Respekt, Accept; Aldrig tvivl..

I'm at the end, losing control
Trying to mend, this broken Soul
Give me one more chance, for me to show
How much I need you to heal my broken soul
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Vi står længe, med mulerne imod hinandens. Noget, jeg ikke er vant til. Den nærhed, og de mange følelser der ringer igennem min krop, og varmen. For slet ikke at tale om trygheden, som også opstår i mit indre. Vores øjne mødes ligeså, og i hans ser jeg nu et roligt blik, et livligt blik, og ikke blot et koldt og tomt blik som han ellers ofte ejer. Mine øre er vippet frem, i disse sekunder hvor v står sådan; for jeg er glad. Det er jeg.Da han trækker mulen til sig igen, gør jeg også, med rolige bevægelser. Men jeg holder blikket hos ham, og hans gnistre er stadig at finde, ligesom mine egne også stadig er eksisterende.

Mine øre er fortsat fremme, inden de af ren vande finder bagud igen, og den stolte holdning finder vej til min krop igen, mens mine næsebor kort dirrer af de mange følelser der stadig farer igennem min krop. Han er min far; og ikke mindst, så er han min ryg, min backup. Det er jeg sikker på. Og netop derfor kommer der endnu en tanke op i mit hoved.

,,Far? Må jeg bede dig om en tjeneste?”

Spørger jeg så afdæmpet, meget overvejende. Men inden han når at svare, åbner jeg igen munden for at sige hvad det er for en tjeneste jeg vil bede om.

,,Jeg vil gerne bede dig om.. at hjælpe mig med noget. Jeg vil gerne lære, at kæmpe. Forsvare mig selv.”

Mit blik falder i hans igen, og jeg ser meget afventende på ham, for at finde ud af om han synes jeg er underlig eller ej. Men jeg vil virkelig gerne have hans hjælp, for jeg tror umiddelbart at det ville hjælpe mig; og det har jeg måske lidt brug for, hvis flere kampe kommer i min fremtid.

Djange



Athene den unge, smukke hoppe trak da også mulen roligt til sig. Djange havde pludselig en underlig fornemmelse. En fornemmelse han havde følt før, som helt ungt føl. En følelse af fortabthed, som blev han forladt i det de slap den fysiske nærhed. Djange rynkede svagt på den lyserøde mule ved tanken; ikke blot ved egne oplevelser – men såvel Athenes. Hvad havde hun mon ikke været igennem efter Hawaet El Nour måske var blevet væk fra hende. Det var ikke til at sige? Måske havde livet været som en stor leg; jovist, frihed. Men såvel, havde hun også været alene, forladt, fortabt havde hun så ment nok følt sig! En ulidelig følelse, som Djange aldrig kunne tilgive sig selv.

Men Athene tiede ej, for en form for ydmyg bekendtgørelse lød fra hoppens mule; men før Djange nåede at besvare denne opfordring, lød et direkte spørgsmål. Djange rankede sig en smule, mens de krystalblå øjne, der stadig bar præg af liv, så sig i Athenes der lige såvel stadig gnistrede. Tænk at hun skulle spørge om dette; aldrig havde han drømt om dette. Det var vel en hver fars drøm, at belærer sit eget afkom om denne skik. Selv om ung føl, næsten plag, kan han huske hvordan hans far hjalp ham igennem de svære teknikker. Men Athene var hverken føl eller foler, nej hun var en ung hest, med egne styrker og muligvis også egne teknikker?

”Det ville være mig en ære Athene.”
Forsikrede Djange så med den hæse og intense stemme, ret så hurtigt efter selve spørgsmålet. Djange nikkede en smule dybere end han plejede i nakken, før det atter blev hejst op som før, i den lodretholdte stilling. Hans stemme var ej så tonløs heller, men stadig. Mens et svagt smil pludselig dukkede op? Skævt, og en anelse skjult over den lyserøde mule. Et splitsekund! Så hurtigt som det var dukket op, lige så hurtigt forsvandt det.



[OUT]
[Hvis det er, kunne det være ideelt at starte en kamp?.. Da det godt må være en venskabskamp! (:]

Spændt, er nok det jeg er, for hvilket svar han har tænkt sig at give mig. Jeg ved ikke, om han er af den opfattelse, at en ung og flot hoppe som jeg, nogensinde vil komme i nærkamp. Men med de få selskaber jeg har mødt, har jeg en idé om at hvis vi mødes igen, er det ikke sikkert det går stille for sig. Og jeg vil derfor gerne lære om det, lytte til min fader. Men jeg er ikke sikker på at han har lysten til det. Men jeg håber. For nok kan jeg godt selv nogle teknikker, men det er ikke ens betydende med at mine teknikker er voldsomt gode; og lige netop derfor, vil jeg gerne have hjælp. Se, hvad han har af teknikker og styrker, og måske selv få nogle af disse.

Da han svarer, lader jeg blikket falde direkte i hans blik, intenst og opmærksomt. Og han svarer heldigvis, at det ville være ham en ære, og ikke et simpelt nej. Mine øre glider da frem, roligt, inden de igen finder deres vante plads, skråt bagud imod min man, der er sort og fyldig, og som med tiden har vokset sig ganske langt.

,,Æren, ville være på min side”

Besvarer jeg ham så, med en mildere stemme end jeg før har brugt. For det ville være mig en ære, og det ville også være mig meget lærerigt. Svirper med den sorte hale, og ser ham roligt an. Vender så omkring, og ser bagud på ham, en indbydelse, til at vi måske skalfinde et andet sted, hvor andre sjæle ej vil bemærke os, og så måske tro at vi slås for alvor.

[OUT…. Jo, det synes jeg er en god idé Vil du starte en, eller skal jeg?(: ]