The beauty of it.

Lune gik roligt frem i skoven, fast besluttet på at komme ud på den åbne eng. Ørerne kørte frem og tilbage for at opfange alle de forskellige lyde der kom fra skoven. Hun følte sig aldrig helt tilpads blandt de mange træer, fremmede heste kunne være svære at få øje på, og rovdyr kunne nemt ligge på lur og følge hver eneste bevægelse hun lavede.
Alligevel var der noget fortryllende ved skoven når der var liv i den. Hun havde altid fået at vide at så længe der var liv i skoven, var der ikke nogle alvorlige farer i nærheden.
For hvert skridt hun tog plaserede hun sine hove sikkert og fast på mosset som dækkede skovbunden. De sank lidt ned i det sumpede mos. Længere fremme kunne hun skimte engens lysning. Hun prustede fornøjet, engen var det sted hun holdte mest af, tit kunne man finde en lille bæk der fandt vejen frem mellem det høje græs. Hun var altid mere udsat derude, men derimod kunne hun også bedre få øje på eventuelle farer.
Hun satte i en lille luntende trav for at komme hurtigere derhen. Ved de sidste træer stoppede hun, hovedet højt, ørerne fremme. Skimtede ud over engen for at sikre sig at der ikke var nogen potentiel trussel.
Da hun følte at hun havde sikret det godt efter slog hun let med hovedet og kom med et højt og feminint vrinsk. Satte i en stor og flot trav ud på engen, solens stråler ramte hendes røde pels og fik den til at skinne.

Når man er så sort som jeg, kan det af og til godt være lidt af en plage, når solen skinner. Især når den skinner så meget, som den gør i dag. Alligevel har jeg valgt at bevæge mig ud på engen, ganske enkelt fordi her lufter lidt mere, end der gør i skoven. Så er der naturligvis stranden, men mere at sige, end at jeg bare gerne vil være her, er der ikke. Jeg står med hovene plantet sikkert i det frodige græs, der vokser omkring en lille bæk, som snor sig af sted gennem landskabet som en slange. Jeg er samlet pænt sammen med nakken knejset meget galant op, så hals nakke buer vældig ædelt og tillader min lange, sorte man at hvælve ned langs halsen. Begge ører er vippet ud mod hver deres side, mens min fyldige hale af og til smælder omkring min bagpart. Med min glinsende, ravnesorte pels og den stolte holdning er jeg klar over, at jeg ikke er svær at få øje på, men ligeledes er det heller ikke svært at bemærke den lettere reserverede sfære, der ligger omkring mig. Mit ene øre vipper en anelse bagud, da et feminint vrinsk lyder i nærheden af skoven, der ligger på min højre side. Jeg drejer stille hovedet og hæver det en anelse, og kort efter fanger mine store, mørke øjne en rød hoppe, der viser en vældig fin trav. Jeg betragter hende ganske roligt, og efter at have overvejet det i et stykke tid, ganske sikkert i lang nok tid til, at hun har kunnet få øje på mig, besvarer jeg hende med et hvin, der kun lige er højt nok til, at hun kan høre, at det er henvendt til hende.

[/size][/color]

Lune travede afsted, lidt i sine egne tanker. Ikke helt opmærksom på sine omgivelser. Ingen havde svaret hendes vrinsk, så hun havde formodet at der ikke var andre.
Men længere fremme kunne hun ane en sort skikkelse der stod stolt og sikkert. Hun stoppede op, mon han havde hørt hendes vrinsk? Hun så ham vende sin opmærksomhed mod hende, med ét smækker hun halen langt ned, brunsten må hænge godt om hende. Lavt kommer der et hvin imod hende, det virker umiddelbart venligt. Så hun vrinsker forsigtigt tilbage, slår let med hovedet og begiver sig i retning mod hingsten.
Jo tættere på hun kom jo større blev han og hun var udemærket klar over hvilken styrke han måtte besidde.
Hun stopper et stykke fra ham, sænker hovedet lidt imens hun tygger let ud i luften. I et forsøg på at vise ham at hun på ingen måde er ude på ballade, eller andet. Hun ventede på hans reaktion.

Jeg flytter ikke mine øjne fra hoppen, efter at have besvaret hendes vrinsk. Jeg kigger dog ikke på hende, som om jeg kunne spise hende til frokost. Jeg betragter hende blot ganske stille med de store, mørke øjne, hvoraf kun det ene er synligt, da min lange, fyldige pandelok ligger henover det andet. Hun er ikke en af de mindste hopper, jeg har set her, men der skal vist ikke være nogen tvivl om, hvem der er hvem overlegen her. Dette er dog absolut ikke noget, jeg udtrykker. Nej, jeg har mit ganske rolige kropssprog hvilende over mig, og da hun stoppe på en pæn afstand, har jeg absolut ingen grund til ikke at bevare det. En let brise, der bliver sendt mod mig fra hendes retning afslører dog, at hun måske godt kunne ende med at blive en anelse for tiltalende for mig på grund af den stærke duft af brunst. Men hvad pokker, lad os nu tage det roligt, ikke? Jeg nikker ganske kort til hende, inden jeg i en let og elegant bevægelse drejer min forpart mod hende.

,,Godaften, frøken.”

[/size][/color]

Han var en imponerende hingst. Det var næsten umuligt at få øje på hans øjne mellem den sorte pandelok, så hun måtte gå efter signaler fra hans kropsholdning og den virkede umiddelbart afslappet, men samtidig så det ud som om at der ikke skulle meget til før det kunne ændre sig. Lune studerer ham grundigt men dog venligt. Han var anderledes end de andre heste hun havde mødt før, og jo mere hun kiggede på ham jo større blev hendes trang til at lære ham at kende større. Idet han drejede sig blev hun lidt paf over hans måde at bevæge sig på, han fik det til at ligne at hans krop var så let som fjer. Hun prustede forsigtigt. Nu måtte hun holde, han var bare en hingst som alle de andre.

"Godaften du sorte hingst."

Blot fordi man ikke kan ane mine store, mørke øjne med det rolige blik gennem den store fyldige pandelok, betyder det ikke, at jeg ikke selv kan se igennem den, for det kan jeg sagtens. Og hun kan være mere end sikker på, at jeg holder lige så meget øje med hende, som hun holder øje med mig. Jeg løfter hingstet en anelse op i min hale som et ganske let tegn på, at jeg sagtens kan dufte hende. Jah, nok endda mere end sagtens. Da hun har hilst pænt tilbage, tillader jeg mig selv at tage et lille skridt fremad, inden jeg samler mig hingstet sammen, så min ædle, spinkle krop kommer til sin ret. Roligt vipper jeg mit ene øre fremad mod hende.

,,Hvad kan jeg kalde dig?”

[/size][/color]

Hun lagde mærke til hans ændring i holdning og var udemærket godt klar over at han kunne lugte hende, men der var intet hun kunne gøre ved det. Han var en ædel hingst at se på om hun måtte indrømme for sig selv at hun ikke var helt upåvirket af det. Fluerne begyndte at samle sig ved hende og hun var ved at være godt træt af det. Hun slog dem væk med halen, til trods for at hun helst ikke ville det. Da han tog et skridt imod hende bakkede hun ikke men lagde det ene øre en anelse ned. Hun var på vagt overfor ham.
"Du kan kalde mig Lune Rouge eller bare Lune. Hvad må jeg kalde dig?"

Jeg begynder ganske stille at bemærke, at hun er en smule betaget, hvis jeg må være så fri at benytte mig af det ord. Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne gør lidt ekstra ved det – samler mig, knejser nakken endnu yderligere, løfter let i halen. Hun er vel også en fin rød hoppe, jah, ingen tvivl om det, men jeg er godt klar over, at jeg lige nu bryder mig endnu mere om hendes udseende, fordi hun dufter så dejligt. Jeg bemærker godt, at hun ikke er vild med, at jeg kommer tættere på, men jeg sørger for, at jeg absolut ikke virker truende. Jeg er sikker på, at det giver pote at opføre sig pænt lige nu.

,,Goddag, Lune. Mit navn er Seth.”

[/size][/color]

Endnu engang virkede han så galant så hun lod ham stå. Hendes ører kom frem igen da han sagde hans navn. Navnet fik ham bare til at virke endnu mere fortryllende. Hun prustede sagte og var ved at blive mere tilpas i hans tilstedeværelse. Hvordan skulle hun dog svare ham, hun ville jo ikke virke som alle andre for det var hun i særdeleshed ikke.

" Seth" sagde hun, mere til sig selv end ham. "Jeg vil ikke sige hyggeligt at møde dig da det er så kliche, og jeg ved endnu ikke hvor hyggeligt det er." hun smilte let til ham for at vise at hun mente det venligt.
Halen svingede igen fra side til side, pokkers tage de dumme fluer.

Hun er lige så stille ved at plante sig selv i en situation, som jeg er ret sikker på, at hun ikke har lyst til at havne i. Men hvad pokker, den må hun selv tænke over, for jeg har ikke tænkt mig at stoppe hende fra det, selvom hun næsten gør det en smule for let for mig. Det er ganske vist også derfor, jeg ikke rykker tættere på hende igen. Nej, så vil jeg for en gangs skyld hellere først se, hvad det er for en, jeg har med at gøre. Finde ud af, om det overhovedet kan svare sig, så at sige.

,,Fornuftigt af dig.”

Og det mener jeg skam. Det er jo ærlig snak, det hun siger, og det sætter jeg skam pris på. Med rolige bevægelser lader jeg min hale svinge om min spinkle bagpart, mens jeg endnu har mine øjne hvilende på hende.

[/size][/color]

Idet han svarer hende bliver hun lidt i tvivl om det hele nu er en god ide. Det var som om der lå mere i det svar, hvis man ellers lyttede godt efter. Tvivlende blev det ene øre smækket tilbage og halen var atter stille, hvad var han for en og hvor ville han lige hen med det her? Han skulle i hvert fald ikke tro at hun fandt sig i alt.

Hendes ene hov skrabede i jorden, ikke som tegn på rastløshed men mere som tegn på at han ikke skulle prøve på noget. Hun betragtede ham igen, bag den store pandelok kunne hun nu lige skimte hans øjne efter han havde rykket sig tættere på. Om de udtrykte nogle følelser var svært at sige da de var så mørke at hun knap nok kunne se sig selv i dem. I tvivl om hvordan hun skulle takle ham, nikkede hun bare anerkendene til hans svar.

En ændring sker i hendes kropssprog. Hun bliver en anelse afvisende, trods jeg egentligt ikke har gjort noget for at få det udtryk frem i hende. Måske har hun bare brugt hovedet, måske har hun bare tænkt sig lidt om. Men jeg bliver stadigvæk blot stående, hvor jeg er, og den eneste reaktion, hun får fra mig, er mit ene øre, der vipper ud mod den ene side.

,,Er du ny her, Lune?”

Et ganske normalt spørgsmål, men jeg kan sagtens drage fordel af hendes svar, for det fortæller mig meget hurtigt, om jeg står over eller under hende. Jeg virrer ganske kort med hovedet for at få min pandelok til at lægge sig på ny, og denne gang lægger den sig ud til den ene side, så mit ene øje kommer til syne. Mine øjne bærer et roligt blik, og selvom man siger, at øjnene er indgangen til sjælen, er det absolut ikke tilfældet hos mig. I stedet fortæller de tydeligt, at der er lukket, hvilket de fleste alligevel finder ud af før eller senere.

[/size][/color]

Han reagerer ikke rigtig på hendes signaler og hun tolker det som, at der nok ikke var noget i det. Hendes muskler slapper lidt af igen og øret kommer lidt frem, men bliver ikke rettet helt frem mod ham, men derimod ud til siden. Hun står lidt og overvejer om hun skal fortælle ham sandheden eller lyve om hendes identitet. Men Lune har altid fortalt sandheden uanset om den har gjort ondt på vedkommende det har været til.

"Ja det er jeg, har ikke rigtig nået at møde andre heste endnu, udover dig selvfølgelig.".

Da hans sorte øje kommer frem bliver hendes tanker bekræftet. Der er intet i hans øjne, normalt ville man altid kunne se en eller anden form for følelse, men hos ham er det bare sort. Dog lader hun sig ikke skræmme af det, hun har altid været en viljestærk hoppe og en hingst der undlader at vise sine følelser skal ikke få hende til at tvivle.

Det er ikke fordi, at mine øjne intet udstråler, men det er blot en meget beskeden ustrålen, og man kan vel næppe kalde den hverken positiv eller negativ, hvis man ikke har lært at forstå mig, og det er der vel nok ikke nogen, der kan sige, at de gør. Men der er ikke blankt. Det er ikke et par store, døde øjne. Nej, absolut ikke, men hvis man ikke ved, hvad man skal lede efter, forstår man ikke mit blik. Det eneste, der er åbenlyst, er den rolige gnist, der hviler i dem.

Jeg nikker ganske kort til hendes svar, men jeg har såmænd ikke så meget at sige til det. Jeg er ikke lige typen, der fyrer en eller anden selvfed kommentar af, for sådan er jeg ikke. I nogle øjeblikke fjerner jeg mine øjne fra hende og lader dem bevæge sig en anelse rundt i området.

,,Har du set meget af øen?”

[/size][/color]

Vinden tog lidt til og Lunes man og hale blev blæst godt rundt, hvilket ikke var en fordel for hende. Hun kiggede op på himlen og sukkede sagte, skyerne var ved at blive tættere på himlen og lod knap nok solens stråler nå jorden mere. Hendes øjne hvilede atter på ham, roligt men samtidig bestemt. Dog var hun indeni ved at blive rastløs, det var ikke så meget ham, men uvejr fik hende altid til at blive det. Hun ville ikke selv kalde det nervøs eller bange. Men uden tvivl påvirkede det hende.
Hendes nysgerrighed for denne hingst var dog også ved at vokse inden i hende, men han virkede ikke som typen der snakkede løs om alt og intet og det var hun i bund og grund heller ikke. Men hans afdæmpet ydre og mørke øjne interesserede hende mere end normalt. Normalt kunne hun godt tyde andres personlighed inden for de første par minutter med dem, men ham her gemte det så godt og lod hende kun opfange det, han selv bestemte hans krop skulle udsende.

Idet han stillede sit spørgsmål til hende, fulgte hun hans blik rundt og nikkede til ham.

"Nej det har jeg ikke, er kun lige ankommet til denne ø. Du kunne måske tænke dig at give mig en rundvisning?" Spurgte hun med et let smil. Hun ville ikke have noget imod at følge med denne hingst lidt endnu.