En ny chance

Forbeholdt Ava & MS

Her står jeg, i total stilhed, og ligner et stort spørgsmålstegn. Hvor blev den mørke hingst af, med de blå aftegn, og hvor blev det klare og varme lys af, jeg før gik igennem? Hvor.. Hvor er de andre, hvor er isen, hvor er mørket, og hvor er alle de bebrejdende stemmer. Mine hove er placeret i det grønne frodige græs, der smyger sig op omkring mine lysebrune ben, som jeg endnu ikke har bevæget ét skridt, siden jeg trådte herud. Mine øre vipper en anelse omkring, opmærksomt og lyttende, og mine næsebor vibrerer i takt med vinden der fører alle de nye lugte med sig. Lugte, som jeg ikke kender til, og med god grund. Jeg kender jo ikke dette sted, gør jeg?
Med lidt forsigtige skridt, bevæger jeg mig frem med en anelse skælvende ben, men den skælven stopper meget hurtigt, da jeg opdager at jeg ingen skræmmer har, eller stive kolde ben. Min nakke knejses meget buet op, fordi jeg nu kigger ned på min bringe, hvor hingsten der ville tage min flok dengang, og som jeg mødte i mørket på vej hertil, bed mig. Men der er intet at se. Mine øre glider skeptisk bagud, hvad er det her dog for et sted?
Vipper hovedet op igen, mens mine øre glider lyttende rundt efter lyde. Men der er ingen at høre eller se, men jeg kan tydeligt lugte at her er andre heste, for der emmer af forskellige sjæles dufte, hingste som hopper. Men ingen af dem, er bekendte. Men hvordan skulle de også være det, når alle jeg kendte og holdte af, døde for øjnene af mig? Men måske er nogen af dem også blevet ført hertil. Jeg mener, jeg blev jo ført hertil, med en ny chance, så mon nogen af de andre os gjorde det? Reicha og Fuerto måske? Men lugten af dem, er ingen steder at finde, og den sandhed gør ondt i mit indre. Meget ondt.

Jeg standser igen op, og lader ørene falde bagud, i en sørgmodig mine, mens mit hoved langsomt sænkes længere ned, så mulen er i højde med mine knæ. Kniber øjnene i, og genfinder billedet af Faux, frodigt og lækkert, med Reicha og Fuerto, og hele min flok. Ved billedet, glider mine øre glædeligt frem, og kroppen slapper af. Men da jeg igen åbner øjnene, er flokken og mine elskede igen ikke at se. Ryster lidt på hovedet, inden min brune hale slår lidt bag mig. Jeg samler igen mit hoved op, og genfinder min stolte holdning i kroppen, inden jeg begiver mig ud på en søgen, en søgen efter svar..

Mit ansvar er igen forsvundet, og jeg har måtte begive mig ud for at finde det. For en som mig der aldrig har skulle tage ansvar for nogen eller passe på nogen er det svært pludselig at skulle være den der holder øje. Hjemme var det jo min far der sørgede for alle blev hvor de var, og jeg forstår nu hans fortvivlelse , som jeg så ofte har formået at se som vrede i stedet. Det er nu gået op for mig hvor besværlig jeg har været.

Mine skridt er taktfaste og mine ører lytter opmærksomt i alle retninger, mens jeg koncentreret forsøger at opfange spor i vinden der af og til leger lidt med den lange man. Jeg kan mærke at det er blevet køligere i luften end da jeg kom hertil. Det er ikke noget der som sådan gør mig noget, for jeg er vant til det fra bjergene. Godt nok kunne de om sommeren holde på den varme luft og det blev af og til meget regnvejr, men når man når længere op i bjergene og især i den kolde årstid, så bliver det meget koldt.

Duften af en fremmed rammer mine næsebor og får mig ud af det lille tankespind der har gjort at jeg endte i mit eget hoved i stedet for at fortsætte min søgen. Det er først nu det er gået op for mig at jeg også er stoppet op. Jeg sukker kort over mig selv, og ranker mig lidt op, som om det ville hjælpe mig med at tage mig lidt sammen. Mit blik søger i retningen af der hvor duften af den fremmede kom fra, og det tager mig ikke lang tid at lægge en lille strategi. Med igen taktfaste skridt begiver jeg mig i retningen af den fremmede. Der er ikke langt - for i løbet af få minutter når jeg ud i det åbne område og får øje på en hingst. En jeg ikke har set før. Det er nu ikke fordi jeg har set så mange forskellige eller har snakket med dem, men en sjat er jeg da ved at være oppe på. Dog ikke lige så mange hingste som der var medlemmer i den gamle flok. Nok kun lidt flere end der var hingsteplage før jeg måtte forlade mit hjem og i stedet lande her i det ukendte.


Som jeg nærmer mig bliver jeg mere og mere nysgerrig, da det et øjeblik for mig ser ud som om han er bange. Mine øre vippes opmærksomt fremad. Det kan være han er ny her, og det kan være han har set Titan. Sender et hoppet vrinsk af sted i retningen af den fremmede da han begynder at gå igen, bare for at gøre opmærksom på mig selv - men det kunne jo også være det var fordi han opdagede mig at han begyndte at gå igen. Men så ville jeg vel have set det. Han har i hvert fald ikke kigget i min regning. Men når der nu er så mange andre sære væsner her, så kunne det være han var tankelæser eller havde en anden sjette sans.

Min røde krop, befinder sig midt i det åbne land, det land jeg intet kender til, og som jeg blot lige er havnet i. Mine røde øre vipper omkring mig selv, da jeg atter har samlet min krop, og genfundet den holdning jeg altid besidder; stolt og rank, men aldeles ikke bedre vidende eller ’se mig’ agtig. Min hale slår omkring den runde bagpart jeg ejer mig, mens mine stor, mørke og dybe øjne spejler udover det store og åbne område, der dog er dækket af en bjergkæde omkring mig. Hvis ikke man tog meget fejl, og jeg vidste at det ikke var sandt, så kunne jeg hænde at tro, at dette var Faux, og at alt det jeg lige har oplevet, blot var en ond drøm, der ikke er hændt i virkeligheden.

Men alt denne tænken og funderen, stopper dog brat idet jeg hører et hoppe vrinsk ude fra min ene side. Og da jeg automatisk drejer hovedet i vedkommendes retning, fyldes jeg kort med mod og glæde; men da jeg ser den sorte, dog yndige hoppe, forsvinder glæden dog lidt igen. Det er ikke en fra min flok; nej. Men det ændre dog ikke på, at jeg er nysgerrigt anlagt, og i nogle sekunder glemmer jeg, at jeg lige er havnet her.

Kaster ivrigt med det røde hoved, og holder blikket hos hende, inden jeg stepper lidt sidelæns med glædelige skridt, og derefter sender et rungende og højlydt hingstet vrinsk tilbage til hende, helt nede fra lungerne af. Jovist, nogle vil mene jeg larmer, men det synes jeg nu altså ikke selv; gør jeg vel?

Med glædelige og nysgerrige skridt, sætter jeg frem i en taktfast og svævende trav imod hende, med hovedet let hævet og ørene nysgerrigt og glædeligt fremme – jeg holder af selskab, og opsøger den gerne, uanset hvem vedkommende nærmest er.

Da jeg når hen til hende, tager jeg en runde omkring hende, med et fyrrigt blik i de mørke øjne, og et let smil på læben, mens jeg knejser nakken ned, for derefter at standse ved hendes front, med ørene helt fremme. Kaster kort med hovedet igen, inden jeg snuser ud imod hende, med en hingstet brummende lyd, mens mine næsebor vibrere ved hendes nye og ukendte lugt.
Trækker så mulen til mig igen, og stepper lidt på stedet, inden jeg igen står nogenlunde stille, med halen let slående omkring min bagpart, og blikket fæstnet hos hende; opmærksomt på den gode måde.

,,My Lady, jeg byder Dem goddag. Mit navn er Fuego, fra landet Faux, og flokken Celik”

Den galante stemme bryder frem, og jeg knejser ned i nakken, skubber det ene forben frem, og sænker dermed forparten en smule, til et elegant buk for den sorte hoppe, med den hvide blis og de blå øjne. Retter mig igen op efter min hilsen, og lader blikket hvile hos hende, nysgerrigt.

Mine omgivelser minder mig en smule om mit gamle hjem, men alligevel ikke helt. Der er noget anderledes over det hele. Jeg husker mit gamle hjem som mørkere end dette, og mere lunefuldt. Man kunne aldrig vide hvad der gemte sig rundt omkring. Bag sten og træer. Der var dyr som jeg endnu ikke har set her. Firbenede pelsede dyr ligesom jeg selv, men af helt anden race. Nogle alene og andre i flok. Ligesom her - bortset fra jeg endnu ikke har fundet et eneste sted med noget der minder om flok. Jeg har fundet så mange der mener de er bedre end andre, og en enkelt der påstår at ingen tør tage ansvar for en flok. Hvis der ikke er noget at være bange for som sådan, hvorfor så ikke leve i et fællesskab? Der kan da vel ikke være noget som helst at frygte? På den anden side så kan det også lade sig gøre at leve alene. Men det bliver da lidt kedeligt i længden. Det synes jeg i hvert fald selv.

Med små trippende skridt nærmer jeg mig den fremmede, som også kommer i denne retning. Da han er tæt nok på sænker jeg farten for til sidst at stoppe helt op, og følger ham med blikket da han tager en runde omkring mig. Godt nok kan jeg ikke følge ham hele vejen rundt. men da jeg ikke kan nå længere den ene vej drejer jeg hovedet om for at følge ham med blikket tilbage til min front.

Mine ører er opmærksomt spidsede mod ham og et lille smil viser sig på min silkebløde hvide mule inden jeg sender et nap ud i hans retning. Hilsende og samtidig også lidt drillende og legesygt. Han lader i hvert faldt til at være en med lidt krudt i røven. Lige hvad der mangler i dette sted. Der er den vise, den sure, den arrogante, den stille og den som tænker.. Og nu en med krudt i røven. Så er de forskellige områder i hvert fald dækket. Alt der mangler nu er dem hjemmefra.

Da han præsenterer sig selv på en måde som ingen andre før har gjort får det mig til at tænke. Der er en anden her som kommer fra et fællesskab ligesom jeg selv. Så er det måske også derfor han virker til ikke at være ligesom de mange andre hingste i dette land. Overlegen og Arrogant.

"Jeg takker mange gange. Jeg er Ava fra landet Morva og flokken Marah, datter af Korr og Aria"

For de fleste er slægt ikke vigtig, men for mig er den. Min far er lederen i Marah, og min mor kommer fra en lang linje af respekterede hopper, og for mig bliver det svært at leve op til de krav der bliver stillet. Jeg har altid været alt andet end hvad mine forældre har forventet af mig. Altid gjort det modsatte af hvad jeg har fået besked på, og nu er jeg her, så langt væk hjemmefra. Men jeg har et mål om at være en respekteret hoppe som min mor og mormor var det.

Som jeg nærmer mig den sorte og yndige hoppe, med de hvide aftegn og de kønne blå øjne, sagtner jeg farten en anelse. Men dog ikke meget, idet jeg begiver mig rund om hende i en rummelig, taktfast men dansende trav, i en god afstand for at hun ikke skal føle at hun bliver klemt inde; som var jeg et rovdyr, der ønskede at afskærme hende vejen væk, for derefter at angribe hendes yndige og feminine krop.

Men da jeg så er standset med fronten imod hende, og et nap derefter kommer i min retning, planter der sig et smil henover min mule, idet jeg med en hingstet bevægelse napper tilbage imod hendes fine bløde mule, mens et prust bliver kastet fra min mule. Jeg trækker da derefter mit hoved tilbage til mig selv, for at rette kroppen op til en rank holdning, mens de venligtsindet, brune øjne lander i hendes, idet hun giver sig til at præsenterer sig selv.

,,Me Lady Ava, fra landet Morva og flokken Marah, datter af Korr og Aria, må jeg sige Dem, at De må nedstamme fra en ganske skøn moder, med det udseende der er blevet Dem givet. Det er mig en fornøjelse, at træffe Dem, i disse skønne omgivelser.”

Besvarer jeg hende så, med den noble og rustikke tone, der dog hele tiden afspejler en ganske venligsindet sjæl. For venlig, det er jeg skam, når andre ligeså er; men når det modsatte sker, er der som regel en grund til det, og da vil jeg så handle derudfra.

,,Me Lady Ava, kan De fortælle mig, hvad det er for et land jeg er havnet i? Jeg har blot været her en dag eller to, og jeg må da indrømme, at landet er mig ukendt. Men måske gemmer Deres kønne hoved, på en ting eller to, der kunne være mig en hjælp?”

Lægger derefter hovedet ganske svagt på skrå, men jeg bibevarer den ranke og noble holdning, som altid vil være at finde over mig. Jeg nedstammer fra en lang og respekteres blodlinje; og det endte jo også med, at jeg selv ledte flokken efter min fader. Og derfor, vil jeg altid beholde den ranke holdning, og noble men venlige attitude, da den er plantet solidt i mig.

De blå øjne hvilede på den fremmede hingst, Fuego. Selvom hun havde fået hans navn så var han endnu fremmed. Hun kendte ikke til noget om ham - ud over hans tidligere hjem. Eller. Det kunne vel stadig være hjem. For hjem er der hvor man har det bedst. Dette land var endnu ikke blevet til Avas hjem Ikke endnu. Der var nogle krav der skulle opfyldes før hun kunne kalde det hjem, og et af dem var at der skulle minimum være et fællesskab som hun kunne deltage i. Ligesom hjemme i den gamle flok, Marah. At hun så ikke kun havde planer om at deltager men også være blandt de ledende var en bonus. Det var sådan hun var blevet opdraget og oplært til at skulle være - i hvert fald i gang med at blive oplært til at skulle være. For opdragelsen sluttede brat da hun blev sendt til dette land. Her havde hendes mor ikke mulighed for at fortsætte - af den ene grund: Hun var der ikke.

Et lille smil tittede forsigtigt frem på Avas lyse og silkebløde mule. Det var ikke mange der kunne komme over sig selv og sit ego til at komplimentere andre. Han var i hvert fald den første der havde kommenteret hendes udseende og at hun måtte have nogle gode gener fra sine forældre. Det var heller ikke helt forkert. De blå øjne havde hun fra sin mor og den hvide mule fra sin far. En god blanding af dem begge to.

"Jeg takker så mange gange. Min mor er en respekteret hoppe, ligesom hendes mor var det og hendes mors mor også. Sådan har jeg i hvert fald fået det fortalt. Selv har jeg ikke mødt dem. Men det er hvad 'folket' påstår. Ligeledes er min far fra en slægt der gennem flere generationer har haft ansvaret for Marah. Så jeg kan kun sige at jeg er stolt af at være datter af mine forældre og stolte over dem"

Hendes milde krystalblå øjne hvilede på denne fremmede Fuego. Han virkede til at være opdraget godt. Et lidt mere fornemt sprog end hende selv måske, men han så også ud til at være lidt ældre end hende. Der var ting hun endnu ikke var helt oplært i. Måske betød det at han ligesom hende var ny her, og det fik hun også bekræftet da han igen begyndte at snakke.

"Jeg er ked af jeg ikke kan fortælle ret meget om dette land. Jeg ved ikke hvor det ligger eller hvor stort det er. Jeg har ikke selv været her i forfærdelig lang tid, men kan ikke længere betragtes som en helt ny. Landet går under navnet Andromeda og består af nogle øer. Så meget kan jeg fortælle.. Måske mere, men jeg ved ikke hvor jeg skal starte. Hvis du har spørgsmål skal du være velkommen til at spørge. Så kan jeg enten svare eller ej"

De brune øjne jeg ejer, hviler imod den kønne blå øjede hoppe, ved navnet Ava. En hoppe der stadig er mig ganske fremmed, til trods for at jeg kender hendes navn og hendes hjemland. Men jeg håber inderligt på, at hun ikke bliver ved med at være fremmede for mig, for det ville være en skam. Hun virker så ganske åben og snaksagelig, noget jeg finder som gode egenskaber hos mange heste. Selvstændige heste skal der skam også være plads til, men i mine øjne er de blot ikke lige så meget værd som os andre, som ønsker et fællesskab, noget at kalde hjem og noget at vende hjem til dermed. Men jeg er jo også opdraget til netop at ’eje’ et sådan sted; noget som folk kan vende tilbage til, noget hvor der er et fællesskab og vigtigst af alt; et hjem at være i. Da hendes mule får et let smil på, kan jeg ikke lade være med at betragte det yderligere, et smil er for mig noget rigtig godt. For kan jeg få andre til at smile, er min eksistens ikke helt spildt, og min sjæl dermed ikke ødelagt, trods alt er taget fra mig.

,, Me Lady Ava, De har sandelig også noget at være stolt af, må jeg sige Dem. Men ligesom Dem, kommer jeg selv ud af en respekteret linje. En moder der altid har være Visdommens hoppe, og visdommens blod, og en fader der altid har været nedarvet af ledende blod. Dermed fik jeg også skænket Celik, i en ung alder, da min fader ikke længere kunne have den. Men dette var kun for en kort stund, før det hele…” Her stopper jeg kort. ,,Forsvandt”

Vælger at afslutte sætningen således, og med et ganske svagt nik og smil på læben. Men dog forsvinder smilet hurtigt; for jeg vil ikke stå og ligne en, der synes godt om det. For det gør jeg ikke. For det var mig, der lavede en fejl. Men jeg vender hurtigt tilbage til mig selv, og kigger atter på hende med venlighed, men med rank holdning.

,,Jamen, Me Lady Ava, så vil De måske give mig den fornøjelse, at vandre omkring ved min side, så vi sammen kan se lidt mere af denne ø?”

Spørger jeg så, med blikket rettet helt imod hende, og ørene ligeså. Jeg snakker hele tiden med den venlige, men formelle tone, da jeg er opdraget sådan. Når vi kommer hinanden nærmere, hvis vi gør, hvilket jeg så sandelig håber på, så vil den formelle tone ryge lidt længere op på hylden, så den ikke fylder så meget i min stemme. Men indtil videre vil den forblive der, så længe vi ikke kender hinanden mere end det vi gør ligenu. Kort vippes mit ene øre bagud igen, lyttende til de lyde der kunne risikere at være omkring os; og måske endda farer.

Den blåsorte hoppe lyttede opmærksomt og nysgerrig til den stadig fremmede hingsts ord. Selv kunne hun finde på at snakke meget, men ønskede ikke at drive andre væk på grund af trætte ører, og var andre i humør til at tale, så var hun også i humør til at lytte - og det han havde at fortælle om var noget hun selv kunne relatere til. Selvom hendes mor ikke var visdommens hoppe, så var hun alligevel vigtig. Hun var den der havde støttet hendes far, Korr. Visdommens hoppe var hendes fars mor, så på en måde ville denne Fuego have haft samme plads som hendes far, og havde han fået en datter på noget tidspunkt ville det være en der svarede til hendes plads. Hun kunne ikke selv lade være med at fjerne smilet lidt. Det var jo ligesom hendes egen historie ikke med en lykkelig ende. Ikke endnu i hvert fald.

"Jeg er ked af at høre du har mistet så meget. Selv nåede min moder aldrig at færdiggøre min oplæring. Når hun var færdig ville hun finde en flok værdig og med en leder klar til en mage. Disse beslutninger er taget ud fra gener og omdømme. Ikke så meget hvad man synes om hinanden som har været grund til andre har forladt flokke for at strejfe omkring med de strejfende hingste. Har du overvejet at starte en ny flok?"

Nogen hingste måtte jo rende rundt alene, for ikke alle ville kunne være flokledere, og samtidig så ville mange flokke heller ikke have andre hingste i flokken, fordi de så ville komme til at kende til lederens svagheder og styrker og derfor ville have nemmere ved at slå denne leder i en kamp. Hun vidste at nogle af de strejfende hingste kunne finde på at slå sig sammen, og der havde før været nogle af dem der havde lokket nogle af hopperne fra hendes fars flok, og fået dem til at følge den lille hingsteflok i stedet. Det er jo heller ikke normalt for deres slags at rende rundt alene - for der var stor sandsynlighed for at en alene hurtigt ville møde en værdig modstander - et rovdyr, og dermed sin egen død.

"Jeg har en teori. Faktisk flere. Og måske er det ikke helt mine egne, men nogen jeg har optaget gennem andres hjernearbejde og tilpasset til jeg selv ville kunne forestille mig det. Ser du. Jeg har snakket med en, som fik mig til at tænke. Dette sted kan være et sted, hvor man bliver sendt hen for at blive skånet for en grusom skæbne. Noget der enten har været ved at ske eller noget der ville komme til at ske. En anden har sendt min yngre broder hertil for at rede både hans liv og min moders liv - og stadig også fordi jeg ønskede det. Ser du.

Da jeg først kom hertil led jeg så frygteligt af hjemve. Det var et meget forkert tidspunkt i mit liv jeg kom hertil mener jeg selv. Min anden yngre broder kom ud for en ulykke og selv samme aften havnede jeg her. Det var to afkom mine forældre mistede den dag. Jeg ønskede sådan jeg kunne komme tilbage, men alligevel tror jeg også på der er en grund til at vi er her. Så hvis jeg ville kunne ønske mig tilbage den gang. Så kunne det være jeg ville kunne have den mulighed igen engang. Dog kommer ønsker med en pris. Og hvem ved. Måske ville jeg rent faktisk kunne falde til her"

Et smil fandt igen frem til hendes mule mens hun holdt en lille pause fra hendes konstante snakken. For snakke det kunne hun og stoppede hun ikke sig selv engang imellem, så kunne hun let tabe andre og så ville de jo ikke føle sig ordentligt tilpas eller de ville kede sig eller endnu værre. De ville se hende som en sær snegl, og ingen ønsker en sær snegl som en leders mage.

Hun nikkede en enkelt gang da han spurgte hende om hun ville følge med ved hans side så de kunne udforske mere af dette land. Det ville hun i hvert fald gerne. Der var ingen der havde lavet en regel om at man ikke kunne gå og snakke på samme tid. Hun var trods alt i stand til at foretage sig flere ting på én gang.

"En anden jeg har snakket med har fået mig til at tænke over, hvor dette sted kunne være. Om dette kunne være et andet liv eller bare en helt anden verden. For jeg ved min moder og fader stadig eksisterer. Jeg har set dem og hørt dem gennem en form for portal til mit gamle hjem. Stjernerne vi kun kan se om aftenen kan være andre verdener der lyser på himlen. Verdener hvor det måske er dag og derfor er der lys der kan ses langt væk fra. Tænk hvis vi alle kom fra en af disse stjerner eller andre verdener, fordi denne verden stadig er rimelig ny og nogle enkelte er blevet udvalgt til at skabe liv her?"

Hendes blå øjne betragtede ham og hun var klar til at følge ham. Hun ville lade ham tage det første skridt for han var hingst.

"Har du selv gjort dig nogle tanker om hvordan eller hvorfor du er havnet her?"

Den blå sorte hoppe, som jeg har fået til selskab, og dermed også er den min opmærksomhed ligger på, er for mig et ganske fortrinligt første selskab og møde, i et fremmede land. For hun virker til at have ganske meget på hjerte, og ganske meget imellem ørene ligeså. Men med det hun fortæller mig, om sin fader, moder og flok, så ville andet også være mærkeligt, og om end ikke også sørgeligt for hendes forældres side. Men heldigvis, har hun arvet mange gode egenskaber fra dem; noget jeg værdsætter ganske meget. Ganske intenst lytter jeg til de ord hun fremsiger, om hendes moders plan for denne Ava.

,,Planen i min flok, var ligesom hos dig, at jeg skulle overtage den. Men da jeg er hingst, er det for mig ikke et spørgsmål om at blive viet ind i en flok, via en hingst. Jeg kunne selv vælge mig den hoppe jeg ønskede ved min side, selvom både min moder og fader havde et ønske, og en idé om, hvem denne skulle være. Men jeg tog en beslutning, og viede mit hjerte til en hoppe, der var så ganske unik, at jeg ikke kunne lade chancen gå til spilde. Desuden var hun også af visdomme ord, og et hjerte så stort og varmt, at det kunne rumme ganske mange. Jeg ledede flokken, pressede individerne ud i ting, for at de skulle komme udenom den kolde og hårdføre vinter; mens hun tog sit hjerte fyldt, med de der følte sig ensomme og manglede en ven. På den måde, delte vi den ledende rolle, da jeg blot var ung, og lige trådt til. Men, Me Lady Ava, at starte en ny flok, er mig et stort ønske. Større end så mange andre ønsker jeg har. Men om jeg kan, og har styrken til atter at prøve, er mig uvist. Men det gør mig inderligt ondt, at din træning ej blev fuldendt, og en flok fundet. Men jeg er vis på, at du igen får chancen en skønne dag, for jeg er sikker på, Me lady Ava, at dit sind ville passe sig ind, som en lederhoppe”

Nikker ganske let, og finder et smil frem på læberne igen. Et opmuntrende puf glider fra min røde mule og lander blødt imod hendes kind. Meget nænsomt. Trækker mulen til mig igen, ganske roligt, og opretholder igen den ranke og noble holdning, jeg altid er blevet oplært til at holde. Da hun begynder at tale om hendes teori, rettes mine øre meget nysgerrigt imod den blåsorte hoppe, Ava. Længe lytter jeg blot, uden at sige noget. Sætter frem i skridt, og følges ved hendes sorte side, som ligemænd i dette land; for i dette land, er jeg ikke en leder, men blot en simpel strejfer, som så mange andre. En strejfer, uden hjem, og familie. Og uden nogen at passe på, udover mig selv.
Hendes snak om teorien bag dette land, hvordan vi er havnet her, fascinerer mig meget, og jeg glemmer helt at betragte det land jeg bevæger mig i, for hvad hun siger, er mig langt mere interessant.

Da den blåsorte Ava så drejer samtalen, og spørger ind til, hvad jeg eventuelt har gjort af tanker, er jeg tavs i nogle sekunder, mens jeg overvejende ser op imod de stjerner som er begyndt at titte frem, inden jeg så ser ligefrem for mig, for at holde øje med omgivelserne igen, da jeg jo stadig har en trang til at beskytte mine selskaber.

,,Me Lady Ava.. Deres teorier, er ganske fine, og ganske smukke. Den første, med at man er blevet taget hertil, for ej at lide en voldsom skæbne, kan jeg måske relatere til; men at det er fordi vi har fortjent at være her, det ved jeg ikke hvad jeg skal sige til. For ser du.. Jeg ledte min flok, ud i en frygtelig skæbne. En skæbne der gjorde, at jeg ikke længere kunne være med dem. Men ikke nok med det, så en skæbne der gav dem døden at kende, for de druknede alle, og forsvandt for mine øjne. Min mage og min første, og eneste søn, måtte lide samme skæbne, for øjnene af mig, til trods for at jeg forsøgte at bære dem på min ryg.. Vi var alle røget igennem den tilfrosne sø, som jeg mente vi kunne krydse.. Men jeg tog fejl.. Alle røg igennem. Alle døde..

Men Ava, da jeg troede jeg var død, oplevede jeg mærkelige ting, min faders stemme, mine rivaler, og jeg så det hele ovenfra, hvordan de alle forsvandt, indtil en stemme og en skikkelse dukkede op.. og før jeg vidste af det, var jeg her.. Så min teori, er ligesom en af dine, at vi er ledt herhen, for at slippe for en ond og skrækkelig skæbne. Men jeg tror ikke, at jeg er havnet her, fordi jeg fortjener det.. Jeg fortjener ikke at leve mere, mere end de andre fra min flok gjorde”

Ser så tilbage på hende, efter min lange snak, inden jeg fremtvinger et ganske svagt smil, for ikke at virke for dyster i min fortælling.

"Om jeg nogensinde får den chance er jeg ikke sikker på. Ser ud. Jeg har talt med flere der har været i dette land i lang tid. Og der har endnu ikke været et fællesskab. Meget få har efterlyst et sådan fællesskab som både du og jeg er opvokset i. De ønsker at leve alene. De ønsker ikke at have noget at gøre med andre - med undtagelse af de korte møder der af og til finder sted. De ønsker ikke som sådan venner"

Hun rystede på hovedet af håbløshed. Dette var en opfattelse hun havde fået af de fleste, og kun meget få havde hun hørt om ønskede at danne en flok. Han var den første foruden en hun havde hørt tale om det, selvom hun havde hørt om andre der også var vokset op i blandt andre. Enten har de været smidt ud eller også har de valgt at gå selv. De der er blevet smidt ud er vel bitre over det valg der er blevet taget for dem en gang, og de som selv har valgt at gå, ønsker tydeligt ikke at være en del af et fællesskab.

"Men skulle du gå hen og beslutte dig for at skabe et fællesskab og har du brug for en hjælpende hov, så må du sige til. Det er ikke mange her der taler for et sådan fællesskab, men jeg kan sagtens hjælpe med at lede efter de få sjæle der ligesom jeg ønsker det.

Hun lyttede til hingstens ord. Det lød til at være en sørgelig historie, men stadig ikke noget hun helt selv kunne relatere til. For selvom hun har mistet sit hjem og sin familie - Ja hele sin flok, så var det stadig hende der på den ene eller anden måde havde forladt dem. Også selvom det ikke var det hun ønskede. Hun ville jo vende tilbage igen, men hun fik aldrig chancen for det. Hun havde fortrudt det længe efter hun var kommet til dette land, men hun var begyndt at acceptere at tingene lå anderledes end planlagt.

"Hvem siger du ikke fortjener en chance mere? Selvfølgelig gør du det. Du er ikke selv i stand til at bedømme det, fordi du føler skyldfølelse. Fordi du mener det er din skyld at de andre ikke klarede den. Men ved du hvad? Du gjorde hvad du mente var rigtigt, og de andre valgte at følge dig. Havde de været imod din beslutning kunne de vel have råbt højt eller protesteret. De der fulgte dig havde selv valgt det. Og hvem ved. Måske havde nogen en mening med det. Måske var deres tid ovre. En ugerning er ikke nok til at en sjæl ikke skal have en chance mere. Du vidste jo ikke isen ville bryde sammen..

Ligeledes, så mente jeg heller ikke selv til at starte med at jeg burde have en chance. Jeg mente ikke at jeg burde være her. Jeg havde fået besked på at blive hos de andre, men jeg lod være. Jeg lyttede ikke. Der var et uvejr og jeg tog af sted. Jeg adlød ikke ordre og min broder fulgte efter. Det var der det gik galt. Han blev ramt af et væltende træ, og jeg havde skyldfølelse. Men det var ikke min skyld. Jeg bad ham jo ikke følge mig. Jeg bad ikke om nogen væltede træer. Jeg turde ikke vende hjem med det samme og jeg søgte ly i grotterne som jeg havde planlagt fra starten af. Det var koldt. Meget koldt. Det var indtil det varme lys vækkede mig. Jeg husker ikke ret meget fra mine omgivelser. Jeg er ikke sikker på jeg har været helt rask. Det er ikke sikkert jeg havde klaret mig gennem natten i grotten. Jeg fulgte et lys, og jeg fik en anden chance"

Den sorte Ava kunne ikke andet end smile en smule. Selvom hun stadig havde en smule skyldfølelse, så vidste hun også det ikke var hendes skyld. Skulle hun dog ændre noget, så havde hun nok været hos flokken. Men om det havde gjort nogen forskel vidste hun ikke. Så kunne det have været hendes liv i stedet for hendes brors der var gået tabt - og det ønskede hun jo heller ikke. Ingen der var nogenlunde raske oven i hovedet ville ønske at dø.

De rødbrune øre, hviler imod den unge Ava, som jeg finder som et ganske givende selskab. Hun er endnu den første jeg har mødt, og det er vel klart, med de få dage jeg har eksisteret i dette land. Hun har allerede åbnet mit sind langt mere op for dette land, og det har jeg hende at takke for, til den dag jeg ikke er her mere. Mens hun taler, lytter jeg roligt til hvad hun siger, men mit ene øre forbliver vippende omkring, da den beskyttende og observerende rolle, bare ikke vil forlade mig; ikke endnu.

,,Jeg vi godt love dig, at hvis jeg skaber et fællesskab i dette land, så vil jeg gå til dig som den første, og bede om en hjælpende hov; dem kan man altid bruge, hvis de da er fra de rette sjæle”

Siger jeg så, besvarende, med et roligt nik. Min noble holdning forbliver jeg i, da den falder mig helt naturlig. Det er ikke noget jeg skal tænke over, eller noget jeg tvinger mig selv til. Nej, den er bare så indlært, at den ikke er nem at ligge på hylden, så at sige.
Da hun begynder at tale om, at jeg selvfølgelig også fortjener en chance, ligesom alle andre, kan et lille smil ikke lade være med at brede sig over min mule. Hun virker som en hoppe, med ’ben i næsen’, men også med en opfattelse af virkeligheden, som er ganske ren og upåvirket. Hun tror på det bedste, men jeg er næsten også sikker på, at hun ikke er typen der finder sig i hvad som helst – hvilket man aldeles heller ikke skal, for så kommer man ikke langt i livet. Der skal være grænser for, hvor meget man skal finde sig i, igennem sit liv, for det kan i sidste ende, ende med, at man fravælger sig selv nogle fordele, og styrker, som var blevet en givet.

,,My Lady Ava, jeg prissætter dine ord, det gør jeg virkelig. Og jeg er glad for, at jeg har mødt dig som det første selskab i dette land. For allerede nu, har du åbnet mine øjne en smule mere op for denne verden, og den nye chance som nok er blevet os givet. Det er i sandhed en stor gave du er blevet givet, med din fornuft og din talegave. Jeg er sikker på, du i sidste ende ender med at betyde meget for nogen eller noget, det er jeg ikke i tvivl om.
Men det gør mig ondt at høre, at din broder blev ramt af et træ, og at du følte denne skyld. Men ligeledes gør det mg yderst glad at høre, at du har lagt denne skyldfølelse bag dig, for du valgte ikke at træet skulle vælte, og ikke at han skulle gå med dig. Det er stort, at du er kommet videre fra disse tanker; for der skal sin hingst, eller hoppe til, at kunne klare disse tanker, og komme videre derfra”

Siger jeg så, mens et let nik forlader mit karakteristiske hoved, inden jeg lader blikket vige en smule omkring, for at se om andre er søgt imod os, og vores selskab; for så er de ganske velkomne, hvis de da kommer med rene hensigter. Er det ikke med rene hensigter, vil jeg da nok sørge for, at de får benene under sig i en vis fart. Vi går fortsat videre af sted, og jeg har vel egentlig helt glemt at holde øje med, hvor vi egentlig går hen, så da jeg igen taler, er det med en smule grinende stemme.

,,My Lady, har du lagt mærke til området omkring os? For jeg har ikke. Men jeg kom til at kigge rigtigt nu, og det er i sandhed et smukt sted vi er havnet, ikke sandt?”

Ser hen på hende igen, med et smilende blik i øjnene, inden jeg standser op. Lader min nakke knejse en smule op, inden jeg lægger ørene en smule tilbage, for derefter at kigge en smule drillende på hende. Slår frem i en taktfast trav, der bærer mig frem med hurtig fart. Drejer omkring, og stiller mig med fronten til hende, for derefter at kaste med hovedet, i en retning, væk fra hende, for at se om hun vil med mig, nu i lidt hurtigere tempo.

Som de gik, lyttede den sorte hoppe både til hingstens ord, men også til sine omgivelser. Der var altid mange ting der kunne give tegn på farer. Men hun havde som sådan ikke oplevet noget her endnu, som var nødvendigt at være bange for. Hun kunne ikke lade være med at smile da han accepterede hendes tilbud om hjælp, hvis det kom til det. Han havde vel også ret i, at det krævede noget at komme over den skyldfølelse som kunne tynge ens krop til jorden og ens sind ned i et sort hul. Selvom hun kunne fremstå som en glad og venlig sjæl, så kunne skyldfølelsen også sagtens trække i hende. Det var kun derfor hun blev nødt til at lægge det bag sig. Hun kunne ikke hænge sig i fortiden hvis hun ville videre i livet. Det var også noget hendes mor havde fortalt hende, men det var ikke før Arc's ulykke, at hun havde vidst hvad Aria mente med det. Hun puffede ganske blidt til hans hals, i en venlig gestus.

"Jeg har været her i noget tid, og har derfor haft tid til at betragte dette smukke landskab der omgiver os. Selvom der ikke er nogen steder der er ens, så er det den samme stemning over det hele i alle de områder jeg har begivet mig rundt indtil videre. Jeg har oplevet dette land i flor og med røde, brune og oragne efterårs farver. Men jeg mangler stadig at betragte resten af dette lands årstider. For intet er som hjemme, selvom det kan snyde en til at tro dette. Ser du. Jeg er endnu ikke stødt på nogle af de farer man måtte passe på hjemme. Ingen rovdyr. Fugle og insekter har jeg set, men ingen man måtte være bange for. Jeg har til gengæld også set ting her, som aldrig ville kunne ske hjemme. En hingst omgivet af skygger. Skygger der nærmest kunne hviske og få mørket til at blive mørkere og tættere. Og på en måde også mere skræmmende end det egentlig er. Hvad her foregår kan jeg dog ikke forklare"

Hun kunne godt selv høre det lød underligt, men hun talte sandt. Det kunne også høres på hende. Hun var ikke en af dem der smed løgne ud til alle sider. Hun foretrak sandheden. Med mindre det kunne skabe alt for store problemer. Men hvad skulle kunne skabe hende problemer ved at hun fortalte om et sært individ hun var stødt på på hendes vej. Det kunne jo være han selv havde mulighed for at rende ind i den hvide hingst med de sære aftegn engang.

Den unge, sorte Ava, er faldet ganske godt til i min smag. Sikke et selskab at have fået, på sine første dage. Jeg kunne også have været uheldig, at støde ind i en ganske vrissen hoppe, eller hidsig hingst. Men nej, i stedet mødte jeg Ava, en ung, smuk og ganske veltalende hoppe ikke mindst. Da hendes puf rammer imod min hals, sender jeg et nip tilbage til hendes lange man, men jeg rammer dog også hendes skulder, hvilket er meningen. Trækker hovedet til mig igen, og kaster ganske kort med det, energisk, mens vi går side om side. Da hun begynder at tale, vippes mit ene øre lyttende og opmærksomt hen til hende. Da hun så er færdig, lader jeg min stemme bryde frem, efter en kort tænkepause.

,,Ja, jeg glemmer nærmest helt, at det kun er mig der er ny her i landet, og ikke dig.. Men jeg ser skam også frem til, at se dette land i sommerens fulde flor. Godt nok er det ganske flot, med vinter og sne. Men denne årstid, er ikke ligefrem den jeg ser som behagelig..”

Ikke efter det der er sket med min flok, og min familie. Nej, jeg vil hellere se sommeren og solens stråler, i stedet for at kigge på det frosne sne, der dækker hele Andromeda.

,,Men ingen farer siger du? Mon det er sandt, at det ingen farer er i dette land; for så må det da i sandhed være et land, der er ganske godt at være i. Men en hvid hingst, med skygger der omfavner kroppen, lyder til gengæld som noget, man burde tage sig i agt for. Gjorde denne hvide hingst dig noget, My Lady Ava?”

Mine øjne knibes en smule i, da jeg spørger om det sidste. For hvis denne hvide hingst, er en der søger at skade andre, og går efter hopperne, er han i sandhed en hingst, der i mine øjne skal fjernes fra overfladen. Medmindre han kan tales til fornuft. Kan han ikke det, må der andre metoder til. Men det kræver nok, at mine muskler igen kommer til mig. For sådan som det ser ud nu, er jeg ikke i stand til at bekæmpe særlig mange, både fordi mit sind er en smule svækket, men også musklerne. Vipper ørene kort rundt, inden det igen hviler imod hende, lyttende efter svar på mit spørgsmål. Jeg har aldrig gået ind for, at man skal slås. Men som leder, er jeg den der har taget de kampe der nu måtte opstå, for at holde ro og orden. Og en leder kan heller ikke bare bakke bort. Jeg er ikke leder her; men det ændre ikke på at jeg indeni altid er og vil være en leder.

Hun smilede mens hun lyttede til Fuegos ord. Hun nikkede engang imellem i enighed. Der var ikke så meget at sige til det han havde at fortælle. Hendes blik var fremadrettet mens hun lyttede. Hendes skridt var afslappede, for hun følte ikke hun havde behov for at være oppe på mærkerne. Der var intet her som kunne gøre hende noget, lige ud over ham, men hun tvivlede stærkt på han overhovedet ville forsøge. Det lod ikke til at ligge til hans natur.

"Ingen farer af hvad jeg ved i hvert fald. Ingen har fortalt mig om dem. En enkelt har nævnt at der kan være ubehagelige individer, men jeg har endnu ikke oplevet nogen rovdyr på jagt, eller fået nogen advarsler om noget man skal passe på. Og jeg har været her i mere end bare nogle dage og snakket med flere forskellige individer. Man skulle tro man ville få en advarsel i hvert fald hvis der var noget man skulle passe meget på"

Hun lod de isblå øjne hvile på ham mens hun talte, og rettede så igen blikket fremad. Hvorfor frygte noget der måske ikke engang eksisterede? Før hun vidste der var et eller andet farligt, ville hun ikke reagere på det, og hun var endnu ikke stødt på noget.

Selvom vi går side om side, og jeg også forsøger at lægge mærke til vores omgivelser, ændre det dog ikke på, at jeg stadig ganske intenst lytter til hvad hun siger. Men måske er det ikke helt så spændene for hende, vores snak, ellers også undlader hun at svare på det sidste jeg siger. Men ak ja, jeg spørger skam bare igen.

,,Ubehagelige individer, tror jeg altid vil eksistere. Det er vel os det der er med til, på en eller anden måde at skabe en balance i vores liv og verden. Men My Lady Ava, gjorde den hvide skyggebelagte hingst dig fortræd?”

Spørger jeg så igen, mens mine øjne hviler imod hende. Sender et venligt og roligt puf i hendes retning, mens mine øre kort vippes omkring. Kigger frem for mig, da jeg nu kan skimte en sø forude, og den skal jeg aldeles ikke hen til. Ikke med flere end mig selv. For den er frossen, det kan jeg se, og det minder mig bare om min familie og flok. Nok er den kun frossen en cm eller to, men det ændre ikke på hvad synet frembringer i mit indre. Derfor drejer jeg kroppen lidt sidelæns, for at føre os væk derfra, og ikke hen til søen. Jeg håber hun følger mig i den nye retning, for ellers må jeg jo forklare, hvorfor jeg ikke ønsker at komme lige netop derhen.