A new world, a new start

Cadillac

---

Fællestråd C:

Cadillac stod på en bakketop og betragtede det nye land, der strakte sig foran ham. Dets navn var Andromeda. Hvordan han kunne vide det, stod ham uklart, men han var ikke et sekund i tvivl. Ligesom han ikke var i tvivl om, at der var noget særligt over dette sted.

Cadillac løftede prøvende hovedet, udspilede næseborerne, og åndede langsomt ind. Som forventet var luften en helt anden end den, han var vant til. Der var ting i den, som han aldrig før havde kendt til, og det var sikkert også tilfældet med selve stedet her. Det indeholdt uden tvivl ting, han ikke kendte til. Ting, han ville komme til at kende til - Med tiden.

Men nu var ikke det rette tidspunkt til at spekulere over den slags store spørgsmål. Det han skulle nu, var, at lære stedet at kende. Finde det bedste steder at opholde sig, de smukkeste og de mest fredfyldte steder. Men ikke mindst, skulle han finde noget selskab. Andre heste. For han kunne da umuligt være alene i dette land.

Cadillac strakte sig grundigt og lod så blikket strejfe. Der var så meget, så mange nye indtryk. Det var faktisk svært at kapere det hele på én gang, men han prøvede. Han prøvede at holde fokus. Og omsider satte Cadillac sig i bevægelse. Først ganske langsom, som for at sikre sig at han stadig kunne bevæge sig, men siden hurtigere og hurtigere. Som vinden fløj han af sted gennem landskbaet, ned ad bakken, imod en skov. Det perfekte sted at starte.

Det føltes fantastisk at være på farten igen, at mærke vinden i pelsen, at høre lyden af dens hvæsende protest da han fór af sted. Et smil bredte sig hen over Cadillacs mule, og et gennemtrængende vrinsk forlod hans mule af ren og skær glæde. Han følte sig hel igen. Okay, måske ikke hel, men.. Mere hel. Hvis man da kunne sige sådan.

Han var nået et stykke ind i skoven, før han modvilligt besluttede sig for at stoppe. Cadillacs blik fløj hid og did, søgte efter andre heste, afsøgte hver en krog. Hans følelser var ét stort rod, men han var ligeglad. Han var alt for optaget af sit nye hjem. Hjem. Ja, Andromeda var hans hjem nu.

₪ Seaborn

[/size]Siren[/color] ₪[/center]

Siren gik og sang for sig selv, og ænsede ikke andet, end sine dansetrin. ,,Tropical the island breeze. All of nature wild and free. This is where I long to be. La isla bonita. And when the samba played. The sun would set so high. Ring through my ears and sting my eyes. Your Spanish lullaby.." Hun lod sig danse i 3-taktede bevægelser og lod sig glide forførende afsted, mens hun af og til lukkede øjnene, og danse en lille smule sidelænds.

Det her, er mit hjem. Et hjem, der er fælles for ufatteligt mange andre sjæle også. Men til trods for at jeg er født og opvokset her, kender jeg ikke mange sjæle. Jeg kender til gengæld alle øerne, alle kroge og alle stier. Men sjæle; dem kender jeg kun ganske få af. Min moder, min fader, Seth og Brêgo. Resten af de sjæle der vandre omkring på disse øer, kender jeg kun ved lugten og nogle få af udseende fordi jeg har betragtet dem, fulgt dem måske.

Min spinkle og feminine krop, står placeret inde i en af skovdelene på Leventera’s store område. Her er mange klatter af både store og små skove, men jeg har plantet mig her, for at betragte den åbne eng, hvor mange ofte vandre omkring; det er den måde, eg socialiserer mig på. Ved at kigge.

Mit blik rammer en hingst, der for mig er ukendt. Det er der mange der er, men den duft han bærer, har jeg heller aldrig lugtet på øerne, stierne eller krogene. Er han ny? Jeg ved det ikke. Men for mig, er han duft og udseende ny, og ergo er han for mig ny i området ligeså. Mine øjne knibes skeptisk i, mens jeg beskuer ham som han står der på bakketoppen. Men der står han ikke længe; til min overraskelse og irritation måske.

For i en pludselig bevægelse, er han nu sat frem i høj fart. Og retningen, ja, den er imod mig, imod skoven. Kaster hovedet en smule iltert op og ned, mens jeg viger en smule sidelæns, kastende med kroppen i en smidig bevægelse. Knejser nakken op, og bevæger mig nogle trippende skridt baglæns, idet han lander inde i skoven, med et vrinsk der er ganske tydeligt for mig, fordi jeg ikke er langt fra ham.

Mine næsebor er udspilede, og et voldsomt prust glider fra mig. Ja, jeg gør opmærksom på at jeg er her. Mine øre vippes en smule skråt bagud, mens jeg kort tripper nogle få skridt sidelæns; jeg ved ikke hvordan jeg skal agerer i selskaber, fordi jeg har haft så få af dem. Men at flygte, det gør jeg ikke – det er jeg for stolt til!

Brego havde nu været her i lidt tid, og med hjælp fra andre efterhånden også fundet sig godt til rette. Det var ikke hjemme, men det var okay. Det var bedre end okay. Han havde kun oplevet det som et fredeligt sted. Et fredeligt sted der passede til hans fredelige sind. Med nogle fredelige sjæle der også vandrede rundt ligesom han. Det skulle dog være slut med vandren. Han ville finde et sted her, hvor han ville høre til. Dog ikke så han ikke stadig kunne udforske områder, men han ville finde et sted der kunne være hans.

Skoven var hvor han havde fundet vand til at starte med, med hjælp fra en venlig sjæl. Det var her han stadig udforskede området. Han skulle være sikker på der ingen farer var omkring ham. Det havde han lært. Dette sted var endnu nyt og derfor kunne han heller ikke være for forsigtig. Brêgos ører vippede rundt i alle retninger og han syntes at kunne opfange lyden af andre nær ham. Ikke bare en enkelt, men flere. Hæn hævede det store ædle hovede et øjeblik.

Hans krop var ved at komme sig. Han havde stadig en smule ondt, men han havde også brugt muskler han ikke plejede. Han havde stadig små rifter efter de firbenede bæsters klør, og de kløede sådan. Han vidste godt det var et godt tegn, for det betød de var på vej væk. Træerne var udmærkede kløpinde. Endnu en god grund til at besøge dette sted engang imellem.

Han knejsede i nakken og trippede fremad med halvhøje løft. En gang der passede perfekt til hans ellers så ædelt byggede krop. Og nu havde han energi. Masser af energi. Og her var andre! Han brummede hingstet, men langt fra dominerende. Mere for lige at give lyd fra sig, så andre vidste han var her.

Antheia

Antheia stod forsigtigt i udkanten af skoven og græssede. Det var en rolig aften. Den type nat så stille, man kun kunne høre cikaderne og ellers havde mørket lagt en dæmper på det hele. Idyllen varede ikke længe, for hurtigt skar et vrinsk igennem stilheden og et ubevidst brum fra Antheia undslap hende. Ganske nysgerrigt. Hun var ikke helt sikker på om det var en ny eller en hun havde hilst på før. Så det var da ganske spændende. Hendes ører vippede fremad, før hun så rundt. Hun kunne ikke se nogle endnu..

Det var for hurtigt sagt, for hurtigt dukkede der en mørkebrun hingst frem. Styrtende ned af en bakke mod skoven, hvor hun stod og græssede. Hendes ører flappede kort ud til siderne, mens hun skævede uforstående til denne hingst der tilsyneladende ville have brændt noget energi af.. Eller noget i den stil. Men så rettede de sig fremad og hun svarede hingsten. Mon der var flere i området? Mon han havde nogle med? Hun så efter ham, men det lod kun til at være ham. Hun brummede kort og bakkede en anelse, mens hun fortsat så rundt.

Hingsten var stadig et langt stykke fra hende, så hun valgte lige at få sig en tot græs til. Det kunne hun sagtens nå inden hingsten nåede ned. Men hun vidste trods alt ikke om han overhovedet havde hørt hende. Eller om der var flere der havde svaret ham. Nu kunne hun kun vente og se.

Så hørte hun også et andet vrinsk, tilsyneladende også fra en hingst. Måske endda også en bekendt en? Nu vrinskede hun blot for at gøre sig opmærksom på sig selv.

Cadillac

---

Det ene øjeblik var der komplet stilhed, det næste vrimlede natten med sjæle.

Cadillac standsede brat, da han hørte en brummen i nærheden. Hans brune hoved blev løftet, og han spejdede nysgerrigt i skoven omkring sig. Der gik ganske kort tid, inden han fik øje på en hoppe. En grå hoppe, ville han gerne sige, men hun var så meget mere end blot grå. Cadillac havde aldrig set en hoppe som hende, med så avancerede, elegante aftegn. Elegante, og dog vilde. En rynke opstod i hans pande, og han brummede prøvende imod hende.

Hingstens mandelformede ører blev spidset opmærksomt. Der var andre heste i nærheden. Han kunne høre en hoppes stemme, utydelig. Hun var for langt væk til, at han kunne skelne ordene, men han fornemmede en rytme i lydene og gættede på, at hun sang. Det var aldrig faldet ham ind at synge, men det var vel lige så normalt som at løbe, måtte han gå ud fra.

Et øjeblik betragtede han indgående hoppen med de specielle aftegn, men så blev hans koncentration afbrudt igen. En fremmed hingsts vrinsk gav genlyd i natten, nøjagtig som hans eget måtte have gjort, indså han overrasket. Han skrev sig bag øret, at være mere afdæmpet fremover. Det gik ikke an at forstyrre nattens liv i så høj grad, selvom han var glad. Han var ikke alene her. Det havde han heller ikke tidligere været, men hans flok havde været vant til hans unoder og støj. Det her var helt nyt, og han ville ikke gøre et dårligt indtryk.

Inden Cadillac fik set sig om efter hingsten, blev natten igen flænget af et vrinsk - Denne gang en hoppes. Hingsten løftede hovedet højt til vejrs og virrede med det. Han havde haft ret, da han antog, at han ikke var alene. For det var han da langt fra.

Og hvilket held det ikke også var. For hvad skulle han dog have lavet, hvis han havde været alene? Kedet sig, utvivlsomt. Han hadede ensomheden og foragtede den måde, han blev, når han var alene i for lang tid. Cadillac var afhængig af andres selskab, det var ganske vidst. Og det havde han også selv indset.

Grundet der intet svar har været i løbet af de sidste 2½ måned, vælger Jeg/Brêgo at hoppe fra (:

[Brêgo Out]