En søgen uden ende

En søgen uden ende.

[reserveret til Signe og Illana]

Brego havde brugt nogle dage her nu. Hvor mange havde han ikke tal på. Men i hvert fald et pænt antal, og endnu havde han ikke mødt særlig mange. Han havde heller ej mødt nogen der var en del af et fællesskab som han ønskede at være en del af igen. Et der måske kunne fungere anderledes end hos hans gamle flok. En hvor hingste ikke var tvunget til at forlade flokken eller blive sendt væk med magt. En hvor alle var velkomne - med undtagelse af ballademagere selvfølgelig. Men et sted hvor alle kunne få en chance.

Hans bløde mule strejfede græsset, hvor han tog en sidste mundfuld før han hævede hovedet igen og lod blikket glide hen over den åbne plads. Her var ikke mange at se i øjeblikket, man han var ikke i tvivl om at her før havde gået nogen. Måske ikke engang for lang tid siden. Han tog en dyb indånding og lod luften sive ud gennem næse borene i et dybt suk. Omgivelserne var stadig grønne, men inden længe ville træerne skifte farve og til sidst klæde sig af for at tage en ny hvid pels på. Han kunne allerede mærke det i vinden. Den var hårdere end når det var varm årstid.

Han kastede et sidste blik rundt inden han begav sig i retningen af søen for at slukke tørsten. Snart var det på tide at begive sig videre rundt i søgen efter andre og et sted han kunne kalde hjem. Det var ikke fordi han ville være fortabt hvis han var tvunget til at leve resten af sine dage i ensomhed, men han var helt sikker på han ville blive drevet til vanvid ikke at have nogen at snakke med - og så ville resten af hans levetid blive kort. Han havde set andre før der var blevet sindssyge af ensomheden. Dem der ikke længere kunne opføre sig civiliseret og til sidst endte som offer for galskab og andre dyr.

Han stoppede ved søens bred og lod mulen synke ned til det kolde vand. Han løftede hovedet engang imellem for at lytte, mens dråberne faldt fra hans våde silkebløde mule. Han var næsten sikker på han ikke var alene her, selvom der endnu ikke var nogen at se.

Den gyldne hoppe Illana, havde begivet sig ned I nærheden af søens bred. Ændringer var ved at ske i luften, og snart ville dette grønne paradis, som nogen ville kalde det land som var den gyldne hoppes hjem være dækket af rødlige og orange farver. En årstid, der markerede slutningen på sommeren og den frodige stund og starten på den hårde vinter. Illana havde allerede oplevet én vinter i landet, og hun vidste at de var hårde. Nok havde hun ikke oplevet hele vinteren, men nok slutningen - Og efter hvor hård den var, kunne hun gætte sig til, at resten af vinteren blot ville være endnu hårdere. Hun prustede kort; tankerne omkring vinter var ikke de mest fantastiske og hun valgte at lade dem ligge lidt endnu og nyde det, der nu var tilbage af sommeren, der næsten var gået.
Hendes blik havde fanget søen, der lå idyllisk hen i stilheden. Der var umiddelbart ingen tegn på andre sjæle, og Lyset omkring hendes hals holdt sig endnu roligt. Et lille smil fandt sted på hoppens mule, inden hun fremmanede en lille bitte lyskugle foran sig. Det var sådan, at den gyldne hoppe havde fået skænket en evne, da hun modtog sin velsignelse, og denne evne yndede hun at træne, når hun var alene. Ikke fordi hun ikke ville bruge den i selskabet med andre, men hun koncentrerede sig ofte bedst om at træne sin evne, når hun var ganske alene. Da først kuglen af lys var lavet, styrede hun den imod den stille sø. Hendes nysgerrighed omkring hvor meget dette lys kunne gøre, og hvor langt hun egentlig kunne styre det, fik hende til at lade det synke ned i vandet. Ganske fint lyste det dermed vandet op i en cirkel på to meter ca; det så nærmest magisk ud. Illana, der var ganske fordybet i sine tanker og kontrol over dette Lys, lod ej mærke til at smykket om hendes hals pludseligt begyndte at lyse mere kraftigt lige. Det viste sig, at der på den modsatte side af søen, stod en rødbroget hingst. Og da først Illana blev opmærksom på dette, lod hun gradvist hendes kugle af lys dø ud og hendes opmærksomhed blev da lagt fuldt og fast på den fremmede, rødbrogede hingst, som hun ikke havde set i landet før. Men hvor meget havde han mon set, af hendes træning med Lyset?

Den brogede hingst opmærksomhed blev fanget af et lys, da han igen så op. Et mystisk lys svævende i ingenting. Hans ører roterede rundt, en anelse utrygt, og alligevel faldt der en form for ro over ham igen. Hvad skulle sådan et lys kunne gøre ham? Det var ikke et der blændede ham på nogen måde. Det fremstod for ham som en varm blød kugle. Han hævede hovedet med et lille ryk da kuglen forsvandt ned i vandet. Han trådte et par skridt tilbage. Han var vel egentlig også færdig med at drikke nu.

Han forsøgte sig med et lille halvkvalt vrinsk. Mest fordi han fortrød lige da han skulle til at vrinske. Bare for at se om andre var til stede og havde set det besynderlige syn han selv lige havde set. Det var ikke noget han før havde oplevet, ej heller noget han troede han nogensinde ville opleve - for det var jo ikke noget der var normalt. Et lidt skarpere lys fangede hans opmærksomhed længere væk. Længere væk - på den anden side af søen. Han hævede nysgerrigt hovedet og kneb øjnene en anelse sammen for bedre at kunne se hvad det var der lyste. Skikkelsen af en hoppe havde han genkendt - men lyset var unormalt.

Han sendte et hingstet og samtidig venligt hvin afsted mod den fremmede. Han var ikke en der var bange for at søge andres selskab. Tvært imod. Han ønskede hellere end gerne selskab, men han havde åbenbart også formået at komme for tæt på andre. Dog mente han ikke det ville skade at bevæge sig om mod den anden side af søen for at hilse.

moacube.com/img/news_pics/lake_night.jpg

[/img][/center]

Den gyldne hoppe, der havde fået øje på den rødbrogede hingst, forholdt sig ganske stille. Han havde først lige fået øje på hendes lys, hun havde ladet udfolde sig under vandet, og da det langsomt slukkedes under vandet, hørte hun det halvfærdige vrinsk der undslap hingstens mule. Da han derpå lod blikket finde den gyldne hoppe, der bar Lyset om sin hals, udsendte hun selv et dæmpet vrinsk, for at besvare ham. Tonen var mild, næsten uskyldig vel og den gyldne hoppe rykkede hovedet en tak op i en kvik bevægelse.

Hvinet fra den brogede hingst ramte nu hendes ører og et smil fremstod på Illanas mule. Tonen var venlig, og det var vel lang tid siden at den gyldne hoppe var blevet mødt, allerede fra denne afstand, af en venligtsindet hingst. Hun slog hovedet et par gange op og ned, inden hun med flydende og naturligt elegante bevægelser, satte af sted i en kurs rundt om søen, for at møde denne rødbrogede hingst, der ligeså i ly af natten, havde sat kursen imod hende.

Der gik ikke længe førend de to sjæle var hinanden nær. Illana stoppede op på behørig afstand, blot for at sikre sig at hun ikke overtrådte nogen former for personlige grænser, som denne fremmede, og ret nyankomne hingst måtte have. Hun havde prøvet en del gange, med mange forskellige sjæle, at berøre deres grænser på den forkerte side og dermed udløse en negativ reaktion; og følende som hun var, ønskede hun ikke at gøre det samme med denne hingst, der netop virkede så meget anderledes end de andre; så venlig og udadvendt i sin fremføring og tone. Den gyldne hoppe lod sit blik glide over den brogede hingst; han var højere end hende og hans bygning lå imod den lette spanske type. Illana prustede mildt, inden hun sendte et hilsende nik imod sin dansepartner for natten.

,,Godaften du brogede vandrer; mit navn er Illana. Jeg kan fornemme, at du er ny i dette land, og derfor vil jeg byde dig velkommen.”

Sagde hun med den milde stemme, der netop passede så godt til hendes ydre. Hun lod derefter sin mule søge en smule fremad imod denne fremmede, for at sanse hans specielle duft, som hun ville huske resten af sine dage; ligesom hun huskede alle andres.

Den brogede hingst vippede begge de brune ører fremad da hoppen lød venlig. Han havde mødt et par venlige på sin rejse i dette nye land, og kun en enkelt der ikke som de andre. En enkelt han følte sig afvist af uden at vide hvordan han på nogen måde har kunne fornærme hende eller hvordan han har kunnet gøre at hun har følt sig ilde tilpas i hans selskab. Han der altid var så forsigtig og påpasselig med ikke at virke voldsom og farlig. For han var stor, men lige så stor som han var, lige så mild og venlig var han.

Han trådte med lette dansende skridt mod denne fremmede lyse hoppe med det besynderlige lys. Han havde aldrig set noget lignende og det vakte stor nysgerrighed hos den brogede hingst. Han ville gerne vide hvad det var. Da hoppen stoppede, satte han farten ned til stille og rolige skridt igen, men trådte selv nærmere. Dog var han forsigtig med hvor tæt han gik på og hans opmærksomhed var rettet mod denne fremmede hoppe for at se om han overtrådte nogle grænser. Det var sket en enkelt gang før, og det havde givet ham dårlig samvittighed, og den havde han ikke rigtig lyst til at stifte bekendskab med igen. Den ene gang havde været nok for denne gang.

Da han stoppede strakte han halsen ud. Hans næsebor udspilede sig og trak sig sammen igen, mens han undersøgte denne fremmede hoppe. Han trådte et skridt tættere på og puffede lidt til den besynderlige ting der hang om denne hoppes hals. Han trak hovedet til sig igen med det samme og hev det op i et par små kvikke bevægelser, da hoppen begyndte at tale.

"Godaften!"

Hans mule blev pyntet med et smil. Ikke bare et smil, men et venligt og muntert smil der nåede helt op til de store, nøddebrune og venlige øjne. Det var ikke til at se noget som helst ondt i dem. For at se noget der ikke eksisterer er ikke muligt. Det ville være at hallucinere, og at han på nogen måde ville være ond ville også kun kunne være en hallucination. Noget der ikke ville eksistere i en virkelig verden. Kun noget der ville være muligt i en drøm - eller mareridt.

"Jeg takker, du lyse hoppe. Jeg er ikke længere ny i dette land, men jeg takker for velkomsten. Det er ikke mange sjæle jeg har mødt på min vej, og at møde en venlig sjæl er altid glædeligt. Jeg har set et lys. Et lys jeg ikke før har set komme fra nogen som helst anden sjæl. Og derfor undrer jeg mig: Drømmer jeg? I så fald vil det kun være et tab at vågne"

Hingsten, der nærmede sig den gyldne hoppe, bevægede sig med dansende skridt, der fik den gyldne hoppe, til selv at danse et par skridt til siden, med et smil på mulen. Hun nød at danse med sine selskaber, og denne fremmede hingst lod til at besidde rytme i sin krop, så den gyldne hoppe kunne ligeså godt fremlægge hendes dansetrin inden deres selskab egentlig begyndte, så den fremmede kunne se, at skulle muligheden og lysten til en dans opstå, så var den gyldne hoppe i hvert fald ikke den, der sagde nej tak.
Den brogede hingst trådte an foran Illana med en tydelig følsom aura; ikke nervøs, overhovedet, blot følende. Følende efter grænser og zoner, der ikke skulle overtrædes, præcist som den gyldne hoppe plejede at gøre, og det glædede hende vel, at se en der gjorde brug af samme midler. Hun havde dog ingen grænser selv, så da han kom hende helt nær, hilste hun ham an med en mild brummen. Hans mule søgte derpå Lyset, der lyste endnu mere op ved hans berøring; en godhjertet hingst var hilst velkommen, og Lyset hilste ham ligeså. Illana smilede og nappede blidt imod hans øre, og da hun så fik øjenkontakt med ham smilede hun oprigtigt.

,,Du drømmer ej, brogede hingst. Det Lys jeg har her, er lige så virkeligt som du og jeg. Det er blevet mig skænket, så jeg kan passe på det, således at skyggerne der lurer i landet ikke kan kvæle det og dermed skade landet i sig selv. Du ædle hingst, mit navn er Illana. Illana, Lysets vogter. Og hvem har jeg æren af at møde?”

Lød hendes milde stemme da. På grund af hans velvilje og hans tydeligt åbne sind, havde hun allerede nu fortalt ham kort om Lyset og grunden til hun havde det. Og det var ellers ikke noget, hun som regel lagde ud med at fortælle, da mange havde undren og skepsis overfor det, hun bar om halset. Men Lyset sansede det, ligesom den gyldne selv - Denne hingst, havde ikke skepsis i sine tanker, men derimod måske fascination? Illana strakte derpå mulen fremad imod ham, for selv at undersøge ham en smule nærmere. Hun følte sig allerede rigtig godt tilpas i hans selskab; han var anderledes end alle de andre hun havde mødt, på en meget positiv måde.

Brêgo rystede hans hoved da den lyse hoppe nappede efter hans ører. Det fik hans ører til at flappe lidt underligt fra side til side indtil han igen holdt sit hoved stille. Hans væsen var som altid både muntert og smilende, for der var ingen grund til andet. Ikke endnu. Denne hoppe lod ikke til at være fornærmet af hans nærvær eller utilfreds med det. For han var sikker på hun var en hoppe der nok skulle fortælle ham hvis han var alt for tæt på. Især hvis hun havde fået denne opgave at passe på lyset så skyggerne ikke kunne skade landet.

"Mit navn er Brêgo. Jeg kommer fra et sted langt herfra. Jeg kender endnu ikke ret meget til dette land, og skyggerne har jeg aldrig hørt om. Ingen har talt om dem før du nævnte dem"

Hans væsen var som altid meget nysgerrigt. Han var fascineret af alt hvad der var nyt og alt der var unormalt, som selvfølgelig ikke allerede på afstand så faretruende ud. Denne hoppe så alt andet end faretruende ud. Og lyset. Hvordan skulle lys overhovedet kunne være faretruende - og hvordan skulle det kunne være faretruende hvis hun kunne kontrollere det. Nej. Dette var en umulighed, og derfor var hans nysgerrighed også stor. Hvad var disse skygger? Skygger opstod når lyset faldt på en bestemt måde på et træ eller et levende væsen eller en sten. Ja på hvad som helst, og han havde endnu ikke oplevet at en skygge kunne røre ham. Trådte han på en skygge ville skyggen ligge hen over hans hov i stedet for under den, men han ville stadig ikke kunne mærke den. Den var ganske uskadelig.

Hans nøddebrune øjne betragtede den gyldne hoppe i lidt tid. Hun mindede ham lidt om ham selv. Ikke at hun på nogen måde var maskulin eller at han var feminin. Men i stedet af væremåde. Hun virkede til at være mild og retfærdig ligesom ham selv. Slet ikke sky.

"Hvad laver så vigtig en hoppe helt alene i så stort et land?"

Den gyldne hoppe trak mulen til sig med et oprigtigt smil; hingstens made at reagere på, var åben og mild, hvilket fik den gyldne hoppe til at føle sig endnu mere velkommen, end før. Hans sind lod til at være et, der var let at omgås, hvilket gjorde det klar favorabelt i fremtiden.
Hun lagde hovedet en smule på sned, med et smil, da den rødbrogede hingst præsenterede sig selv. Brêgo. Et nobelt og ædelt navn, som passede umådeligt godt til hans væsen. Hun smilede let og trak sig et lille skridt til side, og da hans næste ord kom frem, brød stilheden, lagde hun hovedet en smule overrasket på skrå. Vigtig hoppe? Ja, vel var den gyldne hoppe vigtig, fordi hun havde fået Lyset at passe på; men ej var hun mere vigtig end andre. Hun havde nemlig en forestilling om, at alle var lige vigtige i livets hjul, og hun vidste at den brune Jaidev selv var blevet pålagt en opgave, og sikkert ville få noget af Andromeda at passe på selv, når denne var udført - og Brêgo, ja, han ville også engang blive pådraget en bid af dette land, således at skyggernes onde hensigter ville blive besværliggjort så meget som muligt. Hun smilede dernæst og rystede ganske kort på hovedet.

,,Brêgo, du ædle, jeg er ej vigtigere end du. Jeg er blevet pålagt en opgave, og således vil du også med tiden. Du vil engang også vogte en del af Andromeda, således at skyggerne ikke vil kunne tage det.”

Sagde hun med den milde, ganske unikke stemme. Derpå trådte hun den brogede hingst en anelse nærmere og nippede blidt imod hans hals.

,,Og, Brêgo, jeg befinder mig i øjeblikket alene, fordi der ikke er noget selskab der har valgt at slutte sig til min side, før dit. Og jeg befinder mig heller ikke i en flok, så derfor har jeg ingen faste at vandre med.”

Sagde hun, en smule mere kvikt måske, inden hun afgav et feminint prust. Hun kunne fornemme, at der lå naturligt nysgerrighed bagved den brogedes sind, og det behagede hende.

,,Men, du brogede, hvad bringer dig rundt alene på denne tid?”

Den brogede hingst hvilede i sig selv, og derfor hvilede der en mildhed og ro over ham, som tit smittede af på andre. Dog var han næsten sikker på han ikke kunne smitte denne hoppe, for hun virkede selv mild, roligt og tilmed også venlig.

"På et eller andet punkt er vi vel alle lige vigtige for at få livet til at gå videre. Alle lige vigtige og har en lige så stor opgave at sørge for at vores slægt og race bliver ført videre. Men derfor kan det godt være at nogen har en lidt større betydning for sine omgivelser eller andre end en som jeg har. Jeg har trods alt ikke levet her så forfærdeligt længe. Der er mange andre der derfor også må have mere betydning end jeg selv på et eller andet punkt."

Hans hoved gled lidt på skrå da hun talte om at hun var alene fordi ingen havde tilsluttet sig hende. Han havde svært ved at forestille sig det kunne være helt sandt. For hvem ville ikke ønske selskab. Og især når det er en så åben og venlig. Men måske havde ingen været i nærheden til at sense hendes tilstedeværelse.

"Jeg begiver mig rundt alene her, fordi jeg søger. Jeg søger efter et sted jeg kan slå mig ned for natten. Men den plan kan jeg sagtens ændre. Det var en jeg havde lagt fordi jeg ikke selv havde noget selskab. Men hvis du kan holde mit selskab ud, så tilslutter jeg mig gerne dig"

Et venlig smil prydede den rødbrogede hingsts hvide mule. Det var ikke tit man så ham uden et sådant smil.

"Hvad angår flok, så er jeg ikke selv stødt på en, men jeg har sat mig for at skabe en selv. Jeg har aldrig rigtig haft førsteret til en før, men jeg ved at jeg ville have fået pladsen. Og derfor er jeg ikke længere hos mit folk. Frygt fra andre har sendt mig væk. Hvad nogle sjæle dog ikke vil gøre for magt. Jeg håber derfor på at jeg kan finde en lille del i dette land, som jeg kan kalde mit område. Aldrig mit land, for landet tilhører alle - men et område hvor jeg kan beskytte de som vil følge mig, og dem jeg forhåbentlig kommer til at holde af"

Den gyldne hoppe trådte endnu et lille skridt nærmere på denne brogede Brêgo, hvis venlige sind i sandhed tiltrak hende. Hun strakte sin mule fremad, og alt imens hun gjorde dette, lyste Lyset om hendes hals endnu mere op. Det blev påvirket af hans tilstedeværelse, og pludselig var det som om det opfangede noget, omkring hingsten; men hvad, kunne Illana endnu ikke tolke. Hendes viden omkring Lyset var endnu lille, selvom mange ville sige hun vidste meget. Men forståelsen af Lyset ville komme senere, når hun lærte dets evner at kende. I hvert fald var der noget ved Brêgo, der fik det til at lyse skinnende hvidt, ej så hvidt som Den Vise’s lys, men derhen ad. Hun smilede let, inden hun da lod sin mule fortsætte imod ham og puffede dernæst til hans muskuløse hals. Hans stemme var i mellemtiden begyndt, og hun lyttede med forundring til hans snak.

,,Brêgo, jeg takker for dit tilbud, og jeg vil rigtig gerne have at vores sider slutter sig til hinanden i de næste timer.”

Sagde hun med et muntert udtryk gemt i de ravfarvede øjne. Hun slog derpå hovedet ganske let tilbage, for ikke at være alt for nærgående. Den gyldne hale svingede ganske let bagved den gyldne hoppe, og alt imens nattens mørke omsluttede dem til fulde, betragtede hun den brogede hingst. En flok. En fremtid, som leder i dette land. Måske var det netop dette, som Lyset havde opfanget? Hun smilede da og nikkede kort for sig selv.

,,Jeg håber, at du vil lykkedes med at oprette en flok. Og noget siger mig, at det er ganske sikkert at du vil, Brêgo.”

Sagde den gyldne hoppe, med en ret vidende aura endda. For Lyset sagde ting til hende, som det følte og så. Og det følte for Brêgo, havde måske set hans potentiale? I hvert fald vidste Illana, at han var af den rette støbning. Og hun vidste også, at alle i dette land havde en skæbne, der ville forbinde dem til landet. Og det lod til, at Brêgo havde fundet sin?

Hingsten med den rødbrogede og efterhånden lidt pjuskede pels på grund af årstiden, nikkede en enkelt gang.

"Det glæder mig du takker ja til tilbuddet, for ikke alle her er lige glade for selskab. Dette har jeg desværre måtte erfare efter meget få timer i dette land. Men bortset fra det har jeg mødt nogle venlige sjæle på min vej, og vil mene at jeg efter i aften kan tilføje endnu et navn til denne liste."

Den lyse hoppe havde vel været her i længere tid end han selv havde. Det havde størstedelen af dem han havde mødt. Men hvor lang tid vidste han ikke helt. Tid er jo relativt, og hvad er lang tid for hende er måske ikke lige så lang tid for ham selv.

"Jeg takker for de venlige ord. Jeg er helt sikker på det nok skal lykkes for mig. Ser du. Hvis der er noget man ønsker sig nok, og hvis det er noget man er villig til at arbejde og kæmpe for at opnå, så skal det nok lykkedes en at nå sit mål. Jeg søger allerede fortabte sjæle som jeg selv, som ikke ønsker at leve et liv i ensomhed. Selvom det måske virker lækkert på nuværende tidspunkt fordi man kan gøre hvad man vil uden at skulle tænke på andre, så kan det være at man om nogle år ikke synes det er så fedt længere at man konstant render rundt alene uden dem man er begyndt at holde af er i nærheden. Jeg har ikke haft ret meget held med mig endnu, men jeg giver ikke op"

Den silkebløde og lyse mule fremviste et venligt og mildt smil. Han kunne snakke. Det var ikke noget problem at snakke, men heller ikke et problem at holde mund. Hvis den lyse hoppe, Illana, mente at han snakkede for meget, så var han sikker på hun ikke var bange for at sige det til ham. For selvom hun var mild og venlig, så var hun heller ikke så forsigtig og sky som andre kunne være det - og det var noget Brêgo satte pris på. En der kunne sige sin mening og ikke bare snakke andre efter munden - og det var han sikker på denne lyse hoppe kunne.

"Jeg har ikke været her så forfærdeligt længe. Jeg har langt fra set alt hvad der er værd at se, så jeg foreslår vi tager på en lille nattevandring, for at se hvad mørket har at byde på. Ikke alt hvad der viser sig i mørke, kan også ses i lyset, ligesom meget af det man kan se i lyset også gemmer sig når det er mørkt. Et sted kan ligne et helt andet sted når det går fra dag til nat, og omvendt."

Den gyldne hoppe, som havde indfundet sig i selskabet af den rødbrogede Brêgo, tillod sig at puffe ganske blidt imod hans hals, der var dækket af en tætsiddende og varm vinterpels. Han var typen, der gerne førte samtaler med sine selskaber, og da han glædede sig over, at den gyldne ønskede ham langt hendes side de næste mange timer, hævede hun hovedet lidt med et smil. Hun havde på fornemmelsen, at denne hingst havde ufatteligt meget at byde på, både verbalt og fysisk.
Hun lyttede til hans stemme, der passede rigtig godt på den fortællende type; en type, som Illana kendte ’hjemmefra’, hvis man kunne sige det sådan. På en måde kunne man, og så alligevel ikke. For Illana’s hjem lå definitivt nu i Andromeda, og ej længere i den omvandrende flok hun havde boet i. Men i hvert fald, i den flok hun havde vandret med; den flok hendes moder havde født hende ind i, havde der været denne ældre hingst, hvis stemme kunne tryllebinde enhver. Brêgo havde lidt den samme egenskab, og hendes ører var lagt ganske lyttende imod hans rødbrogede sjæl.

,,Brêgo, det er en storsindet vision du har, om at hjælpe de fortabte. Jeg har en fornemmelse af, at dette land i sig selv er skabt til netop dette formål, men at du aktivt går ind og hjælper dem, der ikke kan finde roen selv, er ædelt. Selv søger jeg ikke en floks trygge rammer i øjeblikket, da jeg har en opgave jeg skal udfører på sigt; og den kræver helst, at jeg er alene om mig selv, hvis du forstår. Men, i fremtiden, vil jeg med glæde slutte mig til en af de flokke, som du og andre evt. måtte have oprettet; for fællesskabet i en flok, er en af de få ting jeg savner fra det land, der engang var mit hjem, og det er en af de ting, jeg vil søge at få igen, når tiden er rigtig.”

Sagde den gyldne hoppe, med den ganske unikke stemme hun besad. Den var mild, varm og alligevel så var den ikke kedelig i den forstand, at den ikke var nuanceret, eller for mild. Hun havde fået at vide, at hendes stemme klædte hendes ydre og personlighed, og det valgte hun at tro på. Hun trådte en smule tættere på den ædle hingst, for da at stille sig ved hans side. En lyskugle blev da ført over deres hoveder, for at give et lille skær, et lille og meget mildt varmende skær, over dem. Hun nikkede derpå til hans sidste ord - for en vandring i natten, en udforskning, var noget den gyldne holdte af. Og ja, hun havde set mangt og meget i landet, men alligevel bød noget nyt sig, hver gang hun gav sig til at kigge efter, og denne nærmest uendelige fascination havde fængslet hoppen. Landet var simpelthen så bydende på nye ting, at man aldrig kunne få nok - Hvilket den brogede hingst nok også ville erkende ganske snart. Derpå søgte hun fremad, i en umådeligt elegant skridt ved hans side, for at påbegynde denne udforskning; med den noble hingst som selskab.

Han smilte en smule da den gyldne hoppe puffede blidt til hans hals. Han var ikke bange for berøringer, og det viste hun jo også hun ikke var. Sådan var det også nemmere at kunne omgås hinanden. At man ikke hele tiden skulle tage hensyn og holde en meters afstand som minimum. Tænk hvis man skulle stå og råbe frem og tilbage fordi man ikke ville kunne klare en smule nærhed. Hoppens nærmest rosende ord gjorde ham en smule genert, men det var ej noget han viste.

"Det glæder mig at du ikke synes det er en helt hul i hovedet plan. Det er lidt af et sats. Det er jo ikke til at vide om andre ønsker at leve i samlet flok. Jeg har hørt nogen snakke om asociale individer, men jeg har også hørt andres ønsker om at deltage i et fællesskab. Dog har jeg ikke rigtig hørt nærmere fra dem når jeg har spurgt ind til det. Det kan være det kommer. I hvert fald skal det nok lykkedes en dag"

Han smilte lidt for sig selv. Han var helt sikker på det godt kunne lade sig gøre. Der var nok ikke så mange af de hingste der havde været her i lang tid, som kunne finde på at joine flokken. Ikke hvis de havde levet i ensomhed i lang tid. Ikke hvis de først havde sat sig for at kunne klare sig selv og ikke ønskede nogen som helst form for familie og sammenhold. Han havde mødt andre inden han kom hertil, der i hvert der hvor han kom fra var ikke alle lige glade for at skulle være i selskab med andre hvis de først havde sat sig for det ikke var nødvendigt.

"Det ville i hvert fald glæde mig, hvis du ville slå dig sammen mig og den flok jeg eventuelt må få samlet af forskellige individer. Det er ikke tit man møder nogen der har en smule forstand og så venligt et sind som jeg har mødt i aften. Jeg tror, at vi to ville kunne blive ganske gode venner"

Det var der i hvert fald slet ingen tvivl om hos den brogede. Hoppen mindede ham om sig selv, men alligevel ikke helt. For hun var ikke af samme bygning - dog af samme sind. Ham selv i hoppe skikkelse. Det var en smule pudsigt at møde et sådant væsen, men de må jo findes og der er sikkert flere, men med andre detaljer der pynter sind og udseende.

"Men fortæl mig, du gyldne Illana, beskytter af lyset. Hvor længe har du vandret på disse enge?"

Den gyldne hoppe slog ganske let med det feminine hoved, alt imens hun drejede begge ører imod den rødbrogede hingst, med en leders sind. Han var vis, mild og venlig, åben og godhjertet; en hingst med egenskaber, som Illana værtsatte og som hun følte sig godt tilpas med. Han var virkelig en hingst, som Illana kunne se som en leder, og en hingst hun til hver en tid ville følge. Hun mimrede let med mulen, imens han snakkede, med ord der var fængende. Han kunne noget, med den stemme, og atter lyttede Illana nærmest som tryllebundet.
Da først Brêgos ord var nået til ende, rankede den gyldne hoppe sig en smule op, og lod lyskuglen svæve lidt tættere på Brêgo. En meget svag varme kunne fornemmes fra lysets indre, men endnu var styrken ikke stor nok, til at kunne danne egentlig varme. Med tiden ville den gyldne hoppe få bedre kontrol og evne at styrer Lyset, som det skulle, og dermed ville hun kunne bruge Lysets evner bedre og mere gavnligt. Lige i øjeblikket var det kun kraftigt nok til at kunne vise vej, men det var også langt mere fantastisk end hun havde turde håbe på - for aldrig havde Illana forudset, at hun rent faktisk skulle blive Lysets vogter.
Den gyldne hoppe åbnede da mulen for at besvarer den rødbrogede hingst, der med sin fortællerstemme havde åbnet at han havde fornemmelser for, at de nok skulle blive gode venner; og dertil var den gyldne hoppe helt enig.

,,Når jeg engang har udrettet det, jeg skal, så vil jeg finde din flok og slutte mig til den. Og jeg er sikker på, at dine evner som leder nok skal række til succes, Brêgo. Men jeg kan godt se, at der ligger en udfordring bag, for som du nævner det, er mange i dette land ikke mindet på at være en del af et fællesskab. I hvert fald ikke endnu. Dog tror jeg også, at det er fordi mange af de sjæle, der vandre i landet, er sjæle der er sårede og endnu har en heling at skulle igennem. Måske kan netop en flok hjælpe dem på vej? Og jeg takker for de venlige ord, Brêgo. Selv er jeg umådeligt glad for at have mødt dit åbne og milde sind, og jeg vil til hver en tid glæde mig til at skulle møde dig igen, når først dette møde er overstået.”

Hun standsede sin snak et øjeblik, for at beskue hans brogede krop. Mønstrene var meget sirlige og specielle, et kendetegn der kun lå til ham og ikke andre. Det og hans bygning, viste at han var en hingst der var egnet til fysiske udfordringer, og en hingst der er af udseende let kunne virke autoritær. Dette ville sikkert hjælpe ham, men det afgørende var hans sind, som den gyldne især havde lagt mærke til. Et stærkt, men åbent sind. Hun rakte mulen let imod hans, for da at begynde at svare på hans sidste spørgsmål.

,,Det er min anden vinter i dette land, så rundt regnet to år. Jeg har set en del, men langt fra det hele, så du har masser at se frem til endnu!”

Sagde hun med en mere munter tone; det, at hun havde været her længe, gav hende erfaring til at begå sig i landet. Men endnu var hun kun en fremmed, i forhold til den sjæl, der levede og åndede i landet. Engang, om flere år endnu, ville hun kunne kalde sig kendt i landets mange gådefulde områder; men selvom hun vel endnu var fremmed, for landet, så var det hendes hjem. Hendes virkelige hjem.

Brêgo betragtede den gyldne hoppe med et nysgerrigt og samtidig opmærksomt blik. Hans blik søgte dog ned mod lyskuglen da den kom nærmere ham. Den var i sandhed fantastisk og fascinerende. Han havde aldrig set noget lignende. Aldrig havde han oplevet en hoppe - eller bare en som de - besidde den slags evner. Aldrig. Det var i sandhed noget der var værd at huske på og fortælle videre. Men hvem med sin forstand i orden, hjemme hvor han kom fra, ville tro på noget som helst hvis han kom hjem og fortalte om en gylden hoppe med et lys hun kunne kontrollere. Ingen. De ville sige han var gået fra forstanden, men han vidste bedre. Da hoppen gav sig til at bruge ord igen, vippede han et øre mod hende for at vise at han lyttede, og samtidig søgte de nøddebrune, varme øjne også mod hende, for at betragte hende mens hun talte. Det var af ren høflighed, men også fordi han ikke havde noget imod synet. Hun var blandt de kønneste han endnu havde mødt her. Den kønneste var vel aldrig at finde, for det var næsten altid muligt at finde noget kønnere - det samme galt steder. Det var aldrig muligt at finde det smukkeste sted i en verden, for rundt om hjørnet kunne der findes noget meget smukkere - og flere kilometer væk noget der måske var endnu smukkere end hvad man hidtil kunne kalde det smukkeste.

"Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe de fortabte sjæle . Jeg vil hjælpe dem til at finde ro og lade dem søge ind i den familie jeg vil skabe. Det fællesskab som stille og roligt vil blive bygget op. Ikke alle sind kan være lige venligtsindede og jeg er sikker på jeg vil møde nogen der ikke stoler på at et sådant fællesskab er bedre end at leve i ensomhed. Men alle skal have en chance alligevel. Jeg vil se frem til den tid du slutter dig til flokken. Det vil i sandhed bringe glæde og ære at have sådan en værdig hoppe i fællesskabet. I familien."

Brêgos familie ville i hvert fald være flokken. Det fællesskab han ville danne. Det skulle være et sted hvor alle følte sig velkomne og et sted hvor alle kunne tage sig af alle. Et sted man altid kunne søge hjælp. En dyb varm brummen slap fra hans hals og han gav den gyldne hoppe et blidt, venskabeligt puf.

"To vintre er også lang tid. Selv håber jeg på at kunne forblive i mindst lige så lang tid. Jeg kan godt lide det her… I dette land.. Det er så… fredfyldt på en måde. Jeg frygter ikke rigtig noget. Det kommer måske med tiden, men indtil videre har det hele været ganske nydeligt. Meget anderledes fra mit gamle hjem"