Atter en dag

En idé om hvor jeg er havnet, det har jeg ikke; nej, jeg er blot havnet her, af uvisse grunde. Men alligevel vandre en lille stemme rundt i mit indre, stemmen fra den mørke hingst med blå aftegn, som sluttede vores møde med en simpel og alligevel stor sætning ’en ny chance er dig blevet givet; brug den med omhu’, og jeg er da ganske vidst godt klar over, at denne gave eller chance, måske er et nyt liv, et liv efter døden, eller et helt nyt liv, hvor jeg.. måske slet ikke har været død?
Alle de tanker der render i mit hoved, får mit ansigt til at lave en lidt sjov grimasse, med rynket mule, og ørene flappende ud til siderne, mens det ene øje er knebet lidt i.

Ikke at have været død? Eller, måske at være vågnet fra de døde? Nej, det er vidst noget værre vrøvl jeg får bildt mig selv ind ligenu. Svirper med halen, og ryster hele kroppen over, for ligesom at ryste tankerne af mig. Mit ansigt genvinder sin normale og ædle struktur, i stedet for at ligne lidt af et misfoster, med skæve øjne og store øre. Svirper med den brune hale, inden jeg knejser op i min ædle og høje hals, så min krop genvinder sin ædle holdning og det stolte blik i de mørke og dybe øjne.

Med maskuline og svævende bevægelser, slår jeg frem i en trav, der kan betegnes som værende stolt og ædel, men ikke mindst en anelse tung, uden at virke klodset. Min ryg er let rejst, grundet den knejsede nakke, og ørene peger lystigt fremad, i en position der udviser stor opmærksomhed og glæde; nysgerrighed vel sagtens. Skyder bringen en smule frem, og lader så nakken få frit løb, idet jeg skubber mine bagben ind under mig, og kaster forbene frem, for derefter at lukke forhovene i jorden samtidig med baghovene, og skubbe mig selv frem i en hurtig og ikke mindst svævende galop, henover det grønne og frodige græs.
Søger op af en af de mindre forhøjninger, der er i det åbne område, mens ørene glædeligt er fremme, og hovene dundre imod jorden, og skubber totter af græs op bag mig. Lader halsen og hovedet søge mere ned, for at øge farten op af, for derefter at standse brat op, da jeg når forhøjningens top. Kaster forbenene op i luften, og rejser mig op i et stejl, mens jeg fægter med forbene frem for mig, og udstøder et højlydt, hingstet men muntert vrinsk. Ja, jeg er et kort sekund tilbage til Faux. Men da jeg lander på alle 4 igen, og kigger udover det åbne område, der ligger nedenfor foden af alle bjergene, og min flok ej er at se, ved jeg godt, at jeg ikke er tilbage..

Knejser en anelse i nakken igen, og virrer derefter med det ædle og store hoved, for derefter at slå et forben i jorden, og genvinde de glædelige øre, der nu igen peger helt fremad, mens jeg med udspilede næsebor lader alle de nye dufte plante sig vej i mine luftveje. Og der står jeg så, med rank ryg, hovedet højt og ørene glædeligt fremme.

[/size][/color]

Shaeyata

[/font][/color]
And if you have a minute,
why don't we go Talk about it
somewhere only we know?
This could be the end of everything
So why don't we go
somewhere only we know? Somewhere only we know
Listen to This and This while reading[/i][/color][/center]

~ - ~ - ~ - ~ - ~ - ~ - ~ - ~ - ~

Shaeyata følte sig om muligt mere stærk og med større overskud end nogensinde på denne dag. Solen skinnede og vinden blæste stærkere end dagene forinden, og hun følte en følelse af ukendt triumf af årsager, der ikke var hende bevidst. Måske var det blot det gode, friske vejr, der havde sin effekt på hende. Eller måske havde hun endelig nået en følelse af at høre til i dette mærkelige, store land ved navnet ’Andromeda’. Et navn, som elverne ville have sunget med velvilje for dets vellyd og milde stavelser. Det var et navn, der nærmest var flettet sammen af solens og lysets gudindes egne, feminine hænder. Måske forstod Shaeyata blot, hvad det var for et sted, hun var ankommet til. Hun forstod endnu ikke, hvorfor hun var blevet skånet fra den skæbne, der ellers havde været hende tildelt, men enhver bestanddel af hendes sjæl og hendes krop vidste, at hun ville finde ud af det, og at det ville være akkompagneret af sejr og storhed. Hun måtte have et formål, og nogle måtte have ønsket hendes deltagelse i noget uundgåeligt, eftersom hun ikke blot var blevet offer for katastrofen i elverlandsbyen. Nogen måtte jo holde en hånd over hende og vide, hvad formålet med hendes liv var. Hun så op mod solen med et vidende, intelligent blik i de uendeligt dybe, mørke øjne. Der måtte være en mening med det hele, det vidste hun. Og hun ville også en dag erfare, hvad den mening var – hun stressede ikke med at finde ud af det, for skæbnen var, som den nu engang var: Den kunne ikke altereres eller stoppes, og man ville aldrig kende det fulde omfang af den, før den viste sig. Derfor afventede hun blot de første tegn på, hvad hendes nytte skulle blive i denne verden.

Hun stod på en bakkekam med blikket vendt ud mod det grønne græs, der elegant vajede og dansede i vinden, og efterårsblade, der blev blæst op og omkring i den friske luft. Hun betragtede horisonten og den klare, blå himmel. Hun betragtede alt henlagt i orange efterårssol. Solen havde altid et helt specielt skær i denne årstid – et skær som Shaeyata elskede meget højt. Hvad endnu bedre var: Dette skær gjorde hendes egne gyldne farve endnu mere markant og smuk. Hun lignede en Gudinde, som hun stod der med hovedet hævet højt og solen reflekterende i gyldent skind og den mørke man og hale dansende i vinden. Et lille glimt faldt til hendes mørkebrune øjne, idet hun så en hingst komme nærmere i elegant galop, og hun smilede kort, kryptisk, for sig selv, idet hun afventede, at han passerede hende for enden af bakkekammen, inden hun selv sprang frem i en hurtig galop ved hans side. Hendes slanke, feminine ben bar hende stærkt fremad ved hans side, og hendes hals strakte sig langt og kønt fremad for at skabe mere fart på sin vej, indtil hun nåede helt op på hans side. Hans længere ben og større muskelmasse gav ham ganske vidst en fordel, men hans store vægt var ligeledes en ulempe i forhold til Shaeyatas lave kropsvægt på grund af den mere spinkle bygning. Hun sendt ham et udfordrende blik og smil, idet hun nåede op til hans hoved med sit eget, inden hun øgede farten yderligere og overhalede ham et godt stykke.

Endelig nåede de den næste forhøjning, som hun havde udset som ’målstreg’ af en art, og hun slog ned i en trav, imens hun med veltilfredse øjne betragtede denne noble hingst, idet han stejlede. Selv tog hun en runde omkring ham i elegant og legende let trav på den typiske, feminine måde, hun bevægede sig på. Hovene var højt løftet over jorden med hvert skridt og ligeledes var halsen placeret i en høj, smuk bue, der gav hende en umådeligt køn samling. Endelig standsede hun nær ham med et nysgerrigt blik sendt i hans retning.
”Goddag.” hilste hun med sin klare, kvindelige stemme i en nonchalant tone, idet hun betragtede ham og vendte et øre helt fremad i en nysgerrig mine.

~ - ~ - ~ - ~ - ~ - ~ - ~ - ~ - ~

[/size][/color]

De lange ben der under mig arbejder, lander med hårde slag imod jorden, som jo er lette fugtig grundet den regn der er faldet i efterårets tegn. Bladene omkring os, er ved at vælte af træerne i dette land, og lande som visne og brune blade imod jorden; og når vinden så ramler imod dem, skabes en knitrende symfoni henover engen, bag mig, på engen.
Mine nougat farvede øre, vippes helt fremad, nydende over denne fart jeg nu har fået skabt mig selv; jeg er en ædel race, men større bygget end fx en spinkel araber. Det ligger blot til den race jeg nu engang er; og ej kan ændre.

Men lige som min leg for mig selv, har udviklet sig til hurtighed og en form for træning, bemærker jeg nu en helt gylden hoppe der har indfundet sig skråt bag mig; en ukendt hoppe, af spinkel og lavere kaliber end jeg, og derfor ligger smidigheden nok også mere til den unge hoppe, end den gør til mig. Ustøder et hingstet men muntert brum, da han viger op til min side, for derefter at træde foran mig i sin fart. Rynker mulen lidt, og øger min fart så jeg smider mine hove i jorden, og dermed skubber mig selv fremad i en voldsommere bevægelse, for derefter at nå op til hendes siden igen, så vi sammen rammer toppen.

Da vi er landet deroppe begge to, viger jeg op i det ædle stejl, med fægtende hove, og ørene svagt tilbage, for derefter at vige dem frem igen, og udstøde det glædelige men hingstede vrinsk. Hun bevæger sig rundt om mig, i en dansende trav, og idet jeg lander, lyder hendes lyse og feminine stemme, og den rammer ind i mine øre, som var det Rwicha selv, der talte til mig. Ej at det er samme stemme, men blot lyden af en stemme igen, en stemme der ikke er bebrejdende eller anklagende; den er blot venlig, og imødekommende, præcis som mine flokmedlemmers stemme var, den dag, inden vi drog over isen.

Står med blikket fæstnet hos hende, ind i hendes blik, uden at jeg stirrer eller virker truende. Blot er det venligt ment, for at vise at min opmærksomhed kun hviler hos hende. Med et galant knejs, skubber jeg det ene forben frem for mig, og sænker hals og hoved ned i et lavt knejs, med mulen hvilende imod det forben der er skubbet frem, strakt, så jeg laver et buk. Rejser mig så op igen, og lader stemme feje frem for sig, efter min høflige hilsen.

,,Vær hilset, Me Lady.”

Besvarer jeg hende, med en tone der er dyb og hingstet, med en charmerende og drenget undertone, og hvor høfligheden samt nysgerrigheden lyser ud af de store dybe øjne der er placeret på mit ædle brede hoved.