En søgende sjæl

[..Forbeholdt Armonia og …(Tears hest )]

Sommeren er nu snart ved at have sunget sit sidste vers. Bladene er stadig grønne, og nogle blomster blomstrer da også stadig i fuld flor. Men temperaturerne om natten er nu knapt så varme som før, og vinden der før var blid og varm, er nu hårdere og bærer en større kulde med sig; efteråret nærmer sig, ganske stille og roligt. Men jeg nyder nu blot sensommerens varme der stadig eksisterer om dagen, hvor solens stråler planter sig solidt over det åbne land, Andromeda, som efterhånden huser mange forskellige sjæle. Ja, jeg kender vel knapt en brøkdel af alle de sjæle der vandre omkring i dette land.

Min røde krop, smyger sig af sted i græssets lange og bløde bevægelser, kærtegnene imod mine spinkle men dog ikke skrøbelige ben. Græsset smyger sig omkring mig, som var vi ét, og ikke to.
Mine hove sættes påpasseligt imod jorden, som kunne den langsomt knække under mig, og fjerne mig fra jordens overflade, som var den skrøbelig og ikke besat af hårde jorde og metaller, der holder den sammen.

Mit blik viger en anelse op, idet jeg standser helt op, og lader græsset få fred til at kærtegne mine ben. Mine øjne søger henover den åbne eng, hvor græsset står så flot, langt og lysegrønt. Derefter viger det imod skovens dybe ro, som heller ej ligger langt fra mig. Men der, der søger jeg ikke ind. Ikke i dag, i hvert fald ikke endnu. Nej, jeg søger selskab, og derfor holder jeg mig også i det åbne; måske ikke taktisk klogt grundet brunsten der stadig hærger. Men jeg tror stadig på, at der er noget godt at finde i alle; og at jeg ikke er i fare blot ved at stå her. I en langsom og blid bevægelse, hæver jeg mit hoved ganske lidt, mens øjnene knibes blidt i, nydende over den lette brise der falder i mit ansigt og fjerner den røde pandelok fra mine varme og sorte øjne, inden jeg da sender et vrinsk frem – et vrinsk, der er mild og varmt i tonen, venligsindet og samtidig kaldende. Jeg kan ikke vide om der er andre; men det er værd at forsøge.