Post by Deleted on Aug 5, 2012 0:30:23 GMT 1
Berbeza - " Za "
Vinden var lettere kraftig her til aften, den føg afsted henover områdets sand, med en let susende lyd. Flere af sandkornene hvirvledes op i luften, for igen at lande et stykke længere henne. Derudover ruskede vinden også i den unge hoppes cremefarvede man, og ligeså fik den hendes pandelok til at falde ned og blokere hendes syn. Med en dæmpet brummen rystede hun på det mørke hoved, der som aftegningerne op af hendes slanke ben, stod i stærk kontrast til resten af hendes krops kridhvide farve. Med lange skridt bevægede hun sig gennem det sand, som omgav hende, og strækte sig så langt øjet kunne se. Den unge hoppe holdt af alle de forskellige øer i Andromeda, mest af denne - sandet, og havet, havde altid tiltalt hende. Der var noget særligt vildt og utæmmet af det - måske noget, der mindede hende lidt om hende selv. Za bevægede sig ikke med den sædvanlige energiske iver, som man ellers stort set altid så hende benytte sig af - denne aften var hendes skridt mere velovervejede, til trods for at et lidt fjernt glimt var at skue i hendes mørke øjne. Hvilket viste, at til trods for at hendes ører vippede lyttende i forskellige retninger, så gik hun ligenu en anelse i sine egne tanker.
Årsagen til hendes pludselige tænksomme færd, havde hun dog bestemt ikke i sine at fortælle nogen om - selvom der var nogle få, fysisk synlige spor rundt omkring på hendes lille, spinkle krop. Hendes næseryg var tydeligt mærket af bid, ligeså var dele af hendes ryg og manke, og hun havde flere små skrammer rundt omkring. Det var dog ikke dem, der frustrerede hende mest, og fik hende til at gå nu her, og bande indvendigt af sig selv. Det var heller ikke det, som havde gjort, at hendes ære og stolthed havde lidt et knæk. Dette viste hun dog ikke i sin fremtoning - hun ville ikke lade nogen se, hvordan hun inderst inde havde det, med denne situation. Under ingen omstændigheder, skulle nogen få sådan et indblik i hendes inderste, og se, hvor meget hun egentlig skammede sig over, hvad der var sket. Derfor var hendes bevægelser også fortsat præget af hendes karakteristiske selvsikkerhed og elegance som altid. Za gav et dæmpet fnys fra sig, idet hun atter slog fra sig med hovedet. Hun ville ikke længere tænke over den situation hun havde bragt sig selv - det kunne vente. I stedet rettede hun sin opmærksomhed, mod sine omgivelser, og det fjerne glimt forsvandt atter fra hendes nu funklende, sorte øjne.
[ Reseveret til Za & Apache ;D ]
