Where am I

..Where am I..

[/b][/center]
Den brogede hingst havde ligget i vandkanten og hvilet siden han var kommet hertil. Forbenene trukket til sig og mulen hvilende mod det ene knæ. Her har været stille de sidste par timer, og han havde brug for at ligge lidt. Især efter turen gennem vandet. Solen var så småt begyndt at gemme sig i havet bag ham.

Han løftede hovedet og lyttede rundt. Det var ikke fordi det lød som om der var flere end ham lige i øjeblikket. Han fik strukket forbenene så han endte med at sidde - ligesom ulvene gør. Derefter fik han resten af sin tunge halvvåde krop op at stå. Det meste af halen var drivvåd af de bølger der havde skyllet op langs hans krop. Ikke ind over, for det var han for høj til. Vandet var fint køligt og især når solen var så bagende varm.

Han rystede sig over og sendte vand ud i alle retninger fra under hans mave, halen og spidserne af den lange man. Han prustede dæmpet og lod blikket glide til den ene side og derefter den anden. Han tog et enkelt skridt fremad og dansede trippende mod højre, hvorefter han vendte sig og fortsatte i normal skridt langs vandkanten. Ikke langt nok inde til at undgå vandet, men heller ikke langt nok ude til at vade i vandet konstant.

Han var sikker på der måtte være andet end sand og vand her. Noget at spise måske. Noget vand der var muligt at drikke også. Han var helt tør i munden. Han havde ikke fået noget at drikke siden flugten. Han havde været for træt i benene til at udforske noget som helst. Men NU havde han hvilet. Der måtte være andre her. Han kunne vel ikke være helt alene. I så fald, så ville det blive et meget trist langt liv. Hvis han overhovedet selv ville lade det blive langt. Det kunne også være han ville blive drevet til vanvid og ende med at have en usynlig ven, eller snakke med græsset.

- åben for alle

[/blockquote]

Min krop kommer vandrende, let og elegant af natur. Men der ligger en svag ændring i min gangart, for den er en anelse tung i dag, grundet det varme vejr. Jeg har for første gang i mit liv i dette land, bevæget mig hen på denne ø, hvor sandet bor og dominerer alt omkring sig. Engang imellem støder jeg på en enkelt lille plante der trodser de hårde og varme odds om at blomstre op; men ellers er det blot sand, så langt øjet rækker.

Min krop er let svedig at betragte henover skuldrene og en smule ved bringen. Ej at det drypper og ser forfærdeligt ud, men blot fordi her er ganske varmt. Mine næsebor er let udspilede, og blikket viger omkring, opmærksomt på de nye omgivelser jeg bevæger mig i. Hvem, holder mon af sådan en ø, hvor ingen skygge er at finde? Det er mig en gåde! I en let bevægelse, knejser jeg min nakke op, og slår frem i trav. Der er en simpel grund til, at jeg har sat i trav, nemlig lugten af havet. Det tiltrækker min varme krop gevaldigt.

Mine ben bærer mig frem med hurtighed trods varmen, for jeg ved at farten gør, at jeg ankommer hurtigere til det kølende vand. Et prust glider fra mine næsebor, i ren og skær udmattelse over at trave i sand og i denne varme. Mit blik glider frem, idet jeg ser havet fremme for mig. Hovedet kastes voldsomt op, inden jeg slår det ene forben mere frem, og slår over i galop. Mit blik ænser end ikke den hingst der er derned, for han er et stykke fra mig endnu. Men idet jeg når ned i vandet, i fuld fart, springer vandet omkring mig i vilde bevægelser. Mit hoved kastes atter engang op, inden jeg strækker halsen fremad og øjnene knibes kort i.

Men den stille stund bliver afbrudt. Mine næsebor har nemlig opfanget lugten af en fremmed. I et ryk, drejes mit hoved imod vedkommende, og ørene vippes en smule skråt bagud. Ikke vredt eller truende, men opmærksomt og skeptisk. Bakker nogle skridt, for at søge længere op mod bredden, så min krop ikke er tynget af tungt vand, hvis han skulle finde på at angribe.

Brêgo havde gået i lang tid, før stilheden blev afbrudt. Ikke at det gjorde ham noget, overhovedet. Tværtimod. Han hævede blikket og helt automatisk hovedet en smule ved synet af en hoppe der kom galoperende på tværs af hans 'sti' og ud i vandet. Han fulgte hende nøje med blikket og betragtede enhver lille bevægelse og detalje. Det gjorde at han helt automatisk var nødt til at sænke farten. Han var hingst, og derfor ikke i stand til at gøre så mange ting på én gang. Ikke med den fulde koncentration et sted. Og denne hoppe virkede som noget der var værd at koncentrere sig lidt om.

Hvis ikke det var fordi hans krop var så træt og øm stadig kunne han jo sagtens have lavet samme nummer som hende, og danset rundt ude i vandet. Men så snart solen ville gå ned ville det blive køligere. Så ville vandet virke varmt i stedet for køligt og han ville stå og have svært ved at komme op af vandet hvis han gik for langt ud. OG! Han ville være tvunget til at finde et sted at søge læ og ly for natten for ikke at blive syg. En forkølelse ville næppe gøre ham godt når han i forvejen var udmattet og skadet. Han var sluppet heldigt fra sine små pelsede og hylende fjender, men ikke helt uden skrammer. Dog havde vandet hjulpet lidt på rifterne og tandmærkerne hvor hjørnetænderne var gået igennem skindet.

Han tippede hovedet en anelse på skrå da det gik op for ham at hoppen havde fået øje på ham også. at hun virkede en smule opmærksom og skeptisk gjorde ham ikke noget. Det er vel en normal reaktion fra en fremmed. Havde det været en hingst større end ham selv havde han vel reageret på samme måde, hvis ikke han havde vendt sig om og var gået en anden vej. Han stoppede helt op et øjeblik og fortsat så mod hoppen. Ikke ret mange sekunder før han fortsatte fremad igen langs vandkanten hvor vandet af og til skyllede op over hans hove. Det var den vej han startede med at gå. Hans tempo var roligt og afslappet og på ingen måde viste at han var til fare for andre. Han brummede dæmpet og samtidig også hilsende da han nærmede sig hoppen. Så farlig kunne hun vel heller ikke være. Grim var hun jo heller ikke.

De lysegrå øre vipper ganske stille omkring. Ubestemmeligt og stadig skeptisk. Men de falder igen tilbage af, af ren refleks. Jeg kender ikke meget til det at have selskab. Jeg blev efterladt i en meget ung alder i dette land, knapt et år gammel, og jeg har kun haft min far til selskab en gang efterfølgende, og Seth. Dermed er jeg ikke øvet i denne slags. Jeg ved her bor mange, men jeg plejer at undgå dem, ikke med vilje som sådan, men jeg støder blot ikke på dem. Og derfor, er jeg ikke god til samtaler eller kropssprog endnu, fordi jeg har gået af egne veje og været alene.

Da han ser ud til også at have set mig, knibes mine øjne en lille smule i, anseende, for bedre at kunne se ham og hans kropssprog. Den lugt han bærer, har jeg aldrig bemærket før i de tre år jeg har strejfet her; måske er han ny? Jeg vælger at knejse nakken en smule mere op, inden jeg drejer mig en smule, og træder helt op af vandet, så det kun rør mine koder ganske svagt. Blikket forbliver imod ham, en anelse stift. Men dog er jeg ikke truende i min adfærd, det er der ingen grund til; endnu i hvert fald.

Da han er ved at være tæt nok på, virrer jeg kort med hovedet, og træder et enkelt skridt bagud. Det er vel min måde, at vise på, at han nu er tæt nok. Et kort brum glider fra min krop, der ikke er voldsomt muskuløs, men da heller ikke helt svagelig. Blikket falder igen på ham, mens jeg med lidt udspilede næsebor betragter ham.

,,Godaften, sand vandre”

Siger jeg så, med den lyse stemme, der dog har en undertone af stor selvstændighed og knapt så piget som så mange andre hoppers stemmer er.

Brêgo kunne godt læse på hende at hun nok ikke var vant til andres selskab. Hun virkede i hvert fald til at synes at han var tæt nok på nu. Det fik ham ikke til at stoppe sin vandren. Han fortsatte stadig tættere, men kun fordi hun var tæt på den 'sti' han fulgte. Ikke at der som sådan var en sti, kun en han havde sat sig for at følge. Da hun henvendte sig til ham, rettede han det ene øre i retningen af hende. Han regnede i hvert fald ikke med at det var til andre, for han var den eneste her, udover hende.

Han sænkede farten lidt og stoppede op, nu tættere på end han var før. Næsten umuligt at komme tættere på med mindre han ville forlade sin lille sti.

,,Sandvandrer..''

Gentog han, mest for sig selv. Det var ikke et navn han havde hørt før, men det var heller ikke fordi han som sådan havde vandret så langt i et så tilsandet sted. Han var en traveler, helt sikkert. Frastødt af flokkens leder da han blev for gammel og blev set som en trudsel. Ikke stærk nok til at kunne vinde en kamp om flokken, men gammel nok til at kunne klare sig nogenlunde. Det er også gået fint i nogle år. Men ikke helt uden knups. Dog er det aldrig gået lige så galt som det gik denne sidste gang.

Nogle af de hvide pletter der dækkede hans krop var farvet halvt lyserøde af blod fra den lille fight han havde før han kom hertil. Han havde jo ikke været her mere end nogle timer. Knap en kvart dag!
Det lidt fjerne blik blev til et knap så fjernt blik da han vendte opmærksomheden tilbage mod hoppen.

,,Nok er jeg en sandvandrer i dette øjeblik, men jeg er Brêgo på alle andre tidspunkter af dagen, måneden eller året''

Han fandt et lille smil frem der pyntede på den lyse mule. Aftensolen fik hans pels til at skinne i en rødlig farve. Mere varm end ellers. De varme brune øjne fik også lige den ekstra glød fra solens stråler. Et mildt og samtidig træt blik hvilede i hingstens brune øjne, som hvilede på hoppen.

,,Men hvem er denne fremmede hoppe?''

Mit blik er fæstnet imod den rødbrune brogede hingst, med den meget fyldige og store man. Atypisk fra mange af de hingste jeg ellers har betragtet fra god afstand. Han virker mere galant af udseende, med den lange man. Men det kan godt være, at andre hingste ser lige sådan ud, det kan jeg ikke vide. Den skepsis der ligger i mine øjne, bliver tydeligere idet han træder endnu tættere på mig. Mine øre vipper kort frem, inden de ryger længere tilbage, og jeg træder nogle skridt bagud og til siden, for at søge afstand fra ham. Kommer dermed en smule længere ud i vandet, men ikke meget.

Mit blik viger henover hans krop, hvor jeg nu bemærker at den hvide farve der burde være der, i stedet er erstattet af en lyserød farve, blod. Mine øjne knibes i, for nu er jeg da endnu mere skeptisk overfor denne fremmede hingst. Men da jeg studerer hans sår en smule mere, bemærker jeg måden de er lavet på. Det er rovdyr, og ikke andre heste. Kaster kort med hovedet, og udspiler næseborene en smule, idet lugten af jern ramler ind i dem.

,,Brêgo…”

Siger jeg kort for mig selv, efter han har fortalt sit navn. Der er endnu ikke et smil at se på mine læber; for jeg smiler sjældent, og det gør også at det ikke ligefrem er en vane for mig.

,,Navnet er Asira”

Besvarer jeg ham så dæmpet, med den lyse og bløde tone, der dog stadig har den tydelige undertone af selvstændighed. Jeg er ikke nem at blive klog på, og jeg tror egentlig ikke at han bliver stående i mit selskab særlig længe. Mine øjne viger igen over på hans krop, for at se på hans sår. Hvad har han lavet?

Da hun trådte længere væk fra ham, trådte han efter. Han var jo ikke ude på at gøre hende noget ondt. Hun var den første der havde taget afstand fra ham, men også den første han havde mødt her. Om andre ville gøre det samme kunne han jo ikke være sikker på. Han var egentlig en mild og blid hingst til tider, men han kunne sørme også opføre sig som den unghest han er, når han mødte det rette selskab. Måske ikke lige den typiske hingst. Hvis han var lidt speciel på den måde gjorde det ham intet. Han ville ikke lade som om han var noget andet i hvert fald. Bare ham selv.

Vandet nåede igen op over hans hove når bølgerne kom trillende op af sandet. Han strakte sin lyse mule frem mod hende, undersøgende. Han ville jo ikke gøre hende noget, og det burde næsten også være til at se. Hans milde opførsel kunne da på ingen måde tolkes som en trussel. Han strakte mulen langt nok til lige at kunne nå hende og give hende et lille venskabligt puf. Godt nok var det ikke sikkert hun ville finde sig i det, men hva pokker!

,,Asira''

Mumlede han. En smule tænkende.

,,Er du ny her, ligesom jeg?''

Spurgte han nysgerrigt. Han kunne jo godt fornemme hun måske ikke var vant til så meget nærkontakt. Det kunne jo være hun ligesom han, ikke havde været i nærheden af andre i længere tid. Eller bare var forsigtig fordi hun ingen kendte her måske. Det var jo ikke til at vide, og Brêgo var nysgerrig efter at finde ud af mere om denne hoppe.

Mit blik viger ikke fra ham, overhovedet. Og det er med god grund. For da jeg er viget bagud, for at træde længere væk fra ham, træder han igen efter mig, som om det er helt normalt. Jeg er ikke vant til nærkontakt, for jeg har aldrig rigtig haft noget af det; jo, da jeg var et halv år, men det kan jeg knapt nok huske vel sagtens. Mine øre vipper kort omkring, inden de finder deres plads skråt bagud, afvisende for hans tilnærmelser. Men jeg flytter mig ikke bagud igen, fordi jeg kommer til at tænke på mødet med Seth. Der blev jeg stående, og det gjorde ham usikker så han flyttede sig – måske gælder det samme i denne Brêgo’s selskab.

Mine koder er ved at være en anelse kølet af, hvilket er en befrielse i dette varme sandland. Men jeg kan ikke koncentrere mig ret længe om nydelsen, for pludselig strækker han sin lyse mule imod mig, for derefter at give mig et venskabeligt puf! Mit hoved rykkes hurtigt bagud, mens jeg udstøder et meget højt og afvisende brum for mig, fordi jeg for det første bliver en anelse overrasket og fordi jeg ikke er blevet rørt på denne måde i lang tid. Mit hoved kommer højt op, og jeg træder nu igen bagud, i nogle hurtige bevægelser.

Hans spørgsmål om, om jeg er ny her, kommer ikke bag på mig. Det spurgte Seth også om. Måske er det bare noget alle spørger om? Mit hoved vipper lidt op og ned, fordi jeg stadig er i højere gear grundet hans pludselige berøring. Men efterhånden som sekunderne går, falder jeg mere til ro, men skepsissen i mine øjne er kun blevet større.

,,Jeg er født her, Brêgo. Er du ny?”

Mit blik rinder henover hans røde plamager, hvad er det han har lavet? Jeg ved det ikke. Kort tid efter, flyver mit blik direkte ind i hans igen, for at holde øje med ham.

,,Splinter ny’’

Svarede han hende. Den brogede hingst kunne godt se hun ikke var meget for hans berøring. Det undrede ham lidt. Hvis hun var herfra, hvorfor var hun så så sky? Kunne det være fordi hun aldrig havde oplevet en flok? Hvis hendes mor havde været strejfer, så var hun født uden for flok og derved selv en strejfer. Han betragtede hende nøje med de varme, brune øjne.

,,Skræmmer jeg dig?’’

Han spurgte hende med en lidt trist tone i stemmen. Det var i hvert fald ikke hvad han havde i sinde. Overhovedet ikke. Han trådte lidt nærmere, men uden at røre hende denne gang. Der var vel ingen grund til at skræmme livet af den stakkels tøs. Men det gik ham nu alligevel en smule på. Det generede ham at nogen, uden at kende ham, kunne være sådan. Han sænkede hovedet en anelse.

,,Hvis du ønsker det skal jeg nok gå min vej’’

Han følte sig i hvert fald ikke velkommen i hoppens selskab. Afvist. Allerede mere end en gang i hvert fald. Det burde i hvert fald fortælle de fleste at det var på tide at smutte. Det var en der vidst ikke ønskede hans selskab. En der helst var fri. Men så måtte der vel være andre der ikke havde noget imod ham. Nogen der ikke havde noget imod nærkontakt. Det var jo ikke fordi han bed. Eller sparkede. Eller noget som helst. Venskabelige puf og hvis man var rigtig heldig blev man også puslet lidt om – dog ikke fremmede.

Han er ny, ligesom jeg havde på fornemmelsen. Hans lugt, og udseende, er nemlig for mig ukendt. Nok kender jeg ikke mange ved navne og snak, men deres lugte kender jeg, og deres udseende. For jeg studerer dem på afstand, følger dem på afstand. Det er min måde, at være social på; på afstand.
Han træder mig et skridt nærmere, idet han spørger om han skræmmer mig. Mine øre forbliver skeptisk vippet bagud, overvejende i disse sekunder. For hvad skal jeg sige? At han skræmmer mig? Eller ikke? Jeg ved det jo knapt nok selv.

,,Nej.. Det er bare nyt”

Vælger jeg at besvarer ham, en smule udenom spørgsmålet. Jeg vil ikke indrømme, at jeg er en smule skræmt, efter hans berøring. Men jeg nægter simpelthen at krybe til korset, og indrømme den slags; det er for svagt i mit sind. Han spørger om han skal gå, det vil han gøre hvis jeg ønsker det. Men er det så det jeg ønsker? PÅ en måde er jeg jo ufatteligt nysgerrig; jeg vil gerne lære noget mere, men på den anden side, har jeg andre tanker om at være i selskab med nogen.

,,Du… ” Jeg holder en kort pause, inden jeg slår med hovedet, en anelse frustreret.
,,Du behøver ikke gå – men jeg har altid levet selv. Selskaber er nyt for mig.”

Jeg vælger at indrømme at jeg har levet alene, forladt af min mor nok, men hvis han dømmer mig nu, så går jeg. Dømmer han mig ikke… Ja, så må jeg jo forsøge heller ikke at dømme ham.

Brêgo betragtede denne lidt sært udseende hoppe. Stadig med et varmt blik, men nu i de bedrøvede brune øjne. Han stolede ikke helt på denne hoppe. Der var ikke noget som helst ved hende som fik ham til at stole på hende. Og hendes opførsel stemmede ikke overens med hendes ord.

,,Jeg forstår ikke hvorfor du tror det er nødvendigt at lyve over for en du ikke kender’’

Svarede han, lavt, men ikke utydeligt. En smule bedrøvet. Tænk at nogen rent faktisk kunne være sådan over for ham når alt han havde at give var venlighed og venskab. Han havde jo på intet tidspunkt givet hende noget som helst grundlag for at være så afvisende og trække sig tilbage. Han bed jo ikke? Han gjorde intet.

,,Jeg har selv levet alene i lang tid. Jeg var født i flok, men sendt væk da jeg var mindre. Jeg ved hvordan det er, men det har ikke gjort mig til en der tager afstand fra noget så fredeligt’’

Han kom med et lille dæmpet fnys. Han lød ikke vred. Bare såret. Og med god grund. Han følte sig ikke ret godt tilpas i denne hoppes selskab. Ikke når hun ikke kunne stoles på. Godt nok havde hun sagt det bare var nyt og at han heller ikke behøvede at gå.

,,Jeg er bange for jeg nok behøver det alligevel. Selvom du siger jeg ikke skræmmer dig, så kan jeg jo se det ikke er sådan. Selskaber er nok nye for dig, og det vil de blive ved med at være så lang tid du ikke giver andre en chance’’

Med dette sluttede han af og slog frem i skridt langs vandkanten igen. Han turde ikke begive sig ind over land endnu. Ikke før han vidste hvor langt der var til mad eller vand. Herude var der i det mindste lidt køligere i løbet af dagen, og sandet varmede bare en smule om natten når det havde været varmet op hele dagen. Men det blev også hurtigt koldt. På et tidspunkt måtte han da kunne se andet end sand og havet. Om hoppen fulgte med eller ej var han lidt ligeglad med. Det var hende der ikke ønskede selskab. Selvom hun sagde hun gjorde, så viste hun jo noget helt andet.

Han står direkte og siger at jeg lyver. Lyver overfor en fremmede. Men jeg lyver ikke. Jeg er ikke skræmt. Ikke som sådan. Jeg frygter ham jo ikke. Men jeg er skeptisk. Mine øre falder en smule mere bagud ved hans udtale; sikke dog noget mærkeligt noget at sige! Det var ham der ikke forstod mine signaler om ikke at komme tættere. I stedet trådte han bare endnu tættere.

Mit blik hviler dog stadig hos ham, mens han taler videre. Fortæller mig, at jeg aldrig bliver vant til selskaber, medmindre jeg giver det en chance; det har han så sandelig ret i. Men det kræver dog også at mine selskaber giver mig den plads jeg har brug for, og ikke bare træder tættere og tættere på mig.

,,Farvel.”

Dette bliver mine eneste ord til den brogede hingst, inden jeg vender omkring for at skridte modsat af ham. Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal sige. Men noget i mit indre, gør dog at jeg stopper og vender blikket tilbage til ham.

,,Hvis du søger vand, så gå øst over øen. Her, der finder du intet vand, Brêgo. Du skal søge de andre øer, hvor der er mere frodigt..”

Brummer ganske kort, og nikker en smule, inden jeg blot beholder blikket en smule på ham, overvejende. Men jeg tror ikke, at han vil takke ja til det jeg nu foreslår ham.

,,Jeg kan vise dig vejen?”

Jeg spørger kun denne ene gang; ikke flere. Svirper kort med halen, mens jeg kort kaster en smule med hovedet. Min stemme er langt lavere end den før var. Knapt så stolt og stor i stemmen. Men heller ikke underkuet. Nej, men tænkende er den vel sagtens. Han kan ikke blive her, i dette varme sand, med de sår.. Nej.. Men jeg kan heller ikke tvinge ham. Og det har jeg sandelig heller ikke tænkt mig!

Brêgo lyttede kun lige overfladisk til hoppens ord. Øst! Han skulle mod øst. Han kunne bruge solen til at finde ud af retningen, så han skulle nok klare sig. Han plejede at klare sig. Han har klaret sig så længe alene, at han da sagtens kunne vente lidt mere og finde bedre selskab. Det ville næsten være umuligt at finde noget værre syntes han. Hendes tilbud afviste han ligesom hun havde afvist ham

,,Nej tak. Jeg klarer mig selv. Jeg ønsker ikke dit selskab. Jeg søger selskab et andet sted.’’

Han lød ikke sur. Men høflig og samtidig afvisende. Denne hoppe havde i hvert fald forspildt sin chance. Han brød sig ikke om hende eller hendes behandling af ham. Han kunne forstå hende hvis han havde kommet med spydige kommentarer eller bidt. Men han havde jo intet gjort hende. Man kan jo ikke have samtaler på lang afstand, og han skulle bare lige tjekke om hun var der. Nu måtte hun i hvert fald klare sig selv som det lod til hun helst ville.

- Slut?

Afsluttet ^^