Messages from beyond | Fuyu ~

Ask not the sun why she sets
Why she shrouds her light away
Or why she hides her glowing gaze
When night turns crimson gold to grey
(Dette lyttes til under læsning)

[/size][/color][/i]

Langsomme, milde briser gled over det mørke landskab, da den varme sol hvilede på grænsen mellem nat og dag, halvt formørket af endeløse rækker sand. Himmelen lyste op i talrige nuancer af gyldent og rødt, idet de sidste stråler langsomt blev kvalt. Én efter en, indtil kun en enkelt, gylden stråle af lys og håb rørte den elegante hoppe af ædelt blod. Hendes mørkebrune, intelligente øjne hvilede længe på den tungsindede, døsige sol, indtil ikke én stribe af lys oplyste himmelen. Tilbage var blot det tomme og dystre mørke og den sorte himmel, der endnu ikke var oplyst af det mindste sol. Vinden tog til i styrke, markerede sig og sit overtag i den dystre nat. Den bremsede kun kortvarigt for at undersøge og vurdere den gyldne hoppe, der endnu stod tilbage som forstenet med sine hove begravet i det endnu varme sind og med blikket i den retning, hvor solen havde forladt jorden. Solen havde vendt dem alle ryggen endnu en nat og efterladt dem til at klare sig selv, indtil den ville genopstå og medbringe bedre tider.

Shaeyata lukkede sine øjne, hvilede et øjeblik og lyttede til vinden, og dens historie. Kærligt kærtegnede den hendes ophedede krop, afkølede hende og bragte hende ro, indtil dens færden omkring hendes sarte ører medbragte sange fra hendes hjemland. De bløde og umådeligt smukke elver-stemmer overdøvede alt andet. Deres sange var melankolske og tårefremkaldende, lange og smertefulde og rørte hende dybt i hendes hjerte. Hun følte, at hendes åndedræt forsvandt fra hende, og at afsavnet klemte luften ud af hende som en kvælerslange. Hun hev rystende efter vejret gang efter gang, indtil de uundgåelige tilbageholdte våde dråber af afsavn og fortabelse gled ned og fulgte hendes næseryg, indtil de nåede hendes mule. Få faldt derfra ned og vædede sandet. Andre sank blidt ned i hendes hud og blev en del af hende, ligesom savnet og følelsen af håbløshed var en del af hende.

Ild. Så meget ild. Skrig. Så mange skrig. Rædselsslagne øjne, hjælpeløse råb efter hjælp. Mødres gråd, idet de knæler ned over deres afdøde, værdifulde børn. Fædres anstrengelser med at bringe kvinder og børn i sikkerhed. De faste og bestemte skridt fra uelegante mennesker. Skarp, hånlig latter. En dronnings ansigt, idet hun ser ned og betragter den kniv, der medbringer død. Hendes ansigt, når hun beslutsomt ser op og bringer gerningsmanden til samme skæbne til eksempel for sit folk. Artsfæller, der kæmper mod hinanden på hver deres side. Nogle på menneskers, nogle på elveres. Fortvivlede vrinsk, lyden at galopperende hove på vej væk fra et sted, præget af død og ødelæggelse. Intet tilbage, ud over lig spredt ud over jordbunden, der er gjort fugtigt af dampende blod. Røg fra de afbrændte, sortsodede træer, døende blomster, der råber på hjælp. Mennesker, der tager, hvad de vil, slår alt de vil ihjel, driver et helt folk til uddød. Intet tilbage. Intet. Intet.

Shae gispede tungt efter vejret, kneb sine øjne sammen i frygt for sit eget folk, idet stemmerne lod hende kende sit folks skæbne. Hele hendes legeme rystede, da stemmerne bragte hende bløde og milde ord fra hinsides, fra de spidsørede, der havde mistet deres liv. Hun hørte endog den dronning, der havde lært hende alt og taget sig af hende fra spæd tale bløde, kærtegnende ord, der henførte Shae til en dvaletilstand, mens hun blot lyttede og samlede sig på ny. Et langsomt, men roligere suk lød fra hende, idet hendes mørke øjne på ny åbnedes med ny styrke, med ny beslutsomhed og en viden om, hvilken vej hun skulle gå, og hvorfor hendes tilværelse var blevet flyttet til dette sted. Hun trak vejret langsomt og roligt, men stod som forstenet længe, inden hun tog det første prøvende skridt fremad i det nu kolde sand – timer måtte være gået, siden budbringerne fra hinsides havde kontaktet hende.

[/color][/font]

......APOCALYPSE

[/font][/b][/size]......[/center]

Skyggerne var usædvanligt stille denne nat, og ræven var for en gangs skyld klar i tankerne. Hans rolige skridt, kombineret med de dybe åndedrag var det eneste der lød på hans stille vandring. Sand hvirvlede op omkring ham, blev tvunget ned af skyggerne der dansede omkring ham i en lydløs hyldest, og dæmpede alle lyde fra omverdenen. Alt var så stille.. Så stille at dødninge hingsten følte sig så fredfuld som aldrig før. Han var ikke sikker på at han stadig var levende, men den svage rytmiske dunken der udfyldte hele hans, og deres, tilstedeværelse lød sagte fra mørket. Så helt død kunne han ikke være. For udefra kommende kunne man dog hurtigt komme i tvivl. Den hvide hingst med et kranies grin bredt ud på den lyse mule og bevægelser der var præget af en stiv dødlignende krampe. Skyggerne der dansede som en tåge, mørkere end natten, om hans hove. Hvis ikke han var et billede på døden, hvad skulle han så være?
Et dæmpet fnys forlod hans tvefarvede mule og med et stoppede han og glippede med de mælkehvide svagt glødende øjne. Han fornemmede liv i disse evige sandbanker, som han var kommet til at holde utroligt meget af. Han kastede kort med hovedet, og spidsede de to snehvide ører. Jo, nogen nærmede sig ham, nærmede sig dem. Skyggerne trak sig tættere indtil ham, hviskende med skadefryd i de mange stemmer, i hans stemme, i stemmen. Hans ene gyldne hov søgte over sandet, hvirvlede mørke og sang med sig, og et hvinende vrinsk forlod hans mule. Ikke alene var det blot et vrinsk; der lå en usagt trussel i det, en skræmmende legesyg lokkende tone og en… ubeskrivelig uhyggelig nuance. Som var han allerede død.
Natten opslugte hans vrinsk, deres vrinsk, og skilte det for at bringe det imod hoppen fra tusindevis af sider, med uendeligt mange forskellige tolkninger. Imens satte han igen i gang i en rokkende skridt der understregede kroppen der var en anelse for spinkel grundet de mange nætter i ørkenen. Som en mare nærmede han sig hoppen imens hans tanker, deres tanker, dens tanker, opildnede hinanden til de mest fantastiske scenarier udspillede sig for ham og kaldte et skræmmende, bredt grin frem på hans, deres mule.

Shaeyata havde helt bestemt regnet med, at hun ville være helt alene på dette dystre sted, henlagt i nattens kolde mørke, som var et tungt tæppe lagt over himmelen i de øjeblikke, hvor solen blot var forsvundet og alt var sort. Inden længe vidste hun dog, at tusindvis af vidunderlige, blinkende stjerner ville finde deres vej igennem det mørke tæppe og oplyse verden i perfekt harmoni med den ensomme, blege måne, der længselsfuldt spredte sit hvide, søgende lys ud over verden og reflekterede sig i sandet. Den kønne, gyldne hoppe var imidlertid ikke alene med månen og stjernerne, for hendes tanker blev straks afbrudt af et vrinsk, der kunne være kommet fra graven. Hun stivnede kort nervøst og vippede sine ører i alle retninger i et forsøg på at lokalisere den retning, hvorfra vrinsket var kommet – men uden held. Hun havde aldrig i sine dage oplevet et sådan vrinsk fyldt med dødens grumme latter, når han stjæler et liv og udfordrer andre til at forhindre deres uundgåelige skæbne – at vende tilbage til jorden og til støv. Hun gøs over denne uhyggelige spøgelsesvrinsken, men slog den dog bort som et produkt af hendes egen fantasi, på trods af dens virkelige klang. Hun havde kort forinden oplevet sang fra sit hjemland, og nu denne vrinsken. Alt i alt, havde dette ellers smukke land vist en helt anden side – en side, hun ikke brød sig synderligt om, da den bar det dybere melankolske, og det syge og forkerte.

Overbevist om, at det hele var humbug, rankede hun sig og hævede stolt sit hoved til en høj position, alt imens hun kort skimmede sine omgivelser med de vagtsomme, mørkebrune øjne, der i det øjeblik bar mere på kølighed og nonchalance, end den varme og intelligens, der sædvanligvis prægede hendes blik. Mørket ændrede alting – også hende. Hun påbegyndte en let vandring fremad i sandet. Én hov af gangen i et roligt, behersket tempo, selvom denne dystre ørken begyndte at give hende lyst til at springe frem og stikke af. Hun ville ikke vise, at noget kunne besejre hende – og det kunne det bestemt heller ikke! Hun havde oplevet værre end en smule mørke. Hun blev overrasket, da hendes blik faldt fremad og mødte blikket af hendes modsætning. En hvid og sort hingst, der ligeså vel kunne være død som levende, med et blik og smil, der passede uendeligt godt sammen med det vrinsk, hun tidligere havde hørt. Synet af denne dødningehingst fik hende imidlertid ikke til at sænke sit tempo eller stoppe, i stedet bevægede hun sig blot fremad med sine sædvanlige, elegante skridt, alt imens månens skær dansede i hendes blanke, gyldne pels. Hendes mørke øjne, emmede af intelligens og af en vis charme, idet hun nåede ham og standsede med passende afstand.

”Godaften.” hilste hun med sin klare, bestemte stemme, idet hun nikkede en enkelt gang og dermed viste høflig adfærd og respekt. ”Hvad er dit navn, spøgelseshingst?” spurgte hun så med et enkelt glimt i øjnene, der viste, at det ikke var ment som en fornærmelse – mere en drilagtig kommentar. Hun havde erfaret, at man kunne komme godt ud af møder med ubehagelige typer, hvis man løsnede stemningen først med drilleri. Dog var der også en vis essens af seriøsitet i det hun sagde. Hun kunne endnu ikke beslutte sig for, om han blot var en noget særpræget, men normal, hingst, eller om han helt reel var et spøgelse. Men det skulle hun nok finde ud af.

[/color][/font]

......APOCALYPSE

[/font][/b][/size]......[/center]

Skygge hingsten, vinter ræven, dødens følgesven vippede med en pludslig tålmodighed det ene øre frem imod hoppen, og brummede i et reserveret tonefald. Alle tegn på den zombieagtige opførsel var som blæst væk af vinden, som havde det blot været ren og skær indbildning.

"... GODAFTEN."
Den smukke sølvhvide hingst lod med en guddommelig overbærenhed hovedet glide let på skrå, og de hvide øjne hvile på den gyldenbrune hoppe der havde opsøgt ham.

"... MANGE KALDER MIG VINTERRÆVEN, ELLER TIL TIDER MÅSKE SKYGGE. MEN HVAD DU VÆLGER AT KALDE MIG, ER TIL DELS OP TIL DIG."
Hans stemme var trods de mange ord til skyggerne blod som smør, med en tydelig forførende klang. Selvom han talte ned til hende. Et kort slag med hovedet bragte den lange månefarvede man på flugt, og sendte de indflettede fjer ind i et virvar af klare hvide hår. hendes drilleri gik ham ikke på, selvom hans holdning og stemme på mange måder kunen virke skræmmende. Han var for 'venlig', og dette mde vilje. Thi denne unge hoppe, som ganskevidst var ældre en ham, end deres fælles krop, var han af sind sammen med sine brødte tusinder af år ældre. Han vidste langt mere, kunne synge flere historier.

"... MIT FØDENAVN ER DOG KITSUNE, HVIS DET ER DET DU SØGER AT VIDE."