Just walking..

Berbeza - " Za "

Energien der altid strømmer gennem denne unge hoppe, er ikke noget, hun selv kan kontrollere. Dennes blot en del af hende, akkurat ligesom hendes spinkle skikkelse og spektakulære farve, er en del af den hun er. Hun er ganske udmærket klar over, at denne energi gør, at folk hurtigt danner sig fordomme omkring hende. At hun er rastløst, flyvsk, naiv, ungdommelig, uden noget mellem ørerne og meget andet lig med alt dette. Hun har hørt det alt sammen før, og set i folks øjne, hvad de mente om hende. Kun få lod til at lade sig smitte af denne energi, hvilket selvfølgelig ærgrer Za. For det er da langt sjovere, når man har nogle at dele det med. Hvilket til dels måske kan virke barnagtigt, som om hun konstant lægger op til leg og ballade. Men hvad er der egentlig i vejen med det? Mens Za står der, med fronten mod hand kryds, har hun halsen drejet mod ham, så hendes mørke øjne forventningsfuldt kan holde øje med hans reaktion. Denne er dog ikke som ventet, overhovedet. Za havde håbet på, at hendes handling kunne vække denne ædle, stolte hingst en smule op - det virker dog til, at det har fuldstændig den modsatte effekivt. Som om at han lukker sig endnu mere ind i sig selv. Hvilket får et tungt, ærgrende prust til at slippe fra Za's lille, fløjsbløde mule. Hans anspændte reaktion på hendes berøring, gør det klart, at han ikke på nogen måde bryder sig om det, hvilket får den unge hoppes ører til at flappe lidt rundt.mhun vil jo ikke decideret bringe denne hingst ud i ubehag, blot forsøge at skubbe lidt til ham. Idet samme begynder han at skridte væk fra hende, men hun er ikke klar på at lade ham slippe. Hun vil altså se, om hun ikke kan få bare lidt energi frem i ham. Helst en positiv energi. Let og elegant sætter hun i en trippende, samlet trav efter ham, og hun kan ikke holde sig fra blidt og drillende at stryge en mule mod hans skulder, idet hun når op på siden af ham. Hendes mørke blik rettes atter mod hans, idet hun traver op foran ham, og standser, så de atter har fronten mod hinanden. En rynken går over hendes mule ved hans næste kommentar, lettere utilfredst..

" Hvorfor forbindes energi og livsglæde med at være umoden? Det viser da blot, at man har mod på livet, og det er vel ikke så frygteligt?"

Spørgende hældes Zas mørke hoved på skrå mod hingsten, mens hendes blik nærmest brændte sig ind mod hans. Vågent, afventende og nysgerrigt. Dette var nemlig et spørgsmål, hun længe havde vandret rundt med, og nu håber hun på et ordentligt svar.

Sage of Zoran

Det var begyndt at blive rigtig mørkt nu, og han var begyndt at mærke på sig selv at han begyndte at blive træt. Alle disse nye sanseindtryk, faktummet at han var blevet reddet fra døden af en mystisk stemme og en port, alle disse møder med nye heste. Det tærede på ham, selvom han helst ikke ville indrømme det. For var man så svag? Det var man nok i manges øjne, men det var kun naturligt at han blev så træt. Men han vidste også godt, at så snart han havde været her i et par uger – og han kunne overvinde fristelsen med at prøve at slippe væk herfra, pga. rastløshed og nervøsitet om at være det samme sted flere uger i træk, så skulle han nok få en helt anden energi. Han havde haft mange negative episoder i sit liv. Kun på grund af strejfer livet.. Men det var bedre end hans gamle flok. Meget. Og alligevel kunne han ikke lade vær’ med at tænke på den, og tænke på sin mor.. på sin far. På dem alle sammen, gode og dårlige minder. Hans hoved er stadig hævet, stolt, i det han spankulerer mod en tætbevokset sti. Han vidste ikke hoppens reaktion på hans handling. Han holdte kun øje med hende overfladisk ud af øjenkrogen, så meget han nu kunne se. Hans ører lyttede dog stadig trofast på hende, hørte om hun pludselig satte i trav. Om hun blev fornærmet over at han bare gik, så hun tænkte at hun ville give ham et hak over mulen. Han vidste jo ikke engang hvor stærk hun var, og hvor længe hun havde været her. Hans ører vippede afvisende ned da hoppen satte i trav efter ham. Da han mærkede hendes mule stryge blidt hen over hans skulder, skulede han olmt til hende, og piskede med halen. Måske ramte den hende, måske ikke. Han var bare træt af at hun prøvede at rykke hans grænser. På et tidspunkt ville hun finde ud af, at hvis hun fortsatte på denne måde, ville det få konsekvenser. Men han vidste udmærket godt hvor dumt det var bare at kaste sig ud i en kamp uden overvejelser. Nej det ville han gemme til allersidst, hvis det virkelig gik så vidt. Idet hun stoppede op foran ham, stoppede han også. Hans blik var olmt, og ørerne lagt tilbage. Ingen tvivl om at han kun blev mere irriteret. Men på en diskret måde. Han var dog ikke kørt op i det røde felt. Der skulle meget mere til. Han rystede på hovedet ved hendes kommentar, blot for at signalere hun var helt galt på den. ”Det er hvordan du bruger følelsen, der afgører om du er moden eller umoden. At du laller rundt på en eng, fordi du synes vejret er så dejligt, det betyder nødvendigvis ikke at du er umoden. Hvis man ser på denne situation kan man sagtens have mod på livet, men så er man er bare umoden hvis man bliver ved med at tirre en hingst, og hans grænser, som han har gjort klare. Sådan er det.. På et tidspunkt skal det nok komme, hoppe” brummede han, og kiggede på hende. Ledte efter en reaktion, og om hun forstod hans ord.

Berbeza - " Za "

Den unge hoppe mærker hvordan dette efterhånden begynder at nærme sig enden. Hingstens irritation overfor hende er ganske tydelig, og den energi der før strømmede gennem hende og krævede, at hun slap det ud i form af provokation, er forsvundet. Tilbage er kun hendes vanlige, fysiske energi, der gør, at da hun atter står foran hingsten, svinger hendes hale ivrigt omkring bagved hende, hvilket resulterer i nogle smældene lyde der bryder stilheden i et rytmisk mønster mellem disse to sjæle. Hendes blik der hviler mod hingstens, udstråler ikke længere provokation eller udfordring, blot den sædvanlige ungdommelige energi og munterhed, en imødekommenhed, og en lille gnist af håb om, at hun måske stadig kan nå at redde dette møde, fra at ende ud i, at de går fra hinanden som værende uvenner. Hendes lille, elegant formede hoved hældes blidt på skrå, og for at vise, at hun ikke længere vil forsøge at rykke hans grænser, sænkes hendes hoved og hals få centimeter. Kun i få sekunder, og så er det hævet til normal højde igen. Normalt ville hun have puffet blidt og venskabeligt mod den skikkelse, der står foran hende - men det ville nok ikke hjælpe lige i denne hingsts selskab. Derfor stopper hun sig selv inden, og mimrer i stedet svagt med den mørke, fløjsbløde mule. Da hans ord atter lyder mod hende, er al trang til at svare igen, kører udfordringen videre ud, forsvundet fra hendes sind. Om hingsten vil opfatte dette, som har han vundet, og som en form for svaghed - Well, det er fuldkommen op til ham selv at vurdere, selvom det bestemt ikke er ment sådan fra Za's side. Hun giver bestemt ikke op. Hun føler blot ikke længere trang til at køre dette videre, for så ville det måske ende ud i at gå galt, for enten den ene eller den anden af dem. Derfor giver hun blot et afslappet, blidt brug fra sig, og en svag trækning går over hendes skuldre.[/colour]

" Det er vel op til den enkelte, hvordan man vil se på det. Men jeg accepterer da din mening, for den er nu engang din. Men den kan ikke ændre min.

Den unge Za's tone er atter tilbage i hendes vanlige bløde, rolige tone. Intet af det hun siger skal forståes som en udfordring, en hån eller en flabet kommentar. Det er blot en venlig konstatering, hun gør sig, ved blidt at sige sin egen mening fra. Hendes ører vipper omkring, mest imod ham, mens hun holder øje med alle hans bevægelser. For at se hvordan han reagerer, nu hvor hun ikke længere konstant overskrider de grænser han har lagt frem for hende.

Sage of Zoran

Hingsten lagde mærke til hoppens forandring i løbet af et kort øjeblik. Hans øjne hvilede længe på hende, idet han så hendes kampgejst efter at provokere ham, der før havde styret hendes bevægelser og glimtet i hendes øjne, begyndte at ebbe ud til munterhed. Enten var hun meget fintfølende, eller også havde han bare ikke været særlig diskret, for med ét lod det ikke til at hun ville fortsætte deres provokerende ordveksling. Han havde gjort det klart for hende at hans grænser ikke skulle flyttes, medmindre det var ham selv der gjorde det. Men det var mere ment til hendes fysiske berøringer. Ikke deres samtale. Men hun havde sikkert følt, at hun var på gyngende grund, og trukket sig i land begge steder. Men han havde allerede nogle tanker om hoppen, som han ville huske til deres næste møde, for de ville sikkert krydse hinandens veje igen, en gang i fremtiden. Da hun sænkede hovedet et kort sekund, nikkede han til hende. Dette var en accept. Men det som ingen vidste, var at han stadig ville huske det vedkommende havde undskyldt for. I hans selskab var det svært at kringle sig ud af sådanne situationer, for det tog tid for hans indre til at tilgive sådan noget, hvis han da nogensinde gjorde det. Han lagde mærke til hoppen i det hun svarede på hans spørgsmål. Hendes flabet tone var væk, kun tilbage var der den milde og rolige stemme. Han skævede et kort sekund skeptisk på hende, før han flappede ørerne ud til siderne. Til trods for at hun havde trukket sig i land, mht. deres samtale, så følte han stadig ikke at hans ’sejr’ var ægte. For hun havde vidst ikke regnet med hans reaktion på hende, og i stedet for at køre den længere ud og derved skabe flere problemer mellem dem, som egentlig kun bundede i hendes trang til at rykke grænser, så var hun stoppet. Og sandt at sige, så kunne han godt forstå hende. Han lagde hovedet på skrå. ”Det er det, hoppe. Jeg forventede ikke at du ville synes det samme. Jeg forventede blot at du hørte på mig, og det gjorde du. Din mening, er ganske rigtigt din. Præcis som min, er min egen.” Hans stemme var igen behersket og rolig. Og selvom han ikke delte hendes mening, så måtte hun godt beholde den. For det var det der gjorde os til forskellige individer – at have vores egne holdninger til tingene, og sådan skulle det helst forblive. I forhold til at hun nu holdte sig i en fin afstand fra ham, begyndte han langsomt at slappe lidt mere af. Men hans skepsis var stadig rettet mod hende, ved at ørerne fortsat var længere tilbage end når de bare stod normalt.

Berbeza - " Za "

Den unge hoppe med den særprægede kropsfarve fornemmer at han har godtaget og accepteret hendes undskyldning. Dette er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at hendes handlinger er glemt fra hingstens erindringer. Dette regner hun egentlig heller ikke med at de er - det er ganske forståeligt for hende, at denne hingst stadig har en svag form for skepsis rettet imod hende. Han kan jo ikke vide, om hendes provokerende humør pludselig slår til igen - og omvendt kan hun heller ikke vide sig sikker på, at blot fordi hendes trang til at udfordre ham, er forsvundet, at hans også er det. Dette lader det dog til, indtil videre. En let nikken fra Za's side viser, at hun endnu en gang har hørt denne hingsts ord, at hun har forstået dem og accepterer dem endnu en gang. Hun føler dog ikke, at noget af det hingsten nu siger, lægger op til at hun skal svare på det. Derfor siger den unge hoppe heller intet, men lader blot stilheden sænke sig over dem. En stilhed, som forstærkes yderligere af mørket omkring dem. Za's blik glider atter en gang let betragtede over hingstens ædle, skimlede skikkelse. Ligesom hende, står hans farve i synlig kontrast til mørket, hvilket får dem til nærmest at virke helt oplyste. Til sidst ender Zas blik atter ved hans øjne. Hun bemærker med det samme hans let tilbagelagte ører, og hun kan mærke et stik af ærgrede gå igennem sig. Som sagt var hingstens skepsis tydelig, og i dette øjeblik kunne Za ikke lade være med at fortryde, at hun sådan havde fremprovokering denne skepsis hos ham, og gjort den værre. Men måske var det muligt, at starte lidt på frisk? Hun forventer ikke, at han skal glemme alt det hun lige har sagt og gjort, men hun vil blot vise, at hun også har en anden side der tilhører hende. Derfor hælder hun blødt og spørgende hovedet på skrå endnu en gang, og lader atter sin karakteristiske, afslappede tone bryde stilheden blidt imellem dem:

" Jeg tillader mig at spørge endnu en gang. Hvad er dit navn, du fremmede, skimlede hingst?"

Sage of Zoran

Mørket lagde sig over dem som et tykt sort tæppe. For ham symboliserede natten varme og tryghed. Han følte sig altid mere sårbar om dagen, hvorfor han også godt kunne lide skoven. Sjældent trængte der så mange solstråler ned i en tætbevokset skov, at man ikke ville kunne gemme sig i skyggerne, selv om dagen. Stranden havde han også altid kunnet lide. Med den behagelige lyd af bølgebruset, der straks fik sindet til at slappe af, og blot lytte på den rytmiske rytme idet vandet gled op af bredden. Hans let fjerne blik, rettede sig mod hoppen endnu engang. Den lyse man faldt elegant ned af hendes hals, og han hævede hovedet en anelse. Da hun ikke svarede på hans ord, nikkede han blot for sig selv, ikke mere end få millimeter. Der lå heller ikke mere i dem, at hun behøvede at svare ham, men at hun nikkede til ham, var en fin gestus. Så vidste han trods alt hun havde hørt ham. Der blev ufattelig stille. Mørket gav allerede sin del, til at der ikke var så mange lyde, men mange af de små dyr sov også. Intet andet end deres lettere vejrtrækning kunne man høre. For et kort øjeblik var det rart. Hans tanker var for et kort sekund også sat på pause, så der var udelukkende stilhed. Han lagde næsten ikke mærke til at hans ører var let tilbage. Det var en typisk ting at gøre for ham. Han var blot skeptisk overfor nye ting, og overfor nye. Hans blik søgte hendes, i det han fornemmede hun havde noget at sige. Da hendes afslappede feminine stemme lød, så han længe på hende. Ikke med et stirrende blik. Blot.. så på hende.. længe, før han tog en dyb indånding og sagde. ”Sage.. Sage of Zoran” hans navn var udtalt med en tydelig accent, det flød som sagde han det hver time. Hvilket ikke var tilfældet. Mange vidste ikke hvem han var fordi han ikke brød sig om at starte med at sige sit navn. ”Hvis du har lyst til at lade mig vide dit, hoppe. Så vil jeg meget gerne lytte” sagde han roligt, og så på hende.

Berbeza - " Za "

Den unge hoppe har nu stået ganske stille i et par minutter, da energien strømmer gennem hendes spinkle krop igen. Nogle gange er det lidt af en forbandelse, altid at være så bundet af energien, bundet af trangen til konstant at få brændt bare lidt af energien af. Denne energi er dog ikke en, som den unge hoppe er født med. Den er nok nærmere blevet skabt igennem hendes liv, af hende selv og de oplevelser hun har haft. Og nu hænger den blot ved, som en nærmest fysisk del af hendes tilstedeværelse. Hvorom alt er, er hun nødt til at få afløb på den nu - men ikke på samme måde som før. I stedet lader den lille hoppe blot sin hale slå omkring sig igen i en sirlig rytme, så let som muligt, så smældene ikke er for høje og åbenlyse. Det er dog ikke nok kun med denne bevægelse, derfor gør Za også et kort kast fra sig med hovedet, og i et par få sekunder tripper hendes hove energisk og dansende mod stedet. Ikke vildt og voldsomt, slet ikke, faktisk er det kun nogle ganske små bevægelser hun giver frs sig - som alligevel nærmest stråler af den energi hun skjuler indeni. Hendes øjne funkler idet de stadig er fæstnet mod hingstens mørke øjne, da han, efter hun har fremsagt sit spørgsmål, kigger på hende ganske længe. På ingen måde ubehageligt, men alligevel gør det, at den unge Za nysgerrigt retter ørerne frem mod ham, for at finde ud af, om hans blik har en konkret betydning. Til sidst lade han sit navn lyde, i en flydende tale. Et prægtigt navn, der så sandelig passer til den prægtige hingst han er. Endnu en gang giver Za et let nik fra sig med sit lille, fintformede hoved.

" Mit navn, Sage of Zoran, er Za. Det er det navn, jeg foretrækker, at blive kaldt.

Endnu et nik vises fra den unge hoppes side af, denne gang et lidt bestemt et af slagsen, for at understrege de ord, hun netop har sagt. Derefter danser hun atter let på stedet, og bevæger sig nu også en smule sidelæns. Dog uden at fjerne sit blik fra hans, og i hendes mørke øjne er der nu at se et let Opfordrende glimt. Et skjult, diskret spørgsmål, der dog har dn tydelig besked med sig: vil han gøre hende selskab, på en lille udflugt? Det er ej sikkert, at hingsten opfatter dette spørgsmål, men Za venter dog alligevel afventende på hans svar.

Sage of Zoran

Hingstens øjne gled hen over hoppens spinkle krop, idet det næsten gav et sæt i hende, og hun igen blev fuld af energi. Hun holdte nu længe, inden hun blev nødt til at bukke for trangen, det måtte han give hende. Hans hoved lagde sig på skrå, idet han betragtede hoppens forsøg på at få afløb for energien. Han stirrede på hende, som i et: ’Are you kidding me? Hvad laver du nu?’ Ham selv, følte slet ikke han havde så meget energi, at han ville ødsle det bort på den måde. Men at hun blot var en eller energibold, det kunne være kommet af mange grunde. Både som føl, eller også havde hun bare fået det for nylig. Energi.. Underlig størrelse. Det kunne betyde så mange ting. Både fysisk og psykisk, for ikke at nævne at man kunne indtage det. Det fungerede lidt på samme måde som med solen. Det var stærke kræfter, som betød noget for hver enkelt. Han løftede kort hovedet, og udspilede næseborene. Der kom en frisk brise, med forskellige vidunderlige lugte, og han overvejede et kort øjeblik hvor de kom fra. Måske et sted med blomster? Sådan duftede det i hvert fald. Han slog blikket over på hoppen igen, da hun svarede ham. Za, var hendes navn. Et kort navn.. Eller kælenavn var det vidst hellere. At hun ikke fortalte ham hendes fulde, fik ham til at tro at der muligvis kunne være noget galt. Men hvis hun aldrig havde brugt det, så var der jo ikke noget forkert i det.

At hun kaldte ham ved sit fulde navn, forstod han godt. Men hun behøvede ikke. Fremsige hele det navn, kunne godt blive en anelse langtrukkent i enden. Han nikkede kort til hende. Za.. Udmærket hoppe. hans blik gled hen over hendes endnu engang. Som han også havde vane for, så ville han først kalde andre ved deres navn, når de havde snakket sammen mere, og ikke bare var et bekendtskab. Men da han aldrig rigtigt nåede at snakke mere, til han følte at det var fint for ham at bruge deres navn, så var han enten draget videre, eller også havde de bare ikke mødtes igen. Han så opmærksomt på hende, idet hun pludselig danser til siden. Hans blik opfanger hurtigt det let opfordrende i hendes, og han giver et nik fra sig, med sit ædle hoved, før han roligt – og slet ikke nær så energifyldt som hende, sætter frem i skridt, op på hendes side. Et stykke fra hende, dog.

Berbeza - " Za "

Den unge Za fornemmer så udmærket hvordan hingsten stirrer på hende, da hendes energi kommer til udtryk. Hans blik taler sit eget tydelige, undrende sprog, hvilket får det 'smilende' glimt til at funkle let frem i hoppens mørke, varme øjne. Hun forstår godt, hvis hingsten ikke forstår hendes mærkelige, pludselige reaktioner hun en gang imellem kommer med - men heldigvis lader det til, at han blot ignorere dem, som var de ganske ubetydelige. Hvilket de egentlig også er i det store og hele. Za vil nemlig intet fortælle med disse bevægelser, og dette kan nogen gange skabe forvirring. Men heldigvis ikke i dette tilfælde, og det glæder hende. Det rykker let fremad i hendes ene øre, da hans stemme atter lyde. Før havde begge hendes ører tippet lyttende omkring, i så vidt muligt alle retninger, for at holde øje med deres omgivelser, men nu får han atter en stor del af hendes opmærksomhed. Hendes øjne har hvilet mod hans, som de hele tiden har gjort, så opmærksomheden har skam været på ham, men nu bruger hun også sin høresans overfor ham igen. En forsigtig mimrende går over hendes mule, undrende, da han til trods for lige at have fået hendes navn af vide, stadig blot kalder hende: hoppe. En trækning går over over hendes skuldre, idet det egentlig ikke generer hende det mindste. Det må han nu en gang selv om, nu har han da valget, om han vil fortsætte med at kalde hende dette, eller en gang vil bruge det navn hun har nævnt for ham. I et ivrigt ryk løftes Zas hoved, da hingsten ikke kun opfanger hendes skjulte spørgsmål, men også giver hende det ønskede svar! Ivrigt og glædefuldt giver hun et kast fra sig med det rødbrune hoved, og sætter frem i en målrettet skridt, da hingsten når hendes side. Til trods for denne målrettethed aner den unge hoppe ikke hvor de er på vej hen, men det gør hende ikke det fjerneste. Hun elsker at udforske nye steder. En mild brummen lyder fra hendes mule, med en svag taknemmelig klang rettet mod Sage.[/size]

Sage of Zoran

Han så et kort øjeblik undret på hoppen, da hendes øjne fik det der glimt. Som betød det samme som hvis hun havde smilt. Hans ører flappede til hver sin side, mens han gennemgik i sine tanker, hvad der kunne have forårsaget det. Men det kunne være af mange grunde. Måske havde hun blot syntes hans udtryk havde fortjent en reaktion fra hendes side. Hoppens energi havde dog ikke haft sit held med at smitte af på ham. Det var som om han næsten blev mere træt af at se på det. Især fordi det så ud som at hun hele tiden fik det ind i kroppen. Han kunne sagtens forestille sig, at hun kunne blive ved hele natten, og stadig være frisk morgenen efter. Hendes reaktion over ham, da han stadig kaldte hende hoppe, så ikke ud til at have indflydelse på hende, selvom hun så en anelse undret på ham. Hendes reaktion var som forventet. Endnu engang var det som om at energien overtagede hende, og hun slog med hovedet. Han skævede roligt, en anelse mistænksomt på hende, men rettede så blikket ligeud. Han behøvede ikke at se på hende om hun fulgte med. Det kunne han høre. For igen var hans ører ekstra sensitive overfor nye lyde, og ændringer i natten, som kunne indikere et fremmed væsens hensigter. Gode som dårlige. Han skævede diskret til hende med blikket slået ned, da hendes brum med den.. nærmest taknemlige klang, ramte hans ører. Og han brummede roligt til hende, som et: ’Det var så lidt’ han fangede hendes blik, holdte det fast, mens hans gav et nik fra sig. Hans blik en anelse mildere. Dette varede kun et øjeblik, før han igen så ligeud med sit sædvanlige kølige blik. Han var jo ikke noget monster. Han kunne sagtens føre en samtale og opføre sig nogenlunde ordentligt – dog stadig med hans forbehold. Og han kunne også sagtens ledsage en hoppe på en tur. Han var bare skeptisk overfor fremmede heste, og på den måde var det bare lettere kun at have sig selv. Han var blevet så vant til at det kun var ham selv i hans lange strejfer liv. Derfor var det svært at gøre det om nu.

Hingsten stoppede pludselig. Hans ører let tilbage, før han skævede til Za. Selvom hun virkede taknemlig over at han ville ledsage hende på denne tur i mørket. Så havde han et sted at tage hen. Og det ville han gøre. Han gav et lavmælt hingstet brum fra sig, før han drejede ind og forsvandt ind mellem skyggerne.

(Out og lukket som vi aftalte ;D)