Restless

..Restless..
[reserveret til Antheia]

Brêgo der havde ligget i vandkanten de timer efter han havde kæmpet sig gennem vandmasserne og ind mod breden, mens bølgerne havde skyllet ind over ham og forsøgt at vælte ham, havde nu begivet sig ud på en søgen. En søgen efter hvad som helst mad eller drilleligt vand. Varmen her, havde han klaret sig igennem ved at ligge i vandkanten. Det var nu ikke fordi han havde haft så mange andre muligheder. Men nu havde han hvilet.

Energien var stadig ikke helt tilbage hos ham, men den ville komme så snart han havde fået noget spiseligt i maven. Han var ikke kræsen, men han havde dog et krav. Det skulle være noget der kunne fordøjes uden at sætte hans tarme i uorden eller på nogen anden måde give ham pinsler. Solens sidste stråler havde givet hans rødlige pels et varmt skær, og solen havde taget den varme farve med sig ned i havet, og havde efterladt den brogede og stadig lettere udmattede hingst alene igen.

Han stoppede op et øjeblik for at kaste et blik tilbage mod de fodspor han havde sat i sandet. De blev mere og mere utydelige efterhånden som de var længere og længere væk. Af den ene grund at han døjede med at se alt for langt i mørket, men også fordi vandet slugte hans hovspor. Brêgo brummede lidt for sig selv. En lille utilfreds lyd fordi det føltes som om der var et stort hul i hans mave som forsøgte at æde ham op indefra.

Han besluttede sig for det nok ikke hjalp ret meget at søge føde her. Vandkanten havde ikke ændret sig. Der var ikke pludselig kommet flere planter end før. Der var stadig ingen. Derfor drejede han af og søgte længere ind mod land. Nu hvor solen var gået ned kunne det også bedre lade sig gøre. Ikke fordi han troede der ingen farer var, for de kunne lure over det hele. Men så længe landet var fladt og øde var der næppe noget at bekymre sig om. Og varmen ville heller ikke slå ham halvt ihjel som tidligere. Det var lidt nemmere at holde denne temperatur ud.

Den brogede hingst gik med mulen tæt ved jorden. Den måde kunne han snildt opfange færden af små dyr eller planter omkring ham. Han havde selvfølgelig også sine øre at bruge, men om han kunne stole helt på dem vidste han ikke endnu. Det kunne være han bare bildte sig ting og sager ind på grund af mørket der havde omsluttet ham.

[/size][/color][/blockquote][/font]

[/blockquote]

Antheia

Hoppens ører var fremme idet hun dansede sin vej frem til stranden. Hun havde nydt sit sidste ophold så meget, at hun ville derned igen. Hendes hove bar hende mens hendes instinkter lod hende vide det var den rigtige vej. Den perfekte cocktail, hvis man spurgte hende. Hun glædede sig så meget til at komme derned, at hun næsten ikke ænsede lydene omkring hende. Fremskridt på en mærkelig måde, hvis man så hendes tidligere handlinger. Hun var nær fløjet i luften, hvis bare en lille fugl var lettet foran hende, lige da hun var ankommet. Hun skulle netop til at sætte frem i trav, da hun pludselig stoppede op. Hun brummede kort, før hun tænksomt så til den ene side. Hun skævede ind til den ene side. Ganske rigtigt. Ovenover sandbakken, kunne hun se en skikkelse gå inde på noget fast grund. En ganske specielt farvet hingst så det ud som. Næsten som hende selv, blot med andre aftegn. Hvor mørk han var, kunne hun ikke se i dette mørke. Hun rejste ørerne ivrigt, og glemte for et kort sekund stranden, men da hun kiggede bagud, så hun at der i hans baggrund lå vand. Hun prustede endnu engang og nikkede op og ned med hovedet, før hun satte fremad i trav. For enden af denne sti lå stranden. Da hun var ude, drejede hun ivrigt til venstre – over mod hingsten. Og med et forsigtigt lille vrinsk til ham, sænkede hun farten til skridt og fortsatte mod ham. Hendes ører var fremme og blikket muntert. Nysgerrig efter at se hvilken type han var. Han gik med mulen nede ved jorden, og hun sænkede selv sit hoved for et kort sekund. Som var det ment som en gestus til ham. Et stykke fra ham stoppede hun. Hun vidste ikke hvor hans grænser lå, og hun var lidt bange for at overtræde andres grænser – og især en hingst da. Hvis hun skulle være ærlig, så var det faktisk bare ren fornuft. ”Hej!” sagde hun så endeligt. Ganske feminint, men med en glad tone – selvfølgelig.

Brêgo var ej svag. Han var bare afkraftet og alene. Lidt ynkelig i nogens øjne måske, men han kunne ikke være mere ligeglad. Han havde ondt over det hele efter anstrengelserne. Hans hovede blev hævet en smule ved lyden af et vrinsk. Fra en hoppe kunne han bedømme. Ingen fare der. Det var sjældent de havde angrebet ham i hvert fald. Det var kun da han var lille plag og prøvede de andres grænser af i flokken. Der havde han da fået nogle hug. Men nu var han ældre. Lidt mere selvstændig. Det var han nødt til at være efter han blev udstødt fra flokken og sendt bort. Lederen, hans far mente kun han var en trussel. Det var jo heller ikke ham der retmæssigt skulle eje pladsen. Der var mange ældre end ham, og de var stærkere. De ville kunne have slået den gamle hingst hvis de havde gjort et forsøg.

Brêgos hovede var stadig tæt ved jorden, i hvert fald i forhold til hvor højt det plejede at hænge. Godt nok kun 20-30 cm over jorden nu. Han kunne se hoppen var stoppet op. Hun kom ikke nærmere, så det måtte være op til ham at bedømme afstanden. Den brogede hingst var godt nok ikke så sart, så på et tidspunkt ville han nok ved et uheld komme til at overskride hendes grænser. Nok var han en der i længere tid havde levet alene, men han var bestemt ikke bange for andres nærhed. Det betød at han ikke stoppede op før han var tæt nok på til at kunne røre hende ved bare at dreje hovedet en smule til siden.

Han stod stille et øjeblik. Eller så stille han i hvert fald kunne med hans skælvende ben. Ikke at det var voldsomt, men de rystede under ham. Tale kunne han ikke rigtig. Hans hals var tør og han have ikke sagt noget i et godt stykke tid. Men det var vel bare et spørgsmål om at komme igang. Han strakte halsen en smule og strøg den silkebløde mule hen over hendes hals, en hilsen, og samtidig en fortællling om at han ikke var ude på at gøre hende noget ondt. Det var han slet ikke i stand til. Hans ben gav efter under ham og han kolapsede, med et pust. Luften der lige for en stund blev slået ud. Den kom dog hurtigt tilbage. Han var ikke bange for at slappe af i hoppens nærhed. Heller ikke selvom hun var en fremmed.

,,Vand?''

Hviskede han spørgende. Han var ikke i stand til at få ordentligt kraft på, men han håbede på det var højt nok til hun kunne høre ham.

Antheia

Hun løftede mulen en anelse, da hun så hingstens hoved hæve sig, da han hørte hendes hilsen. Hans hoved forblev dog nede ved jorden, og hun så forvirret men nysgerrigt på ham. Han valgte dog at gå lidt tættere, inden han selv stoppede. Hendes ører var fortsat fremme, og hun brummede endnu engang hilsende til ham. Hun knejsede halsen men hendes blik hvilede dog fortsat nysgerrigt på hingsten, og en anelse bekymret. For han svarede hende ikke lige med det samme, og han så godt nok lidt.. træt ud.. Afkræftet på en eller anden måde. Hun lagde hovedet på skrå, da hingsten strøg med mulen over hendes hals. Hun trak sit hoved en anelse væk til at starte med, men lod så hovedet falde tilbage til hans igen. Det var skam ikke ubehageligt at han søgte kontakt, hun skulle bare lige vende sig til det. Forsigtigt puffede hun tilbage til ham. Hun slog med hovedet, overrasket, da benene under hingsten pludselig knækkede sammen under ham. Hun trådte forsigtigt et skridt tilbage for at give ham plads, før hun strøg mulen hen over hans manke. Han virkede ikke til at have noget imod fysisk kontakt, eftersom han selv havde opsøgt hende lige før. ”Er du o…” startede hun med at sige, da hun hørte den svage stemme fra hingsten. Hun lyttede opmærksom. ”Vand? Åh, ja selvfølgelig.. Er du okay, kan du godt gå?” spurgte hun og så oprigtigt bekymret på ham. Sådan var hun. En hoppe med hjertet på rette sted. Hun sænkede mulen ned til hans og pustede. En venskabelig gestus. Hun ville gerne hjælpe ham og også støtte ham når han gik. Han skulle bare give hende lov, men til det skulle hun bruge et tegn. Hendes blik hvilede på ham. Åh, hun håbede virkelig hun kunne finde vand for hingstens skyld. Han så ikke alt for godt ud.

Men hun havde jo ikke engang kendt stien herned så længe.. Så at skulle finde vand føltes helt umuligt. Hun skævede rundt i alle retninger. Som kunne der stå et helt redningshold for at hjælpe dem lige om 2 sekunder.

Den brogede hingst lukkede øjnene en smule. Træt var han og det kunne ingen lave om på, men han vidste også godt at han måtte op på benene igen. Hoppens nærhed havde han slet ikke noget imod. Det var næsten som da han var lille efter en lang dag med leg, når han så kom hjem og puttede mens mor strøg mulen blidt hen over hans lille krop. Men nu var han stor. Alt for stor til at blive puslet omkring af sin mor. Hun var hjemme i flokken som han ikke længere kunne kalde hans. Det var hans fars. Far af blod, men ikke af sind. Absolut ikke. Han havde andre yndlinge.

Brêgo brummede dæmpet. En lyd bagerst i halsen, som blev kvalt af hæshed. Han nikkede sagte til hoppens spørgsmål. Han var okay. Så længe han ikke var død eller halvdød var han okay. Og han kunne stadig stå. Det var han nødt til at kunne. Det tog godt nok sin tid at overbevise sig selv. Han trak benene til sig så han endte med at sidde op. Stadig let skælvende ben, og fik resten af kroppen op at stå.

,,Jeg undskylder min ynkelighed, men jeg var på flugt fra en ulveflok, kæmpede mig gennem vandmasser, lå i ørkenens hede og har hverken fået vådt eller tørt i en dags tid''

Forklarede han med en lidt hæs stemme, dog i en rolig og mild tone. Hvordan han skulle kunne betale hoppens hjælp tilbage vidste han ikke. Men han ville i hvert fald stå i gæld til hende. Det vidste han. Så måtte hun sige til når hun en gang havde brug for hans hjælp. Men kan kunne da starte med at præsentere sig selv.

,,Mit navn er Brêgo''

Antheia

Hun så fortsat forvirret i alle retninger. Hun var ikke helt sikker på at hun kunne styre det her. I hendes gamle flok havde der aldrig manglet noget.. Sjældent nogle der var skadede, og hvis der så var, så havde hun aldrig rigtigt set det. Så det var faktisk ret.. skræmmende for hende at stå og se på hingsten, der tydeligvis manglede hjælp. Hun prustede kort og nikkede en enkelt gang til hingsten. Hun vidste ikke hvordan han havde det med det pylrede blik og hendes bekymrende ord.. Om han følte sig pinligt til mode? Så hun besluttede sig for at tone det lidt ned, men i stedet have mulen over ham. Klar til at puffe opmuntrende til ham, hvis han behøvede det – Som en slags peptalk. Hendes ører vippede lidt rundt.. Så var de fremme, så var de lidt bekymret tilbage, så var de fremme igen. Hun kunne ikke gøre for at hun var så bekymret. Det lå bare i hende. Hun prustede kort ivrigt, da han kom op og stå. Da hans stemme lød, rystede hun straks på hovedet. ”Nej, det skal du ikke.. Det er ikke engang så slemt. Vi siger bare at du lå ned for at sole dig lidt. Og.. det lyder voldsomt” Det første var kommet i en optimistisk og opmuntrende tone. Det sidste var.. neddæmpet, trist på hans vegne. Hun skævede til ham.. at han stadig kunne holde sig oprejst.. Hans stemme var ganske rar. Rolig. Den var behagelig og det kunne hun godt lide. Hun smilte kort til ham, da han fortalte sit navn. ”Brêgo. Mit navn er Antheia. Jeg håber virkelig jeg kan finde noget vand til dig. Skal vi ikke bare komme af sted og prøve os frem?” Hun sænkede kort hoved og så en anelse undskyldende op til ham. Undskyldende overfor at hun ikke bare kunne finde vand, via en sti hun havde kendt og gået på mange gange før. For.. det kunne hun ikke. Hun kunne ikke engang love ham vand indenfor en dags tid. For hvis man ikke vidste hvilket retning man skulle gå, hvordan skulle man så nogensinde kunne finde én præcis ting, der i forvejen ville være så svær at finde her i ørkenen? Det skulle være held, hvis de faldt over en lille sø eller andet. Hun tog et enkelt skridt fremad, for at opmuntre hingsten til at følge hende.

Han kunne ikke lade være med at smile. Et lille varmt smil. Nu vidste hun i hvert fald hvad grunden til hans lidt ynkelige opførsel var. De fleste ville vel også forstå det. Og nogen ville måske slet ikke have klaret sig igennem det samme som han. Han kunne godt se hun var bekymret. Og det rørte ham alligevel at en fremmed hoppe kunne være bekymret for ham. En han aldrig havde mødt før. Hun måtte være speciel. Ikke på den dårlige måde som i sær, men på den gode måde. Hun måtte være en af dem der ikke var helt så mange af.

,,Antheia''

Han gentog hendes navn for at lagre det i hukommelsen og gav hende et lille puf med den silkebløde mule. For at lige sige at han var okay.

,,I et roligt tempo og uden for den bagende sol skulle jeg gerne kunne holde til lidt. Jeg er ikke et føl''

Ment som at han ikke var svag og hjælpeløs. Det troede han nu heller ikke at hun troede, men det var nu en god ting lige at få frem. Så vidste hun måske nogenlunde hvordan han havde det. Afkræftet men ikke helt på grænsen til halvt død.

,,Jeg er endnu meget ny her, men jeg tænker, at hvis vi begiver os i en retning, så må vi falde over noget på et tidspunkt - om ikke andet lyden af vand eller nogen der kan vise vej?''

Han var tit meget optimisitisk og så sjældent på den negative side af tingene. Det var det der gav ham det gode humør, også i de dårlige tider. Vand måtte der vel være. Ellers ville dette sted bare være en forlænger. Så kunne han lige have gået her nogle dage ekstra for at dø af sult og tørst i stedet for at blive ædt af de 4-benede små hylende bæster, eller blive kvast i vandmasserne. Da hun tog et skridt fremad fulgte han efter. Selvom hun måske ikke kunne finde vand lige med det samme, så var det alligevel betryggende at der var en ekstra med, hvis det nu skulle gå helt galt.

Antheia

Hun gav et enkelt nik fra sig, da han udtalte hendes navn. Som bare lige for at sige, ja det er rigtigt. Hendes øjne bar et muntert glimt, og da han blidt puffede til hendes mule, så rejste hendes ører sig. Hun smilte lidt af hans kommentar.. Ikke et føl. Det lignede han nu heller ikke, men hans sammenligning var nu ret sjov. ”You got it! Jeg skal nok være din wingman” Hun smilte bredt til ham, opmuntrende. Han så jo ikke ud til at være døden nær, men alligevel. Efter hans oplevelser, så skulle han helst have vand snarest. Hendes ører vippede til siden, lyttende efter lyde, før de var rettet mod ham igen. Han snakkede igen, og hun lyttede opmærksomt på ham. Hun så tænksomt ud til siden et øjeblik, før hun nikkede. ”Jo.. Lad os det. Altså, jeg kom fra et mere grønt område lige før. Jeg tror vi befinder os nede i spidsen, så skal vi ikke skridte af den vej? Måske er der noget vand der. Altså som man kan drikke” Hele øen var jo omgivet af vand – men det var salt. Og selvom hun måske kom til at plapre lidt til sidst så skulle hun bare lige have alt med – måske også for sin egen skyld mere end hans. ”Altså hvis du ikke vil snakke, så forstår jeg det godt. Men nu er du ikke blevet alt for skræmt af landet vel? Til trods for denne tørre ørken? Der er andre øer nemlig.. Nogle lidt mere frodige” sagde hun blidt og skævede til ham idet hun fortsatte mod den vej hun var kommet fra. Hun vidste ikke hvor meget hingsten vidste.. Hvor meget han havde gættet sig frem til. Han måtte lade hende vide hvis han vidste noget af det hun fortalte ham. Hun tilpassede sine skridt til hans tempo. Selvom hun var energifyldt, så kunne hun ikke rigtigt tillade sig at hoppe rundt som et eller andet dådyr. Ikke lige nu, i hvert fald. Nu gjaldt det om at finde noget vand. Hun skævede forsigtigt til ham i ny og næ.

Brêgo måtte smile lidt af hoppen. Wingman. Hun var jo ikke af hankøn. Så egentlig ville det vel hedde Wingwoman. Han lyttede nysgerrigt til hendes ord. Hvis hun kom fra et grønnere sted, så var der i hvert fald mad i nærheden. Så var der en ting mindre at bekymre sig om. Da hun åbnede munden igen og snakkede videre kastede han blikket over mod hende. De varme brune øjne hvilede på hende, også da han svarede hende.

,,Jeg snakker gerne. Jeg undskylder hvis jeg til tider er tavs, men jeg har i længere tid ikke haft så mange andre end mig selv at snakke med, og så stopper man med at gøre det. Det hænger fast at man ikke har behov for at åbne munden hele tiden, og ikke så positivt når der endelig er nogen at snakke med''

Nu var det vel hans tur til at plapre løs, men hun måtte stoppe ham hvis det generede ham. Han havde jo ikke haft nogen at snakke med i lang tid, og havde derfor også en masse at sige. Om det var vigtigt eller ej var op til hverenkelt at bedømme. Hvad der er uinteressant og uvigtigt for nogen kunne være meget spændende og måske relevant for andre.

,,Hvis du har nogle spørgsmål eller noget på hjertet, så bare ud med det''

Et smil prydede igen hans silkebløde lyse mule. Hans ene øre var vendt mod hende, lyttende og opmærksomt, mens det andet tippede rundt i alle retninger for at opfange lyd af vand eller noget der kunne indikere vand. I nærheden af vand var der ofte andre dyr i hvert fald. Det kunne også være de kom forbi nogen man kunne spørge om vej, og det var jo også værd at lytte efter.

,,Hvor længe har du egentlig været her? hvis ikke du ønsker at svare på spørgsmål, så undlader du bare. Jeg skal ikke stikke mulen i alt for meget hvis det er for personligt. Okay?''

Spørgsmål havde han jo nok af.

Antheia

Hun brummede mildt, før hun så lige ud. Hendes blik gled dog atter hen over ham, da han svarede hende I sit venlige tonefald. Hun nikkede kort, forstået. Hun smilte kort over hingsten ord der pludselig strømmede ud fra ham. Men det gjorde hende ikke noget. Hun kunne godt lide samtaler der indeholdte mere end nogle få ord. ”Det kunne jeg godt forestille mig. Men.. Jeg har faktisk erfaret at der ikke behøver at gå så lang tid herude, før man møder en ny som man kan snakke med. Så dit stemmebånd skal nok blive trænet op i løbet af ingen tid” sagde hun muntert, og puffede blidt til hans skulder med sin mule. Som sagt var hendes skridt tilpasset til hans tempo og hun gik tålmodigt ved siden af ham. Ja afslappet faktisk. Hingstens selskab beroligede hende. Hun følte at der skulle meget til, før hun ville træde ham over tæerne. Og selvom hun selvfølgelig ikke ville prøve det bevidst, så var det rart at hun kunne snakke og gøre det hun ville. Altså groft sagt. Hun brummede kort med en taknemlig undertone til ham.

Hun løftede hovedet en anelse, før hun skævede rundt i området. Der var stadig ørken over det hele.. Tørt.. Men hvis de blot fulgte denne sti.. Den begyndte at skrå en anelse til venstre. Det ville være smartest at følge hovedstien et stykke vej. Måske ville der komme nogle småstier når de kom ind i det mere grønne område.. Men, hun havde ikke rigtigt været opmærksom på det da hun gik den samme vej for at tage ned til bredden.

Hun vendte de muntre brune øjne mod ham igen. Hun smilede kort igen da hingsten spurgte hende om noget, men så meget høfligt tilføjede at hun ikke skulle svare hvis det blev for meget. Hun smilede bredt til sidst, før hun nikkede indforstået med ham. Hun lavede en trækning med skulderen. ”Tak.. Men.. Jeg vil prøve at svare bedst muligt alligevel hvis du har nogle spørgsmål. Som nu” startede hun muntert. ”Jeeeeg.. Har været her i nogle uger, tror jeg. Tiden bliver hurtigt noget der indikerer om det er lyst eller mørkt for mig. Men jeg har allerede mødt et par stykker. Mere end hvad min flok og jeg gjorde i løbet af nogle måneder” sagde hun blidt, før hun skævede til ham. ”Og i lige måde.. Hvis mine” spørgsmål bliver for personlige, så må du bare sige til”

Hun havde lige fået afsluttet sin sætning, før hun tog en dyb indånding og spurgte ham. ”Altså du sagde at du flygtede fra en ulveflok, ikke? Men.. Var det der hvor porten manifesterede sig for dig?” hendes spørgsmål var renhjertet. Det kunne man sagtens se ind i hendes tillidsfulde øjne. Hun vidste ikke om det med porten var en hemmelighed eller ej. Hun gik bare ud fra at han havde oplevet det samme som hende og derfor spurgte hun ham. Desuden følte hun godt hun kunne dele det med hingsten.

Brêgo vandrede i et roligt tempo. Lange skridt, men roligt. Så han ikke endte med at overanstrenge sig selv. Det ville være ufatteligt dumt nu hvor han har fundet selskab der kunne hjælpe ham. Et godt selskab endda. Han var ikke et sekund i tvivl om at denne hoppe kunne komme til at betyde en del for ham. Hun lod til at være en fredelig og blid sjæl som han selv. Godt nok kunne han også være hård og konsekvent, men det var kun når det var yderst nødvendigt. For det var ikke noget han brød sig om overhovedet.

Han lyttede til hendes ord. Nysgerrigt. Det gav ham noget andet at tænke på. Andet end hans trætte krop og sulten der gnavede. Andre heste. Hvis her var så mange andre heste, hvorfor var der så ikke samling på dem? Det forstod han ikke helt. Det var der måske også? Men af hvad han forstod, så var det enkelte individer man mødte fra tid til anden. Han fulgte hende uden at stille spørgsmål til om hun havde styr på hvor de var på vej hen. Han havde tiltro til hende. Hun havde også været der i længere tid end han.

,,Dine spørgsmål kan ikke blive for personlige. Jeg har intet at skjule’’

Han smilede da han svarede hende. Han havde oplevet mange ting, men intet var personligt. Han havde ingen hemmeligheder. Ingen grund til at holde hemmeligheder. Og der var ikke noget der som sådan kunne få ham ned med nakken eller lægge hans humør ned. Han havde tilpasset sig det liv han var dømt til at leve nu, men det betød ikke at han ikke selv kunne ændre det i fremtiden. Han nikkede en enkelt gang før han svarede Antheia med ord.

,,Jeg flygtede fra ulvene. 5 styks, men det var ikke der porten viste sig for mig. Jeg synes ikke jeg som sådan så en port. Men et eller andet må der have været. De havde jagtet mig gennem skoven. Jeg troede jeg kunne slippe fra dem, men det gik ikke. Jeg havde drejet forkert. Det er hvad der sker når man engang imellem er under stress og skal tænke hurtigt.’’

,,Jeg nåede til klipperne og et vandfald. Ikke helt henne ved vandfaldet. De angreb og jeg fik overbalance. Jeg ved ikke hvor langt jeg faldt, men det var ikke langt nok til at slå ulvene ihjel. De overlevede, de der faldt med mig. At svømme ind til land hvor de var, var idiotisk, så jeg ville bare over på den anden side, men længere væk. Så blev strømmen for kraftig.. Jeg så det ikke før det var for sent. Vandfald. Endnu et og det var stort. Jeg blev kastet under vandet af vandmasserne fra vandet. Jeg kæmpede for at komme op, men uden hæld. Og så var det som om.. Jeg ved ikke.. Vandet stilnede af.. Og da jeg igen var fri for vandet, var der ikke andet end sand og vand og skarp sol. Vandfaldet var væk’’

Antheia

Hun skævede nu og da til hingsten ved hendes side. Hendes ører var fremme. Selvom de var på vej ud i ingenting, så var hun ganske glad for hans selskab. Også selvom de var rimelig doomed.. De andre gange hun havde været her, havde hun ikke været så længe på denne ø, at hun var i risiko zonen for at blive dehydreret.. Eller også var hun bare faldet over en smule vand, idet hun havde vandret rundt. Men nu.. Nu var det en helt anden sag. Hun prustede kort da han svarede hende. Intet at skjule.. Hun sendte ham et smil. Hun havde det på samme måde. I hvert fald hvad hun kunne tænke sig frem til. Havde hun overhovedet noget så hemmelighedsfuldt, at hun ikke ville dele det? Det tvivlede hun på. Hendes opvækst havde været meget normal, hvis ikke kedelig. Født ind i en flok og blevet opvokset der. Det eneste dramatiske hun kunne fortælle om, var fra tiden hvor hun var plag. Hendes mentalitet havde skam altid været hurtig til at udvikle sig. Men ikke hingstenes i hendes flok. Nej, på samme alder som hende, ville de eksperimentere og sommetider måtte hun stå til model for forskellige tilnærmelser. Men hun havde ikke været alene og der var aldrig sket noget rigtigt, så hun havde slået det hen. Desuden var de vokset op.. Og så.. var hun jo endt her i Andromeda.

Hendes øjne rettede sig mod ham og hun gik med let sænket hoved, mens hun forsigtigt hørte efter hvad han sagde. Nogle gange nikkede hun blidt til det forskellige han sagde. Som for at signalere at hun forstod det han sagde. Hun havde en anelse dårlig samvittighed at hun fik ham til at tale så meget, når han nu engang ikke var helt på toppen. Men han lod jo ikke til at have noget imod det, og alle behøvede engang imellem nogle lyttende ører. Og hun ville gerne være de ører for denne hingst, der allerede havde givet hende et mere end godt indtryk af sig selv.

”Jeg er ked af det på dine vegne, at du måtte skulle gennemgå noget så forfærdeligt.” lagde hun ud med at sige. Hendes øjne var knebet let sammen, som koncentrerede hun sig. Det måtte være forfærdeligt at være i sådan en situation, og hun kunne end ikke forestille sig hvor psykisk hårdt det måtte have været for denne hingst at beholde fatningen mens hans liv tydeligvis hang i livstruende laser. ”Nogle gange lader skæbnen det gå ud over væsener, der ikke nødvendigvis behøver at have gjort sig fortjent til sådan en behandling” sagde hun forsigtigt. Hun tvivlede stærkt på at hingsten havde handlet på en eller anden måde i sit liv, der havde gjort ham fortjent til den behandling, han havde fået inden rejsen til Andromeda. ”Men det betyder jo også bare at du har fortjent en ny chance. Ellers tror jeg ikke at du var kommet til Andromeda.” hun puffede ganske blidt til hingstens skulder. Opmuntrende og venskabeligt.

,,Andromeda’’

Han gentog det der måtte være navnet på dette besynderlige sted og nikkede en enkelt gang. Han vidste de var på rette vej, for han havde fået at vide at mod øst ville der være vand. Dog også at han nok burde søge mod en af de andre øer, af den lidt reserverede og sky hoppe han havde mødt, men som tydeligt ikke ønskede hans selskab. Så disse øer måtte være Andromeda. Han vidste ikke hvor mange af dem der var, men denne ville i hvert fald ikke blive hans favorit.

,,Ved du hvor Andromeda er sådan ca?’’

Hans mule var pyntet med et lidt undskyldende smil, for det var ikke sikkert hun vidste hvor Andromeda var. Det kunne jo være lige uden for den grænse han var nået til hvor han kom fra. Med et øjebliks blackout kunne det vel lade sig gøre at strømmen havde båret ham med sig længere væk fra sit område end han før havde været.. Eller Andromeda kunne være en helt anden dimmension? Ligesom hans mor sagde til ham da han var lille, at de gamle som ikke vågner igen hvor de lagde sig til at sove, ville vågne et andet sted. Et rart sted. Et sted uden bekymringer og lurende farer. Kunne Andromeda være dette sted?

,,En ny chance.. En ny start på et liv.. Det kunne være jeg skulle tage mig lidt sammen og komme i gang med at handle i stedet for bare at drømme’’

Han smilede stadig. Han havde jo længe drømt om at samle en lille flok. Ikke kun ham og hopper, men ham og andre hingste også. De som var trætte af at leve alene. Han ønskede i hvert fald ikke det var sådan det skulle være resten af hans liv. Og her havde han på kort tid mødt 2 der lige som han var alene. Hvis der var flere, var der nok nogle af dem der havde samme ønske som ham: ikke at skulle leve alene.

Antheia

Et smil prydede hendes mule, mens hun skævede til ham. Hun gav et nik fra sig, da han udtalte ordet Andromeda. Han vidste vidst ikke at det var det landet hed.. Det kunne godt være at hun skulle fortælle ham mere om Andromeda. Men hvor skulle hun overhovedet begynde? Hun måtte sætte sin lid til at han havde nogle spørgsmål, så hun kunne informere ham efterhånden. Hvis han da overhovedet havde lyst til det. Hun tænkte på noget hun havde hørt før: ’Nogle gange skal man bare lære af sine egne fejl, ikke erfare dem gennem andre’ Var det så det samme som nu? Skulle han selv finde ud af landet på sin egen hånd, selvom han havde hende til at fortælle om det? Det var en anelse forvirrende, så hun flappede opgivende ørerne ud til siden. Om han havde lagt mærke til at hun havde haft en indre monolog med sig selv kunne hun ikke vide. Hendes blik var rettet tænksomt ud i horisonten.

Da han spurgte hende om noget, lyste hun helt op. Det hun lige havde diskuteret med sig selv om begyndt at nage hende. Måtte hun virkelig ikke hjælpe ham med at finde ud af noget om landet? Men han lod til gerne at ville vide noget mere, og hun ville hjertens gerne svare ham. ”Altså.. Jeg har været på 4 øer indtil videre. Og hvis jeg skulle give et gæt så tror jeg at Andromeda dækker over dem alle. Men forskellige navne til øerne er der. Dette her er Zenobia” hun smilte dog opmuntrende til Brêg, da han sendte hende et undskyldende smil. Ingen grund til det. Hun måtte tage sig i at puffe blidt til ham, for det syntes hun at hun havde gjort lidt mange gange nu, og hun vidste ikke om han bare var venlig ved ikke at sige noget til det. Hendes ører rettede sig fremad, men de rettede sig opmærksomt mod ham, da han svarede hende. Hun prustede kort og sendte ham et smil. ”Jeg synes ikke du gør noget galt ved at drømme, Brêgo. Men jeg forstår dig godt. Livet er en skrøbelig størrelse” svarede hun ham med et nik. Oh vise ord fra den lille hoppe. Hun sendte ham et bredt smil.

Hun så frem mod sig, før hun rettede ørerne fremad ved en lille sti. Den så endda lidt bekendt ud! ”Jeg tror måske vi er på sporet af noget her. Lad os prøve denne sti” sagde hun ivrigt og satte farten en anelse op, dog uden at lægge mærke til det. ”Tilbage til øerne. Taget i betragtning af din knap så gode oplevelse på den her ø, så tror jeg Leventera ville være et godt næste valg at tage hen. Der er masser af plads, frodigt og en masse søer” hun skævede til ham ved det sidste ord, en anelse drillende, prøvede at holde det humoristisk, så de ikke blev alt for deprimerede. For hvis de ikke fandt noget vand i tide, så var de.. ja doomed.

Brêgo lyttede nøje til Antheias ord. Hun var den første hoppe han havde mødt på dette sted, Andromeda, som ikke havde været afvisende, og som endda havde været meget hjælpsom. Hvordan han skulle kunne betale den hjælpsomhed tilbage vidste han ikke. Men der måtte vel komme et tidspunkt. Han stod i den grad i gæld til hende.

,,Fire øer? Zenobia, Leventra og 2 mere. Så er der i hvert fald noget at udforske. Så denne ø er meget sandet, og Leventra er… Det stik modsatte? Hvordan er de to andre øer?’’

Brêgo havde altid været meget nysgerrigt anlagt. Han havde altid stillet mange spørgsmål og på den måde fået mange samtaler i gang der stort set altid endte i venskaber hos hopperne. Han var måske lidt fimset i de andre hingstes øjne. De andre hingstes øjne fra hans gamle flok i hvert fald. Det var sjældent han rendte rundt og legede med dem. De var oftest væk før han fik set sig om. Men det gjorde ham nu ikke noget. Han var ikke en af ballademagerne, men alligevel smidt ud.

,,Jeg har ikke planer om at forblive en enmands flok for altid. Ikke resten af mine dage i hvert fald. De to vintre og 3 somre må være nok. Det er på tide at lede efter et sted der er uejet af andre flokke. Hvis du skulle vælge den ø der ville passe bedst, hvilken skulle det så være?’’

Nok havde hun sagt at Leventra ville være et godt næste valg. Men nu var de jo også på jagt efter vand, og hvis der var masser af søer, så ville det jo helt klart være det bedste valg. Men som flok område ville han jo ikke behøve så meget andet end et sted hvor det ville være muligt at forsvare sig selv og andre, samt mad og drikke. Et område der ikke var alt for lukket men heller ikke for åbent og hvor det samtidig også ville være muligt at have et ordentligt overblik. Det var hvad han måtte søge efter, når han engang var færdig med at søge vand.

Han satte farten op i takt med hoppen. Samtalen havde fået lagt tørsten lidt på hylden. Den var der stadig, men ikke lige så tydelig. Hans hjerne var blevet distraheret af andet. Sådan kan det jo også gå med sult. Tænker man på mad bliver man sulten og går man længe nok og kommer til at lave noget andet, så glemmer man det lidt igen. Selvfølgelig ville tørsten vende tilbage igen, og måske stærkere end før. Den brogede hingst kunne godt lide hoppens muntre væremåde. Ingen grund til at pylre alt for meget. Sådan var det også med de små. Begyndte man at pylre om dem hvis de faldt eller slog sig, så blev de selv mere pylrede. Så hvis man kunne holde humøret oppe, så skulle det nok gå. Og godt humør smitter. Smil smitter, og Brêgo kunne ikke helt lade være med at smile lidt af hende.