At the seashore

Djange



Den lettere tryggede stemning omkring de tog, gik ikke just Djange på? Nærmere tilfredsstillede denne stemning den stolte sjæl. Den gyldne virkede ej overvældet da hun første gang åbnede mulen for at fortælle om denne Seth, skønt hun gjorde det alligevel? Djange rynkede svagt den lyserøde mule, ved de spørgsmålstegn han selv satte i sine tanker omkring hendes valg af blot at tale.

Allerede fra første ord, gled det ene mørke øre lyttende ud, mens øjnene forblev kolde og tomme, nærmest stirrende imod den gyldne hoppe. Men da ordende ramte…

Han er som en lukket bog, akkurat som dig selv, Djange.

[/i]

… gav det et form for set dybt inde, mens et svagt ryk i hovedet blev vist fysisk. Et lille nøk tilbagetrukkent med hovedet, mens ørene pressede og en smule truende, og øjnene blev misset. Djange vidste egentlig ikke hvad denne Illana syntes om ham, men pludselig vidste han det. Det kunne vel have sagt ham selv, at det var sådan landet lå? Men, så alligevel ikke… Tankerne begyndte nu forvirrende at hvirvle i hans indre, men svagt gled øret let ud igen, mens hun talte færdigt.

Hoppen vej nu også en smule, efter de sidste ord. Ordende, og den endelige beskrivelse hun kunne konkludere sig frem til. Men det havde ham intet sagt, denne Djange. Intet havde sagt ham noget, ud over denne ene sætning som han stadig havde bidt sig mærke i. Skønt det endnu ej havde været til at se, siden hans første reaktion. Blot respektfuldt nikkede han en smule mekanisk, mens de kolde og tomme øjne så til.

Djange havde intet at sige, hvorfor male mel hvis der ikke er behov for brød…

[/size][/color][/center][/blockquote][/blockquote]

Djange forholdt sig stille, og det fik Illana, den gyldne, til langsomt at hæve sit feminine hoved. Han var et mysterium, denne indelukkede hingst, og det blev skam ej bedre nu, hvor hans tavse undren gled over hans ansigt. Illana prustede dæmpet - Hun havde givet ham ord omkring Seth, men det lod ej til at han havde fundet ud af noget, han kunne bruge; eftersom han ikke kom med ord rettet imod den gyldne hoppes udtalelser. Hendes øjne, der som altid udstrålede præcist, hvad hun følte, gled over den spraglede Djange, hvorefter hun lod blikket glide ud over havet igen, der i solens gule lys, nærmest så glitrende ud. Hun trak vejret dybt, vel en anelse tilfredst. Selvom stemningen imellem de to var anspændt, så var omgivelserne idylliske, og Illana vidste, at på trods af slagsmålet med Seth, og den anspændte stemning med Djange, så vidste hun at tingene ikke ville se sorte ud for altid. Og det var nu heller ikke fordi at det så sort ud ligenu; blot lidt gråt. Hun lod derpå blikket vende tilbage imod Djange. Hun vidste ærligt ikke, hvordan hun skulle forholde sig til hans tavshed. Skulle hun sige noget, gå, eller blot stå og vente? Hun mimrede let med mulen og endte med at sænke sit gyldne hoved en anelse og give sig til at hvile på det ene bagben. Hun lod valget lægge på Djange, om hvordan deres selskab skulle fortsætte; alene fordi, det var ham, der var mysteriet her.

Djange



Tankerne overrumplede hingstens indre, mens den gyldne hoppe måske blev e anelse undrende i situationen. Hvordan dette skulle tackles, eller ikke tackles? De kolde og tomme øjne viste som sædvanligt intet, kun fjernhed var at se; men dette var jo ej noget som kunne overraske hoppen. Hun flyttede vel en smule på sig, og endte med at stå i en lidt mere afslappet, nærmest ventende position. Skønt Djange så alt dette, og lagde mærke til det, reagerede han ej; og viste heller ikke at han overhoved havde observeret det.

En smule rettende, spændte han nu op i nakken, og missede øjnene sammen. Han undlod et nærmest irritabelt fnys, men ej over hende. Nærmest som et forsøg på at ”vække” sig selv. Ørene blev også presset dybt i nakken, før han blik atter kunne fokusere; på Illana nemlig.

”Illana, denne Seth, har ikke kun gjort Dem lettere fortræd. Han har også trådt på en hoppe der står mig så dybt nært.”
Lød Djange så lettere erklærende, skønt kun tomme og tonløse ord blev undsluppet fra den lyserøde og let rynkede mule, der i alt udtrykte skepsis. Men ikke over Illana… Nej, noget andet, men hvad var det egentlig?

Den gyldne hoppe, der vel havde afventet reaktionen fra Djange, vippede nu ørene imod ham, da han begyndte at røre lidt på sig. Han fnys, der derefter brød stilheden, fik Illana til at vippe ørene en smule ud til siderne - Fnysets oprindelse, var fra ham af, men grunden dertil kunne hun ikke greje. Om det var hendes tilstedeværelse, eller hans tanker, der fik ham til at reagere således, kunne hun ikke vide, men det eneste hun kunne håbe på, var at det ikke var hende, der var skyld i det.
Hun vippede det ene øre lidt fremad, da han så snakkede. Tomme toner, endnu engang. Det kunne vel genere Illana en anelse, at han altid fortalte sig med således toner, for det bekræftede hende blot i, at hendes ord omkring denne hingst var korrekte. En lukket bog, låst af. Hun mimrede let med mulen, da han da omtalte en hoppe der stod ham nær. Dette overraskede vel Illana lidt, at han havde valgt at lukke en ind i sit indre og lade hende få en betydning - Men samtidig så var det også glædeligt, at han ikke holdte alle ude. Hun smilede kort; mest af det faktum, at han holdte af en, og derpå lod hun sin unikke stemme bryde stilheden igen.

,,Jeg er ked af, at Seth har krydset dine veje på negativ vis også. Endnu mere ked af, at jeg ikke er den eneste han har forgrebet sig på - Men Djange, jeg har hverken evnerne eller midlerne til at gøre noget ved denne Seth. Det er som om han ser sort, og i perioder ikke er til at komme i kontakt med. Om det er rigtigt, eller ej, ved jeg ikke, men det er sådan jeg oplever ham. Jeg er bange for, at hvis problemet skal løses, skal du selv opsøge ham, da du har styrken med dig, og måske kan få fornuften frem i den sorte hingst”

Sagde Illana da, vel vidende om, at det hun lige havde sagt, nok var ganske dumt. Hun yndede egentlig ikke Seth noget ondt, selvom han havde forgrebet sig på hende, og tydeligt også en anden. Men hun havde ikke opgivet den ravnsorte hingst endnu, selvom det vel kunne lyde sådan på hendes ord. Men det kunne jo være, at Djange kunne afhjælpe nogle af de problemer, som Seth tydeligt havde skabt - For det ville Illana ikke kunne.

Her var efterhånden stille på denne Ø, omkring de to sjæle. Hingst som hoppe, stod de der, kommunikerede, mere eller mindre. Samtalen havde efterhånden udfoldet sig, mens Djange var i færd med at indlede hoppen Illana i hans mere private rum. Hoppen mimrede let på mulen, mens hun så ud til at lytte til hans ord, med interesse. På trods af den før lidt mere anspændte stemning mellem dem, var det pludselig mere afslappet, frit. Hoppen smilede kort, mest for sig selv, mens hans egne krystalblå øjne så til, direkte i hendes mørke øjne.

Det ene mørke øre gled let ud til siden, for at understrege at han rent faktisk lyttede til hendes tale. Hurtigt blev hendes ord nærmest medfølende, hvorved en skeptisk rynke slog sig over hans lyserøde mule. Dog mundede hendes velvidende tone ud, i en bekræftende tone for Djanges side af, hvorvidt han ville kunne klare denne hingst, måske sætte ham på plads. Som Djange da havde fortolket hoppens ord. Hans øjne missede sig anseende sammen, mens de så på Illana, nærmest en anelse tvivlende; skønt han egentlig ikke just tvivlede på sig selv nej.

”Jeg kender endnu ikke denne Seth, men når jeg da støder på denne sjæl, må tiden vise hvad der skal til.”
Svarede han med den tonløse stemme, der dog viste en snært af smålig vrede, i den hæse og intense stemme. Mens så hans kolde og tomme blot atter til, imod denne Illana.

Illana, der havde udtryk sig omkring et emne, hun måske ikke burde udtrykke sig om, fortrød dog ej ordene, der hun havde sat sig hos Djange; han havde hørt dem, og da han lod dem synke ind, kunne hun ane en form for skepsis over den spraglede hingsts udtryk. Hun lagde dog ej noget i det, for han havde set sig skeptisk overfor stort set alt, som hun havde sagt, under de møder de havde gjort sig efterhånden, og trods hun var rendt i hans væsen op til flere gang i løbet af de få år hun havde boet her, så virkede han endnu som en komplet fremmed af og til. Hans bog var lukket. Som hun havde udtrykt klart, for ganske lidt siden. Hun prustede mildt, imens hun da lagde sit hoved på sned, da han begyndte at snakke.
Det var ikke meget, som blev sagt imellem dem, men alligevel så lod det til, at de efterhånden var begyndt at tale sammen, og ej blot til hinanden. Den gyldne hoppe lod sine øjne mødes hans endnu engang, hvorefter hun blot nikkede ganske roligt; for hun havde ikke flere kommentarer til alt dette om Seth. Han var ikke et emne, hun ønskede at snakke yderligere om, for hun havde sagt hvad hun skulle, og sikkert ikke burde; og nu, med den sætning som den spraglede Djange lagde på bordet, var emnet afsluttet. Hun trak vejret ganske tungt, en enkelt gang og derpå begyndte lyset at ændre en smule farve igen. Snakken om Seth havde påvirket hendes humør lidt, og lyset blev nu det klarer; for nu hvor hun ikke skulle snakke mere om denne hingst, der havde skadet hende, og som hun endnu ikke var sikker på, hvad hun skulle tænke om, ja, da kunne hun fokusere på det møde hun egentlig havde i gang. Mødet med Djange.
Hun lod sin mule søge en anelse frem, selvom hun vidste det sikkert var ganske uklogt, og derpå lod hun sin mule åbnes igen.

,,Djange, hvordan går det ellers?”

Djange havde rimelig meget lukket denne samtale med hans sidste ord, som let kunne have lydt direkte udfordrende og truende overfor denne Seth, han endnu aldrig havde truffet. Hoppen havde syntes at forstå, hvilket havde fået ham til at slappe en anelse mere af. Illana havde han efterhånden truffet mange gange i landet her gennem årene. Han måtte indrømme at han ind til nu havde set hende meget som en ligegyldig karakter i landet for ham selv. Men det var som om det lige nu gik op for Djange at Illana under alle hans møder intet andet end interesse havde vist for ham. Let slog en rynke sig over den lyserøde mule ved tanken, mens hans blik atter var koldt og tomt, uafslørende over hans grublen. Skønt Illana nok godt kunne gætte at noget gik igennem hans indre lige nu. Han havde jo intet mindre end taget hende forgivet… Hvilket nagede ham en smule nu. Hans hjerte slog en smule langsommere i hans bryst, før han atter fokuserede på Illana, da hendes lys nærmest lyste klarere nu? Han spærrede sine øjne en smule overrasket op, mens blikket forblev koldt og en smule vigende nu da også. Han blev dog pænt stående i den ranke og stolte holdning, mens han stift forblev i positionen.
Illanas blide stemme løs dog, og stille havde hans ene øre været gledet ud til siden, for at understrege hans lytten.

”Jeg har det yderst fint, men jeg begynder at tro at der er en jeg har mistet her i landet.”
Havde Djange svaret tonløst, skønt hans ord pludselig var bund ærlige overfor Illana. Hæst og intenst havde hans stemme lydt, mens en tanke blev sendt til den lille sorte. Svagt begyndte følelsen af sorg at blusse op hos den standhaftige hingst, som intet viste udadtil; stadig.

Den stille Djange, den indelukkede Djange, forblev tavs et godt stykke tid efter Illana’s ord havde brudt stilheden. Der lå en mine over ham, som hun ikke kunne sætte ord på; dette var dog intet nyt i sig selv, for selvom hun efterhånden havde mødt Djange mange gange, havde han kun lige åbnet for hans indre bog og vist hende titlen på den; Djange. Hun vidste meget, meget lidt om ham og hans personlighed, fordi han ganske simpelt lod den blive bag lås og slås, og havde aldrig rigtig haft nogen interesse i at vise frem af den. Ej heller lod det til, at han havde haft interesse for den gyldne sjæl, om end hun havde fundet ham ganske fascinerende, netop fordi han var denne lukkede sjæl, fra dag 1 af. Nu, ja, nu var hun dog efterhånden begyndt at mærke, at en lukket bog, der forbliver lukket, er svær at have med at gøre, og hendes møde med Djange, havde hun svært ved at beskrive. I hvert fald indtil hans næste ord. Det var pludselig som om, at han bladrede frem til side 1 af hans livsværk, for en mine, der lod til at være blot en smule mere interesseret i selskabet, som den gyldne hoppe kunne give ham, var trukket over hans spraglede krop, der bar bjergenes og sneens farver. Hun vippede hovedet let på skrå og lod ørerne tippe fremad, imens hun lyttede til hans endnu toneløse ord. Han frygtede, at han havde mistet en i dette land. Et mildt udtryk gled over den gyldne hoppes ansigt, inden hun rakte mulen en anelse imod ham. Hun kunne mærke, at dette nagede ham dybt, og sikkert lå der også en frygt inde bagved det stabile, stive ydre.

,,At du er velbefindende, glæder mig Djange, men det gør mig ondt at du frygter at have mistet en. Dog vil jeg sige, at landet her er stort. Selv har jeg haft tanker omkring, om en ven af mine var forsvundet, død eller blot havde valgt at gemme sig; men han dukkede op her den anden dag. Djange, jeg ved ikke om du har ledt efter denne sjæl, men hvis du har, så prøv at lade værre. Sommetider render vi ind i dem, vi søger mest, på det tidspunkt vi stopper vores søgen”

Sagde hun dæmpet, ja nærmest opmuntrende. Hun følte skam med den spraglede vandrer, for at bekymre sig om andres velbefindende, var ikke noget der var rart. Det var hårdt og stressende og absolut noget der kunne trykke humøret; men hun håbede da på, at den han søgte ville dukke op i god behold. Og vel også, at hendes selskab, trods alt, kunne hjælpe en smule på hans bekymringer, blot i dette øjeblik.

Stemningen mellem de to sjæle på denne Ø, var gået fra en lettere spændt stemning til en nærmere skrøbelig en. Hvis man da så det fra Djanges synspunkt. Hoppen Illana virkede pludselig mindre overrasket over hingstens ord, hvor han trods af alt havde åbnet sig lidt. Tankerne omkring hvorfor han egentlig altid skubbede denne gyldne hoppe Illana fra sig, var ikke til at sige. Der var ikke just nogen forklaring; selv ikke fra Djange. Måske det havde været fordi hun bare var så forbandet sød og forstående over for alt han havde sagt og gjort, lige fra første gang han trådte denne sjæl i møde. Men når han granskede mere over denne fortolkning af hende, var det så overhoved så skide slemt?
Stille gled det ene mørke øre ud, mens hans øjne fortsat så stift i hoppens mørke. Selvom det nu klare lys drog ham utrolig meget; nærmest tiggede og bad og hans opmærksomhed, huskede han dog sin høflighed og typiske respekt, der sagde ham at man holdte øjenkontakt med dem der ønskede kommunikation med én. Roligt stod han, lyttende på hendes ord; som gav mening. Jovist var ordene mange, og undervejs slog en let skeptisk rynke sig over den lyserøde mule også, da hun nævnte en af sine egne kære i dette land. Håbet om at selv finde sin kære igen, den lille sorte, blussede stille op i hans indre. Mens hans hjerteslag langsomt blev en tand hurtigere ved tanken. De kolde og tomme øjne forblev hos Illanas, mens han kort og nærmest mekanisk nikkede stille og kun en enkelt gang. Forstående.

”Godt for Dem at De fandt Deres ven. Jeg håber De har ret Illana; for vil jeg det eller ej, nager det mig.”
Havde hans stemme hæst og intenst spillet under den tonløse røst. Han var atter kold og tom i blikket som han så i Illanas øjne, mens holdningen endnu var rank, stolt og stiv. Standhaftigt stod han der foran Illana, skønt han delte disse tanker med hende nu. Hvorfor egentlig? Hvorfor lige Illana. Han vidste det ikke… men måske var hun ikke den værste at dele dette med?

Den gyldne hoppe hævede hovedet på en ganske særlig, nærmest sirlig måde og lod ørerne glide blot en anelse tilbage; men ej på den måde, der indikerede at hun ikke ville lytte, eller skræmme ham væk, det var vel nærmere en tænksom handling hun gjorde sig, og da hendes smalle mule atter vendte nedad igen, ramte hun de øjne han besad, med hendes ravfarvede øjne, der i modsætning til hans, viste følelserne hun bar. Lyset der hang om hendes hals, gjorde ligeså, så hvis man gjorde sig blot få tanker, kunne man let kede Lysets farve sammen med de følelser som den gylden hoppe bar i sit indre.
Hun prustede derpå, afdæmpet, da hans ord lød. Han frygtede ikke at finde den, som han ønskede, men hun havde anelser, den gyldne hoppe; og ofte var hendes anelser ganske korrekte.

,,Du spraglede Djange. Sommetider kommer det, som man ønsker aller mest, først til syne når man stopper med at lede”

Sagde hun, nærmest fjernt. En tanke slog hende, for længe havde hun ledt efter en anden sjæl, hun ikke havde set længe. Ikke siden hendes ankomst, nærmest. Men hun havde stoppet sin søgen, og håbet om at denne sjæl en dag ville finde hende, var endnu i hendes krop; og alligevel frygtede hun, at hendes egne ord ikke gjaldt hende selv? Hun lod derpå sine tanker begraves og hendes fulde opmærksomhed hvile imod Djange, der af en eller anden grund lod til at have begravet hængelåsen til hans indre, og havde bladret op på indholdsfortegnelsen. Illana, var dog ikke skabt til at læse hans bog, det var hun ikke, og derfor prøvede hun ej at fortsætte læsningen, men lod det være op til ham, om hun skulle se mere. Derpå slog hun kort med hovedet, inden hun trådte et skridt til siden.

,,Djange, vil du følge mig ned af stranden? Måske kan lidt bevægelse, få tankerne til at glide imod andre emner, mindre følsomme emner.”

Foreslog hun da; for hun kunne mærke, hvordan dette emne tog på både hende og ham. Det at savne, bragte både håb og frygt, og stemningen imellem disse to sjæle, var gået fra at være anspændt, til skrøbelig. Og måske endda for skrøbelig? Det var måske på tide, at stemningen fik et nyt støttepunkt, således at den kunne vendes til noget stabilt, frem for skrøbeligt. Det kunne jo være, at de to sjæle kunne komme ind på livet af hinanden, med tiden?

Det var utroligt så meget han egentlig havde skubbet denne gyldne hoppe fra sig, lige fra dag et af. Han nærmest skammede sig, mens hans mule stille havde slået en rynke, ved bare tanken om hans opførsel. Han havde altid set sig irriteret på hende, som var hun hans irriterende moder der altid irettesatte ham. Men Illana var hverken hans moder, eller irettesat ham. Aldrig havde hun gjort sådan overfor ham, og han så ikke at hun nogensinde skulle gøre det, slet ikke som det så ud nu. Hendes ord lød og stille havde hans øre på ny gledet ud, lyttende; mens hans øjne dog forblev kolde og tomme, som de så direkte og næsten stirrende i hendes ravfarvede øjne. Han var atter anspændt, trods hans indre var mere blødgjort, hvis det da ikke altid var det. Han nikkede stille, mekanisk, en smule tiltagende for hendes fulde råd hun havde bekræftet til fulde nu.

Inden længe åbnede den lyse mule sig på ny, og hans øre gled atter ud. Hun ønskede ham med ned mod stranden. Han kunne ærligt talt ikke se hvorfor han skulle have lyst til det, men alligevel havde han det! Han rankede sig en smule op, mens hans øre atter gled tilbage, parallelt med det andet øre der hvilede tilbage ved den fyldige mørke man. Hans øjne gjorde optakt til at misse sig, mens de krystalblå øjne atter holdte fokus i hendes øjne. Lyset trak meget i hans opmærksomhed, men han havde efterhånden fået styr på sin trang.

”Gerne Illana.”
Havde hans hæse og intense stemme lydt, tonløst. Endnu som var han fuldstændig ligeglad, som var hans mening ligegyldig selv for ham. Til trods for han virkelig gerne ville. Korte, få og betydningsfulde var de få ord han havde sagt, og for at understrege sit svar, plantede han den denne hov foran sig, en smule afventende på om hun ville vende rundt så de kunne drage ned mod strandens sand.

Den gyldne hoppe, Illana, lod sit hoved glide let på sned imens hun afventede hans respons på hendes ord og forslag. Der gik lidt, hvor der stort set ikke var nogen reaktion at spotte på den spraglede hingst, men så pludselig kunne hun ane en form for velvilje, og da hans stemme så brød frem, kunne man spore en lille overraskende reaktion hos den gyldne. Det var ærligt talt ikke fordi, at hun følte at han brød sig om hende, men alligevel virkede hans ord langt mere oprigtige nu, end tidligere. Det føltes som om han ønskede at dele tiden med hende, og da han satte en forhov frem for at begynde deres vandring, drejede hun smidigt om sig selv og satte i en naturligt yndefuld skridt af sted mod vandets kant. Hun mimrede let med mulen og lod et smil vises til den bjergvandrende Djange, et oprigtigt et. Hun var glad for, at han ønskede at tilbringe tiden med hende.

,,Djange, selvom vi har mødt hinanden et par gange efterhånden, har vi egentlig aldrig rigtig fortalt om os selv. Jeg vil gerne fortælle dig lidt, om mig selv, hvis du vil lytte.”

Startede hun, med den yderst feminine og unikke stemme. Hun strøg ganske let igennem sandet, mens Lyset om hendes hals, begyndte at stråle i et virvar af forskellige nuancer, som reaktion på hendes glæde og overraskelse over, at han egentlig bød sig selv denne gang. Hun fortsatte da sin påbegyndte fortælling, hvis man kunne kalde det det.

,,Du kender mit navn og oprindelse, men ikke meget mere. Der er sket så mange ting, med mig, siden jeg er kommet hertil og det har formet mig en del. Jeg er en hoppe, der holder mit ord. Jeg nyder at møde nye, og jeg elsker den udfordring der ligger i at lærer andre at kende. Samtidig er jeg en der begår fejl, som alle andre. Jeg er ganske enkelt dødelig, som du; men jeg har mødt Lyset. Lyset skænkede mig en opgave, jeg udførte og nu står jeg med et ansvar for at passe på Lyset i Andromeda. Og derfor har jeg denne”

Hun lod mulen falde ned imod sit smykke, der kærtegnede hendes hals. Hun havde opfattet hans nysgerrighed herom, for timer siden, men nu hvor han havde vist hende noget, hun ikke havde set før, åbnede hun op. Helt op. Og derfor delte hun denne viden med ham; fordi han var værdig hertil.

,,Lyset har evner, jeg kan bruge. Jeg kan beherske en kugle af Lys, der både lyser op i mørket og afgiver varme.”

Derpå lod hun sin stemme ophører og en lille lyskugle frembringes over hovedet på de to sjæle, alt imens de fortsatte ned af stranden. Hun valgte at tie nu, for at lade Djange reagere på det hele. Sluge hendes ord. Og dermed forholde sig til dem.

Hoppen Illana virkede tilmed en smule overrasket, efter hans svar og reaktion. Som havde hun ikke forventet at han gad hendes selskab, havde lysten til at dele et selskab med hende. Men sådan var det jo egentlig ikke, også selvom han måske havde virket sådan længe. Personligt vidste han ikke om han skulle blive fornærmet eller være beæret over dette reaktion, for troede hun virkelig at han kun var en kold sjæl der var ligeglad med alt og alle? Af ren reaktion missede han de kolde og tomme øjne sammen, men kun for en kort, kort stund. Hun smilte, oprigtigt; helt så noget poppede inden i Djange. Som om at dette var det eneste der skulle til for at understrege at deres forhold til hinanden, var på vej imod et nyt stadie; et bedre et, måske mere åbent. For som sagt, hvorfor havde han egentlig været sådan mod hende altid, Illana havde aldrig gjort ham hverken ondt eller uret – tvært imod.

Hans blik spærrede sig hurtigt op, så snart smilet havde brudt hans skepsis, før hun derpå kort havde sagt en række ord. Samtidig bed han sig hurtigt mærke i hvordan lyset om hendes hals lyste mere op nu, som om hendes humør påvirkede denne tingest der hang om hendes hals. Den tingest han intet vidste om, som fascinerede ham, såvel som den skræmte ham.
Det ene gråbrune øre var straks gledet let ud til siden, for at understrege at han lyttede til hendes ord. Dog forblev hans blik endnu koldt, tomt; tilmed dødt kunne det se ud; mens de atter fulgtes side om side mod stranden. Hun havde ret, hun kendte som sådan intet til Djange, såvel som han ikke kendte til Illana. Så snart hendes ord havde lydt, lå begge øre atter tilbage, før et yderst mekanisk men alligevel ærligt nik havde været på tale fra hans side af.

Han fulgte roligt ved hendes side, mens deres hove trådte sig vej i en uregelmæssig og forskudt takt gennem sandet under dem. Natten var mørk, mens stjernerne glimtede; vinteren ville snart være på vej, men endnu nu kunne de nyde alle glæderne ved efteråret.
Illanas blide og, for Djange, varme stemme lød roligt. Som sædvanlig blid et ord formet efter det andet, og egentlig virkede ordende en smule ligegyldige og uden pointe; til hun pludselig nævnet ordet Lyset første gang. Skønt hans ene øre var gledet roligt ud til siden lyttende, på den endnu ranke og anspændt holdte brogede hingst, spærrede øjnene sig nu en op fra den også missende form han bar, som regel under andres fortællinger. Han tilmed løftede et ikke-eksisterende øjenbryn, mens han lidt diskret skævede ned på lyset, før han atter plantede det kolde og tomme blik på Illana igen, hendes mørke øjne. Hun forklarede hvordan hun havde klaret en opgave, og derpå fået tildelt denne tingest, hvilket Djange fandt en smule mystisk? Igen missede de krystalblå øjne sig en smule anseende og skuende sammen, mod Illana; mest fordi han var spørgende. Han forstod ikke dette, hvad det indebærer.
Som sædvanlig var han for hurtigt til at dømme, for kort efter hendes korte kærtegn af denne tingest, åbnede hun atter mulen, forklarende. Hendes ord virkede uvirkelig og ikke til at tro; så en smule forbavset stirrede de kolde og tomme øjne sig blindt på tingesten om hendes hals, før han halvt stoppede op i deres vandring. Han helt veg det fine og lodretholdte hoved lidt, fik dit den højtstillede hals til at se mere opspændt ud end når han normalt bare spændte op i den. Evner? Kunne det passe? Direkte skeptisk missede han øjnene, mens en svag undrende rynke formede sig stille på den lyserøde mule. Ørene trykkede også stille på sig, før han hurtigt tog skridt frem igen for at følge hende endnu engang.

”Kan det virkelig passe?”
Havde været hans eneste ord, hæse og intense, tonløse; tilmed hviskende. Han indrømmede blankt overfor sig selv hvordan sådanne noget fremmed noget skræmte ham. Ikke fordi det var farligt, nej, fordi han ikke vidste om det var farligt. Han var direkte uvidende på dette punkt, hvilket han hadede så inderligt at være.

Nattens idyl havde indhyllet dem nu, og mens stjernerne vågede over dem, vandrede de i hver deres taks igennem sandet; som to stykker musik der forsøgte at finde en fællestone at spille i, vandrede deres hove. Somme tider ramte de en fælles takt, og så gled de ud af den igen; men blot var deres bevægelser deres og ej forenede.
Illana strakte halsen en smule frem, for at slippe et mildt prust - hun kunne fornemme hvordan den skepsis, som Djange havde det med at udvise overfor nye ting, voksede sig frem igen, om end endnu større end den førhen havde været i den gyldne hoppes selskab, og i stedet for at tage hans skepsis på sig, direkte, lod hun den blot passere. Da hendes hals havde indfundet sig i en passende afslappende stilling, let strukket og sænket, lod hun sine øre vippes imod Djange og et lille smil fandt vej til hendes smalle mule. Hun nikkede kort, til hans ord, der bar den toneløse klang, som var han bedøvende ligeglad med hvad hun havde sagt - dog vidste hun at det modsatte gjorde sig gældende.
Snart fremmanede en lille kugle sig et par meter foran de to heste, der endnu bevægede sig. Den blev skabt ud af ingenting, så det ud som om, og de lysende stråler, som kuglen var dannet af, klyngede sig om hinanden og blev gradvist større og større, indtil kuglen havde indtaget en passende størrelse på godt 30 cm i diameter. Kuglen stod et øjeblik stille, i luften, inden Illana lod den svæve ned imod Djange og lade den kaste sit svagt varme lys imod hans grå skind; en behagelig varme hvis blot man da tillod den at blive bemærket, for stærk var den ej. Da den havde fundet sig en plads over Djange, lod hun den kredse om hans hoved, hvorefter den søgte op ved deres front igen og drev langsomt fremad i takt med deres tempo, så den kunne lyse deres vej op. Illana vendte derpå de ravfarvede øjne direkte imod Djange, en anelse veltilpast.

,,Så sandt som det kan være, Djange.”

Sagde Illana sandfærdigt. Hun fandt det absolut ikke nødvendigt at fortælle mere om sine evner, eller for den sags skyld bevæge Lyskuglen endnu mere - hun havde en idé om at Djange havde forstået hvad det hele gik ud på. Hun puffede kort imod ham - ja, selvom han så ofte havde vist han ikke brød sig om det, men hun tillod sig det, af en ganske enkelt grund. De havde åbnet sig overfor hinanden, og nok ville dette være en af de eneste gange Illana nogensinde ville komme til at røre den grå bjergvandre, så hun tog sig chancen. Hun anså langt fra bjerghingsten blot som en bekendt, men efterhånden som en venskabelig figur i hendes liv.
Hun fortsatte lidt, inden hendes hoved blev drevet imod indlandet; noget trak i hende, det kunne hun mærke. Lyset lod han langsomt brænde ud, inden hendes hoved atter blev vendt imod Djange.

,,Djange, jeg bliver nødt til at forlade dig her. Det har været en utroligt berigende aften, og jeg er beæret over at have delt den med dig. Jeg håber snart at vore veje kan krydses igen, og da vil jeg fortælle dig meget mere, hvis du vil vide mere, du bjerggrå hingst. Og indtil da, må du have det godt”

Den gyldne hoppe nikkede ganske elegant for sin partner, inden hun satte kursen imod indlandet. Hvad der havde fanget hendes opmærksomhed, vidste hun ikke - men hun følte for at søge det; og som altid skal man stole på sine instinkter. Her skilte deres veje - men det var nok ikke sidste gang de to sjæle rendte på hinanden.

[Tråd afsluttet - Out]

Såvel som stjernerne blidt glimtede over hovederne på de vandrende sjæle i sandets kolde favn; med kurs mod det utæmmelige vand der atter brusede op mod land, uden at komme nogen veje. Lige såvel havde Djange både svært ved at indse og acceptere det Illana havde sagt. Om den brogede hingst havde mistillid til hoppen og hendes ord, var svært at sige; men uvidenheden omkring alt dette, dette som så langt fra faldt ham naturligt, skræmte ham. Den gyldne hoppe så dog ikke ud til at lade sig påtage af hans skeptiske mine over hendes fortælling, hendes forklaring – at hun muligvis havde åbnet sig for ham. Hvis da disse ord var sande? På den anden side havde Djange selv svært ved at modargumentere det hun havde sagt, for trods af alt, kunne han jo se lyset; så han måtte vel tro på hvad han selv så? Måtte han ikke?..

Illana sænkede nu hovedet og undlod et prust, mens Djange roligt fulgte hendes side. Han havde dog skævet til hende med det kolde og tomme blik og spottet et smil over den smalle mule på Illana, før han standhaftigt havde indfundet sig med blikket vendt frem endnu engang. Det gav et lille stik i ham, rørte ham; alt imens tankerne begyndte at buldre næsten overdøvende, på den ellers stille færd de var på. Men straks skete der noget!..

Det var med opspærrede og stirrende øjne, at Djange tilmed stoppede halvt brat op, før han atter trådte tøvende, men målrettet frem som før. Næsten som et spind af levende stråler, i mørket fremme for dem, nærmest sprang ivrigt og i glidende bevægelser ind i hinanden. Søgende og kærtegnene så det næsten ud. Han undlod et meget dæmpet fnys, tilmed forskrækket da de kom nærmere. Kort skævede han til Illana, før hans muskler spændte op og nærmest stivnede i hans gang. De påbegyndte en kreds om hans hoved, og med helt nedlagte øre, der for første gang udviste nervøsitet frem for arrighed, var at se. Hans øjne var dog endnu kolde og tomme; direkte døde at se i, mens han tilmed sakkede lidt bagud i forhold til de få skridt han tog mens dette lys var ham nær. Hurtigt var dette dog ovre; og de søgte frem, og derpå bevægede sig videre frem for de to sjæle, mens de oplyste vejen. Først nu, kunne Djange fornemme hvordan kulden løb ind over hans ansigt igen. Som havde denne lysende kugle afgivet en varme, blot en smule, og for ham havde den ikke været at mærke før den var forsvundet igen. Han skævede atter til Illana, mens han endnu var yderst anspændt af holdning. Hans øre lå endnu skeptisk helt i nakken, mens han atter så mod lyset der viste vej; og så Illana igen.
Hun så på ham med de ravfarvede øjne veltilpas; mens han svagt selv følte en mindre tryghed fra hendes blik. Stille gled hans ene øre ud til siden, lyttende mens hun talte. Han nærmest sank en klump, diskret, mens de krystalblå øjne atter så imod lyset de fulgte; som nu langsomt virkede tilmed dragende? Betryggende, som var det lig Illanas ravfarvede øjne.
Blødt, varmt; blidt føltes det, da han kort skævede imod noget der berørte hans skulder. Det var ikke en hemmelighed at han var direkte rundt på gulvet nu. Han havde åbnet sig en smule og det samme havde Illana så sandelig også! Hvilket havde været en mindre stor omvæltning med alt dette der var sket i de sidste par timer der var drevet forbi. Den lyse mule der berørte hans skind, fulgte han langs næseryggen og op i hendes øjne, hvorpå hendes hoved blev trukket tilbage fra hendes puffende entre imod hans skulder. Han missede stille de kolde og tomme øjne en anelse sammen, mens en svag gnist havde slået sig i hans blik. Kort; men svagt synlig, af ren og skær varme. Hun var kommet ham nær, det var nu… Selvom det ikke var helt til at tro?

Lyset svandt dog ind nu, og Illana vendte på ny hovedet imod den brogede hingst, der langsomt havde indfundet sig med det hele. Mere eller mindre… Mens hans øre nu lå tilbage, mere roligt; og øjnene stille havde spærret sig op igen. Mulen var endnu blegnet ud, mens det ene øre på ny gled ud for at lytte til hendes ord. Stille indgød et mekanisk nik, mens han stille skævede imod den lyskugle der allerede havde brændt ud i mørket.

”Illana, jeg er målløs; men takker Dem alligevel. Må lykken være med Dem og lyset, til vi ses igen.”
Hans stemme var intens og hæs, men atter tonløs som den hele tiden havde formået at være. Dog mente han hvert et ord, dybt ærligt – til trods for det kolde og tomme blik da heller intet sagde. Her skiltedes deres veje, idyllisk; mens han selv drog videre mod havets brusene, og uendelige uduelige forsøg på stryge længere op på bredden.



[OUT]