.. Nyahaha

… Nyahahaha

Rumpelstiltskin vandrede hen over engen med et smørret smil på mulen. Dagen var stadig lys, men det ville ikke vare længe før solen ville forsvinde bag horisonten og forvandle dagen til nat. Nok havde han ikke set mange af disse forvandlinger, for han havde ikke været her længe, men han kendte området. Han kendte øerne, havene, engene, skovene, søerne, ørkenen og bjergene. Han kendte det hele, fordi hans sind var skabt af noget der havde boet her længere end selv det lys der herskede i landet. Det grumme smil sad plantet på hans mule, mens hans så sig omkring. Han var sikker på, at landet rummede sjæle der ønskede noget. Og som var villige til at betale bare lidt for det.

Ava der befandt sig på den tomme eng var igen blevet overladt til sine tanker. Hendes sørmodige blik plagede igen hendes kønne sorte hoved. Hvis hun kunne græde havde hun gjort det, for hendes hjerte var fyldt med sorg. Sorg over tabet af broderen. Sorg over den manglende familie. Hendes mor, Hendes far og endes halvbrødre og søstre hjemme i flokken.

Der var ikke meget hun selv kunne stille op. Hun måtte for alt i verden ikke glemme dem, men hun kunne heller ikke lade som om det ikke plagede hende at hun havde svært ved at lægge det bag sig. Det var fortid. Flokken og Arc.. Det var fortid og det ville forblive sådan. Det vidste hun. Det eneste sted de levede nu, var i hendes hjerte og hendes minder. Og ikke mindst hendes drømme. Hvis hun var heldig ville hun få samtaler med sin broder som hun fik med andre fortabte sjæle i drømmende. det var ikke alle der havde overlevet de strenge vintre der af og til plagede det gamle flok område. Eller de lange rejser for den sags skyld.

Hendes mule hvilede mod den stadig varme jord, men uden at nippe til græsset lige nu. Tankerne havde standset hende. Hun var næsten som forsvundet ind i sin egen lille verden. En verden som meget få andre fik adgang til. Hendes dybeste tanker og følelser var hendes egne, og ikke for enhver at lytte til. Et enkelt nap til et sidste græsstrå og hun hævede hovedet en smule. hun kunne fornemme en nærhed. Men hvor det kom fra eller hvem det var, vidste hun ikke. Hun lyttede derfor meget nøje mens hendes blå øjne skimmede området for bevægeler.

Den spinkle Rumpelstiltskin havde sanset en anden i nærheden. En anden sjæl, en hoppe, Ava. Hans smil var blevet større og mere skummelt, allerede nu. Han kunne fornemme en sorg over hende, en sorg over noget der måske var tabt og måske ikke. Han vimsede da snart over imod den blåsorte hoppe med de blå øjne og han smøg sig snart omkring hende med en ganske skinger latter. Nyah!
Han nappede hende kort i siden inden ham vimsede op foran hende og nærmest trak skuldrene rystende op omkring sig i en vel glædelig handling. Lalleglad, men glædelig.

,,Ava, min kære!”

Udbrød han da inden han trak skuldrene til sig igen og lavede en grimasse der udtrykte uskyldighed og tænksomhed. Derpå lod han sin mule, der gemte på de ikke særligt kønne tænder, trækkes op i et smil igen inden han søgte hendes blik. De blå øjne.

,,Hvad er det jeg kan fornemme? Sorg?”

Sagde han, mens han skridtede tæt omkring hende. Vel vidende om at hun nok ville trække sig væk i afsky, men det var intet under. Der var jo ingen, der kunne holde af en, så grim som ham?

Ava gibbede da en fremmed begyndte at kreds omkring hende, og hendes ører fløj advarende om i nakken da han nappede hende i siden. Dog blev de der ikke permanent, men søgte ham i stedet, nysgerrigt og lyttende. Hvor han kendte hendes navn fra vidste hun ikke. Det kom vel mere eller mindre bag på hende. Men der var også noget over ham der ikke var som de andre. De fleste havde holdt afstand eller i hvert fald forsøgt ikke at komme for tæt på, og her var han, kredesnde omkring hende, nærmest som en fugl omkring et lig.

,,Sorg plager mit hjerte i disse stunder. Og hjemve''

Svarede hun ham ærligt. Det kunne hun jo heller ikke komme uden om. Det lyste jo ud af hende, og nogen god løgner var hun i hvert fald ikke. Hun studerede nøje hans bevægelser, og kunne ikke rigtig lade være med at komme med et lille forsigtigt, men halvhjertet smil over hans udtryk. Det uskyldige udtryk og hans tænder. Han virkede jo sådan set okay. Måske bare en misforstået sjæl der havde sat sig for at være ligeglad med andres grænser. Det var i hvert fald hvad hendes første indtryk var. Men hun kunne jo tage fejl. Det kunne alle. Og det var jo heller ikke pænt at dømme andre alt for hurtigt.

,,Du kender mit navn, men jeg kender ej dit''

Sagde hun i en hentydning til at hun ønskede at vide hvem han var. Det var altid bedst at vide hvem man talte med. Det havde hun lært hjemme også. Ikke kun på grund af høflighed, men også af sikkerhedsmæssige grunde.

,,Hvad vil du mig?''

Hans kredsen generede hende ikke. Hun fulgte ham med blikket så langt hun kunne og vendte hovedet rundt til den anden side for igen at følge ham med de klare blå øjne når hun ikke kunne se længere bagud. Kun når han kom lidt for tæt på vigede hun en smule til siden, men uden at flytte på fødderne. Hun ville jo ikke være uhøflig når han nu ikke havde gjort hende noget.

Rumpelstiltskin grinede sagte, mens han kredsede om hoppen. Hun var ikke bange af sig, det bemærkede han straks. Og hun var heller ikke afvisende på samme måde, som alle andre havde været det. Hun var anderledes, denne Ava - Der manglede familien. Sørgede over den. Hans grumme smil sad fast på hans mule da hun begyndte at tale og igen lod han en overdreven grimasse glide over hans ansigt - En overrasket grimasse. Som om hendes spørgsmål kom bag på ham - For hvad ville han dog hende? Faktisk, var det nok lige omvendt. For han ville ikke hende noget; ud over at tilbyde sin service.

,,Mjayh! Ava, min kære, jeg er Rumpelstiltskin. Jeg er hverken herfra eller udefra, men skabt i denne verden. Og hvad vil jeg dig? Jeg vil dig intet. Men jeg ved, at du vil mig noget”

Sagde han med det smørrede smil inden han stillede sig op foran hende og bøjede sin krop i et galant buk; den usle og lille krop kunne skam godt vimse en elegant bevægelse frem når det var nødvendigt, som her.

,,Jeg ved du søger og ønsker. Og Ava - Jeg kan give dig, hvad du ønsker .. For en lille pris”

Sagde han med et endnu større smil inden han udstødte sin latter igen. Nyahaha!

Hans latter brød Ava sig ikke rigtig om. Hun trådte et enkelt skridt tilbage med begge ører vippet bagover. Dog ikke advarende. Mere lyttende. Han havde nok ret. Hun havde ønsker. Mange ønsker, men kun få meget specielle for hende. Hun tænkte sig om længe for at finde et svar frem, men tøvede flere gange når hun skulle til at tale. hendes blik søgte jorden nogle gange og derefter op mod ham igen. Han var anderledes af udseende, ikke kun af væremåde. Hvis han var herfra, så var der nok også andre der var.

,,Jeg er en hoppe med mange ønsker. Jeg ved at man ikke altid kan få hvad man peger på''

Svarede hun, stadig en smule tænksomt. Hendes tanker kredsede omkring hendes bror. Kunne hun bare have redet ham. Men om det for ham var muligt at bringe de døde til live igen vidste hun ikke.
Hendes familie havde også en stor betydning. Kunne hun dog bare have haft sin mor og far her, eller bare den ene. Bare en smule familie hos sig, så villle savnet måske ikke være så stort igen.

,,Hvor lille en pris snakker vi?''

spurgte hun, en smule mere sikker. Hvis det var noget hun kunne gå med til ville hun i hvert fald tænke sig rigtig godt om. Hvad hun kunne bruge af betaling vidste hun intet om. Hun havde jo intet. Ikke engang viden om stedet.

Den ravfarvede Rumpel smilede stort, så de mindre kønne tænder kunne ses igen, da Ava lod til at reagere mere positivt og mere afslappet overfor ham. Hun lyttede og svarede, ærligt. Han vimsede om hende endnu engang hvor han trak sine skuldre lidt digende op, imens hans latter kom frem igen - Nyahah!

,,Se, Ava, det er et godt spørgsmål! For det kommer an på, hvad du vil ønske dig. Men, magi har også sine begrænsninger, og jeg kan kun opfylde ét ønske, min kære.”

Sagde han med en intens stemme, lidt mere hingstet og dyb end hans lalleglade stemme, som straks derefter tog over i hans skingre grin. Han dansede da lidt fra hende igen og vendte blikket imod hende, afventende om hvad hun mon ville ønske sig.

Ava fulgte denne Rumpelstiltskin med blikket da han igen vimsede omkring hende. Hun rettede derefter blikket fremad, plantet på et punkt lidt længere væk, tænkende. Han kunne kun opfylde et ønske. Et ud af de mange. Så galdt det om at tænke sig rigtig godt om. begrænsninger. Så kunne han nok ikke vække døde til live igen.

,,Begrænsninger''

Mumlede hun tænksomt. Begrænsninger kunne være mange ting, så hvad kunne han overhovedet klare? Om det var fordi han ikke ville kunne udøve vildt meget 'magi' eller om det var fordi det kun var det ene ønske hun kunne få, vidste hun jo ikke.

,,Kan du bringe et familiemedlem hertil?''

Spurgte hun, og rettede de klare blå øjne mod ham. Hendes lillebror Arc ville hun i hvert fald ønske hun kunne se igen, men igen. Hvem ville kunne live nogen op igen uden reincarnation? Hvis hendes mor kom hertil, hvad så med hendes far? Og flokken hjemme ville ikke kunne klare sig uden sin leder. Hun ville ikke være skyld i kaos hjemme. Så at nævne en bestemt ville ikke være det klogeste.

Den leende hingst, der havde kredset omkring Ava i nogen tid, stoppede op. Hun var ved at overveje. Overveje at ønske sig noget. Rumpelstiltskin lod sin latter komme frem igen, inden han galant bukkede for den blåsorte hoppe.

,,Oh, Ava, min kære, jeg kan så meget mere.”

Sagde han med et overbevisende smil inden han fremmanede de 3 han kunne sanse, at hun savnede. Hendes fader, moder og en broder; men ej var de helt tilstede i denne verden. Blot tilstede nok til at de kunne snakke, om muligt. Dog lod han dem ikke vare særligt længe, kun længe nok til at de kunne udveksle ord med den datter de havde, den søster. Rumpel smilede skummelt inden han lod dem ’forsvinde’, eller porten til den virkelige verden forsvinde. Hun havde set dem, hørt dem, men noget sagde Rumpel, at hun egentlig ikke ønskede at rive dem ud af den verden den nu var i. Han så derefter sigende på Ava; han kunne alt. Næsten. Og næsten hvis hun ønskede at betale blot en smule.

Ava tænkte sig om. Hans kredsen kunne hun ignorere. Hun ville bare blive forvirret over at skulle gøre to ting på én gang. Da han stoppede og hun synes at kunne se sin mor og far og bror, hævede hun hovedet. Hendes bror var død, men hun syntes stadig at kunne se ham, dog ikke lige så tydeligt som hendes mor og far. Hun mumlede dæmpet deres navne og hørte sin mor kalde hendes navn

,,Ava''

Hun kneb øjnene sammen da de igen var væk. Hvordan skulle hun kunne få sig selv til at skille dem ad. Hendes mor og far. Hendes far var i hvert fald udelukket nu. Det var hun sikker på. Og hun burde også være gammel nok til at klare sig uden sin mor, men hun savnede dem jo stadig.

Hun rettede atter de klare blå øjne mod ham. En anelse mere livlige nu. Med en lille vrede gemt. Ikke rettet mod ham, men mod hende selv. Kunne hun være så egoistisk? Og hvad med Arc?

,,Hvad er prisen?''

Den sortblå Ava havde hørt sine forældres stemme; om det var begge eller den ene, det havde han ikke hørt efter, for hans opmærksomhed havde ikke været så meget på den magi han havde brugt til at fremmane de familiemedlemmer hun savnede så meget, men derimod hendes reaktion. Det var tydeligt at det ramte plet, at hun ønskede et familiemedlem, men ej kunne den skumle Rumpel bringe en af dem ind hertil. I hvert fald ikke en af dem, der på nuværende tidspunkt havde et liv, eller havde mistet det. Der var dog én mulighed for at bringe en af hendes kære hertil; nemlig ved at tage den, der endnu ikke var etableret. Kun få dage gamle, ung og svag. Hendes yngste bror. Rumpel smilede skummelt mens han trådte omkring hende, og lod sine gulgrønne øjne bore sig imod hendes, analyserende. Han nød dette øjeblik, hvor han skulle nævne sin pris. Den pris der skulle binde en kontrakt mellem de to, så Ava kunne få hvad hun ønskede at Rumpel ville få en lidt større magt i det store billede. Han strøg hoppen over halsen inden han vimsede foran hende igen, efter at have cirklet om hende.

,,Hmmmhmmm, nyaaah! Ava, min pris er ganske simpel. Navnet på den broder af din, jeg vil kalde hertil. I dit hjerte, vil du finde dét navn han skal kaldes under. For endnu har han intet, fordi din moder ved hvad hans skæbne er. Så, Ava. Hvad er hans navn?”

Normalt kendte Rumpel til alles navne; fordi han var koblet til den ondskab der levede her, om han ville det eller ej. Men udefra kommende uden navne, kunne han ikke forudsige. Men han vidste at det ukendte føl, som Ava ville kalde sin bror, ville blive vigtig for Rumpels vej til at frigøre sig fra det onde og blive sig selv. Og derfor var det vigtigt, at Ava sagde det. Og dét, ja, det var prisen.

Den lille sorte hoppe kneb øjnene sammen da denne besynderlige sjæl, og trak sig lidt væk fra ham da han rørte hende. Han var i den grad ikke normal. Han kunne ting ingen andre her kunne, og om det var fordi hun var ved at blive sindssyg eller om han bare var af den slags der kun eksisterede oppe i ens hoved. Men hun kunne mærke ham. Hun rettede de blå øjne mod ham igen da han trådte hen foran hende igen og begyndte at tale. Hun forstod ikke helt hans ord.

,,Din pris er et navn?''

Hun spurgte for at være på den sikre side. Hun synes ikke hun kunne finde ud af hvad han ellers havde nævnt, som det kunne være. Hun skulle nævne navnet på det medlem af hendes familie der skulle hertil. Hun kunne ikke få det til at hænge sammen. Navnet på den broder hun ville kalde hertil. Hun havde kun en.

Arc

Hans navn blev nævnt højlydt inde i hendes hoved mens hun stadig tænkte sig om. Arc var væk. Han kunne ikke være en som min mor ikke havde givet et navn. Arc havde et navn. Arc var hans navn. Så det kunne ikke være ham. Flere brødre havde hun ikke. Arc var den yngste. Hun rystede på hovedet. Det var håbløst! Han måtte have gættet forkert denne gang. Måske kunne han slet ikke bringe nogen hertil, og var kun ude på at snyde hende. Få hende til at tro på ham, så han kunne stå og grine af hendes uklogskab. Den slags her fandtes ikke!

Alligevel var hun ikke helt sikker på det. Hvis det var en drøm som hun først var overbevist det ikke var, så kunne han måske nok. Det var den eneste logiske forklaring på at han kendte hendes navn, og at han kunne vise hende hendes rigtige forældre. Hvordan skulle han ellers vide hvem de var? Hun trådte nogle skridt tilbage. Klar til at vende sig om og gå sin vej. Det nyttede jo ikke noget. Men noget forhindrede hende i at gøre som hun ville. Hun ville have takket for hans venlighed, fordi han lod hende se sine forældre en sidste gang, men hun kunne ikke få sig selv til det. Hun havde noget andet på hjertet i stedet. Et enkelt ord.

,,Titan’’

Det var ikke et ord hun før havde brugt. Vel ikke så meget et ord som et navn. Hvad meningen var med det, vidste hun ikke. Hun gentog det indvendigt og forsøgte at finde meningen. Det eneste hun kunne tænke var Titan. Og for sig så hun en lille sort klump. Et lille føl, kulsort som Arc havde været det.

Nyahahaha..
Rumpel så meget nøje på Ava. Hun havde hørt hans ord, men lod ikke til at forstå den mening der lå bag dem. Det kunne virkelig være så simpelt, som han havde sagt det. Ét navn og hun ville få det familiemedlem hun ønskede. Et navn, der kunne være vigtigt i fremtiden og som kunne hjælpe Rumpel på vej imod hans ønsker. Han smilede grumt inden han sneg sig tættere på hende igen og lod sin mule, der gemte de grimme tænder søge op imod hendes øre.

,,Min kære, et navn er alt jeg skal bruge”

Hviskede han, inden han trak sig lidt væk. Det var tydeligt at hun tænkte over det nu, den blåsorte Ava. Tænkte over hvad det navn mon skulle være. For det var ikke fordi at hun skulle finde på et, det ville dog være for nemt, nej. Det var et navn hun allerede kendte og havde en følelse for, hun skulle dermed finde det i hendes sind, hvilket godt kunne være svært for nogen. Dog lod det ikke til at volde hende de store problemer; kun hendes overvejelser stemte imod. Hun lagde an til at gå, og det skulle da ikke koste noget for Rumpel at indrømme, at han ville blive skuffet hvis hun da gik. Men det gjorde hun ikke. Han grinede lavt og hånefuldt da hun stoppede sig selv i at gå og til sidst fremsagde dét navn, som han havde ventet på. Titan. Rumpel grinede karakteristisk og vimsede helt tæt på hende igen, trak sine skuldre dirrende op omkring sig og smilede ivrigt.

,,Titaaaan. Et stærkt navn for en stærk hingst!”

Sagde Rumpel med en overspillet nobelhed mens han rankede sig op og stak snuden lidt i sky. Han så derefter direkte i øjnene på Ava, og pludselig fremsprang et stykke papir foran hende. Det foldede sig ud og røg ned på jorden, hvor det stoppede ved hendes hove - og der, var der plads til at sætte en hov. Pludselig hørtes nogle små nys, som kun ganske nye føl kan sige dem. Små, forfrosne føl. Ja, Rumpel havde hentet denne Titan til landet, og han lå nu bag den skumle hingst. Det eneste Ava skulle, var at sætte sin hov på papiret og dermed underskrive kontrakten; hun ville få hendes bror, nu hvor Rumpel kendte navnet.

,,Ava, kære, Titan venter på dig. Skriv under her og pas så på ham, så han kan vokse op og blive stor, nyahaha! Din familie er her”

Sagde han ivrigt inden han smed blikket direkte imod hende igen. Satte hun sin hov og takkede ja, eller takkede hun nej?

[Ava har nu fået muligheden for at tage sin lillebror, Titan til sig. Titan ser således ud:]

Den lille sorte hoppe brød sig ikke om at han kom alt for nær, men hun skjulte det så godt hun kunne. Det var uhøfligt at være afvisende, især hvis det var en der ville hjælpe. Hun var godt nok ikke sikker på han kunne hjælpe, men måske. Måske var der en mulighed for at han ikke bare var gak gak.

Titan

Hun gentog navnet inde i sit hoved og tankerne fortsatte. Hendes opmærksomhed var ikke rettet mod denne Rumpelstiltskin. Hvis han ville gøre hende ondt kunne han allerede have gjort det. Det var hun ikke et sekund i tvivl om.

Et stærkt navn til en stærk hingst. Men Titan er ikke navnet på min broder. Det er Arc! Arc er en stærk hingst.. Var en stærk hingst. Titan? Jeg kender ingen Titan… Men tiden… Hvis jeg er havnet i en anden verden. Hvis den skimlede havde ret og jeg var havnet her, redet af det der måtte komme eller allerede var kommet. Hvis jeg ligesom Arc er væk eller ville have været væk. Kunne livet hos mine forældre være gået videre i en tid langt hurtigere end denne, fordi denne strækker sig længere end deres liv? Hvis dette er noget som helst som livet efter døden ville det give mening. Og hvis Titan er min nye lillebror. Var min nye lillebror eller skulle have været min nye lillebror……

Det gav et gip igennem kroppen på Ava, da et dokument dukkede op foran hende. Det var nok til at få hende ud af hendes egen lille verden. Hendes lille virva af tanker der langsomt slugte hende. Hun satte en hov på papiret og holdt de klare blå øjne vendt derimod. Helt præcist hvad dette var vidste hun ikke. Godt hvad papiret var, for det var aftalen på tekst. Skrevet for at være gyldig så ingen af parterne i denne aftale kunne komme og sige ’det har jeg aldrig sagt’. Hun ville få sin bror og han ville få et navn. Det var en simpel aftale. Det var tankerne herefter der ramte hende mest, da hun hørte de små nys fra et forfrossent føl.

Åh gud! Hvad har jeg gjort? Trukket en lille sjæl hertil. Taget endnu en fra mine forældre.

Hun sank en lille klump. Hvis dette var som livet efter døden ville det så betyde hun havde fået slået en ihjel for egen vindings skyld? Ville hun være mindst lige så skidt en hest som de udstødte? De rigtig udstødte og ikke bare dem som Korr, hendes far sendte væk på grund af mangel på respekt og fordi de begyndte at true hans plads som leder. Hun rettede de blå øjne mod denne Rumpelstiltskin.

,,Havde han overlevet hvis ikke jeg havde fået ham bragt hertil?’’

Dette var et spørgsmål der plagede hende. Hun var ikke meget for svaret, men var nødt til at kende det. Hun håbede også inderligt at svaret ville være nej. Det ville betyde hun ikke var en skidt sjæl, men i stedet en der havde gjort noget godt og derved havde redet en anden sjæl.

Den skumle Rumpelstiltskin grinede frydende, da Ava satte sin hov på papiret, der dernæst krøllede sig sammen og forsvandt i den blå luft. Kontrakten var nu bindende, og det lille hingsteføl der lå bag Rumpel, gav nu flere lyde fra sig. Titan. Han grinede skimmel, nyah, den lumske Rumpel, inden han mødtes med Ava’s blik igen. Hun virkede bekymret, overvejende om det hun nu havde gjort, havde været det rigtige. Det var det skam. Han lod sit blik forblive på mulen, inden han så meget direkte på den lille hoppe.

,,Nyah, Ava. Hvis ikke jeg havde bragt ham hertil dig, havde hverken han eller hans moder overlevet. Og Ava, for at hjælpe dig med at holde liv i ham, har jeg givet ham evnen til at undvære mælk fra en moder og dermed leve af græs. Samtidig har jeg givet ham uafhængighed som en egenskab, så han vil kunne stå på egne ben hurtigt. Dermed ikke sagt, at han ikke skal beskyttes, for det skal han, og det er nu op til dig at passe på ham.”

Sagde Rumpel med et sagte toneleje, der nærmest lød lidt for ivrigt. Han havde udført endnu en kontrakt i dette land og det var i hvert fald noget han hyggede sig over. Han grinede da og trådte til siden, hvorefter det lille hingsteføl, der var sort som natten, kiggede op. Rumpel strøg kort hingsteføllet over ryggen og satte dermed et mærke på ham; et usynligt mærke, som Titan ville kunne huske Rumpel på i fremtiden, og som tillod Rumpel at finde ham, når tiden var inde. Derpå trådte Rumpel til Ava med et lille grin. Han nikkede anerkendende til hoppen, inden han da forduftede ud i det blå, som kontrakten ligeså havde gjort det lidt forinden. Og væk var han. Og dermed var Ava og Titan alene.

[Out; Ava kan læse detaljerne i sin kontrakt her: kyana.proboards.com/index.cgi?board=general&action=display&thread=471&page=1]