Birds chattering, leaves rattling ~

[Tagged; Signøøøøh]

[/i]

Solen stod højt på himmelen, da den gyldne hoppe besluttede sig for at hvile sig iblandt træer på de nederste del af det bjerg, hun var ved at bestige i endnu et dagligt forsøg på at kortlægge området i sit indre, så hun når som helst ville kunne vej. Hun havde en god huskesans, og hun havde allerede styr på størstedelen af det land, hun var kommet til for snart en måned siden. Nu var hendes projekt at kende de bedste stier i forbindelse med at komme fra ét sted til et andet. Ud over den rent praktiske årsag til disse kortlægninger af områder og stier, holdt det hende mentalt i gang. Hun fik brugt hovedet på noget produktivt, og på de mest ensomme dage havde hun så travlt med at udforske, at der ikke var tid til at tænke over, hvor rart det kunne være at have lidt selskab. Hun var af natur et flokdyr, og hun foretrak at have sine nærmeste omkring sig, men hun havde endnu ikke mødt nogen, der var værd at anse for at være venner – og som hun ikke var sikker på, hvorvidt hun ville opsøge igen. Hun havde oplevet langt flere ubehagelige typer end behagelige, og det bedrøvede hende at se, at der ikke var en venlig sjæl at føre gode samtaler med. Hun havde endnu et stort tomrum fra de nære, hun havde mistet i forbindelse med angrebet på elverbyen i skovens inderste og i forbindelse med, at hun blev fjernet fra sit hjemland. Hendes allernærmeste ven, elverdronningen var død, så selv hvis hun fandt en vej tilbage, så ville der ikke være noget at komme efter. Dette efterlod en hulrum i Shaeyatas indre, som hun søgte at udfylde igen, hvis nogen skulle vise sig værdig nok til at få et venskab med hende. Det var ikke let at nå en sådan status i Shaes øjne. Hun var kræsen, når hun skulle vælge, hvem der kunne stoles på, og det tog lang tid at imponere hende og bevise sin pålidelighed for hende – og selvom hun følte behov for bare én ven, så ville hun ikke gå på kompromis i processen med at finde venskaber. Der var mange, der anså hende for at være en ven, uden at dette var gengældt, og hun tvivlede ikke på, at der ville være mange, der ville komme til at opleve det samme denne gang… Men i det mindste var sådanne typer også selskab, som hun kunne benytte, når hun følte sig ensom.
Ikke desto mindre, stod hun endnu i disse tanker, da hun søgte skygge for solens brændende middagsstråler under et træ. Vinden var kølig og duftede af efterår, men med solen endnu stærk og skarp, mærkede man den kun, når man søgte i skygge. Bladene raslede over hoppen, da en mild vind rystede træets krone, og Shae vippede nysgerrigt og smilende med ørene til lyden og rystede velbehageligt den blanke, bløde man og den lange pandelok, idet hun afslappet skridtede fremad med halsen uden den sædvanlige værdige, høje stilling og hovedet en smule fremad i en afslappet positur. Ørene var vendt fremad i nysgerrighed, idet hun bevægede sig roligt af stien igen, indtil hun kunne se en anden skikkelse et stykke borte. Her løftede hun hovedet en anelse mere – stadigvæk i en afslappet stilling, men lige med en god essens af hendes typiske stolthed og nysgerrighed. Hun lod et vrinsk forlade sin mule i et forsøg på at vække denne hests opmærksomhed, og efterfølgende lod hun sine lange, roligt skridt føre hende tættere på ham.

[/size][/color]

Den skimlede hingst mærkede hvordan hans hove måtte stå endnu mere imod, end ellers; han mærkede hvordan hans krop måtte bruge hver en muskel, for at holde ham på rette vej og hvordan hans sind måtte forudse hans bevægelser, for at undgå sammenstød med jorden. Altaïr, den skimlede hingst, var på vej ned af bjerget i en ganske høj fart - Springende af sted, alt imens hans ben måtte gribe ham gang på gang og sørge for at sende ham videre i den springende fart. Han nød at udfordre sig selv og bjerget på denne måde, han nød at klatre i denne fart nedad, imens han måtte undvige sten og ujævnheder der gang på gang ville spænde ben for ham, på vejen ned; men som på vejen op havde været meget behjælpelige til at komme et trin højere op. Han prustede hårdt, men samtidig selvsikkert på sin vej; han havde gjort det mange gange før, og selvom han ikke var den fødte bjergvandre, så besad han alligevel evnen til at kunne udnytte hans adrætte evner, til at bestige og farer ned af bjergsiderne. Hans krop, der var godt og grundigt varm, måtte stemme kraftigt imod da en stejl skrant spærrede hans vej; og han måtte standse helt, for at få overblik over, hvilken vej der var bedst herfra. En lille sti kunne føre ham længere ned, en sti der bugtede sig udenom og langs med skranten, så man fulgte en vej der undgik det stejle og usikre. Det tog ham ikke lang tid at beslutte sig for at følge netop denne sti - Men så standsede noget ham. Et vrinsk der bugtede sig i luften ramte hans sensitive ører og med et ryk standsede den skimlede hingst op. Hans hoved blev hævet voldsomt og kraftigt; hans fyrrige krop drejede om sig selv i søgen på vrinsket udsender og snart fik han øje på en hoppe, et stykke fra ham. Længere nede af den sti, han havde valgt at følge faktisk. Hun var gylden på kroppen, men med sort man og hale, samt sorte ben. En farve han kun sjældent havde set. Han lagde hovedet let på sned, inden han rejste sig i et lille stejl, lod sine forben søge fremad for at finde balancen og da besvarede han hoppen, vel mere hingstet end han plejede. Han var ganske kåd denne dag, fyrrig efter at have dyrket en form for motion, der både var farlig og spændende på samme tid. Han slog derpå hovedet i vejret igen, inden han satte i en rummelig dans imod denne fremmede hoppe. Det var noget tid siden, at den skimlede hingst havde mødt nye sjæle, og det glædede ham da, at denne hoppe havde fundet vejen herop, akkurat som ham selv. Nok lod deres retninger til at være forskellige, men et lille stop på vejen, kunne vel ej skade?
Da han nærmede sig hoppen slog han ned i en kæmpe skridt, der bragte ham helt tæt på. Nok var han mere tændt i hovedet, end normalt, men det ændrede skam ikke på hans måder at hilse hopperne an på. Han søgte hendes side, ganske tæt, hvor han strøg hende forsigtigt over halsen - Som var hun lavet af glas. Nok var han klar på at hive mulen til sig, hvis hoppen skulle afvise ham, men han udførte sin handling, så sensitivt han nu kunne. Derpå trak han sig en smule tilbage, så han kunne se hoppens hoved, og dermed fange hendes øjne.

,,Goddag, melady! Tillad mig at spørge dig, hvad har bjerget gjort for at tiltrække dig?”

Spurgte han med den lidt kække, men ligeså meget drømmende stemme. Ja, Altaïr var en drømmer, og det lagde han ikke skjul på. Det store spørgsmål var dog altid, om selskabet kunne acceptere en drømmer; eller om selskabet skulle have fakta før kendskab?