Hjemme igen..

Han er ikke svær at være i selskab med. Og selvom jeg egentligt blot opfører mig, som jeg plejer, lader det ikke til, at jeg formår at provokere ham, på trods af min manglende visning af respekt. Jeg forsøger naturligvis heller ikke at provokere ham, for jeg er vel blevet klog nok til at lade være med at opsøge problemerne, men jeg frygter ikke at stille spørgsmål som det, jeg lige har stillet ham. Med samme rolighed, som jeg har båret under hele vores møde, betragter jeg hans reaktion på mit spørgsmål, og roligt lytter jeg til, hvad han har at svare. Men i hans svar er der absolut noget, der undrer mig. Navnet på datteren passer ikke på det navn, hun selv har præsenteret sig med.

,,Athene?”

[/size][/color]

Den sorte hingst, havde end ikke præsenteret sig; gik det op for ham. Han blev egentlig nysgerrig efter den vide, for hvem mon denne hingst egentlig var? Ud over en tilgængelig og ligetil sjæl, som endnu ikke havde udvist nogen form for fjendtlighed eller provokation. Heller ej direkte respekt, men derudover heller ingen modstridende respektløshed. De mørke øre lå endnu i nakken omkring den mørke fyldige man på Djange, mens han roligt nikkede mekanisk på det lodretholdte hoved. Hans øjne så direkte i hingstens mørke, mens en vis undrende følelse slog Djange. Hvorfor havde han svaret med den mine? Havde han måske taget fejl af hvem der var hans datter, Athene?

Roligt lader jeg mit blik hvile på ham, mens jeg venter på, at han skulle rette Athene til Asira. Men det sker ganske enkelt ikke - han forklarer det end ikke med noget andet. Ganske kort misser jeg øjnene sammen, mens mine ører vipper omkring mig, inden jeg et par øjeblikke lader mit blik vandre rundt på omgivelserne omkring os.

,,Har De to døtre her i landet?”

Jeg er fuldstændig sikker på, at den unge, grå hoppes navn var Asira - ikke Athene. Naturligvis kan alle begå fejl, men når det kommer til noget med at huske, stod jeg absolut ikke bagerst i køen, da de skarpe hukommelser blev delt ud. Jeg er ganske enkelt forvirret.

[/size][/color]

Den blide eftermiddag forblev passiv omkring dem, mens den undrende stemning dog steg hos Djange. Lettere forvirret blev han selv, hvad mente denne hingst nu med dette? To døtre? Han havde bestemt ikke to døtre i dette land, så vidt han huskede af. Nej, det kunne ikke passe! Athene var hans eneste kød og blod i dette land, ind til videre selvfølgelig.

”Nej det kan jeg ikke prale af. Athene er min eneste datter. Forveksler De måske en anden ung hoppe, som kunne være min mulige datter?”
Havde Djanges stemme lydt tonløst, mens den hæse og intense stemme forblev på et roligt toneleje. Hans krystalblå øjne blev da misset lettere skeptisk og anseende sammen, mod denne hingst. Lige så vel undrende over denne situation, som han sikkert selv var.

Jeg lytter til, hvad han har at sige til det, jeg spørger ham om, men det hjælper mig ikke rigtigt. Jeg har kun set to her i landet med aftegn som ham; ham selv og Asira. Der er naturligvis en mulighed for, at Asira har løjet om sit navn, men jeg ser ingen grund til hvorfor. Det er vel ingen skam at hedde Athene, så hvorfor skulle hun kalde sig Asira i stedet?

,,Jeg har kun mødt én hoppe med aftegn som Deres, og som nævnte Dem som sin far. Hendes navn var ikke Athene.”

Det er ikke så ofte, jeg har stået og diskuteret med en hingst om hans faderskab til en hoppe, jeg har mødt - jeg husker egentligt ikke, at jeg nogensinde har prøvet det før.

,,Jeg er fuldstændig sikker. Hendes navn var Asira.”

[/color][/size]

Hingsten foran ham selv, var tydeligvis lige så meget på vildspor som han selv var. De var vidst gået galt af hinanden – eller var de? Forsikrende og direkte forklarende lød hingstens stemme angående om hvorvidt hans egen datter ikke hed Athene. Eller i hvert fald ikke hans datter, i så fald! De krystalblå øjne så sig atter tomt og koldt på hingsten, mens de var misset rettere skuende sammen nu. Skønt det ene øre havde været ude på gled et par gange, for at understrege sin lytten, lå begge nu dybt i nakken i den fyldige mørke man.

”Jeg har ingen datter ved navn Asira.”
Forsikrede hans hæse og intense stemme tonløst og fastslående, mens en rynke slog sig skeptisk på den lyserøde mule. Var dette en eller anden dårlig joke?

I løbet af mit liv har jeg prøvet en hel del mærkelige ting, men det her har da i hvert fald også fundet sin plads på den liste. Aldrig har jeg prøvet at diskutere med en hingst om, om hans datter hedder Athene eller Asira. Langsomt rykkes mine ører en smule mod min nakke, mens jeg endnu holder mit blik rettet mod hans. En rolighed hviler i mine store, mørke øjne med det levende glimt, og jeg lader stille min hale vifte omkring min spinkle bagpart.

,,Athenes mor. Hvem er hun?”

Jeg ved ærlig talt ikke, hvem der har ret her. Det burde naturligvis være ham, eftersom det er hans datter. Og Asira kan sagtens have løjet for mig. Og har hun det, kommer hun til at høre for det.

[/size][/color]

Nagende begyndte denne hingst langsomt at gå ham på. Næsten krænkende virkede dette, da hingsten bød endnu et spørgsmål ud. Ledende til det endelige svar, pointe? Djange vidste ærligtalt ikke hvad der gik denne hingst på. Hvorfor han mente at denne Asira skulle være hans afkom. Desuden, kunne det så ikke også være fuldstændig lige meget! Skeptisk slog en rynke sig over den lyserøde mule, mens øjnene atter missede sig anseende sammen imod denne sorte hingst. Hvem mon han selv var egentlig? Siden han ønskede al den viden om hans eget afkom… eller måske rettere, mulige afkom.

”Hawaet El Nour; en spinkel grålig hoppe.”
Svarede hans hæse og intense stemme tonløst; og yderst informerende, alt mens de kolde og timme øjne så sig blind i hans mørke.

Langsomt lader jeg mine ører vippe en anelse omkring, inden de endelig glider ud mod hver deres side. Jeg er klar over, at denne hingst endnu er mig overlegen i styrke, og noget så banalt som den her snak behøver ikke blive årsag til, at han behøver demonstrere det. Men da han nævner den grålige hoppe, kan jeg ikke lade være med stadigvæk at undre mig. Asira eller Athene. Jah, selvom jeg ikke er i tvivl om, hvad jeg hørte fra den grå hoppe, tvivler jeg alligevel på, om det, hun sagde, var sandt. Derfor nikker jeg blot ganske kort en enkelt gang.

Ganske kort rømmer jeg mig, inden jeg bakker en anelse, for derefter at træde sidelæns, mens jeg langsomt drejer mig en anelse, så jeg kan bevæge mig fra ham. Jeg behøver vel ikke hans tilladelse til at forlade selskabet, og i stedet for blot at vende rundt og gå min vej, giver jeg ham mulighed for at nå at stoppe mig. Ikke at jeg regner med, at han skulle finde på det.

[/size][/color]

Den sorte skikkelse foran ham var tilsyneladende forvirret over denne samtale; som virkede yderst ligegyldig i sidste ende. Hingsten nikkede nærmest accepterende over det svar Djange havde tildelt ham; før hingsten atter så ud til at forlade selskabet. Hingsten gjorde det dog med en vis ynde og fornuft, en rettere afsluttende form, frem for flugt eller vigende adfærd fra selskabet de trods af alt havde delt en lille tid, her i skyggen af bjergets side.

”Sig mig, har De truffet min datter i egen høje person, siden De lader til at have Deres viden i orden omkring hende.”
Lød hans stemme hæst og intenst, dæmpet og tonløst; mod hingsten der egentlig gerne måtte gå. Det passede ham vældig udmærket, selvom det undrede ham svageligt; om hvad denne hingsts navn var. Han virkede som en hingst Djange rent faktisk kunne bruge til noget. En hingst der ikke blot var som alle andre.

Det er meget sjældent, at jeg gør nogen højtidelig entre i et selskab, og det gælder også, når jeg tager afsked. Der er ingen grund til at gøre et hej og et farvel til mere, end det er, så selvom jeg sjældent gør nogen af tingene på en uhøflig måde, skal man heller ikke regne med noget meget større end det her. Og eftersom han ikke kommer med nogen hørbare indvendinger, går jeg ud fra, at han accepterer det. Alligevel vælger han at stille mig et spørgsmål, og en anelse tøvende stopper jeg op. Ikke fordi jeg har travlt med at komme væk, mere fordi jeg ærlig talt ikke finder nogen fornuft i at træde ind i den samtale igen. I en galant bevægelse, der ligger naturligt for mig, drejer jeg omkring. Langsomt hæver jeg hovedet en anelse, for derefter at lade min nakke danne en fin bue. I nogle øjeblikke betragter jeg ham blot, inden jeg alligevel beslutter mig for at svare på hans spørgsmål. Ikke fordi jeg føler mig nødsaget til det, men måske er det alligevel ikke så dumt at give ham grunden til min tvivl.

,,Jeg har mødt Asira, som præsenterede Dem som sin far. Om De er hendes far, det vil jeg ikke gøre mig klog på.”

[/size][/color]

Galant vender hingsten fronten imod ham atter; med en svagelig tøven over Djanges forsøg på at stoppe hans afsked. Ikke at hingsten ej måtte tage afsked, det kunne vel være mere eller mindre ligegyldigt den indvending han tillod sig at føre imod denne sorte hingst. Hingsten stod da nu pænt foran ham igen, før han åbnede mulen. Undrende rynkede han let på den lyserøde mule, mens hans øjne let missede sig en anelse sammen, anseende imod denne endnu ukendte hingst.

”Så jeg formoder De allerede kender til mig navn, Djange?”
Konstaterede Djange med den hæse og intense stemme der spillede tonløst; i takt med de kolde og tomme øjne der så i hingstens mørke. Denne hingst kendte tilsyneladende mere til Djange end han selv havde troet. Hvem var denne hingst?

Jeg mener absolut, at jeg er i min højeste ret til at gå, hvis jeg har lyst til det, men det kan naturligvis gøres på mange måder. Lige i det tilfælde er der vel ingen grund til at lade høfligheden træde fra. Alligevel er jeg klar over, at jeg sagtens kan gøre en undtagelse, hvis jeg får grund til det. Det kommer ikke til at nage min samvittighed. Men jeg har jo ikke valgt at blive stående for hans skyld - nej, det er et valg baseret på en vished om, at det nok er det, jeg får mest ud af. Men skulle det ikke være tilfældet, er jeg ikke bleg for at vende mig og gå igen.

,,Det er korrekt.”

Ganske kort nikker jeg. Jeg har kendt hans navn under hele mødet, og jeg er ganske velvidende om, at han stadigvæk ikke kender mit. Jeg har aldrig haft travlt med at præsentere mit navn, og i dette selskab har det såmænd bare ikke været nødvendigt. I nogle øjeblikke overvejer jeg, hvorvidt jeg egentligt gider belejlige mig med at præsentere mig selv, for eftersom han endnu ikke har spurgt, kan et navn vel heller ikke betyde meget for ham. Derfor vælger jeg at lade det være op til ham, om han ønsker at kende det eller ej.

[/size][/color]

I skyggen af bjergets fod; stod de to hingste nu der, front mod front, mens det langsomt var gået op for ham selv hvor meget denne fremmede, sorte hingst egentlig kendte til ham og hans eventuelle statusser i dette land. Det nagede dog ikke Djange, nej; for uanset hvad han end havde gjort i dette land, været ude for, sågar hvad han kunne blive dømt for, nagede det ham ej. Han stod ved alt han havde foretaget sig, godt som mindre… godt.

”Nuvel.”
Havde hans stemme hæst og intenst lydt, tonløst mod hingsten, mens et lettere mekanisk nik havde været på tale. Djange behøvede ej mere fra denne hingst, et navn var ikek nødvendigt; og mon ikke navnet nu go da også var ligegyldigt i sidste ende. Han tog da et bar skridt baglæns, roligt optakkende til at forlade dette selskab, som han i bund og grund havde haft en fornøjelse af.

”Jeg vil drage videre, De må have det vel Hr.”
Afsluttede hans stemme, mens de krystalblå øjne så i hingstens mørke øjne, før han selv så småt, gjorde takt til at vende omkring for at forlade hingsten, hvis da han selv ikke havde flere indvendinger?



[OUT]