Nyt bliver gammelt.

Ting havde ændret sig, men det var ikke nogle ting som var fremmede for den sorte hoppe Myth. Hun var særpræget og de sirlige aftegn var blevet tydeligere, men de der måtte springe mest i øjnene var ja, hendes øjne. De var hvide, som virkede som en uendelig tågedal som kunne opsluge enhver i deres værste mareridt. De besad ingen pupiller, og de virkede blot flydende. Dog kunne Myth se ligeså godt som andre heste og de var ingen hindring fra hende, udover måske at de ville skræmme andre væk i det hun nu igen lignede et genfærd, som hun havde været engang. Magien besad hun dog ikke længere, for hun havde ikke ønsket den, men inden i hende voksede der noget der var mindst ligeså magisk. Et føl. Myth var i fol, for det var det man måtte betale hvis man ville have noget, men det gjorde hende intet. Som hun stod her under et træ i den varme stjerneklare nat og blidt nussede hendes mave. Hun var ikke vokset sådan helt tydeligt, men hun kunne mærke at der var noget derinde. Hun brummede saligt og lød de pupilløse øjne søge himlen.

Myth var længe efter tilbage på sin vanlige plads. Hun var ved at være halvvejs henne og det kunne ses på maven som var blevet markant større, men stadig ikke alt for stor og klumpet. Hun lå under et stort egetræ , i ly for regnen der silede ned over den ellers fredelige eng. Hun rynkede på mulen og vippede en anelse med de mandelformede ører. Der var umiddelbaart ingen i området og det gjorde hende intet. De hvide, pupilløse øjne, scannede dog området ofte for at sikre sig at ingen sådan lige umiddelbart kunne snige sig ind på hende. For hun havde den fineste opgave at passe på det der var i hendes mave. Vogte det med hendes liv. Hun rykkede dog en anelse på sig, så hun lå bedre til rette. Var der nogen der havde begivet sig ud i regnen?

Mørket var efterhånden faldet på og Myth var stadig at finde under træet, som gav glimrende læ for vind og vejr. Hun var en anelse træt, som hun stod der og så op på månen, der gav genspil i hendes sirlige aftegn, manen der gav et sølvskær tilbage og ikke mindst hendes øjne, som i stunder som denne virkede flydende og ikke i fast form, hvilket de var, men der var blot ingen pupiller. Hun slap et let suk og vendte mulen mod den store mave, som hun nu nussede blidt. Hun holdte sig i ro og ønskede egentlig ikke selskab fra nogle hun ikke kendte, men alligevel savnede hun noget varme og nærvær. Hun skar en grimasse i takt med at det rumsterede i maven. Hun sukkede igen, og lod sig igen synke ned på knæ, for til sidst atter at ligge i det høje græs.

Myth blev forstyrret i sin slumren da solstrålerne nu ramte hendes tynde øjenlåg. Det gippede derfor let i hende da hun nu rigtig vågnede. Hun rykkede på sig og så nu op på grenene over hende. Hun var faldet i søvn og havde åbenbart haft brug for at sove i det hun havde lagt som en stor sten og nok også snorket. Hun kom da lidt anstrengt på benene og rystede sig. Hun kunne nu mærke at maven var begyndt at tynge hende mere og mere og hun sukkede anstrengt, inden hun begav sig afsted tværs over den lille eng. Hun løftede hovedet og spejdede ud over horisonten, men Leventera var ganske tom på nuværende tidspunkt. Selv var det ikke Myth's foretrukne sted. Men at der ligefrem ikke var nogen her. Det var dog underligt.

Ahearn kom stødt og roligt gående på engen. Hans hvide pels skinnede i solens stråler. Hans kraftige sorte man og hale blafrede blidt i vinden. Han var ikke på udkig efter noget specielt her på denne ø. Selskab behøvede han heller ikke. Hans blik var tomt, men samtidig smertefuldt. Ville han nogensinde skille sig af, med de smerter som plagede ham i hans sind?

Endnu en brise kom i hans retning, og med sig bar det en duft af hest. Hans ører blev rettet frem og hans blik vågnede en anelse. Per refleks knejsede han let i nakken. Han håbede så inderligt på, at denne hest ikke ville ligne den hoppe, han først havde mødt i dette land. For dystre minder havde væltet frem idet han havde set hende. Selvom minderne nok aldrig ville forsvinde, så ønskede han dog ikke, at blive mindet om dem, hver gang han mødte en ny hest.

Hans krop blev mere og spændstig ved tanken om sin fortid og han ville da lyve, hvis han ikke lod sit humør blive påvirket af det. Måske var det ikke den bedste idet at møde en fremmed hest lige på nuværende tidspunkt. Så istedet for, at give sig til kende med det samme, stod han bare stille og spejdede ud over engen, i et forsøg på at få øje på denne hest.

Myth dukkede op over en mindre forhøjning og fik nu øje på en hvid skikkelse længere nede, som virkede ufattelig spændstig. Det fik den drægtige hoppe til at stoppe op og hvælve en anelse i halsen. De to heste var næsten som modsætninger udover de havde samme farve nuancer. Myth sirlige aftegn blev fremhævet i det solen badede i hendes sorte pels og den hvide man vajede let i vinden, men hvad der var mest iøjenfaldende var de pupilløse hvide øjne som stirrede på hingsten med en gennemborende intensivitet. Hun havde en stund i Andromeda haft nogle isblå pupiller, men var så senere vendt tilbage til hendes oprindelige udseende, hvor hun havde sin oprigtige udstråling. I denne tid var hun dog mere mistroisk overfor fremmede, for trods alt bar hun på noget dyrebart og værdifuldt.

Ahearn fik øje på en skikkelse i det fjerne. En højest usædvanlig en af slagsen. At dømme ud fra størrelsen, så måtte det være en hoppe. Men hun så noget usædvanlig ud. Det var næsten umuligt at få øje på hendes pupiller, fra den afstand lignede det faktisk, at hun ikke havde nogle. Dog hvilede hendes blik intenst på den hvide hingst. Efter hans mening, så var hun en mystisk skabning. Aldrig havde han set noget lignende.

Fyrrigt slog han ud med det ene forben, imens et hingstet hvin kommer fra ham. Hvorfor han reagerer som han gør, ja det kan kun han svare på. Oftest er der ikke nogen decideret grund. Halen slog kraftigt bag ham, al den spændstighed skulle ud på den ene eller den anden måde. Hans sorte øjne hviler stadig på hende i lidt tid. Inden han beslutter sig for, at komme med et dybt vrinsk, som kun lige er højt nok til, at hun kan høre det. Men han havde på ingen måde tænkt sig, at nærme sig. Nej, det måtte være op til hende, hvis hun altså ville have hans selskab.

Myth hævede hovedet ved hans udskejelser. Hun var umiddelbart i tvivl om at hun ville opsøge denne hingst, for hun var trods alt øm over sin baby. Hun trådte nogle skridt frem, så hun nu var nede fra forhøjningen og et par meter fra den hvide hingst. Hun havde endnu ikke taget blikket fra ham og ørerne var mistroisk vendt bagud og hendes holdning spændt. Den slanke hals var straks mod ham og de fintfølende næsebor forsøgte at opfange duften af ham. Hun stod dog nu forstenet som en elegant, men fed statue og begav sig ikke et skridt nærmere før han havde besluttet sig for hvilket lune han var i. Normalt havde hun da blot danset hen til ham og sat ham på plads, men maven var en hæmning og der måtte ikke ske Baby noget. For hun havde trods alt en aftale om at opforstre den.

Hans mørke øjne brændte sig fast på hende, imens hun nærmede sig. Men han tydede hurtigt, at hun ikke havde tænkt sig, at nærme sig yderligere. Irriteret lagde han ørerne ned. Hvor han dog hadede at være den, der skulle tage initiativ til, at stifte nye bekendtskaber. Det skabte ikke et godt indtryk hos ham. Dog nærmede han sig i et langsomt tempo. Han havde ikke travlt med, at møde hende og derfor ville han heller ikke ligne en, der ønskede hendes selskab. Hans ører lå stadig ned.

Jo tættere på han kom, jo mere fik han bekræftet hans ide om hendes øjne. De var virkelig kridhvide. Det var noget Ahearn aldrig havde set før. Hvad var hun dog for en skabning, siden hun havde sådan nogle unaturlige øjne. Samtidig gik det da også op for ham, at hun var i fol. Dette var dog ingen fordel for ham. For Ahearn var aldrig særlig diplomatisk eller tålmodig, og det lod han da også hurtigt andre vide. Men han havde én ting, som fik ham på andre tanker og det, var hopper i fol. Han ville aldrig skade en lille ny. Det var ikke dens skyld, at den skulle ind i denne forfærdelige verden.

Han stoppede op, omkring 7 meter fra hende. Hans ører lå fortsat ned og hans øjne var rettet direkte imod hendes. Et dybt prust kom fra ham. Andet havde han ikke tænkt sig at gøre, for han havde set hendes reaktion.

Myth løftede hovedet i det hingsten fortsat havde ørerne lagt i nakken. Hun trådte et par skridt til siden og rynkede på mulen. Hun var ikke begejstret og holdte derfor afstand. Hun havde selv ørerne vendt en anelse bagud, men ikke fordi hun var arrig og afvisende, men blot en anelse mistroisk overfor hans adfærd, for hun vidste ikke om han ville gøre hende og hendes baby fortræd. Hun sænkede hovedet en anelse og rynkede på mulen, inden hun langsomt begyndte at skridte mod ham, men samtidigt udenom. For selvom Myth godt kunne tage et initativ, så var det svært for hende i den nuværende situation. Hun sendte dog en anerkendende nik til hingsten, uden at sige mere. Myth var en hoppe af få ord, nøjagtig ligesom hendes søn, Mindraper. Hun viste mere sit humør via kropssporg, som ligenu var en anelse tilbageholdende og måske endda nervøst.

// Tror vi lukker den her.