Tilbage til det kendte

Et sidste skridt. Jah, et enkelt, sidste skridt er der endnu, til at jeg er tilbage. Hjemme, hvis man kan kalde det for noget så stort. I en forsigtig bevægelse stopper jeg op. Alt ligner jo sig selv. Træerne, græsset, himmelen over mig. Naturligvis er det hele præget af årstiderne, der skifter, men det er, som jeg husker det. Måske bare en anelse mindre farligt. Jeg tillader mig at give et lille prust fra mig, men lader straks en utilfreds trækning krølle på min mule, der dog straks forsvinder igen. Alt er, som jeg husker det, og det er inklusiv mig selv. Og dog.

Jeg ved, at jeg har forandret mig en skæppe. Det er meget lidt, og jeg bider egentligt ikke selv mærke i det. Alligevel fornemmer jeg det svagt. Eller gør jeg? Ja, det gør jeg. Min slanke krop med den varme, chokoladebrune farve er krummet en anelse sammen endnu, men også det har ændret sig. Jeg ser raskere ud. Men blot fordi tingene ser anderledes udenpå, er det desværre ikke ensbetydende med, at det er lige sådan indvendigt. Mine store, mørke øjne, der er gemt bag min lange, sorte pandelok vandrer stille rundt i området. Hvad med dem, der var her før? Er de her endnu?

[/size][/color]

Den gyldne hoppe lod en lille lyskugle formes foran hende. Meget var sket i den seneste tid; hun var blevet velsignet, Illana, og vogtede nu Lyset i landet. Lysets kilde; og hun var lyset i sin krop. Hun lod lyskuglen svæve omkring hende, lod den flytte sig op og ned - Legede vel med den, så at sige, bruget sin evne. Det var en evne hun havde fået, da hun var blevet velsignet, så hun kunne lyse op på de mørke nætter. Hun smilede ganske let ved de tanker omkring det lys, hun nu besad. Det lys hun altid havde ønsket sig, tænkt på og drømt om. Lyset, der hang om hendes hals, lyste konstant. Det generede aldrig den gyldne, for selv i de mørke nætter, kunne hun sove uforstyrret af lyset. Men nu, nu hvor hun stod og øvede sig på at føre lyskuglen af sted, begyndte hendes smykke at lyse kraftigere. Hun vidste godt hvad dette betød, nemlig at der var en sjæl i nærheden af hende. Hun lod lyskuglen forsvinde og hendes fokus blev rettet imod omgivelserne. Dér, der et stykke fra hende, var der en sjæl hun havde troet, hun aldrig ville se igen. Forundret hævede hun sit gyldne hoved, spidsede sine øre imod denne hingst og afgav et vrinsk for at fortælle ham, at hun havde set ham. Set Armageddon.

Her er stille. En behagelig stilhed. En hjemlig stilhed. Noget, der forsøger at lægge en let ro over min anstrengte krop og mit anspændte sind, men det lykkes bare ikke rigtigt. Det er der jo sjældent noget, der gør, når det drejer sig om mig. En hvid due er landet nogle meter fra mig, og mine store mørke øjne betragter forsigtigt, hvordan den sidder og observerer området omkring den. Den føler sig tydeligvis ikke truet af mig, for selvom jeg smælder med halen – ja, det kan jeg godt holde til nu – bliver den, hvor den er. Hvor er det ynkeligt. Jeg kan ikke en gang skræmme en due. Jah, det er i hvert fald ikke dét, min lille tur har hjulpet på.

Duens opmærksomhed rettes mod noget bag den, og jeg flytter ganske forsigtigt blikket op. En lyskugle bevæger sig af sted gennem luften; et syn, jeg aldrig i mit liv har set før. Til gengæld er der en gylden skikkelse bag lyskuglen, som jeg genkender med det samme. Illana. Hun sender et vrinsk mod mig, og forsigtigt lader jeg mine ører rette sig mod hende. Jeg svarer hende ikke, men den måde, min opmærksomhed er rettet mod hende, er ikke til at tage fejl af. Jeg ved, at det er hende. Forsigtigt mimrer jeg en anelse med mulen, inden jeg tillader mig at tage et lille skridt fremad. Jah, det er noget, der synes som et lille skridt fem, men for mig er det et kæmpe fremskridt.

[/size][/color]

Den gyldne hoppe, der havde ladet sit lys flyve gennem natten, havde nu fundet en hingst der havde været forsvundet længe. Armageddon stod nu der, og efter hun havde kaldt, bevægede han sig blot et skridt imod hende, og der slog det den gyldne, at der var sket noget med denne hingst. Sidste gang hun havde mødt ham, havde deres dans hele tiden bevæget sig bagud. Nok var nogle trin gået fremad, men i helheden var det gået bagud. Og nu stod han der og havde taget det første skridt fremad, imod hende. Illana, der var ganske forbløffet, tog selv de første skridt imod Armageddon, med et glædeligt udtryk i hendes hoved. Hun kendte lidt til denne Armageddon, og kendte lidt til hans personlighed, og derfor vidste hun, at dette han nu havde gjort, var et stort fremskridt, for ham. Hun nikkede flere gange, inden hun stoppede op på behørig afstand igen. Hun ville lade ham vise hende, hvor meget han var klar til, og derfor gik hun ikke bare til ham med det samme.
Lyset der hang om hendes hals, i det smykke hun var blevet skænket, reagerede ganske klart på tilstedeværelsen af Armageddon. Måske fordi den gyldne hoppe vel havde savnet den specielle hingst en smule, og samtidig havde været bekymret for ham. Han havde været forsvundet længe, og ingen lod til at have set ham siden hun selv sidst gjorde det. Meget var sket, rigtig meget, og den gyldne hoppe havde udviklet sig; og det var hun helt sikker på, at den mørke Armageddon også havde. Men på hvilken måde, det var ukendt for hende - Hun kunne kun gætte, ud fra dette spæde skridt i deres dans, at hans personlighed måske var kommet en smule mere frem.

Selvfølgelig har jeg gennemgået en lille forandring. En lille forbedring, endda. Men meget er det ikke, og set udefra for de, som ikke kender mig, er det ret sandsynligt, at det slet ikke er noget, man lægger mærke til. I de flestes øjne er jeg nok stadigvæk bare ham den spinkle brune, der er bange for sin egen skygge. Og det er jeg vel egentligt også, eller hvad? Jeg tog da et lille skridt fremad før, ikke? Det kunne jeg da ikke, sidst jeg var her, vel? Forsigtigt lader jeg mit ene øre flappe ud til den ene side, da jeg pludselig ikke kan blive enig med mig selv om, at der er sket et fremskridt, eller om det bare er noget, jeg bilder mig selv ind.

Der må være sket noget. Noget, jeg stadigvæk har svært ved at pege på, men som har gjort noget for mig. Førhen, når Illana bevægede sig tættere på, var jeg ved at gå til af panik, men lige nu står jeg ganske stille. Vel nok temmelig anspændt med ryggen krummet en anelse, men det er jo bare gamle reflekser. Vaner, der kører på automatik. Og nu tror jeg også, at jeg skal holde, inden jeg bliver for positiv. Jeg stoler jo stadigvæk ikke på Illana, og jeg føler da stadigvæk frygt for, at hun skulle finde på at bide i mig. Og hvad er det egentligt for et lys, hun bærer rundt på?

I en forsigtig bevægelse træder jeg et skridt bagud igen, og straks ligner jeg jo bare mig selv igen. Mine ører flappes ud til hver deres side, en anelse uforstående omkring situationen. Hold nu op, før viste jeg, at jeg godt turde træde fremad, så hvad er nu det her for noget pjat? Jeg bider tænderne sammen, og min slanke brune krop bevæger sig igen fremad med et enkelt skridt. Et skridt, der denne gang er en større mundfuld end sidste gang, men jeg formår at gøre det alligevel. Jeg vil jo gerne vise hende, at jeg ønsker hendes selskab. Og er det ikke også en forbedring?

[/size][/color]

Den gyldne hoppe, hvis Lys viste hende vejen, så imod denne mørke hingst, den forsvundne Armageddon, der nu var kommet frem, efter at have gemt sig steder i landet, som ingen andre måtte have kendt til. Og det var et glædeligt syn, det skulle hun være den sidste til at benægte - For selvom dansen havde været anspændt og nervepirrende, havde hendes første møde med denne brune hingst alligevel været fascinerende og oplysende. Lærerigt, vel. Alt imens den gyldne hoppe betragtede Armageddon, der som ved første møde, stod og så ud til at have en indre kamp med hans tanker, lyste Lyset besynderligt kraftigt op et øjeblik. Ikke som når det møder en ny sjæl i landet, nej. Denne gang fordi det sansede noget, som den gyldne hoppe for et øjeblik siden havde set. Armageddon havde opnået at træde fremad på sin vej imod en mindre stresset tilværelse, og det bekræftede Lyset nu. Det havde evnen til at føle på andre og deres sind, ligesom det følte på Illana og hendes følelser. Det lykønskede vel Armageddon, opfordrede ham på sin egen diskrete måde, og da Illana havde indset hvad Lyset havde lyst op for, prustede hun glædeligt. Derpå lod hendes opmærksomhed sig fængsles på Armageddon, der nu bevægede sig fremad. Ét skridt, men et skridt der var mere målrettet, end hun havde set før. Et skridt, der sagde meget og vel inviterede den gylden hoppe. Viste hende, at han ønskede hendes selskab, og hun reagerede, ved ganske elegant at neje imod hendes dansepartner for natten.
Derpå lod den gyldne hoppe sin krop glide elegant fremad i en langsom og velovervejet skridt, der nærmest så følende ud; og det var den vel også. Hendes opmærksomhed så kun Armageddon, og dermed var hun klar til at stoppe op i tide, hvis hans grænser skulle blive bøjet for meget. Hun havde et lille kendskab til hans grænser, fra den første dans de havde udført sammen, og derfor var hun blot følende nu, ikke varsom. De to sjæle nærmede sig nu hinanden, og Illana kunne mærke hvordan en oprigtig glæde steg op i hendes sind, over at gense denne hingst, selvom hun ikke havde udvekslet mange ord med ham. Men dét, at han endnu var her, var et godt tegn og en bekymring var forsvundet fra den gyldne hoppes sind. Snart ville de være hinanden nær, og hun ville kunne deltage i dansen på lige plan med ham; og måske ville hun kunne få besvaret de spørgsmål, hun havde omkring hans forsvinden - Og hvis han havde spørgsmål til hende, ville hun ligeså svarer dem, hvis han da ville lytte.

Jeg er ikke kendt af mange i dette land, det ved jeg godt. Men det gør mig vel ikke noget, for jeg er absolut ikke indehaver af psyken til at have mange omkring mig, og derfor er jeg klar over, at det nok er de færreste, der overhovedet har lagt mærke til, at jeg har været borte i længere tid, end hvad normalt ville være. Alligevel tvivler jeg ikke på, at Illana har bidt mærke i mit fravær. Jeg kan se det på hende. Se det i hendes øjne. Men hvordan skal jeg have det med det? Hvordan er det meningen, at jeg skal reagere på sådan noget? Bør jeg være glad? Eller ligeglad? En anelse usikkert vipper jeg et øre ud mod den ene side, inden et lavmælt, men langtrukkent prust forlader min bløde, hvide mule, hvorefter jeg forsigtigt lader mine store, mørke øjne rette sig mod hendes. Hvad tænker hun? Er hun glad for, at hun har fundet mig, eller hvad løber igennem hendes hoved?

Jeg har lært meget. Jah, jeg forstår ikke rigtigt hvordan, men det har jeg, og jeg tillader af og til mig selv at være en lille smule stolt over det, indtil noget andet i mig siger, at det overhovedet ikke er noget, og at jeg lige så godt kan lade være med at tænke på det, for jeg er jo stadigvæk mig. Det pjevsede, usikre mig. Det ved jeg også godt. Men førhen ville jeg have været ved at gå til, hvis Illana, den gyldne, nærmede sig, og selvom jeg stadigvæk ikke er tryg ved situationen, er reaktionen på hendes tilnærmelser væsentligt mindre. Blikket i mine øjne fortæller, at hun stadigvæk bør være påpasselig, men min ryg, som ikke er nær så sammenkrummet, viser også, at konsekvenserne af uforsigtighed ikke vil være af helt samme grad som før.

,,Illana.”

Et kort nik, der kun lige er markant nok til, at det kan opfattes, efterfølger mit ord som en hilsen. Min stemme er den samme. Fuldstændig. Jeg er klar over, at vi ikke har talt meget sammen førhen, og at jeg egentligt ikke ved ret meget om den gyldne hoppe. Alligevel føler jeg, at jeg kender hende. Jeg kender hendes adfærd. Hendes stemme. Hendes duft. Hendes gyldne pels. Hende. Men jeg kender ikke det sår, der sidder på hendes hals. En krølle tegnes på min mule, inden begge mine ører falder en anelse bagud. Hvornår er hun kommet til skade?

[/size][/color]

Den gyldne hoppe betragtede den brune hingst ganske indgående, da han tråde sine skridt imod hende. Han var følende, som altid, men det stod hende mere og mere klart, at han havde taget, ikke blot et, men mange skridt i den rigtige retning, siden deres sidste besøg. Og det var ganske tydeligt, at den gyldne hoppe var glad for at se ham. Møde ham igen, måske endda vove en dans med ham igen. Han var en speciel en, unik en, denne Armageddon, og på en måde virkede han lidt som et spøgelse, der vandrede følende rundt i landet. Én, men sjældent så til, og skulle nyde selskabet af når han var der. Men der var noget mere stabilt over ham nu, som om han var ved at finde fodfæste i landet.
Han var langt fra tryg, den brune, men det tog Illana skam ej som en fornærmelse; hun havde set ham før, lært en smule af hans verden at kende, og vidste at hans krumninger i ryggen og lidt ængstelige træk, var hans måde at tackle verdenen på. Hun smilede let, hilsende, inden hun da vippede ørene frem ved lyden af hans stemme. Det var så længe siden, at hun havde hørt den, at det egentlig kom lidt bag på hende at høre den nu. Hun prustede dæmpet, efter han havde sagt hendes navn og derpå søgte hun hans blik mere direkte end før.

,,Armageddon, du ædle. Jeg er glad for at se dig igen! Jeg frygtede at din sti aldrig ville møde min igen, men jeg er glad for, at min frygt ikke bar frugt. Du brune, ædle, hvor har du været?”

Spurgte hun med en nænsom stemme. Det var vigtigt for hende, at hun ikke pressede den brune Armageddon ud i at svare, hvis ikke han ønskede det. Han havde forbedret sig, men det betød ikke at den gyldne havde fået større råderum over hvordan hun skulle opføre sig, og hvordan hun skulle kærtegne hans grænser. Og hun ville hellere holde god afstand og lade ham vise hende vejen, end prøve sig frem selv, og måske træde forkert. Hendes milde blik, der havde søgt hans, afventede hvordan den brune hingst ville reagere på hendes tilstedeværelse og hendes spørgsmål.

[Out]