Hjemme igen..

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Hovene under Djange, stoppede så småt sin klirren, da underlaget efterhånden mundede ud i noget blødere, frem for bjergunderlag. Stien her, der første Djange tilbage til engen, da Bjergpasset, var stejl; skønt han stadig holdte sin ranke og stive holdning. Atter holdte han halsen højtstillet, mens hovedet var holdt lodret. De kolde og tomme krystalblå øjne så sig spejdende frem, mens ørene opmærksomt var lyttende, skønt de lå tilbage. Med meget præcise skridt fortsatte Djange sin rolige og samlede gang, før underlaget så småt mundede ud i noget fladere. Her var fredeligt, selv sådan en varm eftermiddag på Enophis eng; og ind til nu var kun hans eget åndedræt kombineret med lidt fuglesang, at høre.

[Reserveret til Seth]

Efteråret er på vej. Temperaturerne falder, vinden bliver kraftigere og bladene på træerne skifter langsomt farve fra grøn over til de mere gule nuancer. Det er de tegn, jeg kan se, for det er da i hvert fald ikke på min egen krop. Min kulsorte pels er stadigvæk tynd, og jeg er klar over, at det om en måned eller to kan blive svært at holde varmen i nattetimerne. Naturligvis får jeg da også vinterpels, men lad os bare sige, at den er rimelig beskeden.

Til gengæld er det lige nu en lun eftermiddag; sensommer. Bag mig tårner et af Enophis’ mange bjerge op, og jeg er absolut ikke langt fra foden af bjerget. Jeg har sjældent mødt andre på disse kanter, og derfor er det et egnet sted, hvis man gerne vil være alene. Men det er nu ikke derfor, jeg er her. Nej, jeg var vel egentligt bare blevet træt af at stå alle andre steder. Mine ører er vippet svagt bagud mod hver deres side. Nakken er knejst, så min hals former sig i en elegant bue. Roligt lader jeg af og til min sorte hale smælde om min spinkle bagpart, mens jeg egentligt bare står i mine egne tanker.

[/size][/color]

Djange
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Djange er godt og vel nede, da den sidste del af stien; følges med bjergets fod. Djange kunne så ment også springe de sidste par meter ned, på græsset, for da at drage over engen, men sandheden var jo at han nød at omgås i bjergende, omkring bjergende, ved bjergende. Bare tærrenet, miljøet, og de få og små udfordringer der var ved at betræde det usikre og ujævne underlag. Djanges øre lå stadig i nakken, med de kolde og tomme øjne førte an på det lodretholdte hoved. Efterhånden kom han vel rundt; men en duft strejfede ham også nu!

En meget ren duft, som saltvandets brusen; der springer op i nærmest støvdråber og beklæder ens pels, når havet er til dels levende; og vinden blæser vildt. Djange stoppede en anelse brat, hvorimod de kolde og tomme krystalblå øjne spejdede hurtigt af sted. Lyde blev opfanget omkring ham, mens blikket fór af sted. Her var intet af se, og Djange fortsatte sin vandring, da dér! En sort skikkelse, en sort hest, en fremmed sjæl kom til syne, bag et af bjergsidernes skjul. Djange spændte i samtlige muskler, mens han rankede på den allerede stive og ranke holdning. Han fortsatte et stykke, og en hundrede meter væk stod hesten vel, men Djange satte kurs. Truende, advarende, imødekommende? Djange var ej sikker på hvad han selv var, eller hvordan hingsten mon så ham…

Et stykke foran mig lander en stor, hvid due og begynder at hakke lidt i jorden. Naturligvis er den på afstand af mig, men den har vel sanset, at jeg nok ikke er hurtig nok til at komme over og trampe på den, og at jeg nok heller ikke har skarpe tænder at flå den i stykker med. Mine ører lægges svagt en smule længere bagud mod min knejste nakke, inden jeg giver et kort fnys fra mig, hvorefter jeg vender ryggen til den hvide due. Mit hoved hæves en anelse, da jeg sanser, at jeg ikke længere er alene, og jeg lader roligt mit blik løbe lidt omkring.

Blikket i mine store, mørke øjne fanger en broget skikkelse, hvis aftegn, som jeg allerede bemærker på lang afstand, ringer en lille klokke i mit hoved. Jeg har mødt én før med de aftegn, og hvis jeg ikke tager meget fejl, ved jeg godt, hvem den brogede skikkelse er. Det er tydeligt at se, at det er en hingst; jah, jeg behøver vel ikke en gang nævne alle tegnene på det. Min slanke krop med de lange ben forbliver samlet, og mine ører rykkes ej heller, hverken længere frem eller tilbage. Mit kropssprog udtrykker en rolighed, men også den evige stolthed, jeg besidder. Har han tænkt sig at komme herhen, skal han være velkommen. Det kunne blive et kønt syn.

[/size][/color]

Djange



Målrettet, jovist målrettet drog Djange roligt imod denne hingst. I samme takt som han hele tiden havde gået, mens det lodretholdte hoved, med de krystalblå, tomme og kolde øjne; så frem. Meget direkte på denne sorte skikkelse, en fremmed han ej havde stødt på; eller sanset for den sags skyld. Hingsten så yderst rolig og afslappet ud, meget fattet og nede på jorden; overfor sig selv i hvert fald. Samt, ind til videre. Djange spændte svagt i den højtstillede muskuløse hals, mens hans hove under ham blev sat med al præcision.

Djange var ej langt fra hingsten igen, og med en ti til femten meters afstand, stoppede Djange en anelse brat, mens han atter rankede sig op; skønt det ikke var mulen. De krystalblå øjne, så sig meget direkte imod denne fremmede mørke skikkelse, før de missede sig en smule anseende sammen. Den rene duft svang sig let gennem luften, før Djange respektfuldt og høfligt indlod et nik, dog et lidt stift et af slagsen, mens ørene stadig lå roligt tilbage.

”Goddag Hr.”
Brød Djanges hæse og intense stemme ind, dog yderst tonløst. Men det ej var at sige hvad der lå bag disse få ord, advarsel, imødekommenhed? Alt eller intet var muligt, selv ikke Djange var sikker.

Jeg holder blikket rettet mod den brogede hingst, hvis navn, så vidt jeg husker, er Djange. Jeg betragter hans bevægelser. Hans holdning. En adfærd, der er meget lig hans datter Asiras. Men siger man ikke også, at æblet ikke falder langt fra stammen? Han stopper op på en afstand, der passer mig glimrende, da han absolut ikke kommer for tæt på. Jeg er dog ret sikker på, at det snarere er af hensyn til ham selv, end det er for min skyld. Jeg lader min hale slå om mig en enkelt gang, inden jeg hæver hovedet en anelse, mens jeg stadigvæk beholder min evige galante knejsen i nakken.

,,Goddag.”

Mit svar er kortfattet. Jeg opfanger meget hurtigt, at der er en stor forskel på vores stemmer. Hans, der er hæs og intens uden liv, og min, der er drenget, men med et harmonerende strejf af høflighed og masser af levendehed. Jeg lader ham føre ordet, da jeg gerne vil se, hvordan han bærer sig ad. Om han minder om sin iltre datter. Og selvom jeg har en smule kendskab til den brogede hingst foran mig, er det absolut ikke noget, jeg giver det mindste udtryk for. Jeg viser intet. Absolut intet.

[/size][/color]

Djange



Den fængende rene duft fra denne fremmede mørke hingst, stod endnu så galant med et pænt knejs i nakken. Hingstens holdning mindede mest af alt Djange om hingstenes adfærd og udstråling fra helt tilbage i hans flok, hvor han blev født i sin tid. Små tankespil boltrede sig livligt igennem Djanges indre, ved synet af denne hingst, mens han atter forblev stående på sin valgte position. Atter så de kolde og tomme krystalblå øjne blot direkte på hingsten; en smule anseende. Let blev der presset en anelse på de mørke øre, da hingsten sådan slog med halen, piskende. En svag rynke var at skimme over Djanges lyserøde mule, mens øjnene missede sig en smule anseende sammen. Men da den sorte hingst talte, gled Djanges ene mørke øre svagt ud til siden, blot for at understrege at Djange rent faktisk lyttede til hingstens ord.

”De er ikke kendt på disse kanter omkring bjergpasset, er De?”
Lød Djanges stemme hæst og intenst, og atter tonløst. Mens de kolde og tomme øjne, nu så meget direkte i hingstens mørke. Afventende, hingsten her havde måske mere at byde på, end blot hans galante aura.

Jeg holder min ranke holdning, og trods hans små småskeptiske adfærdstræk er der intet på mig, der ændres. Jeg er opvokset med en viden om, at det ikke er påkrævet at vise mere af sig selv, end hvad nødvendigt er, eller før jeg selv ønsker det. Jeg viser ham, hvad jeg har lyst til at vise, og ikke mere end det. Jeg er klar over, at det ikke altid er det smarteste træk, og i min fortid har det absolut også bragt problemer med sig. Men jeg har aldrig haft brug for at blive set, og dem, der får lov at kende mig, er nøje udvalgt. Det er blot en forholdsregel, at han ikke ser mere af mig end den stolte aura omkring mig, der dog heller ikke skal opfattes som intetsigende; nej, blot hemmelighedsfuld.

,,Det er ikke her, jeg tilbringer mest af min tid.”

Det kan jeg såmænd sagtens give ham ret i. Mine slanke, lange ben er ikke skabt til at vandre i bjergene, og det er sjældent, at jeg gør mig den belejlighed at bevæge mig herop.

,,Ud fra Deres antagelse vil jeg derimod påstå, at De er en del mere tilstedeværende her.”

Man skal ikke blive overrasket over min høflighed. Den er indlært, og den er der for at blive – selvom jeg til tider gerne gemmer den lidt af vejen.

[/size][/color]

Djange



Den sorte hingst var ikke just blot høflig; også meget ligetil. Han mindede vel Djange mest af alt om sin egen fader den gang? En smule. Ligheder var her i hvert fald, specielt ved den meget høflige og rolige klang der lå i hans stemme. Djange missede let de tomme og kolde øjne en anelse sammen, hingsten gjorde sig ej megen omkring bjergpasset. Tværtimod. Djange stod atter anspændt, i den stive og ranke holdning mens ørene atter lå tilbage i nakken. Den sorte hingst konstaterede nu Djanges færdsel omkring disse kanter.

”Det er korrekt.”
Lød Djanges hæse og intense stemme kort, tonløst. Blot bekræftende, uden nogen ellers følelse under ordene. Let lå ørene stadig i nakken, mens de kolde og tomme øjne så en smule vurderende over denne hingst. Mon han kunne bruges?

”Men sig mig Hr., har De betrådt dette land i lang tid?”
Lød Djanges hæse og intense stemme atter, tonløst. Men det egentlig virkede ret så ligegyldigt, hvis man da lyttede på tonlejet; mens hvis man rent faktisk lyttede efter på ordene var man ej i tvivl om hvad Djange ville have ud af dette svar. Let missede Djange de krydtalblå øjne en anelse anseende sammen, kort efter hans spørgsmål.

Ganske roligt hæver jeg mit hoved med de fine, ædle træk en anelse, hvorefter mit ene øre vippes en anelse bagud. I et enkelt øjeblik misser jeg kort med mine store, mørke øjne, inden de atter hviler på ham med en endnu bevaret rolighed, og kigger man rigtig godt efter, er der en svag eftertænksomhed. Han taler mere, end sin datter, men der er noget lidt atypisk ved hans ord. Umiddelbart ville jeg nemlig ikke placere ham i den kategori med sjæle, der er ude for at møde nye venskaber.

,,Jeg har været her længe nok.”

Ord, der absolut kan tolkes, lige som han føler behov for det, for mit tonefald er ikke ændret fra de sidste ord, jeg delte med ham. Jeg har været her et stykke før sommerens begyndelse, og det er, som jeg siger, længe nok. Længe nok til at kende landet, og længe nok til, at jeg gerne vil herfra igen. Jeg er helt sikker på, at det er meningen, at jeg kunne tænke lidt over, hvorfor jeg mon er her, men jeg har stadigvæk svært ved at acceptere mit nye.. hjem.

,,Og De?”

Han har da i hvert fald været her længe nok til at have en voksen datter, og det siger også lidt om ham på styrkefronten, men nu er det heller ikke min stil at handle overilet. Nogle ville nok tillade sig at kalde min adfærd lidt dumdristig en gang i mellem, men jeg er egentligt ligeglad med deres mening; jeg gør ikke ting, inden jeg har overvejet.

[/color][/size]

Djange



Dagslyset fik hingstens pels til at få en anelse blåligt skær, mens hingstens ansigt alligevel var en smule uklart; for den skygge de stod i for bjerget. Stemmen der lød fra den ellers så galante hingst og stadig udefinerede hingst, mens Djanges ene øre let gled ud til siden; nærmere for at understrege at han rent faktisk lyttede til hingstens ord. Efterfuldt af et lettere mekanisk, men respektfuldt nik, så Djange kolde og tomme krystalblå øjne atter direkte på denne sorte hingst.

”Siden den sidste sommer, er jeg holdt op med at tælle årstiderne.”
Svarede Djanges hæse og intense blot, intetsigende og yderst informerende; mens de kolde og tomme øjne atter så direkte i hingstens mørke øjne. Anseende, mens hans øjne så småt begyndte at misse sig sammen. Ørene lå endnu tilbage, men ej pressede, mens tanker fór igennem hans indre, og overvejelserne omkring lige denne sjæl svang sig omkring.

Naturligvis bemærker jeg hans respektfulde nik og anseende blik, og selvom der ikke er noget på mig, der tyder på, at jeg ikke har lagt mærke til det, reagerer jeg alligevel ikke med lignende handlinger. Jeg beder jo ikke om hans respekt, og derfor behøver han heller ikke at give mig den, og omvendt har jeg heller ikke tænkt mig at give ham min respekt; om så han beder om den. Men det burde der vel heller ikke være brug for, så længe jeg opfører mig ordentligt. Det er korrekt, at jeg gør, som det passer mig, men jeg er jo ikke dum; jeg opsøger jo ikke problemer med vilje. Roligt nikker jeg til hans svar.

,,Er De bekendt med mange af landets andre beboere?”

Selv kan jeg ikke prale med at kende særlig mange, men jeg forsøger nu heller ikke at undgå det. Jeg har vel tid nok. Jeg skal nok nå at få set dem alle.

[/size][/color]

Den halve varme eftermiddag ved bjergets fod, i selskab med denne sorte hingst, var blot endnu en dag for Djange. Han var ikke en hingst der som sådan gjorde sig i de lange og dybe, åbne, samtaler med andre, især ikke fremmede; men trods af det, havde han alligevel hele sit liv været vidt omkring. Mødt mange nye, kommunikeret med mange forskellige sjæle. Både fra sit tidligere liv, såvel som efter at han ankom til Andromedas land for en tre år siden.

Den sorte hingst foran Djange, denne endnu anonyme sjæl, havde nu spurgt ind til Djanges forskellige kendskab til andre sjæle i landet her. De krystalblå, tomme og kolde øjne missede sig sammen, skeptisk; mens de mørke øre blev presset tilbage i den fyldige mørke man i hans nakke.

”Det er jeg.”
Svarede Djanges stemme kort og konkret, mens den tonløse stemme spillede hæst og intenst. Djange rynkede svagt på den lyserøde mule. En anelse forundret over hingsten her. Han brød sig rent faktisk om hans måde at kommunikere og formulere sig på.

Jeg taler ikke, medmindre jeg har noget at sige. Der er ingen grund til at bruge tid på samtaler, der alligevel synes at være ligegyldige. Det betyder dog ikke, at jeg aldrig taler, for sådan er det ikke. Er der en, der har et samtaleemne, som har noget at byde på, så holder jeg ikke igen. Det er der bare ikke rigtigt nogen her i landet, der har formået at gøre endnu. Roligt lader jeg min sorte hale vifte omkring min spinkle bagpart med lavmælte hvislelyde. Jeg har aldrig haft svært ved at kommunikere med hingste, så længe de ikke kræver mere af mig, end hvad jeg har tænkt mig at give. Ganske kort nikker jeg til hans ord, mens jeg endnu roligt betragter ham.

,,Den unge grå hoppe med samme aftegn som Deres; er hun Deres datter?”

Jeg er naturligvis slet ikke i tvivl, men gennem mine ord giver jeg udtryk for, at jeg har set hans datter. Jeg er klar over, at han endnu ikke kender mit navn, men grundet den store lighed mellem ham og Asira, går jeg stærkt ud fra, at hans navn er Djange.

[/size][/color]

Omkring de to hingste, forbliver stemningen rolig; tilmed afslappet fra Djanges side af. Hingsten her havde endnu ikke vist sig at være en trussel, endnu ikke. End videre virkede hingsten heller ej ude på noget specifikt, før han nu åbnede mulen. Det slog straks Djange at hingsten her kendte til hans datter, hvilket fik de krystalblå kolde og tomme øjne sig til at misse sig en smule skeptisk sammen. Ej truende eller lignende, nærmere en smule undrende. Skønt det inderst inde langt fra undrede Djange at denne hingst havde stødt på Athene. Så stort var landet vel egentlig ikke igen, og hun var trods af alt tre år gammel efterhånden.

”Athene. Ja, hun er min datter.”
Svarede Djange roligt og yderst tonløst, mens han nikkede en anelse mekanisk og bekræftende.