The beauty of it.

Lune stod og nød øjeblikket i vandet. Hendes ene øre blev vippet bagud, han nærmede sig. Hendes øjne åbnedes og kiggede på ham, han så nu lidt skeptisk ud. Måske var det ikke det ideelle vejr for ham, til at nærme sig vandet i. Men hun elskede det.

"Det er skam ikke så galt, men det er da heller det varmeste."

Hun smilte til ham. Bølgerne kom stadig slyngende ind med en gevaldig kraft. Men indtilvidere havde det ikke generet Lune. Dog var hun ikke opmærksom på, at en større bølge var ved at danne sig ude på havet. En bølge som nok ville ramme meget kraftigere end de forgængende havde gjort. Og ganske rigtigt, hun opdagede den ikke i tide til at kunne flytte sig stille og roligt. Med et hvin sprang hun ind mod land, direkte i retning mod Seth. Hun bemærkede ikke om hun ramte ham eller ej, i stedet stod hun bare og sundede sig lidt.

Nu håbede hun ikke, at hun havde begået en stor fejl. For hun havde godt bidt mærke i, at han nok ikke var typen der tog imod sådan en bevægelse, med åbne arme.

Havet er vildt og utæmmeligt, og selvom det kan vise sig fra sine bedre sider, er det i hvert fald ikke i dag, der bliver gjort brug af det. Et stykke derude af begynder vandet at trække sig sammen og hæve sig over vandoverfladen, og jeg er helt sikker på, at den ikke kommer til at gå fredeligt herfra. Alligevel er det svært at sige, hvor hurtigt den vil bevæge sig, når den kommer herind ad, og resultatet af det ulæselige havs bølge er, at vi begge får flyttet os for sent. Men samtidig begår hun også en stor fejl, som jeg ikke godtager; heller ikke selvom det nok ikke helt var hendes mening, og heller ikke selvom hun knap nok har snittet mig.

I en hurtig bevægelse drejer jeg omkring, så jeg har min front rettet mod hende. Jeg kunne uden tvivl sagtens have ladet være med det her, men hvorfor? Det er ikke meningen, at hun skal bryde sig for meget om mig, og med alle de modige kommentarer og smil, hun kommer op med, så skal jeg gerne give hende et billede af, hvad det er, hun har med at gøre. I et hug fremad mod hendes hoved med en bevægelse, der ville være en slange værdig, forsøger jeg at få fat omkring hendes næseryg, mens mit ene forben smækkes fremad mod hendes forknæ. Nu bliver det sjovt.

[/size][/color]

Lune havde ingen chance for at se det komme. Hun havde stadig stået og sundet sig, da hans bid og forben kom direkte imod hende. I et forsøg på at undgå hans ben, glemte hun alt om hans hoved og hans tænder får fat om hendes næseryg. Højt og arrigt hviner hun op. Hvad bilder han sig ind. Dog ved hun ikke hvad hun skal stille op, med den situation hun er havnet i. Hun forsøger at lange et forben hen mod hans bringe. Dét her finder hun sig overhovedet ikke i. Det var jo på ingen måde hendes mening at springe direkte i hans retning.

Hun pruster højt og halen svirper hårdt og irriteret. Hun vil på ingen måde lade ham tro, at han kan kue hende så nemt. Udenpå virker hun en anelse fattet og i kontrol, men indeni sitrer hun og panikken er ved at gribe hende. Hendes blik retter sig hen imod den skråning som de kom ned ad. Men det nytter ikke noget, hun skal først komme fri fra hans jerngreb, før hun overhovedet kan forsøge sig på, at komme derhen. Men han virker ikke som den langsomme type, så han vil nok kunne indhente hende på et split sekund.

Jeg erfarer mange ting i det her land. Ja, selvfølgelig gør jeg da det! Jeg står jo midt i en erfaring lige nu. En erfaring, der er med til at støtte op omkring min påstand om, at størstedelen af hopperne i det her område absolut ikke har lært at kæmpe eller så lidt som at forsvare sig selv. Se nu, hvordan det gik for Za, Illana, til dels også Armonia, og nu den røde Lune, jeg lige nu holder fat i. Og det er jo ikke min skyld, at de ikke har fået det ind med modermælken. Det er ikke mig, de skal bebrejde.

Lune forsøger at slå et forben mod min bringe, og hun skal da være så velkommen. Værsgod, giv mig endelig endnu mere grund til at slå på dig. I en hård bevægelse træder jeg sidelæns, så jeg kommer på siden af hende, og hvis jeg er for lang i betrækket her, vil det være en nyttesløs handling, så for at få mest muligt ud af det, langer jeg kraftfuldt en hov mod inderhasen på hendes ene forknæ med det ønskede formål, at det får hende til at knække sammen. Samtidig strammer jeg mit greb yderligere omkring hendes næseryg for at få hende til at tænke på mere end en ting.

[/size][/color]

Lune forstår ganske enkelt ikke, hvorfor han reagerer så voldsomt på det. Men noget siger hende, at det ganske enkelt ikke nytter noget at sige undskyld. Og hvad skulle hun også undskylde for. Det var jo ikke ligefrem med vilje at hun var ved at ramle ind i ham og lige nu, er det altså ham der holder fast i hende. Hans tænder gnaver sig ind i hendes næseryg og hun skal kæmpe for, at bide smerten i sig.

Da han bevæger sig om på siden af hende, undrer hun sig en anelse over, hvad han mon han gang i. Men hun får ikke meget tid til det. For med ét lander en forhov i hendes knæ. Han rammer hårdt og præcist og samtidig bider han endnu hårdere. Lune er lige ved at knække sammen, men hun gør det ikke. Hun står fast, dog meget vaklende. Hvis hun får endnu et spark mod sig, vil hun på ingen måde kunne holde sig fast. Men som resultat af hans stramme greb om hendes næseryg, føler hun, at hun ikke har nogen anden mulighed end at følge hver eneste bevægelse han foretager sig.

Dog skal han ikke tro, at hun givet op. Ikke endnu. Der er mere i hende og hun vil kæmpe til det sidste, også selvom han måske ikke bliver synderligt imponeret over det. Men det er ikke hendes problem, lige nu vil hun bare fri. Hun prøver på at udnytte, at han står ved siden siden af hende og hun sparker kraftigt ud med sin baghov i et forsøg på at ramme hans bagparti, det er ligegyldigt hvor, hun skal bare ramme.

Jeg plejer som regel at være ret velovervejet. Jeg gør ikke ting, jeg fortryder, og jeg gør ikke ting uden årsag. Måske kan det så være, at årsagerne ikke er så gyldige i andres øjne, men så længe de er for mig, så må jeg vel selv om det, ikke sandt? Jeg holder endnu mit tag i hende, og jeg rammer hende da også ganske fint. Hun knækker dog ikke sammen, selvom det ser ud til at være tæt på, og jeg bliver egentligt ikke skuffet; derimod er det da kun godt, at hun ligesom gider kæmpe lidt for sig selv.

Jeg mærker, at hun placerer en baghov mod min bagpart, og det er jeg alt andet end tilfreds med! I en kraftfuld bevægelse træder jeg sidelæns ind i hende for at slå hende ud af balance, inden jeg igen losser en forhov mod hende. Men så giver jeg også slip på hendes næseryg, ganske enkelt fordi jeg ikke orker den her kamp. Imens jeg slipper hende, træder jeg sidelæns væk fra hende, både for at give hende og jeg selv lidt plads. Jeg har det jo som bekendt ikke godt med at stå tæt på andre, og det gælder altså også, selvom jeg slås med dem.

Da jeg ikke er spåkone, kan jeg naturligvis ikke afgøre, hvad hun har tænkt sig at gøre nu. Vælger hun at prøve at slå igen, hvilket selvfølgelig nok ville være en dum ide for hende, skal jeg gerne vise hende, at sådan leger vi ikke. Det kan også være, at hun vælger at gå. Eller også finder hun på noget helt tredje. Jeg må sige, at jeg bliver overrasket, hvis hun kommer op med noget, jeg ikke har set før.

[/size][/color]

Da hun mærker, at hun rent faktisk rammer ham idet hun sparker ud efter ham, kommer en lille følelse af glæde op i hende. Men det varer kun et øjeblik. For hun er godt klar over, at han da på ingen måde vil finde sig i, at hun rammer ham. Og ganske rigtigt. Hun har godt forventet, at han vil gøre et eller andet. Men hun kunne på ingen måde være forberedt på det, han rent faktisk gjorde. Han skubber til hende så hendes balance ryger fuldkommen og da hans forhov kommer hen imod hende, vakler hun nogle skridt bagud. Heldigvis for hende, har han da givet slip så hun rent faktisk har mulighed for, at finde sin balance igen.

Det tager nogle sekunder for hende, at genfinde sig selv. Hun stirrer ned i sandet. Hun koger nærmest i raseri, men hun er godt klar over, at det vil være utrolig dumt, at angribe ham igen. Han er jo betydeligt stærkere end hende så det vil bare ende med, at hun får endnu flere tørre tæsk og det er hun skam slet ikke interesseret i. På den anden side så vil hun heller ikke gå væk fra ham. For hende vil det bare føles som et nederlag og han skal skam ikke tro, at han har fået hende ned med nakken. At råbe af ham er heller ikke en mulighed for han føler nok, at han var i sin fulde ret til, at bide ud efter hende. Så det vil være som at snakke til et træ.

Den sidste mulighed, at undskylde tænker hun ikke engang over. Hvorfor skulle hun sige undskyld. Det var jo ikke fordi hun ligefrem frivilligt var hoppet ind i ham. Havde hun vidst, at han ville reagere sådan ja så havde hun skam ladet bølgen sprøjte hende til med vand. Efter lidt tid, retter hun hendes mørke øjne over på ham igen. Han ligner en der venter på en reaktion fra hende, en reaktion han sikkert har set så mange gange før. Men han får den ikke. I stedet går hun forbi ham, hendes mørke øjne hviler på ham imens hun roligt går hen til vandkanten. Hun lader bølgerne slå op mod hendes ben, inden hun vender sig om mod ham.

"Nå Seth. Jeg regner med, at du mener, at du gjorde det helt rigtige. Men til en anden gang så vær dog så venlig rent faktisk at gøre noget ved det, i stedet for bare at angribe halvhjertet."

Hun ved godt, at hun måske bare udløser endnu mere raseri i ham. Men hun har ikke tænkt sig, at angribe ham igen og hun vil heller ikke kæmpe imod ham. For hun har nu sat sig for, at en skønne dag, så vil han fortryde, at han angreb hende.

Jeg bliver stående, hvor jeg er, mens jeg roligt samler mig sammen til min sædvanlige galante holdning; nakken knejst, ørerne vippet let bagud, kroppen samlet let sammen og halen løftet en anelse. Jeg er absolut ikke påvirket af vores korte kamp, nok mest fordi den ikke rigtigt har haft nogen betydning for mig. Det er jo ganske normalt for mig, og selvom jeg gerne tager min oplevelse op, når jeg skal tænke tingene igennem, så har det her absolut ikke været noget ud over det sædvanlige. Jeg lader mit blik falde over på den røde Lune, som ligner en, der lige skal bruge lidt tid på at køle af, hvorefter det er tydeligt, at hun overvejer sine muligheder for, hvordan hun skal reagere på det her. Hvad hun kan gøre for at udtrykke sig.

Efter et stykke tid begynder hun at røre på sig, og da hun bevæger sig mod mig, lægger jeg ørerne bagud for tydeligt at signalere, at hun ikke skal komme for tæt på, men kort efter bemærker jeg også, at det ikke er det, hun har tænkt sig. Nej, hun vælger den kloge løsning; hun går forbi mig uden at slå efter mig og uden at råbe og skrige af mig. Ting, der alligevel kun ville koste hende mere energi, end det ville gavne hende. Hun bevæger sig hen til vandkanten, hvor bølgerne stadigvæk har gang i en vild dans, og så vender hun sig om og åbner munden. Ja, her kommer det så.

Jeg lytter til hendes ord, og det giver mig et godt indblik i, hvordan hun har opfattet vores få minutter gamle kamp. Hun har ganske ret i, at det var en halvhjertet indsats; ja, jeg indrømmer gerne, at jeg ikke rigtigt gad køre den så langt ud. Men det var der flere årsager i. Derimod forstår jeg ikke, hvad der får hende til at sige, at jeg en anden gang skal lade være med at være halvhjertet. Roligt lader jeg min fyldige, sorte hale slå om mig, inden jeg rynker brynene en anelse.

,,Jaså? Hvad får dig til at bede om det, der er værre, end det jeg bød dig?”

[/size][/color]

Hun valgte at ignorere hans signal om, at hun ikke skulle komme tættere på. For det havde hun skam ikke tænkt sig. Derimod kunne hun godt forstå hans spørgsmål. Det kunne godt opfattes som en anelse dumt, at bede om mere. Men det gjorde hun ikke, Lune havde bare en anelse anderledes tilgang til, at finde ud af tingene på. Om det var underligt eller ej, det måtte folk skam selv afgøre. Lune vidste hvad hun gjorde, forhåbentlig. For hun ville ikke komme nogle steder ved at råbe og skrige af ham. Det havde han sikkert prøvet så mange gange før.

"Jeg beder skam heller ikke om mere. Tro mig. Nej jeg prøver blot at forstå, hvorfor du skulle angribe og så alligevel ikke gøre det helt."

Inderst inde vidste hun nok godt hvorfor. Men hun ville høre det fra ham. En ting var sikkert, han fortrød ikke sine handlinger og det skulle han da heller ikke, hvis han følte at det var rigtigt. Alle tænkte på forskellige måder. Hun var bare glad for, at han ikke var gået all in i angrebet. Men okay, så meget havde hun jo heller ikke provokeret ham. Hun var dog ikke i tvivl om, at hvis hun trådte forkert igen, på den ene eller anden måde, så ville hun få det på den hårde måde.

Hun vælger stadigvæk og tage det roligt, men jeg er ikke i tvivl om, at hun er alt andet end glad indeni. Naturligvis er det nok det klogeste, hun kan gøre, men til gengæld keder det mig. Der er absolut ingen underholdning i det, og selvom hun absolut ikke ville få noget ud af at råbe og skrige af mig, ville det være langt mere interessant. Og vender man den om, er det måske alligevel ikke særlig klogt af hende at kede mig. Jeg træder et ganske kort skridt sidelæns, inden jeg galant knejser nakken en smule op igen.

,,Og din forståelse af det bærer dig hvorhen..?”

Hun burde ikke en gang prøve at gøre sig klog på det. I så fald kunne hun i det mindste bede om en forklaring. Jeg plejer ikke at tage mig af, hvordan andre vælger at opfatte mine handlinger, og når det kommer til stykket, er jeg faktisk også ligeglad. Jeg har et ret anstrengt forhold til, når andre forsøger at analysere mig, for det dur altså ikke, og lige i det her tilfælde kunne jeg faktisk godt tænke mig at høre, hvad hun er kommet frem til. Hvorfor hun tror, jeg angreb og alligevel ikke gjorde det helt, som hun selv siger.

[/size][/color]