At the seashore

Den gyldne hoppe, Illana, vandrede atter engang langs den lange strand, hvor horisonten var uendelig. Uanset om hun skuede ud over det blå ocean, eller ned langs den lyse strand, så kunne hun se så langt, som hendes øje var i stand til, hvilket var ganske fascinerende. Hun brummede sagte; såret på hendes hals var nærmest helet op, og forhåbentlig ville det ej efterlade hende ar. Hendes tanker omkring Seth, der havde givet hende dette sår, havde hun endnu ikke fået på plads, og hun vidste at der ville gå nogen tid, forend de ville ligge der. Hendes tanker. Hun rystede kort den gyldne krop, og hals, hvor Lyset hang omkring. Det havde endnu genfundet den lyse og klare nuance, som det skinnede med og det havde lettet Illana; den sorte farve det havde fået, ved mødet med Seth, var en farve hun aldrig håbede det skulle få igen.
Hun vippede da ørene imod himlen da en flok fugle, måske på træk, fløj over hende. Et smil dannedes på den gyldne hoppes mule; hun var fri. Fri som fuglene, selvom typer som Seth skulle dukke op. Hun ville kunne klare det, hun ville kunne beskytte det hun hold kært, Lyset; uanset hvad. Hun sukkede lettet, inden hun drog videre ned af stranden med en fornyet ro; men hvad dagen ville bringe, det vidste hun ikke.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den stille dag, lå smukt over hovedet på Djange. Dette afholdte dog ej den stive og ranke holdning, som efterhånden så ud af noget med de muskler han havde fået opbygget gennem årene i dette land. Tænk at han nogensinde skulle være i stand til at kunne acceptere dette land; hvis han da overhoved gjorde dette endnu? De kolde og tomme øjne, prydet med den krystalblå farve, så sig uendeligt frem i horisonten. Han havde forsømt sit hjem på Enophis den sidste tid; det var på tide at drage tilbage snart.

De nedlagte øre var dog stadig opmærksomme på hver og én farer; men straks! En duft, og en bekendt en af slagsen brød ind i de lyserøde næseborer. En rynke slog sig på den lyserøde mule, mens Djange hurtigt vendte det lodretholdte hoved på dne spændte hals. Ganske rigtigt! En duft af mild forårsregn; beklædt med den gyldne skikkelse; Illana. Djange stod stille et kort sekund. Hoppen så anderledes ud? Det lys, den tingest om hendes hals! Djange pressede skeptisk på de nedlagte øre, mens de kolde og tomme øjne så utrolig direkte imod hoppen, før Djange præcist og fattet vendte fronten imod denne vandrende skikkelse; og derpå indlod et hilsende og respektfuldt nik i den stive og ranke holdning.

Den gyldne hoppe, der vandrede I sit eget sind og verden, lagde I første omgang ikke mærke til den spraglede Djange. Det var først da duften ramte hende næsebor, og lyset begyndte at ændre karakter, at den gyldne hoppe opfangede at der var andre til stede. Hun drejede sit hoved og blev mødt af blikket fra Djange, inden han vendte sig om imod hende og sendte et nik i hendes retning. En anelse forundret over at se bjergvandreren så langt fra sit hjem, stoppede hun op. Der gik dog ikke længe, førend hun gengældte nikket respektfuldt og yndefuldt, sådan som det lå til hende. Hun smilede derpå for sig selv, inden hun begav sig gennem det bløde sand, imod den spraglede hingst. Sandet kælede sig op af hendes koder og prøvede ihærdigt at hænge fat i hendes endnu korte sommerpels; som ønskede det et besmykke hende så meget det kunne.
Da Illana nåede indenfor acceptabel afstand til den spraglede, stoppede hun op og afgav endnu et hilsende nik imod ham, for at bekræfte at hun ønskede hans selskab, og ikke blot ønskede at drage videre.

,,Goddag du spraglede Djange, hvad bringer dig til havets horisont?”

Spurgte den gyldne hoppe ganske nysgerrigt. Hun kendte ikke meget til Djange; andet end han boede i bjergene, og hvordan hans adfærd kunne være. Hun rakte prøvende og forsigtigt mulen fremad imod ham, for at se hvor hans grænser lå, endnu engang. Meget kunne være sket på den tid, de ikke havde set hinanden - Og meget var sket. Illana bar nu lyset om sin hals, med stolthed.

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den gyldne Illana; prydet med den bløde duft af mild forårsregn; men nu også udsmykket med denne tingest. Denne genstand, som da lyste op omkring hendes bringe. De kolde og tomme øjne var ej tilbageholdne, mens de nærmest stirrede sig blindt på dette hals smykke. Aldrig havde Djange set noget lignende, og skeptisk slog der sig da atter også en rynke over den lyserøde mule. Jovist var der vel nysgerrighed til, men lige så vel afsky; afsky over noget han aldrig i sit liv havde set?

Hoppens lyse stemme, som han huskede den, talte nu og da, efter at være nået indenfor rækkevidde; skønt Djanges øre atter lå ned. Som de nu altid gjorde. Djange slog lidt hurtigt til kolde og tomme krystalblå øjne op, mens de så sig meget direkte i Illanas mørke brune. Let missede han øjnene en smule anseende sammen over hende. Før han hurtigt skævede til smykket endnu engang. Atter slog han blikket op, og spændte en smule i den efterhånden stærke hals, som atter holdte meget af den ranke og stive holdning.

”Goddag Illana. En sølle hjemrejse tilbage til Enophis.”
Lød Djanges hæse og intense stemme svarende, tonløst. Mens han i takt med sine ord, pressede en smule mere og mere på de nedlagte øre, missede øjnene mere og mere, samt rynkede mere og mere advarende på den lyserøde mule. Over hendes ønske om berøring med Djange…

Den gyldne hoppe, der var trådt an foran Djange, lod sit blik fordybe sig I hans. Hun afventede både reaktion og svar, og det kom efter lidt, hvor Djanges øjne havde hvilet på hendes smykke, som hun bar om sin hals. Hun smilede kort og trak derpå mulen til sig igen; det var tydeligt, at den spraglede Djange ikke havde ændret sig med hensyn til berøringer. Han ønskede hende ikke tæt, men nok derimod på afstand. Illana prustede dæmpet og nikkede kort, da hans ord havde lydt.

,,En sølle ligefrem? Hvorfor er det sølle, at bevæge sig rundt i landet?”

Spurgte hun da og alt imens lagde hun hovedet let på sned. Det lod ikke til at Djange fandt sig tilpas andre steder, end i de bjerge han yndede at kalde sit hjem. Hun tog et par skridt til siden, den gyldne hoppe, inden hun satte i en cirkel omkring ham, mens hun studerede ham ganske nøje. Ellers forblev hun tavs, mens hun afventede, om han ønskede at snakke yderligere, eller om hans sølle hjemrejse skulle fortsætte?

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Den gyldne hopper, forstod som sædvanlig hans advarende signaler. Hun var ej dum, det var hun ikke. Det havde Djange dog heller aldrig påstået, tvært imod. Men denne tingest, denne lysende tingest, satte tanker i værk hos denne Djange. Hvorfor mon hun bar denne lysende genstand? Kunne den noget? Tankerne for af sted i Djanges indre, mens spørgsmålene blot blev flere og flere. Roligt, som hoppen havde trukket mulen til sig igen, så han ud som før. Mulen var ej rynket mere, men glat. De kolde og tomme øjne, nærmere spærret op igen, mens ørene stadig lå tilbage, men ej presset nu. Illana talte nu, og roligt lyttede Djange til hendes ord. Det ene øre gled halt ud til siden, blot for at understrege at han faktisk lyttede til hende, mens de krystalblå tomme og kolde øjne, atter så meget direkte på hoppens mørke øjne.

”En ligegyldig rejse.”
Konstaterede Djange med den hæse og intense stemme, tonløst. Mens hans øjne blev misset en anelse sammen, måske endda en smule udfordrende? Anseende. Djange var ikke selv helt sikker? Men sikker var han, på det faktum af at Illana havde misforstået. Blot var denne rejse, sølle, ligegyldig; da det ej var nødvendigt for Djange at drage hjem lige nu og her. Det skulle blot overstås, før eller siden. For at drage omkring i selve landet, var ej sølle! Tvært imod. Kun ved at drage omkring, havde han rent faktisk fundet noget i landet som gjorde ham tryggere og tryggere for hver dag.

Hoppens blide hovslag imod underlaget under dem, gled af sted som hun havde sat i en cirkel omkring ham. Djange pressede da på ørene, en smule advarende. Han brød sig bestemt ikke om dette; det havde han aldrig gjort. Sjæle der på den måde kredsede omkring andre individer, sammenlignede han med dominans. Djange forblev stift; med en svag advarende aura om sig, mens Illana kredsede. De kolde og tomme øjne, så sig direkte på Illana; på smykket. Som var det, det eneste han så, når hun var ude for hans syn.

Illana, den gyldne hoppe, lagde hovedet let på sned, med et lille smil. Da hun havde rykket sig tilbage for Djanges signaler, lod det til at han faldt en smule mere til ro, hvilket Illana vel havde det bedst med, selvom hun vel gerne ville prøve at se, hvad der gemte sig bag hans grænser. Hun havde mødt bjergvandreren før, og havde fundet sig i at blive guidet rundt, udenfor grænserne. Men hendes nysgerrighed omkring Djange, var skam ganske stor, og derfor ønskede hun at se ham, og ikke hans facader.
Hun prustede dæmpet og vippede ørene helt frem. Hans ord var få, og intetsigende vel, men Illana forstod at han ikke ønskede at uddybe. Hun nikkede blot kort, som tegn på hun havde hørt hans ord. Den gyldne hoppe var skam stoppet op igen, fra sin kredsen omkring Djange, og nu stod hun nærmest ved hans side.

,,Djange, hvad har du lavet på det sidste?”

Spurgte Illana så, for at dreje emnet lidt væk fra selve den rejse, han var i færd med at udfører - Hans hjemrejse til hans bjerge. Illana havde ikke selv været deroppe siden hendes færden med Djange, da hun ikke følte bjergene som et sikkert sted at færdes alene. Hun prustede atter dæmpet og lod sin hals, der stadig bar svagt præg af at have været blevet bidt i, sænkes. Hun ønskede ingen magtkampe i selskabet med Djange; så hellere blot lade ham blive på den høje stol. Selvom Illana dog ikke så ham, som en overmand, kunne der være taktik i at behandle ham således - For ligemænd, der ikke var på talefod, fandt altid noget at skændes over. Illana smilede let og vippede ørene lyttende imod ham. Havde han lyst til at dele noget, omkring sit liv i landet, med hende?

Djange



Illana som ej kredsede mere, fik atter Djange på et mere roligt plan, skønt han stadig stod rankt og stift foran hende; som han jovist altid gjorde. Men hoppen gav så sandelig ikke op, for endnu et spørgsmål lød. Denne gang, et Djange rent faktisk kunne bruge til noget. Roligt havde Djange ladet det ene øre glide let ud til siden, blot for at understrege sin opmærksomhed og at han lyttede til hende. Roligt gled det på plads, før han så sig meget direkte på hendes mørke øjne, med sine egne krystalblå, tomme og kolde.

”I al den tid vi ej har været på talefod; har jeg fået mig et afkom.”
Lød Djanges hæse og intense stemme roligt, samt tonløst. Selvom det var som om, at denne gang lå der noget bag. Nemlig stolthed. For stolt var han! Svagt kunne han mærke hvordan det boblede indeni ham, en svag smerte som han efterhånden havde kendt megen til i dette land. Selvom det var svært at tro, havde dette land bragt ham utrolig megen glæde, og tilmed lykke.

"... men jeg kan se at De har været oppe at slås, Illana?"
Lød Djanges stemme hæst og intenst, konstaterende, ydserts tonløst så. Mens Djanges tomme og kolde øjne blev misset en smule skuende sammen, mens han nu fokuserede på det sår han allerede havde bidt sig mærke i på den gyldne hoppe. En svag rynke slog sig også over hans mule.

Den gyldne hoppe, der nu stod ganske tæt ved den spraglede Djange, men uden at være trådt over hans afgrænsede zone, lyttede faktisk ganske forundret, da han begyndte at snakke. Han havde fået sig et afkom; han havde udvalgt sig en hoppe, der var værdig nok og dermed havde han fået stiftet sig en familie. Illana prustede dæmpet, inden hun lagde hovedet på sned. Der lå en stolthed over ham, der var så tydelig at selv den blinde ville kunne se den, og det fik den gyldne hoppe til at smile let. Den spraglede Djange lod ej til at være en, der nød at vise sine følelser, men lige med dette var det anderledes. Hun hævede da hovedet lidt, da han kommenterede på det sår, der stadig kunne anes på halsen af Illana. Hun mimrede kort med mulen og nikkede så.

,,Man kan vel ikke kalde det at slås, præcist. Nok nærmere blive slået på, Djange. Jeg var oppe at toppes med Seth, den ravnsorte hingst, og grunden hertil kender jeg ikke. I hvert fald må jeg have trådt forkert i vores dans og jeg måtte betale prisen”

Sagde hun dæmpet, men flyttede ikke sit blik fra den spraglede. Hun havde en formodning om, at han ville se det som værende svagt, at kun hun havde været ’offeret’ i den kamp hun havde været involveret i, og ikke havde formået at slå igen. Den gyldne hoppe havde dog simpelt aldrig lært at slås, og derfor havde hun prøvet at bakke ud, og havde taget et grimt sår med sig på vejen.

Djange



Smilet over Illanas mule var tydeligt, som respons på hans stolte følelser der vidst var blusset ud over bare det indre af hans karakter. Djanges krystalblå øjne, så atter koldt og tomt til som den gyldne hoppe forklarede sig vej ud af dette sår, denne afmærkning på hendes hals. Den lyserøde mule slog sig en skeptisk rynke, mens de krystalblå øjne blev misset en anelse anseende sammen. Tankerne fór igennem Djanges indre, med dette navn, syntes bekendt. Dette var det navn Athene også havde betroet ham med. Denne sorte ravn… Djange kunne ej tilbageholde en svag undren omkring hvad mon denne hingst egentlig foretog sig når han sådan traf nye møder?

”En sort ravn…”
Var det eneste Djanges hæse og intense stemme, tonløst indskød efter Illanas tale. Djange pressede let på de allerede nedlagte øre, for ham var denne Seth endnu ukendt, men med alle disse sjæle i dette arme land, mon ikke om denne Seth var en af de sjæle han også ville støde på.

”… en dans siger De? Måske ligefrem et spil Illana?”
Konstaterede Djanges hæse og intense stemme, tonløst, mens de kolde og tomme øjne atter så direkte i hendes mørke. Dog lå der svagt en spørgende mine under denne sætning, konstatering.

Den gyldne hoppe trådte et skridt fremad, efter at have fortalt om Seth. Djange havde lyttet, det var tydeligt, og der gled en ny tænksom og aflukket mine over hans ansigt. Illana var virkelig ikke sikker på, hvor hun havde Djange, fordi han konstant lukkede af. Det var egentlig ikke fordi, hun følte sig vildt godt tilpas i hans selskab, men sommetider var den ene part blot indelukket, og han var en af ekstremerne. Hvad der i sin tid havde fået ham til at blive sådan, var noget den gyldne hoppe overhovedet ikke ville betænke.
Hans ord hørte hun skam, og den spørgende tone, der egentlig dækkede over en konstatering, fik Illana til at vippe ørene en smule bagud.

,,Et spil, nej Djange. Det ville være forkasteligt at kalde det, at måde et nyt individ, et spil. Det er hverken om at vinde eller om at tabe; for uanset hvordan det ender, er man blevet beriget på en eller anden måde. Derfor vil jeg hellere kalde det for en dans, da en dans går ud på at forene to sjæle i den proces, hvor man lærer hinanden at kende. Jeg tabte ikke, jeg trådte forkert. Og selv Seth ikke ville give mig en forklaring på, hvad jeg gjorde forkert, så ved jeg, at noget må jeg have gjort, siden han reagerede på denne måde. Det er risikoen ved at danse Djange.”

Sagde Illana med en, nok for første gang, indelukket tone. Ikke fordi hun var kold i sit toneleje, som den spraglede Djange, men en skygge lå over den gyldne hoppe - For dette emne ønskede hun virkeligt ikke at diskutere med Djange. Hun følte ikke, at han nogensinde ville forstå det, der var sket; og derfor håbede hun, at han blot ville bide fat i det faktum, at den gyldne hoppe var blevet bidt af Seth og dermed lade det ligge. Især nu, hvor hun var kommet med sin udtalelse - Og havde forsøgt at lukke emnet ned på samme måde.

Djange



Den gyldne Illana lagde nu ørene en smule over Djanges konstatering; Djange rynkede svagt på mulen, mens han selv pressede en smule på ørene. Hun talte nu, med den lyse stemme hun bar’ – mens lyset om hendes hals så småt ikke tiltrak så meget opmærksomhed fra Djanges blik, som det havde gjort lige i starten af dette møde. Han havde vel vendt sig lidt til det, det ukendte og lidt blendende lys.

En lettere indelukket tone fra Illanas mule lød nu; det irriterede Djange, det gjorde det. Men ikke på grund af tonelejet, nej, det var nærmere hendes måde at afslutte denne diskussion på. Hun ønskede vel virkelig ikke at dette emne skulle nå længere, hvilket Djange selv kendte alt for godt? Så selvom han pressede en anelse på de nedlagte øre, og de kolde og tomme øjne blev misset en smule anseende sammen, som de så i Illanas mørke øjne; blussede en svag nysgerrighed nu alligevel op i hans indre? Hans mule forblev da blank, og ej rynket, mens han måtte indrømme at denne lille smagsprøve på en måske stadig ukendt side hos Illana, fornøjede ham. Ja, intet mindre end fornøjede ham, tilfredsstillede ham til en vis grad.

”Jeg forstår Illana.”
Var det eneste Djanges mule undlod, med den hæse og intense stemme der atter kun blev undladt med et tonløst leje. Meget informerende, og uden nogen snert af følelse der kunne tolkes til noget bestemt. Men Djange måtte indrømme, at til trods for Illanas måde at slutte denne på, ville han endnu gerne vide mere om denne Seth; det var trods af alt hans aller kæreste i dette land, som han vidste, havde truffet denne sjæl. Så tanken om at en sjæl som Illana, der så sjælland kom ud i konfrontationer af nogen slags, var tanken om hvor Athene så ud ved næste møde, en smule ubetryggende.

Den gyldne hoppe, hvis blik lå hos den spraglede bjergvandrer, prustede ganske sagte, i takt med at Djange’s attitude på én gang både blev mere afvisende og nysgerrig. Den gyldne hoppe havde afrundet den snak de havde før, på en måde hun hidtil ikke havde brugt i dette land. En smule afvisende. Hun havde fornemmet, at denne form for opførsel fra den gyldne hoppes side af, måske havde tiltrukket nysgerrigheden hos Djange, for ja, den gyldne hoppes liv var ikke blot smil og glade tanker. Hun kunne, som alle andre, blive vred og frustreret, bange og ønske sig væk for en stund, det skete bare sjældent. Og netop fordi han pludselig virkede blot en smule nysgerrig, forstod Illana ikke helt, at han blot accepterede hendes ord. Han satte ingen spørgsmål og kom med ingen kommentarer. Illana løftede forundret hovedet en smule, hvorefter hun lagde hovedet en smule på sned. Han lignede en, der trods hans kolde og ligegyldige ydre, alligevel havde et spørgsmål eller to, der lurede under overfalden.

,,Djange, jeg ved du ikke er den mest snaksaglige hingst og jeg ved, at du gemmer den snert af følelser du end måtte have langt inde i dit sind. Men Djange, hold endelig ikke dine spørgsmål tilbage, hvis du har nogen. Jeg ønsker ikke at diskutere med dig, mit sind har meget det endnu skal betænke og lægge på plads efter mit møde med Seth, men jeg vil skam gerne fortælle og svarer på hvad end du måtte ønske at spørge om - Så længe, at du da selvfølgelig vil lytte til det.”

Om Illana havde opfanget signalerne rigtigt, eller blot mistolket det udtryk der var gledet ind over den spragledes krop, det vidste hun ikke. Men hun afskyede ikke Djange og fralagde ham ikke muligheden for at vide noget om den gyldne - hvis det da overhovedet kunne have en interesse for hans ellers kyniske ydre.

Djange



Hoppen kom nu med en længere række af ord; som Djange egentlig kunne bruge til noget. Djange rynkede svagt på den lyserøde mule, en anelse skeptisk. Mens han pressede let på det ene øre, mens det andet så småt gled sig ud til siden, for at lyttede til hende, i al respekt. Hoppen her havde vel været ude for noget, som hun ej kunne kapere lige nu og her. Noget der havde mere eller mindre mærket hende… Eller tog Djange fejl? Mange tanker spring rundt i hans indre, mens han lyttede færdigt til hvad Illana nu og da havde og sige. Skønt var Djanges holdning atter anspændt, samt atter rank og stiv, mens øjnene stadig kolde og tomme.

Illana åbnede sig nu; på en anden måde end blot at være sød og høflig som hun da havde været førhen ved deres møder. Djanges lyserøde mule slog sig atter en rynke, vel for at trække tiden ud, mens tankerne bragede i hans indre, omkring og vildt. Skønt det ej var at se; for roligt så de krystalblå øjne atter til imod Illana, med det kolde og tomme blik.

”Illana, véd De noget om denne Seth?”
Var Djanges endelige ord, med den hæse og intense stemme der som altid formede så tonløse ord. Mens mulen let blegnede ud, og øjnene i stedet blev misset en anelse anseende sammen imod Illana. Egentlig lød hans ord ligegyldige, ligeglade; mens han faktisk var ret interesseret i dette svar.

Den gyldne hoppe, der befandt sig I selskab med den spraglede Djange, lod ørene glide en smule rundt i cirkler, lyttende og observerende. Djange, der ikke havde vist noget form for interesse, i hvert fald ikke direkte, under de møder hun havde haft med ham, lod dog alligevel til at have fundet noget, han kunne interessere sig for. Hans ord, der kom efter Illanas oprandt, omhandlede nemlig den sorte Seth, der havde givet Illana det sår, der endnu var tydeligt på hendes hals. Først vendte Illana ørene en smule tilbage. Det lod til, at Djange ønskede informationer om denne Seth. Måske, ja, måske havde Seth slået kløerne i Djange ligeså? Dog skulle det overraske Illana, hvis Seth havde fået magten over Djange, for at hvad hun kunne dømme, lå der et tykt og stærkt lag muskler under den spraglede pels. Hun brummede kort, i en mild, men knapt så ’villig’ tone, inden hendes blik mødte de blå øjne, som Djange havde.

,,Du spralgede Djange, jeg ved ikke meget om Seth. Jeg mødte ham, fik hans navn og lærte lidt om hans personlighed. Der er ikke meget at komme efter. Han er som en lukket bog, akkurat som dig selv, Djange. Seth er dog ikke bange for at ty til direkte vold, hvilket da gik ud over mig. Dog, skal jeg sige, at det ikke lod til at han gjorde det direkte med vilje. Hvilken form for magt, der hviler over hans sind, hverken vil eller kan jeg finde ud af. Så, Djange, det er hvad jeg ved om Seth. Jeg ved hverken hvor han holder til, hvem han kender, eller hvad hans planer med sin færden i dette land er.”

Hendes tone, var gledet over i en smule afvisende tone. Hun ønskede slet ikke at omtale Seth, på nogen måde, ligenu. Blot ligge afstand fra det faktum, at han havde angrebet hende. Og at Seth lod til at være det eneste, som Djange fandt blot en smule interessant, gik vel også den gyldne hoppe på, netop på denne dag. Hun rystede let den elegante krop, inden hun tog et par skridt til siden, for at lægge en smule mere afstand til Djange, alt imens hun afventede hans reaktion, på hendes ord. Mon de tilfredsstillede ham?