En søgen uden ende

Den gyldne hoppe betragtede ganske betaget sit selskab i disse mørke timer, som kun var ganske let oplyst af månen og stjernerne foroven, og det Lys som den gyldne hoppe udsendte. Det kælede sig sagligt omkring det, der kunne syne som en aura over de to heste, som lå der er lille kraftfelt omkring dem, som Lyset synliggjorde og kælede for; men der var intet. Lyset holdte den gyldne hoppe dog blot tilpas over dem, således at det ikke ville blænde en af de to vandrende, der fulgtes side om side.
Hun strøg let mulen hen over den rødbrogede Brêgo’s hals, med et oprigtigt smil. Han ville glæde sig, til at hun sluttede sig til hans flok, og hun kunne mærke i sit hjerte, at hun ligeså ville glæde sig, til at være en del af hans familie. Han var blot typen, men ikke kunne andet end at holde af, og Illana vidste, at denne hingst havde en skæbne foran sig, ulig alle andres. Hun lod derpå smilet aftage let, ikke fordi hun havde grund til at stoppe med at smile, men fordi hun yndede at ytre sig nu, hvor hans stemme tav.

,,Familien.”

Startede hun ud, og man kunne fornemme den glæde og varme, som hendes stemme indeholdt. Hun kunne kun forestille sig, hvordan det måtte være at træde ind i en større familie igen, som den hun engang kom fra, men som hun var blevet udelukket fra. Hendes gamle liv.

,,Bare rolig Brêgo, jeg tror at du kan tilbringe lige så mange vintre i dette land, som din krop kan klare det. Endnu tror jeg ikke, at der er en vej herfra - for jeg tror, at dette land er et, for dem der fortjener en chance til. Dem, hvis gamle land og liv ikke kunne holde på dem længere. Og selv kan jeg ikke se et andet land som værende mit hjem. Som du siger det; her er fredsfyldt og frygten kan man ligesom blot lægge fra sig”

Sagde hun da; for selvom hun kendte til den potentielle farer der var i landet, Skyggerne, der ville tage hendes lys, havde hun endnu ikke mødt noget hun reelt frygtede. Hun ville tage sig i agt for disse Skygger, men ikke frygte dem, førend de gav hende grund. Hun betragtede derpå Brêgo igen. Hun kunne let forestille sig ham omringet af flere unge afkom i en flok med hopper, der alle vandrede i fred med hinanden. Hun prustede derpå og slog hovedet op, nærmest som et tegn til, at samtalen skulle fortsætte; men måske udvikle sig lidt.

,,Brêgo, du ædle, vil du ikke fortælle mig om dig selv?”

Spurgte hun da; for at lede samtalen over på de to sjæle, som personer, frem for deres drømme og oplevelser. Han var en fascinerende sjæl, som Illana hjertens gerne ville lærer mere om, meget mere.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 398px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/bregoframe1.png); border-left: 5px solid #C69155; border-bottom: 5px solid #C69155; border-top:5px solid #C69155; border-right: 5px solid #C69155;] En søgen uden ende Det var en anelse hyggeligt at vandre rundt i mørket. Ikke ligesom det normalt var, men mere fordi den gyldne hoppes lys kastede en smule mere lys over tingene så det alligevel ikke var helt mørkt. Han kunne se hvor han trådte. Han kunne holde øje med tingene omkring ham, og selvom det bare var et lille lys, så kunne han også mærke en lille smule varme. Det kunne godt være noget han bildte sig selv ind, men hvad gjorde det, hvis det hjalp ham til at holde varmen. Det var vel ligesom når man trådte ud af skyggerne på en dag med kun svag sol. Den kunne man alligevel også mærke. Selvom lyset den gyldne hoppe styrede, ikke var lige så stor som solen, så var den jo også stadig tættere på. Han brummede dæmpet og afslappet da den gyldne hoppe strøg ham hen over halsen, og han lod de varme brune øjne søge mod hende da hun begyndte at tale. Han smilede. Han kunne ikke være mere enig. Dette land var fredsfyldt og det var muligt at lægge frygten bag sig. Selv nu hvor de vandrede rundt i mørket, oplyst af hendes lys, så var han ikke bange for at de skulle blive set af rovdyr. Ligeledes var han også selv begyndt at betragte Andromeda som hans hjem. Han ville ikke have noget problem med at blive her til hans tid engang løb ud. ”Fortælle noget om mig selv?” Han vrikkede lidt med de brune ører, mens et tænkende udtryk gled hen over ham. Det kunne engang imellem være svært at huske på hvad han havde fortalt til hvem. Ikke fordi det var en forskellig historie hver gang han fortalte den, ej heller fordi han løj. Men det var mere fordi han ikke ville gentage sig selv alt for mange gange, så andre ville sige ’den historie har jeg hørt’. For historier havde han mange af. ”Jeg kommer fra et land langt væk herfra. Det må være langt væk herfra, for vintre som denne har jeg ikke set før. En enkelt vinter har lignet denne, men der var langt fra lige så meget sne. Jeg er født ind i en flok. Som så mange andre herfra sikkert også er, men som enten er smidt væk eller selv har valgt at gå. Selv kan man vel sige at jeg havde de to samme muligheder, men grunden dertil er måske ikke som de fleste andres. Ser du... Jeg har formen som de andre i flokken hvor jeg er født og opvokset. Men en af min moders forældre stammede fra et andet sted. At være broget som jeg er, er ikke normalt hvor jeg kommer fra. Mine pletter viser at jeg stammer fra de vi kalder urent blod. Jeg er ikke renracet som de andre i flokken. Min moder var ikke plettet. Hun gik for at være renracet, men ikke længere. I flokken er der en hingst. Min fader. Fra ham af har jeg en del halvbrødre og søstre. Alle de andre betragtes som afkom af rent blod. En af os skulle overtage flokken efter min fader. Den ældste vel og mærke. Det vidste alle. Jeg var ej den ældste, men jeg var meget anderledes. Jeg var udelukket fra de andres leg og har derfor tilbragt det meste af min barndom hos de lidt gamle hopper. Jeg har ikke lavet ulykker som de fleste andre. Min tid hos hopperne har formet mig til den jeg er i dag. Det betød også at jeg ifølge dem var den der skulle overtage flokken. Min fader ville ikke høre på den slags sludder, for ingen af urent blod skulle have den plads. Mange satte sig imod ham. Han var nødt til at tage en beslutning, og derfor sendte han mig væk. Ude af flokken ville jeg aldrig være i stand til at få pladsen. Hvad der skete med den efterfølgende har jeg ingen anelse om. Jeg vandrede i et langt stykke tid rundt alene og stødte kun på enkelte andre af min egen slags. Udstødte vandrer. Nogle små flokke bestående af 4-5 sjæle også. De havde svært nok ved at klare sig selv og var ikke meget for at skulle finde en ekstra mund at mætte. Så jeg vandrede alene rundt indtil den dag jeg kom hertil...” notes, - word count, 713

[/td][/tr][/table][/center]

Illana, den gyldne, der var i selskabet med den brogede Brêgo, havde bedt ham fortælle om sig selv. Åbenhjertet, som han var, begyndte han på sin fortælling, der mest af alt redegjorde for, hvor han kom fra, og hvilke vilkår han havde haft før han kom til dette land, og alt imens han talte med den nærmest fængslende stemme han bar, lyttede Illana intenst. Lyset lyttede ligeså, og det mærkede svagt hans følelser alt imens han fortalte og lod sig reagere en anelse på hans indre følelser også, ligesom det gjorde overfor Illana’s. Lyset havde lavet dette nummer før, overfor en sjæl af særlig renhed; og det fortalte Illana indirekte, at hun havde ganske ret i, at denne rødbrogede hingst var en ganske særlig en. Måske var han skabt til noget større?
Hun prustede stilfærdigt, i det hans stemme langsomt løb imod en ende. Han havde, fyldestgørende, fortalt hende omkring ham selv og sin fortid, og Illana måtte da sande, at han havde haft modgang nok i sit liv, til at det nærmest ville have været forståeligt, hvis ikke han ønskede at gøre så meget godt for andre, som han faktisk gjorde. Det viste blot den gyldne, at hans hjerte i sandhed var oprigtigt, stærkt og loyalt.
Hun tillod sig at puffe ganske blidt til ham, da hans fortælling havde nået sin ende, og i det øjeblik hun berørte ham, blussede Lyset op til et kraftigt hvidt et og viste dermed overfor Illana, at det i sandhed brød sig om Brêgo. Det ville støtte ham, hvis han fik brug for det. Smilet var tydeligt på Illana’s mule, i det hun trak den tilbage for at gøre plads til at hendes egen stemme kunne bugte sig gennem luften og røre hans ører.

,,Renracet har ikke noget med, om man skal holdes ude for en flok eller ej, i mit hoved. Jeg er ked af, at det er sket for dig, Brêgo, for selv ikke de ondsindede fortjener at blive holdt udenfor på grund af deres forældres kærlighed, på tværs af racer. Jeg er heller ikke renracet, det tror jeg ikke mange i min flok var. Man kan så snakke om, om alle de forskellige gener der rumsterede i min gamle flok, netop var så blandet, at de generationer senere kom, kunne kaldes en race, fordi vi netop havde så mange gener at lege med, så at sige”

Sagde hun med et lille smil; det var egentlig komisk hvor megen forskelligt blod der var blandet i hendes flok. Hendes moder havde været en araberblanding og hendes fader havde haft mustangens blod i sig også; hvad Illana var, ja. En god blanding, der var endt ud som en yderst elegant og naturlig hoppe, med både araberpræg, men ligeså også en anelse spansk blod. Dette kunne man nok ikke se direkte i hendes udseende; men det var der.

,,Jeg er sikker på, Brêgo, at dit liv i Andromeda ikke vil bærer præg af de samme fordomme. Jeg er imponeret, må jeg sige, over dig. Dit sind. Du har oplevet svigt og modgang, men du giver alligevel dig selv fuldt ud. Du er virkelig noget særligt Brêgo, og det kan jeg føle at Lyset har samme mening om, som jeg har”

Afsluttede hun, med den ganske unikke stemme. Hun søgte hans øjne, direkte vel, for at understrege at hendes ord var så oprigtige som de kunne være. Livet i Andromeda, vidste hun ville falde ud til det bedre, og med de tanker om fremtiden denne hingst havde, vidste hun, at han ligeså ville gøre livet bedre for andre.

[atrb=border,0,true][atrb=style, -moz-border-radius: 50px; border-radius:50px 50px 50px 50px;background-color: #63230E; width: 350px; height: 50px; border-left: 0px solid #431B34; border-bottom:0px solid #431B34; border-top:0px solid #431B34; border-right: 0px solid #431B34;] En søgen uden ende Brêgo betragtede den gyldne hoppe, og det lille milde og varme smil hvilede på hans mule. Han brød sig rigtig godt om denne hoppe. Hun mindede ham om en han havde mødt i dette land før. En han af og til længtes efter. Dog var det noget andet med den gyldne, for det trak ikke i ham på samme måde som det gjorde med den rødbrogede. Det var et venskab. Et venskab som måske ikke bare ville være overfladisk og uden betydning. Han var sikker på, at denne gyldne hoppe var en han kunne stole på – og på samme tid var han meget fascineret af lyset og hvad det kunne. Han ville vide mere, han ville lære mere. Han ville med glæde tilbringe mere tid sammen med denne Illana.   ”Selvom ingen behøver at være holdt udenfor på grund af en krydsning af racer, så er der desværre dem der har andre ting i hovedet. Dem der bestemmer har ofte en bestemt måde at se tingene på, og dem der siger dem imod kan enten forlade området eller indrette sig – og det er ikke fordi ret mange havde modet til at forlade området. Det var ikke mange der kunne klare sig alene uden for området. Man kan vel sige, at hvis dette land – dette fremmede univers – ikke havde eksisteret, så havde jeg måske heller ikke haft mulighed for at overleve. Jeg havde måske svævet rundt i intetheden – eller for dem der tror på reinkarnation, så havde jeg måske fået en ny chance som en ørn eller en orm. Men så ville jeg ikke længere være Brêgo – Jeg ville have et nyt navn og ingen viden om hvad jeg har været. Det er jo det der er så spændende. Vi kan ikke sige hvad der sker når vi dør. Måske er jeg død og dette er bare himlen der tilhører mit gamle hjem. Måske er der endnu en verden der fungere som dette lands himmel. Hvem ved?”   Den brogede kunne sagtens snakke, og han havde også meget på hjertet. Men han var også altid klar til at stoppe hvis nogen fik for meget af det. Det var jo ikke alle der var interesseret i at snakke og lytte.   ”Man kan vel også sige, at når der er to raser der bliver krydset, så dannes en ny race, som er en blanding af de to. Hvem afgør hvad der er race og hvad der ikke er? Alle tilhører vel en race?” word count, 408

[/td][/tr][/table][/center]

Den generøse mildhed der lå over den rødbrogede Brêgo, havde i sandhed fanget Illana’s hjerte. Ikke på den måde, at hun søgte hans side som en mage, men derimod som en ven, som ej ville vende ryggen til, uanset hvad der end måtte ske, imellem de to. Hun lod et smil gengælde det, der efterhånden blot hvilede på hans mule - et smil, der i sandhed viste det sind han bar. Fredfyldt, men langt fra langsommeligt; for der skete meget omkring den brogede sjæl, det kunne man fornemme.
Den gyldne hoppe, med Lyset omkring hendes hals, vippede ørerne imod den brogede sjæl, da hans stemme atter flød i tomrummet imellem dem - en stemme, der stimulerede Lyset, med en samtale med dybt indhold; og det reagerede ivrigt ved at skinne i meget klare nuancer, således at man næsten ikke kunne undgå at lægge mærke til det. Lyset reagerede stort set altid på de samtaler, der blev udformet i dets nærvær, og denne samtale var en af de bedre.

,,Du har ret Brêgo, men i dine ord ligger også en dybere sandhed, som du ikke berører. Du har ret i, at man aldrig kommer disse fordomme til livs - men hvis man skal se på det store billede, ville det i et samfund hvor disse holdninger ligger dybt begravet, måske være usundt at gøre op med dem, fordi det pågældende samfund er bygget op omkring dem. Misforstå mig ej, for ej står jeg inde for sådanne holdninger, men nogen gør, og ved at fjerne holdningerne, kan man vel også fjerne dem der står inde for dem. Men du har ret - det, du siger omkring din egen situation, ville nok have gjort sig gældende for mig ligeså, dog af andre årsager.”

Hun tav kort, og det milde smil der havde tegnet sig omkring mulen på hende, falmede ej, blot fordi deres emne var ganske seriøst efterhånden. Lyset forblev også i den klare, skinnende nuance, det nød den form for seriøsitet, selvom den vel kunne være intim.

,,Om vi alle tilhøre samme race, ved jeg ikke. Dog ved jeg, at vi er af samme art; for alle kan vi sætte en hovedkategori på vores fællesvenner. De mindre, de større, de tunge og de lette. Så, af fælles art er vi, det kan jeg i hvert fald sige”

Sagde hun, en smule tænksomt - for han havde ret i det han sagde og havde argumenter herfor; men om hun var ham helt enig, det vidste hun ikke.

[Out]