen i gennem. Der var slet ikke forskel på hendes pels eller man. Det eneste som skilte sig ud, var de hæslige, tofarvede øjne, som hun havde.
Hvis blot de havde været mørkebrune, så havde der intet problem været i det, men at det ene var rødt som blod, og det andet blåt som himlen – gjorde at hun blev lagt mere mærke til.
At andre heste lige rynkede en ekstra gang på mulen af forargelse.

.. SOMETIMES IT IS BETTER TO LIGHT A FLAMETHROWER THAN CURSE THE DARKNESS

Den skimlede hingst, hvis hale kørte imod den bevoksede jord, og som havde en krop ganske ædel, båret perfekt og med både lyse og mørke nuancer, begav sig af sted over den åbne eng, med kursen imod skoven, hvor træerne stod tæt og omfavnede hinanden med deres kæmpe kroner, der strakte sig så langt de andre træer tillod; og hvis pladsen var til det endnu længere. Altaïr var ganske forundret over skovens luner, hvordan træerne blev enige om, hvem der skulle stå hvor og hvem, der skulle være højest. Måske var det blot tilfældigt, men måske havde træerne en måde at snakke om tingene på, som sjælene; som den skimlede selv, snakkede. Han brummede dæmpet for sig selv, i det han gled ind i skovens skygger, der kælede sig imod hans skimlede krop, kølede den en smule og tilbød ham forfriskninger. Han havde intet imod skyggerne, denne skimlede hingst. Nogen følte dem som grådige, når de stjal varmen og andre følte at de lyttede med til ens hemmeligheder, men den skimlede følte dem blot som en del af naturen, noget rart på en sommerdag og fascinerende om aftenen, når solens stråler ikke kunne afsløre dem, og de derfor kunne ligge skjult hvor som helst. Den skimlede hingst lod sin hals strækkes en smule frem i tilpashed, inden hans sanser opfangede noget; en duft, duft af fremmed hoppe, som han ikke var stødt på før. Hans skimlede krop standsede op for en stund, mens han spejdede ind imellem de store træstammer, der nød at stå så tæt sommetider, at det var svært at se forbi dem. Hans nysgerrighed var ganske stor, i og med at hoppen var fremmed for ham, og så også fordi det netop var en hoppesjæl, der var i hans nærhed; Se, det var sådan at Altaïr vidste at et liv uden hopper var intet liv, at de var kilden til deres eksistens, at de burde behandles som de gudinder de var og derfor søgte han som regel hoppernes selskab, frem for alt andet. Han begav sig nu af sted i sin søgen på denne hoppe, og der fik ikke længe, før han fik øje på en hoppe, så sort som natten. Og en hoppe, med et særpræg som ingen andre, nemlig en rødlig farve i det øje, han kunne skimte. Den skimlede hingst rankede sig op og drog derpå imod den kulsorte hoppe i en ædel skridt. Først da han nåede hendes side, hvor han stillede sig an, strøg han hende forsigtigt over den spinkle hals hun havde, med en dyb og hilsende brummen. Han sagde intet, men afventede en reaktion fra den sjældenhed han havde fundet - Ville hun afvise ham, eller tage imod hans ydmyge hilsen?

D'zard
-- AS LONG AS ONE PERSON LIVES IN DARKNESS
THEN IT SEEMS TO BE A RESPONSIBILITY TO TELL OTHER
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Place: Leventera
Tag: None

[/color] [/center]

. . . . .

Det uendelige mørke som hvilede sig rundt om den ravnesorte hoppe var helt sikkert noget som de fleste der stødte på hende bemærkede. Det var bestemt ikke noget som huede den sorte skabning, eftersom hun vidste at der altid ville være en negativ aura fra hende. En svag aura; som de fleste hurtigt ville gennemskue, men mange anede ikke hvilken styrke som hvilede sig under den sorte pelspragt som hun bar rundt på. De hemmeligheder og sandheder, som lå bag denne facade. Denne ydmyge, nærmest paniske opførsel og adfærd. Hun havde været ude for noget grovt, og det ville selv de blinde kunne høre.

Hendes fromme og ikke mindst fløjlsbløde stemme; kunne fortælle mere end tusinde ord, blot ved lyden af det. Den fortalte hvordan hun var blevet behandlet igennem årene. Denne kunne fortælle, hvor ødelagt hun var og hvor meget det terroiserede hende indvendigt.
Og det eneste faktor; som var skyld i denne dårlige behandling, var blot de vanskabte øjne som hun bar rundt med. Den stikkende røde farve, som andre fandt ganske skræmmende. Fandt dæmonisk. Som havde en dæmon besat hendes ene personlighed, og en engel den anden; men faktum var, at ingen havde besat sig i hende. Ingen andre end hende selv, og det værste af det hele var, at når man først vandt D’zards tillid, så havde man sig en ven for livet, men hun stolede ikke et sekund på de som prøvede at komme ind i hendes verden med det samme. Hun frygtede bare, at når de endelig kom ind til hende, at de så ville ødelægge alt hun havde bygget op.
D’zard havde vovet sig rundt i dette land længe nu. Hun havde stødt på én, som formåede at vække en form for selvtillid tilbage, men siden da havde hun ikke set hingsten og måtte erkende, han måske slet ikke havde været ægte. At han havde været en af de utallige illusioner som forekom i hendes forvirrede tanker.

Forvildet i sine tanker, havde hoppen ej været opmærksom på, at nogen kunne have sneget sig ind på hende. At nogen kunne have valgt at tage en form for kontakt til hende, og det kom som et chok at en grålig hingst pludselig nærmede sig med en ufattelig høj fart, som D’zard slet ikke havde været foreberedt på. Hun nåede ikke en gang at kunne overveje sit første paniske træk, før hingsten smøg sin mule over hendes veltrimmede hals. Den sorte pels rejste sig ufrivilligt og en ubetinget følelse af smerte bredte sig rundt i den sorte hoppes spinkle og ikke mindst fenimine krop. De fleste fandt hingstens optræden og hilsen ganske passende, men når man stødte på en hest som D’zard kunne man ikke gøre noget rigtigt, for at få hende til at slappe af.

Så hoppen spændte voldsomt op; bakkede væk, mens hun underkastede sig ham straks med et forpint blik og et sænket hoved. Et blik som var så forblændet af smerte og ydmygelse, at hun så ganske ynkelig ud. Men hun slog blikket ned i jorden, for ikke at se hingsten i øjnene. ”Du må … meget undskylde,” fik hun så sagt, mens hun vippede ørene tilbage.
Det var så lysende tydeligt, hvor meget smerte den sorte hoppe forvoldte sig selv. Og hendes indre dæmoner, som hele tiden eliminerede hendes følelser og hendes selvtillid var bestemt ikke megen hjælp for hende. D’zard var blot en stor fiasko, ifølge hende selv.
Men til gengæld… D’zard havde ikke andet end fejlet siden sin fødsel. For de som hun havde mødt i sit liv, havde gang på gang nedgjort hende med hendes fejltagelser. Med hvilken fiasko hun var.
Så man kunne altså ikke bebrejde hende. Hun var oplært til at undervurdere sig selv. Til at se på de små fejltagelser hun gjorde sig i livet. Hun var oplært til at være skræmt fra vid og sans, fordi hun havde de øjne hun nu engang havde.

.. SOMETIMES IT IS BETTER TO LIGHT A FLAMETHROWER THAN CURSE THE DARKNESS

Den skimlede hingst, der gik under navnet Altaïr, havde trådt nær en sort hoppe, en fremmed hoppe, med en sælsom øjenfarve. Hun var ham fremmed, og som han nu engang var, havde han en naturlig nysgerrighed overfor fremmede hopper. Ikke fordi at han var typen, der legede med deres følelser, det var han langt fra. Han mente blot, at hopperne var det mest unikke i verdenen, og det at møde nye, var et eventyr for ham.
Hoppens reaktion havde han ikke forudset. Der var mange forskellige måder, som folk havde reageret på hans hilsen på; nogle var blevet fornærmet, andre sure, andre igen ganske paf over hans opførsel og så var der dem, der hilste den velkommen. Men aldrig havde han oplevet denne reaktion; og den efterlod ham forbavset. Først stod han bare og så undrende på hoppen, da hun bakkede panisk væk, og derefter rettede han ørene til siden i skam. Hans blik, kunne et øjeblik ligne et ulykkeligt føl’s, men snart efter så de blot skuffede ud; ikke over hende, men over ham selv. Hans vaner var han så nære, at han aldrig afveg fra dem, selvom det nu stod han klart, at han skulle have gjort det, i dette tilfælde.

Han stod lidt og betragtede hoppen, der lignede en hjort, der var omringet af farlige ulve. Bange, skræmt, men samtidig så det ud til, at noget af den frygt og forvirring der lå over hoppen, var vendt imod hende selv. Som om hun var vred på sig selv, over at reagere således. Efter at han selv havde stået, forbavset og fortrydende, hævede han nu hovedet gradvist op og genfandt det rolige, hingstede og drømmende ydre, som han bar med stolthed. Hoppen ligeså, lod til at opfange at hingsten ej ønskede at gøre hende ondt, og da hun så undskyldte overfor ham, med den underdanige adfærd, tyggede han først tænderne sammen. Han brød sig absolut ikke om, når hopperne følte sig nødsaget til at være underdanig i hans selskab. Han var ikke en type der dominerede andre, og det havde han aldrig nogensinde ønsket. Normalt, ville han vende ryggen til dem, der var usikre som hende, og som var underdanige som hende; ikke fordi han ville være ond ved dem og nægte dem sit selskab, men fordi deres sind var indkapslet, fængslet og ikke frit. Og disse sjæle, kom han som regel aldrig godt ud af med, selvom de blot prøvede at være ’flinke’ og vise respekt. Men noget var anderledes ved hende her. Hun var ikke ’blot’ fængslet i hendes sind - Hun var nærmest i chok indvendigt. Om det var noget, der lå til hende, eller om det blot var forskrækkelsen over hans fremtræden, vidste han ikke. Han bukkede derfor ærbødigt for denne specielle sorte hoppe, inden hans stemme brød stilheden, der havde lagt sig efter hendes stemme eppede ud.

,,Melady; undskyld ikke. Det er mig, der undskylder, for at have sneget mig ind på Dem. Jeg var for direkte, og det var upassende. Så, tag imod min undskyldning melady - Og jeg vil dig absolut intet ondt”

Han søgte oprigtigt hendes accept på hans undskyldning. Normalt, ville han blot lade det ligge og ellers bare vælge en anden tilgangsform til hoppen, som passede hende bedre - Men han følte, at han havde trådt så meget forkert, så hun virkelig fortjente den undskyldning. Og netop derfor, var det også vigtigt for ham, at hun godtog den. Han brummede dæmpet, inden han selv trådte to skridt tilbage, for at give hende mere plads, til at ’komme igen’ efter det, panik anfald, kunne man vel kalde det. Og da først han var trådt tilbage, betragtede han hende diskret. Hun havde en umådeligt elegant krop, smukt udseende, måtte man give hende, så hvorfor hun var så sky, det kunne han ikke greje. En hoppe som hende, burde være blevet værdsat af hver en hingst hun end måtte møde på vejen; men på den anden side, så vidste han godt hvordan mange af hingstene i landet her, behandlede hopperne. Og havde hun kun mødt sådanne typer, så var det vel mere klart, at hun var usikker. Men så usikker, bange, som hun var, måtte der ligge meget andet til grund. Dog var det ikke noget, den skimlede ville finde ud af, nej; det han ønskede, var blot at udforske hendes sind, hvis da end det blev muligt.

[Out]