I'm bored, I need some fun!

Antheia

(Reseveret til Camie og Diego! ;D)

Antheias blik gled rundt på de forskellige bakker og træer der omgav hendes sider som store mure. Hun stod i en eller anden slags tunneldal og terrænet var ganske bakket. Mørket var faldet på og det var måske ikke den smarteste beslutning at bevæge sig herude. Det gode var dog at månen stadig kastede skygger ned i dalen, så hun havde lidt lys, til at se hvor hun gik. Hendes ører var fremme – det var sjovt det her! Men det skulle selvfølgelig passe at hun forvred sin kode, for ikke at kunne se en skjult rod. Men i øjeblikket var det meget sjovt at gå på det bakkede terræn. Hun stoppede pludselig og flappede ørerne ud til siderne. Hun måtte nok gå tilbage. Hvis der kom et stort dyr, så ville hun ikke være i stand til at flygte. Det eneste hun ville være i stand til, var at falde. Så hun traskede tilbage ud til det mere jævne. Hendes hoved var sænket skuffet – Hvorfor skulle hendes instinkter lige slå ind? Men så måtte hun jo bare finde en anden måde at have det sjovt på. Så derfor gav hun et lavmælt hoppet brum fra sig – Bare for at se om der var nogle i nærheden, før hun vækkede hele nabolaget ved at vrinske. Hun stoppede ved en stor væltet træstamme og kiggede rundt. Nåh, var der så nogle? Hendes hale piskede bag hende, irriteret over de små insekter der altid kom ud om natten. Hendes ører lyttede opmærksomt efter ændringer af lydene på denne stille nat.

Diego



Den knibende følelse over Diegos ben, var nu meget rar, som han selv nu kløede med tænderne over sit venstre forben, lige over den hvide sok. Græsset var en smule højt omkring ham, mens han lå der lidt på den store eng. Diego vidste nok godt et eller andet sted at de var farligt at ligge her på den åbne eng, midt om natten, kun med stjernerne og månen vogtende over ham. Men Diego syntes efterhånden ikke at have set nogen som helst form for farer siden han var ankommet til dette land. En svag brummen undkom fra hans mule, mens hans hvide mule mimrede let fornøjet. Men han kunne fornemme andre sjæle? Nogen som betrådte denne jord, den bløde jord under al denne græs på denne her store og uendelig lange eng. Diego hørte nu et prust, eller gjorde han?

Lidt ivrigt og ungt rejste Diego sig i et form for rejehop. Han rystede sig ivrigt, og en lidt anstrengt brummen undkom da også. Diego smilede bredt over sig selv, mens de unge øjne nu spejdede nysgerrigt rundt, efter nogen, efter noget. Var det en skikkelse dér i mørket? Diego slog et slag med det drengede hoved, ungt og kådt, inden han vendte omkring. Han kunne nu fornemme brunsten, og var ikke i tvivl om at en hoppe var inærheden. I en taktfast og lidt ivrig trav, fór hans fore lange ben af sted under ham, i en flot rummelig trav, imod denne hoppe. Med hejst hoved, fremadrettede nysgerrige øre, og sprudlende og energiske blikke.

Antheia

Antheias hoved drejede sig i alle retninger. Som ville det være lettere at opfange eventuelle prust hvis man så i alle retninger. Hoppens ører var fremadrettede og blikket vågent. Som sagt var det mørkt og hun følte sig altid mere udsat, når mørkets tæppe var faldet på. Men hun kedede sig og hun ville gerne underholdes. Ikke af sig selv, men af en anden. Hun strakte forbenet fremad, før hun satte fremad i skridt. Hovedet vuggede op og ned så manen fulgte med. Da en lavmælt brummen fangede hendes ører, stoppede hun og rejste hovedet. Hendes blik gled rundt, først den ene vej, så den anden vej, før hun så en skikkelse. Fra den her afstand kunne hun ikke helt vurdere farven, men hende selv kunne måske godt lyse lidt op i natten med hendes hvide pels. Der gik ikke længe, før Antheia besvarede denne hest med endnu et prust. Hendes ører var nu nysgerrigt fremadrettede og næseborene udspilede. Hun kunne høre den dumpe lyd af hove på græs imod sig, og hun brummede kort, og tog et skridt tilbage – i tilfælde af at hesten ikke havde en så god føling med, hvornår man skulle stoppe. Det kunne jo godt være at hun lige pludselig blev redet ned. Og så var hun altså ikke så tung, at hun kunne blive stående. Da hun blev en anelse utålmodig, valgte hun også at skridte fremad mod den fremmede hest. Hun gav endnu et prust fra sig, for at lade skikkelsen vide at hun var på vej. ”Hvem er det jeg har været så heldig at få besvaret mit prust af?” spurgte hun muntert, en anelse forsigtigt. Hun vidste kun alt for godt, hvor forskellige personlighederne var her i landet, så hun ville lige tage det lidt med ro til at starte med.

Diego



De lange ben, beklædt med hvide sokker bar endnu Diego taktfast over den bløde jord, beklædt med græs. Hoppen i det fjerne, lyste en anelse op, med den blandt andet hvide farve hun bar. En broget skikkelse, ville Diego have gættet på. Hans mørke øjne sprudlede energisk og nysgerrigt, mens ørene fortsat vippede opmærksomt fremad imod hoppen, som vendte og drejede lidt på sig det stykke væk. Hun satte nu selv lidt kurs imod Diego, og i en glidende bevægelse kom Diego ned i skridt. Stadig en smule ivrigt, og lidt for nysgerrig var hans tilgang af hoppen endnu. Med den unge og tilmed umodne aura, der lå omkring ham, nærmede han sig. En stemme lød i mørket, fra hoppen, og et par ti meters afstand fra hende, stoppede Diego pænt.

”Det er bare mig…”
Lød Diegos unge og drengede stemme, helt igennem ærligt og roligt. Mens hans mørke øjne sprudlede energisk og ungt. Ørene vippede opmærksomt imod hoppen, mens han holdte hovedet i en meget normal hejst position. Diego smilede bredt over den hvide mule, imødekommende, før han nikkede dybt i den smidige hals. Hilsende, imødekommende og yderst respektfuldt.

”… Diego.”
Afsluttede han sin startende sætning, så snart hovedet blev hejst op fra det bukkende og hilsende nik.



[OUT - Afslutter gamle tråde!]