Explorer

[Åben ]

Selvom han ikke var helt gammel nok til at vandre selv, så havde Xenon valgt at bevæge sig væk fra sin moder. Han kunne efterhånden gå nogle timer uden at skulle die og græsset var begyndt at være tiltalende. Derfor havde han fået lov til at begive sig lidt væk fra sin moder, med den ordre at han blev på Foehn og ikke strejfede for langt.
Han havde endnu ikke været andre steder, men øen her var stor nok til det unge føl hvis ben endnu ikke kunne bære ham over vandene mellem øerne. Den lyse pels og endnu lysere man fik ham til at lyse op i det grå landskab, nede i den lille lysning for foden af vulkanen, omringet af træer. Støvregnen satte sig som små perler i hans pels, som han skridtede frem og tilbage. Kom man tæt på kunne man høre en munter lille lys nynnen, men fra afstand kunne man kun se ham spankulere stolt afsted på sine lange ben, med den lille vamsede hale let løftet.

Titan var ikke ret gammel, men stadig meget mere selvstændig end andre. Han behøvede ikke mælk. Ikke som han engang fik fra den store sorte hoppe. Han havde ikke længere brug for det, men havde set andre på hans egen alder og ældre leve af mælk. Hvorfor han var anderledes vidste han ikke. Han havde ikke været ret mange timer hos den store sorte hoppe, som den blåøjede sorte hoppe, der nu sørgede for ham, påstod var hans mor. En mor han aldrig ville komme til at kende. Hvem hans far var vidste han heller ikke, men han havde fået fortalt at han var en stor leder. Korr.

Titan lod et lille fnys undslippe hans næsebor. Han havde en trang til at undersøge ting han ikke havde lov til. Når han fik at vide han skulle blive i området følte han også altid større trang til at søge væk. Det forbudte var bare sjovere. Han rystede den korte sorte man, og lod blikket glide hen over græsset. Hans lange og tynde ben var efterhånden gode til lange vandringer - og det var ikke altid hans vogter var glad for det. Men hellere sjov først og ballade bagefter, end et nej og kedsomhed.


Da han begav sig hen over græsset fik han øje på en lille hest. En der ikke var større end ham selv. En der ikke var ældre end ham selv. Hvor stor aldersforskel der var, vidste han ikke! Han listede sig lidt nærmere, og kunne også nu høre en lys nynnen. Den lille sorte hingst hævede hovedet og sprang fremad i dådyrspring mens han hvinede glad og legesygt.

Xenon var godt klar over hvem hans familie var og han havde fået fortalt at hans fader var en ganske travl hingst som ikke havde tid til at kigge forbi ret tit. Dog havde føllet set ham en gang og ville sagtens kunne kende ham, hvis han dukkede op igen, men mere vidste hans ikke om sin fader, i det han moder ikke havde fortalt ham mere. Et hvin afbryd hans nynnen og fik ham til at springe frem ad og vende fronten mod hvinets ejermand.

En sort jævnalderende hingst stod foran ham med et kådt og legesygt udtryk. Xenon rynkede på mulen og udstødte noget af en skinger latter inden han stillede sig på bagben i en heroisk positur og sprang derop frem mod den sorte med et ligeså legesygt hvin som han havde præsenteret ham for. Kom an!

Da den fremmede rejste sig på bagbenene fik den lille sorte Titan et lidt lusket men stadig legesygt. Nogenlunde samtidig med den lille fremmede sprang fremad mod Titan, sprang han selv fremad som for at forsøge at vælte den fremmede. Eller i hvert fald bare skubbe ham ud af kurs. Det kunne engang imellem se en smule voldsomt ud, men det var jo ikke fordi han var led med vilje, men simpelthen bare fordi han ikke har haft en til at opdrage ham. Kun et par timer havde han kendt sin mor, og hoppen han kalder støresøster eller Ava, har han nemt ved at komme væk fra. Ikke altid med vilje, men simpelthen fordi der er noget der er mere spændende end de beskeder han burde lytte til.

Han rankede sig en smule op, med ørerne rettet fremad og et kækt udtryk i hovedet. Hele hans udstråling ville nok for nogen skrige ballade, men Titan var bare selvstændig. En der ikke længere var afhængig af en hoppe med mælk. Stadig ikke gammel nok - men fået tildelt egenskaberne da han kom hertil.

Xenon var ikke helt forberedt på den fremmede ’angreb’, men formåede at få sig vendt så han blot endte med at vakle sidelæns for at genvinde balancen. De små vamsede ører blev lagt ned og han sprang derpå fremad for at gøre gengæld og han forsøgte derpå at hapse til hans ører. Xenon havde dog ikke i sinde at være ond, men blot at lege fair. Dog kunne det godt virke ondt, men de begge var trods alt han køn og så længe der ikke var nogen onde intentioner ved nogen af dem så var der nok ingen der kom alvorligt til skade. Xenon hvinede kådt og slog bagud med de lange og til tider ustyrlige bagben. Det samme kække udtryk var også at finde hos ham som på den sorte ved hans side. Han lod kort tankerne strejfe hans moder og så sig omkring, men kunne ikke få øje på hende. Han blev kort en anelse urolig, men det var blot instinktivt, dog havde han ikke i sinde at lade denne sorte legekammerart forsvinde, for nu havde han jo lige fundet ham.

Titan

Den lille sorte hingst svingede lystigt med den lille stump hale han havde, og hans ører var opmærksomt rettet mod hans nye legekammerat. Han ænsede intet andet omkring dem. Han vidste jo heller ikke at det som sådan var nødvendigt at holde øje med andre.

Da den lille hingst sprang fremad mod Titan, trådte Titan kun et enkelt lille skridt tilbage og rejste sig på bagbenene hvorefter han legesygt slog ud med begge forben mod den fremmede. Han var jo ikke ligefrem den store kæmper endnu og stærk var Titan heller ikke. Så det kunne vel ikke gøre så ondt igen hvis han skulle ramme ham. Det var jo også kun ment i leg. Titan rystede hovedet da den anden hingst nappede til hans ører, og udstødte et lille legesygt grin. Han lavede nogle små hop med forbenene som hvis han forsøgte at rejse sig på bagbenene igen men ikke kunne komme højt nok op - ikke mere end 10-20 cm over jorden. Han trippede med små hastige skridt lidt i ring og slog ud i nogle buk mens han virrede med hovedet.

Først da han stod stille igen og betragtede den nye legekammerat der pludselig så en smule urolig ud, vippede Titan ørerne ud til siden og tog nogle lidt mere rolige skridt mod den fremmede, stadig mens han svingede halen fra side til siden. Han nappede til en tot af den fremmedes korte man og hev lidt i den som for at sige at han skulle følge med. Titan slap og kastede et blik rundt et øjeblik inden han gav sig til at vandre lidt fremad.

Xenon forsøgte at imitere de små hop som den sorte legekammerart lavede med sine forben og det lykkedes da nogenlunde. Han havde en anelse kortere ben end den sortes, men det gjorde ham ikke mindre atletisk når det kom til små hop og andet ballade. Et bredt smil var at finde på hans mule og en lille skinger og forvrænget latter kunne nu høres. Han var dog stoppet op for at skæve rundt efter sin moder og stod længe og trippede en anelse uroligt, det var indtil at han kunne mærke et sæt tænder omkring hans korte vamsede man og et efterfølgende ryk. De blå øjne blev nu rettet mod synderen, hans legekammerart der gjorde tegn til at han nu skulle følge efter. Han gjorde store øjne, for han måtte jo egentlig ikke gå ret langt væk, men mor var her jo ikke, for han kunne ikke se hende, så derfor valgte han kækt at følge med.

" Xenocrates... "

Lød det så var ham, for at præsentere sig selv, for det havde mor sagt man skulle for at være høflig og Xenon tænkte at mor nok havde ret hvad det angik og derfor valgte han så at give hans legekammerart hans navn i håb om han måske kunne få afvide hvad han hed, men denne nysgerrighed forsvandt hurtigt i det han nu var spændt på hvor de skulle hen på eventyr.

Titan

Titan havde ikke kendskab til sin mor. Han havde ikke set hende siden han var helt lille og det var kun ganske svagt han stadig kunne huske hende. De blå øjne og den sorte pels. Hendes lugt. Den var ikke at finde her. Kun den sorte hoppe med de blå øjne og hvide mule. Ikke hans mor, men stadig familie. Han havde fået at vide han ikke måtte rende alt for langt væk, men han havde tendens til ikke altid at høre efter. Hvis han mente han ville på udflugt, så ville han på udflugt. Sådan var det bare. Det løste sig jo også nok til sidst.

Han stod og kiggede på den fremmede, med sine grønne øjne. Han tippede hovedet en smule på skrå, undrende. Xenocrates var ikke et ord han før havde hørt. Han havde fået forklaret hvad de forskellige ting heromkring var, men endnu ikke noget der var Xenocrates.. Det betød vel at han kunne kalde den lille fremmede ved dette ord... ligesom en blomst hed blomst - for det havde han fået at vide. Han forsøgte at gentage ordet men det blev til noget lidt andet pludder. Snak var ikke det han var mest vant til. Han havde tit iagttaget andre bruge deres stemmer. Han forstod tit hvad de sagde - og hvis ikke han gjorde, så fandt han i hvert fald ud af det. Om ikke andet fandt ud af om det var positivt eller negativt.

Thhh.. Thiiiiii.. Thiiiiiii.. Tiiiiitan"

Selv hans eget navn var ikke et han var vant til at nævne, for han havde endnu ikke selv forsøgt at bruge det. Han havde endnu kun hørt hans eget navn fra andres muler.

Xenon så forundret på de mange mystiske lyde der kom fra den sorte legekammerart, ja selv hans mund var åbnet sig over de mystiske ord som han ikke vidste hvad betød og som i virkeligheden blot var et forsøg på at udtale hans eget navn. Xenon kunne fint tale, for det var noget af det første han havde lært. Hans moder havde forklaret at det var meget vigtigt for ham at kunne tale, hvis han nu skulle blive væk. Han kunne udtale det meste, men en ting han havde problemer med var hans fars karakteristiske Nyahaha. Det ærgede ham for det var noget han gerne ville kunne, men så måtte han jo bare finde noget hans far ikke kunne udtale. Selvom han ind til videre kun havde set sin far da han lige var kommet til verden så var han meget fascineret af den gyldne hingst, for det var den eneste hingst han havde set. Faktisk den eneste voksne hest udover hans moder, så måske var det derfor.

Blikket blev rettet mod Titan, som nu endelig havde formået at få sagt sit navn. Xenon smilede bredt og hoppede let på sine lange vakkelvorne ben i ren begejstring. Han sang begejstret Titans navn op til flere gange mens han sprang omkring ham som et dådyr på alt for meget koffein. Sådan var Xenon i ny og næ, et lille dampbarn.

Titan

Den lille sorte Titan fulgte nysgerrigt og opmærksomt den lille Xenon med blikket mens han hoppede rundt med noget der lignede små feminine hop ifølge ham selv. Han kunne lige så godt have været et hoppeføl der havde spist blomster. Dem var han sikker på man blev hyperaktive af.

Det smittede dog af på ham og længe kunne han ikke holde sig i ro og gav sig til at trippe rundt om sig selv og derefter springe fremad i rask galop. Ikke at det gik så hurtigt, for hans nye legekammerat skulle jo kunne følge med. Men det var hoppende galopspring. Selvom hans ben var lange og spinkle, så var de alligevel ikke helt i stand til at kunne løbe fra de større heste. Det havde han allerede nu fundet ud af. Han sendte et lille hingstet hvin afsted mens han kådt slog ud i nogle buk. Nu skulle ham og Xenon i hvert fald på eventyr. Her var jo ingen voksne. Spørgsmålet var kun hvor de skulle tage hen. Det kunne være Xenon havde en idé.

Måske var han en anelse feminin som han hoppede rundt der med små benspjæt, men det var bare Xenon i en nøddeskal og det var bestemt ikke sikkert det ville gå væk med tiden og det blev bestemt ikke bedre af at Titan nu begyndte at galopere afsted. Xenon eksploderede i en serie bukspring inden han tordnede efter ham med den lille vamsede hale løftet og det lange ben spredt ud i alle retninger. Han vidste ikke hvor de kunne tage hen for han havde ikke været mange steder her på Foehn, nærmest kun denne eng hvor han var født under et af træerne. Han besluttede sig blot for at se hvor hans og Titans ben bragte ham.

Titan

Idét Xenon satte efter Titan rask galop og bukkespring, fik det Titan til at øge farten og selv springe ud i nogle raske buk. Det gik dog ikke helt som planlagt og da kroppen havde for meget fart på til Titan selv kunne kontrollere sine ben, endte han med at lave en koldbøtte rundt om sig selv og landede med hovedet nede i græsset og røven lige i vejret. Sådan blev han stående i lidt tid mens han overvejede hvordan han nu lige skulle komme ordentligt op at stå igen. Halen begyndte at svinge lystigt fra side til side mens Titan kom med et lille grin.

Han havde fået et lille chok men ikke slået sig og da han tiltede ned på siden fik han mulighed for at komme op at stå igen.. Han rystede kroppen ren for skidt og snavs, selvom det alligevel blev siddende i hans sorte pels. Det ville hans storesøster ikke være helt tilfreds med - for det betød han var busted. Så vankede der skideballe var han sikker på. Men det skulle ikke ødelægge denne tur! Helt sikkert ikke..

Titan trippede nogle skridt frem og stod stille igen for at se sig om efter noget der kunne være interessant. Noget der kunne indeholde eventyrer. Han så op da noget fløj hen over hovedet på ham, men langt nok oppe til ikke at ville kunne røre ham eller til at han kunne se præcist hvad det var. Noget sort der bevægede sig og udstødte lydende Krah Krah. Han stod et øjeblik helt stille med åben mund og gloede opad. Så flyttede han blikket over mod sin nye legekammerat og fandt et stort smil frem.

"Kom!"

Han udbrød det i en nærmest energisk og utålmodig tone. Han ville finde ud af hvad det var. Han ville finde ud af hvordan det var kommet derop! Og han ville finde ud af hvordan han selv kunne komme derop. Deroppe ville man helt sikkert kunne se mere end hernede.

Xenon så overrasket til som Titan lavede en yderst elefant kolbøtte og nu stod med røven i vejret. De blå øjne lyste op i et djævelsk udtryk og han sprang nu målrettet mod ham, dog var han et stykke væk fra Titan som desværre selv nåede at falde ned på siden. Xenon brød dog ud i en skinger latter da han havde sikret sig at Titan var ok og ikke havde slået sig. Af en eller anden årsag så tog de yngre altid faldende uden de større knubs. Han fulgte Titans blik op mod træerne og de underlige lyde og vippede undrende med ørerne mens han stod måbende og en anelse fraværende.

" Kriiiiih Kriiiiiiih "

Skreg han skingert af træerne med de sjove lyde. Han så på Titan og nikkede nysgerrigt inden han begyndte at tøffe afsted mod træerne.

Titan

For Titan var det ikke noget nyt at snuble over sine egne ben. Det havde han gjort mange gange, og hver gang havde han taget det hele meget let. Der var aldrig nogen der kom rendende for at hjælpe ham når det skete. Ingen der kom og sagde det var synd for ham. Sådan var det at vokse op uden en mor, og når man så samtidig havde travlt med ikke altid at adlyde de ordrer han fik fra den sorte hoppe der var sat til at passe på ham. Titan stivnede i samme øjeblik Xenon, hans nye legekammerat, skreg og sagde næsten samme lyde som træerne og de flyvende skikkelser over hovederne på dem. Den anden lille hingst var dog ikke farlig. Så meget vidste Titan godt. Derfor hoppede han frem efter Xenon med små lalleglade hjortehop og skreg selv de samme lyde.

Han havde hørt historier. Historier om træer. Historier om mange træer. Om hvor lumske de kunne være. De så ikke så farlige ud når det var lyst. Men han havde fået fortalt at når det blev mørkt kunne de nogen gange få en til at tro at de havde øjne. At man næsten kunne tro at de var levende fordi de flyttede sig så man ikke kunne finde ud til de åbne områder igen. Men så snart det blev lyst så stod træerne som de altid stod i dagstimerne. Så man altid troede at det var en selv det var noget galt med. Om de virkelig kunne flytte sig vidste han ikke. Men han var nysgerrig. Meget nysgerrig og ville gerne finde ud af det.

//Out rydder op i de gamle tråde, men vil gerne starte en ny