Sort nat

Forbeholdt Illana og Seth

Mit blik er rettet op. Op mod den sorte himmel. En himmel, der er dækket af et tykt lag efterårsskyer, som blokerer en hver form for månelys. Forhindrer stjernerne i at sende små blink ned til jorden. Her er stille. Men det er en intetsigende stilhed. En tom stilhed. En stilhed, der af og til bliver brudt af et fugleskrig. Eller de hvislende lyde, som kommer, når nattevinden blæser i træerne bag mig. Sagte lader jeg et prust undslippe min sorte mule, inden jeg tager et enkelt skridt fremad. Der er sket meget på det sidste. Ting, som jeg endnu ikke rigtigt ved, hvordan jeg har det med; men jeg har heller ikke rigtigt lyst til at finde ud af det lige nu.

Med et kort ryst på hovedet samler jeg min smalle sorte krop med de lange, tynde ben sammen, inden jeg roligt bevæger mig fremad med mine lange, taktfaste skridt, mens jeg i mit eget rolige tempo tilbagelægger en afstand på meter efter meter til skoven. Jeg søger ud i natten, den sorte nat, men hvad jeg søger, det vil jeg ikke gøre op med mig selv. Jeg vil lade mine ben gå den vej, de vil, møde dem, lade mine øjne se, hvad de skal se, og møde dem, det er meningen, at jeg skal møde.

Fredfyldt lyder det jo. Og kald det nu ikke en facade, blot fordi det ikke er sådan, det er på indersiden af mig. Nej, her er tingene ikke fredfyldt. Jeg har faktisk mere eller mindre et lille oprør foregående i mit indre. Det er mange tanker, der flyver rundt i mit hoved. Tanker, der ikke kan enes, og tanker, som jeg ikke magter at holde styr på. Jeg har brug for at blive distraheret af noget. Af nogen, måske endda. Jah, nogen, der vil følge med mig på en vandring ud i mørket.

[/size][/color]

Den gyldne hoppe vandrede i ly af mørket; eller, sådan følte hun det. For det var sådan, at selvom mørket havde indtaget dets plads i landet, og selvom det havde lagt sit tykke tæppe hen over den gyldne sjæls krop, ja, så lyste Lyset om hendes hals svagt hendes krop op, således at mærket aldrig ville nå hende helt. Det ville aldrig skjule hende til fulde - og det kunne både være godt og skidt. For ganske nyligt var den gyldne hoppe blevet informeret om, at skyggerne søgte hendes Lys. At de ville jage det, tage det og ødelægge det, så mørket atter kunne overtage dette land. Hun havde fået dette at vide, den dag hun modtog Lyset, men der havde ikke været beviser på, at skyggerne faktisk søgte Lyset, førend Volontaire havde sagt det til hende.
Hendes hverdag var ændret; i hvert fald lidt. For en gammel frygt var trængt på igen, i hendes sind, en frygt for de skygger der vandrede i ly af natten. Om hun blot var paranoid, eller om der var noget i hendes frygt, der var sand, kunne hun ikke greje; men de sidste nætter hun havde tilbragt alene, havde hun brugt på at vandre. Hun ville ikke hvile, ikke sove, af frygt for at skyggerne ville komme snigende. De kunne være overalt; om dagen fængslet til træer og andre faste ting, men om natten ville de kunne vandre frit. Frit over engen, som den gyldne hoppe selv, og det bekymrede hende.
Mange tanker for igennem hovedet på hende, på denne nat. Hun var træt, vel udkørt efter et par nætter alene, hvor søvnen ikke havde været tilstrækkelig. Og egentlig ønskede hun blot at solen ville stå op; eller at hun kunne vandre i armene på en venlig sjæl og sove nær den. Hun prustede sagte og standsede da op. Lyset, ser hang om hendes hals, havde kontinuert glødet i en rolig og afdæmpet nuance, men nu begyndte det at lyse mere op. Men ikke i en klar hvid nuance, men mere over i den grå. Illana lagde dermed ørene en smule tilbage. Hun vidste hvad dette kunne betyde - Enten havde skyggerne, hendes frygt, fundet hende, eller også var hun krydset ind over den sti, som den ravnsorte Seth fulgte. Den hingst, der havde givet hende det sår, der kun knapt og nap var helet helt op. Man kunne endnu ane omridset af såret, da hendes pels endnu ikke var vokset helt hen over det. Men snart, snart ville det være helet - Hvis da ikke den ravnsorte hingst, som hun højst sandsynligt var rendt ind i, ville plante endnu et.

Jeg plejer naturligvis aldrig at lade det ses på mig, hvis jeg tænker over noget, medmindre jeg har en grund til at vise det, men når jeg vandrer alene gennem natten, betyder det ikke helt lige så meget for mig. Der hviler en eftertænksom aura omkring min slanke, sorte krop, der bevæger sig af sted i mørket. Jeg er ikke så meget til det der med at vandre i skyggerne, men på grund af min meget sorte farve, der ikke er præget af et eneste aftegn, ligner jeg selv en skygge, der daler rundt for sig selv. Jeg frygter ikke mørket. Jeg har lært at danse med skyggerne; noget, som jeg ved, at mange andre sjæle har meget svært ved at tage sig mod til.

Et svagt lysglimt fanger mit blik, og uden at stoppe op retter jeg mine store, mørke øjne mod den gyldne skikkelse, der bliver svagt belyst af noget, der hænger om hendes hals. Ja, hendes. Jeg genkender uden problemer den spinkle, gyldne Illana, der bevæger sig rundt nogle meter fra mig. Hendes lys er unægteligt en smule gråligt, og jeg tvivler ikke på, at det har noget at gøre med, hvordan hun føler og tænker; det var da i hvert fald det, jeg erfarede ved vores sidste møde. Ganske kort lader jeg en tanke strejfe mit sind; jeg har brug for noget andet at tænke på, men nu er det ikke ligefrem fordi, at det, Illana får mig til at tænke på, er spor bedre.

Jeg giver et lavmælt fnys fra mig, inden jeg får overtalt mig selv til, at hendes selskab nok er bedre end ingenting; men om hun mener det samme, det er jeg ikke klar over. Og selvom jeg ikke rigtigt plejer at tage mig af, hvad andre ønsker og gerne vil have, så har jeg altså bedre at tage mig til end at tvinge nogen til at tage imod mit selskab. Det er jeg trods alt for stolt til. Alligevel vælger jeg at lægge min retning mod hende. Måske har mit fnys afsløret min tilstedeværelse, eller også er hun klar over det på grund af hendes lys, for ellers kan hun nok godt blive lidt overrasket, når jeg om ikke så længe dukker op i hendes nærhed; jeg er trods alt ikke særlig nem at få øje på…

[/size][/color]

Lyset kælede sig sagligt omkring halsen på Illana, hvis krop ellers var omgivet af mørkets skygger. Det var længe siden, at solens lys havde forladt landet endnu engang, for at drage til hvile på den anden side af denne verden; det var hverdagen, og den viden om, at solen altid ville komme frem igen; i hvert fald så længe hun var Lyset i sikkerhed og bevogtede dets kilde, var beroligende. Hun prustede ganske mildt, selvom hun havde sanset hvem der var i hendes nærhed, den ravsorte Seth. Dog var han på afstand, og derfor reagerede hun ikke yderligere på ham. Det eneste, som der reagerede på den sortes hingsts tilstedeværelse, det var Lyset der hang om hendes hals, der forblev i den grållige farve, som vel betød negative følelser. Hun huskede godt hvad Seth havde gjort ved hende, og det sår han havde påsat hendes hals, var først lige helet – og det gyldne hoppe havde ingen intentioner om at få sig et nyt.
Der gik lidt, hvor hun blot stod og skimmede efter den sorte hingst, som hun ikke selv kunne se. Det var kun Lyset, der vidste at han var der, og tanken strejfede da også Illana, om det blot kunne være de glubske skygger, der bare udgav sig for at være Seth. Det skulle da ikke undre hende, hvis de begyndte at bruge feje tricks, som at forklæde sig som sjæle, hun ej brød sig om, men snart gik det op for hende, at det var den ravsorte Seth, der nu fysisk havde sat kursen imod hende.
Illana rykkede hovedet en smule sigende op, da hun rent faktisk kunne se ham. Det undrede hende, at han havde sat kursen imod den hoppe, som han ved sidste møde havde sortnet overfor og angrebet. Hvad ønskede han af hendes selskab? Eller ønskede han overhovedet hendes selskab? Hun brummede sagte, en smule spørgende imod den sorte hingst. Hun var ikke sikker på, at hun ønskede hans selskab i hvert fald; det var en ustabil dans, som hun ikke ønskede sig at danse igen – Men hvis den ravnsorte hingst var opsat på at gøre dansen mere stabil, så ville Illana ikke udelukke, at hun ville danse med Seth igen. Men, det ville først kræve en erkendelse fra ham, og et løfte om ej at angribe hendes sjæl endnu engang.
Hun forholdt sig roligt, den gyldne hoppe, og lod en lyskugle svæve Seth i møde, både for at få blik direkte på ham, men vel også for at signalere, at hun var åben for hans selskab, hvis blot han kunne opfører sig ordenligt; og dermed afventede hun hans reaktion og intention i denne sammenhæng.

Da jeg var yngre, tog jeg mig gerne tid til at tænke over tingene, før jeg handlede. Tid til at tænke over konsekvenserne, tid til at tænke på, hvad det ville kræve, og tid til at tænke over andre muligheder. Det hænder stadigvæk, at jeg tillader mig at tage den tid, jeg har brug for, men alligevel skal jeg gerne indrømme, at jeg kører en lidt mere hasarderet livsstil nu. Naturligvis er det ikke fordi, at jeg nogle gange render rundt og ikke aner, hvad jeg laver, men jeg stoler bare lidt mere på, at jeg er gammel nok til at tage de rigtige valg, uanset om jeg bruger tid på at tænke dem igennem eller ej.

Jeg ved ikke, om det er rigtigt af mig at søge Illanas selskab. Umiddelbart er det nok en af de situationer, hvor jeg burde have tænkt mig om først. Jeg har ingen problemer med at huske, hvordan det gik sidste gang, og jeg har heller ikke nogen problemer med at mærke, at mine tanker omkring hende ikke har ændret sig spor. Hun bringer stadigvæk nogle meget uønskede minder om en anden op i mine tanker, og selvom jeg sagtens kan kontrollere det, er det jo ikke sikkert, at det er det, jeg har lyst til. Jeg kan sagtens huske, at jeg ikke fik det bedre af at bide i Illana, for det er jo ikke hende, jeg ønsker at hævne mig på. Hun har blot fået en uheldig farve.

Ikke desto mindre har jeg sat kursen mod hende. Hun er ikke svær at se på grund af hendes lysende amulet, og jeg er ikke i tvivl om, at hun også har set mig, da en lyskugle pludselig bevæger sig mod mig. I et kort øjeblik tøver min spinkle krop, og begge mine ører lægges i nakken, inden jeg giver et kort prust fra mig for derefter at fortsætte videre fremad mod hende. Der er ting, jeg ikke forstår i det her land, og det der er uden tvivl en af de ting. Da jeg føler, at jeg er tæt nok på, stopper jeg op i en rolig bevægelse. Ganske kortvarigt lader jeg mine ører vippe lidt rundt, inden jeg rykker dem bagud mod min nakke.

,,Godaften.”

Min hilsen er kort, og det er der ikke rigtigt noget nyt i. Jeg er ikke en hingst af mange ord, men det skal endelig ikke tolkes, som om jeg ikke har lyst til at snakke; det er bare de færreste her på egnen, der har givet sig i kast med det, eller også har de bare stillet de samme kedelige rutinespørgsmål, som jeg absolut ikke er tilhænger af. Og selvom jeg dybest set ikke er meget for at indrømme det, er det nok netop for at snakke, at jeg har opsøgt den gyldne hoppe foran mig.

[/size][/color]

Lyskuglen der svævede I luften foran den ravnsorte Seth, forsvandt stille og roligt, i takt med at han kom hende nærmere. Det, at den sorte hingst frivilligt havde sat kursen imod hende, efter deres sidste møde, undrede vel den gyldne hoppe lidt, men på en måde glædede det hende også, at han ikke så hende som værende død endnu. Død i den forstand, at han ikke ville i kontakt med hende, efter det, der skete sidst. Såret på hendes hals, var helet pænt og når pelsen først havde dækket det helt, ville det ikke kunne ses i fremtiden; hvilket vel var heldigt, for den gyldne hoppe. Nok var ar en del af livet, men det ville da ærgre hende, at få et ar efter en andens bid.
Da den sorte hingst standsede op, på fornuftig afstand af den gyldne hoppe og hilste hende an verbalt, vippede hun begge ører i hans retning og smilede ganske kort, diskret.

,,Godaften, Seth. Hvad bringer dig på disse kanter; eller rettere. Må jeg spørge, hvad der bringer dig til mit selskab?”

Spurgte hun i en mild tone, der hverken var for direkte eller afventende. Hun var oprigtig nysgerrig omkring hvorfor Seth netop havde opsøgt hende igen, men samtidig ville hun ikke kræve et svar. Hun vidste, at krævende miner altid var en hæmmesko i forbindelse med de sjæle, der ikke var åbne som Illana selv. Hun rakte mulen en smule fremad, selvfølgelig langt fra tæt nok på til at være i nærheden af at røre, men det var blot en gestus der skulle vise, at den gyldne hoppe skam langt fra ønskede den sorte hoppe væk igen, fra sit selskab.

Illana trådte ganske let til siden, i en yndefuld og smidig bevægelse, inden hun satte fremad imod Seth. Dette var risikabelt, for nu blev afstanden mindre imellem dem - og sidste gang var deres dans gået galt. Dette kunne meget vel ende ud i, at Seth fik en såkaldt black out igen, men hun tog chance nu. Han havde opsøgt hende, og det havde vist at han måske var interesseret i hendes selskab på en eller anden måde, og dermed ville hun gerne vise, at hun også var interesseret i hans; men at deres dans måske skulle foregå på en lidt anden måde end sidste gang.

Jeg gør ikke ting for at fortryde dem igen. Nogle gange kan det godt være, at jeg ikke vælger rigtigt, men så må jeg acceptere min handling og lægge den bag mig. Jeg synes, jeg er gammel nok til at lade være med at rende rundt og have dårlig samvittighed. Måske forlanger jeg for meget af mig selv, men jeg har ikke lyst til at gøre det på nogen anden måde. Det, jeg vil frem til, er, at jeg stadigvæk ikke fortryder at have plantet såret på Illanas hals, der i øvrigt er helet helt fint. Det kommer ikke til at være et synligt mærke, hun skal bære på resten af livet.

Jeg lytter til hendes hilsen og til det spørgsmål, der følger efter. Et spørgsmål, som jeg på forhånd ved, at jeg ikke er meget for at besvare. Jeg kender jo godt selv grunden, men jeg er ikke meget for at skulle indrømme det. En lettere anstrengt trækning krøller sig over min mule, for jeg er jo ikke kommet for bare at stå og kigge på hende, når hun snakker til mig. Alligevel når hun at lave et træk, der ikke just er min personlige favorit; hun strækker først mulen en smule fremad, og bagefter rykker hun en smule fremad. I en resolut, bestemt bevægelse træder jeg bagud med et markant skridt efterfulgt af en dyb brummen for at understrege mit budskab.

En smule reserveret lader jeg de store, mørke øjne falde på hende igen. Rykker hun tættere på igen, er det ikke sikkert, at min reaktion vil være lige så mild. Jeg bad hende trods alt ikke om at komme tættere på, og det er absolut ikke en særlig god ide i mit selskab. Efter nogle øjeblikke lader jeg mine ører vippe ud mod hver deres side, inden jeg galant knejser min nakke op. Endnu ligger mit blik hvilende på hende, mens min sorte hale vifter omkring min spinkle bagpart. Ærlig talt har jeg svært ved at formulere mig, eftersom hele min krop beder mig om at lade være.

,,Forstyrrer jeg da?”

En meget sikker udvej er at svare med et nyt spørgsmål. Naturligvis er det ikke det allermest høflige, men jeg er ikke meget for at dele min grund med hende. I hvert fald ikke før jeg har tænkt over, hvordan jeg skal sætte ord på de tanker, der bevæger sig rundt i mit sind.

[/size][/color]

Mange tanke gik igennem sindet på den gyldne hoppe, alt imens hun betragtede den ravnsorte Seth træde hende tættere og tættere. Hvis den gyldne hoppe skulle være bundærlig, ville hun nok ønske ham væk. Sidste gang var tingene gået så galt, at det halve havde været mere end rigeligt for den gyldne - ikke rigeligt til at skræmme hende væk, men rigeligt nok på én gang, af fejltrin. Især fordi hun vidste, at det havde været hende, der havde påvirket ham. Direkte eller indirekte, og hvilken en af dele var sådan set også lige meget. Han havde bidt hende, og hendes sår var kun lige forsvundet; og selvom Lyset om hendes hals havde fundet sig en grålig, nærmest sort nuance, så vidste Illana også, at selv ens fjender skulle man give en chance til. Seth var ikke en fjende, ikke endnu i hvert fald, og derfor havde Illana heller ikke nogen problemer med at sætte sit egentlig ønske til side, for hendes fornuft. Seth skulle have en chance til, i hvert fald.
Hun rakte mulen en anelse fremad, da hans stemme brød stilheden. Det var vel ikke det svar, som den gyldne havde håbet på forlod hans mule; nok nærmere en forklaring på, hvorfor han havde søgt hende - Men det at han spurgte ind til, om han forstyrrede, var vel også et fremskridt fra sidst. Illana rystede let på det gyldne hoved, inden hun trak det til sig igen. Hendes ravfarvede øjne søgte hans, der var gemt på det sorte og ganske ædle hoved; det hoved, der sammen med hans krop var nobelt i sig selv. Hun havde betragtet hans bygning nøje, ved første møde, inden deres dans rigtig blev indledt, og selv nu, efter det der skete sidst, kunne hun ikke lade værre med at lægge mærke til den. Han var en flot hingst, umådeligt flot, det var han.

,,Du forstyrre ikke, Seth.”

Erklærede hun da med ord. Selvom hun havde antydet det med kroppens sprog, følte hun alligevel for at slå det fast verbalt, så misforståelser ikke kunne fremkomme. Dem havde hun oplevet nok af med denne hingst, og derfor gjorde hun ekstra meget ud af at læse ham, og holde sin egen sti mere neutral, så de ikke ville ende ud i et sammenstød som sidst. Hun betragtede blot den sorte hingst, vel endnu afventende på hans respons på hendes spørgsmål. Hvad havde fået ham til at søge hende?

Med ørerne flappet ud mod hver deres side, retter jeg roligt mit blik mod Lyset omkring hendes hals. Det skinner, men i en mat, kedelig grå tone. Grå er ikke just farven, man forbinder med glæde og positivitet; nærmere negativitet. Jeg observerede Lysets farveskift under vores sidste møde, og jeg tror på, at farven, Lyset skinner i, symboliserer de tanker, Illana inderst inde har. Farven grå er min. Om hun så enten er en god skuespiller, siden hun samtidig ikke selv udstråler nogen negativitet, eller om der er en forbindelse mellem hende og Lyset, som jeg ikke forstår, det ved jeg ikke. Mine mørke øjne rettes op mod hendes, idet hun søger mit blik, og der lader jeg dem blive. Lige indtil hun rækker mulen fremad igen. Kortvarigt sender jeg den et skarpt blik efterfulgt af et lavmælt, langtrukkent prust, inden jeg igen lader mit blik rette sig mod hendes.

Jeg er stadigvæk ikke meget for at skulle ytre mig om min årsag til at have søgt hendes selskab. Jeg er jo godt klar over, at det ikke er for sjov, og det er netop derfor, jeg ikke føler den store motivation. Man tager ikke fejl, hvis man antager, at jeg ikke siger meget, for det gør jeg ikke. Men det er ikke fordi, jeg ikke har noget at sige. Det er ikke, fordi jeg ikke har nogle tanker i hovedet, og det er ikke fordi, jeg ikke har noget at fortælle. Jeg har bare sjældent brug for at dele mine tanker med nogen. Og hvordan det lykkes for mig at være udadvendt og indadvendt på samme tid, det er et godt spørgsmål. Udadvendt, fordi jeg ikke undgår at møde andre, indadvendt, fordi jeg ikke bryder mig om at dele mig selv med andre.

,,Det er godt.”

En konstatering, en kort en af slagsen, og nok mest det, jeg ville beskrive som overflødig. Men det er blot en optakt til, at jeg gerne vil sige noget. Mit ene øre vipper en smule om mod min nakke, inden jeg retter mig lidt op i en flydende bevægelse, mens min sorte hale vifter om mig med en hvislende lyd. En lidt anstrengt trækning krøller over min mule, inden jeg kortvarigt lader mine mørke øjne vandre over hendes spinkle, gyldne krop. Det ville være løgn at sige, at hun ikke er en flot hoppe, for det er hun. Men hendes indre kan jeg ganske enkelt ikke kapere.

,,Måske havde jeg brug for at overbevise mig selv om, at jeg stadigvæk godt kan føre en samtale.”

Korrekt. Naturligvis ved jeg da, at jeg kan det, og der er ingen usikkerhed at spore i min stemme. Måske kan man til gengæld anspore mit ubehag gennem den anstrengte trækning, der stadigvæk krøller på min mule. Jeg plejer som regel ikke at føle, at jeg skal bevise noget over for nogen, men til gengæld vil jeg vel gerne vise hende, at der også er en side af mig, som hun sandsynligvis vil finde mere behagelig, end den hun så ved vores foregående møde. Naturligvis er jeg da fløjtende ligeglad med, hvad hun egentligt tænker om mig, og hvis det er grå, hendes Lys mener, beskriver mig bedst, så må det være sådan. Alligevel er jeg klar over, at jeg nok gør klogt i at lade være med at sørge for, at hun for altid vil undgå mit selskab.

[/size][/color]

Den gyldne hoppe forholdt sig ganske roligt, alt imens den sorte hingst havde fundet sig til rette. Hun havde antydet overfor ham nu, at han ikke forstyrrede. Eller, mere konstateret. Det var en sær fornemmelse der gled igennem hende nu, hvor hun stod sammen med den selv samme hingst der havde ydet hende smerte, som den eneste, men alligevel var det noget rart vel, over at han havde valgt at opsøge hende igen. Nok sagde han, at han havde brug for at bekræfte sig selv, men måske lå der også en indirekte undskyldning overfor den gyldne? Det var en tanke, hun kunne tage med sig i det forestående møde, og efter hans stemme havde forladt hans mule, afgav den gyldne hoppe et dæmpet prust. Hun var ærligt talt ikke helt hundrede på hvordan hun skulle agere overfor ham; men hun havde sat sig for, at denne hingst skulle have en chance til, hvis ikke flere - og nu lod det til, at han var kommet til hende med et formål, der ikke lå imod det voldelige. Hun nikkede derfor, sigende til at hun ville indlede en samtale med ham, hvis det var det som han ønskede.
Hun blev dog stående lidt, den gyldne, blot og betragtede ham. Det lod ikke til, at dette var noget som faldt ham let, den ravnsorte Seth, og det havde Illana det vel lidt fint med? Ikke at den gyldne hoppe bar nag, over det der var sket, men hun vidste, at hvis man skulle komme videre, blev man nødt til at fortryde og gøre ting bedre. Hvis dette var et forsøg på noget i den stil, ville den gyldne da gøre sit, for at hjælpe, men hendes følelser overfor ham, ville hun ikke umiddelbart kunne ændre. Lyset forholdt sig endnu i den grålige farve, der betegnende de ikke særligt positive tanker og følelser som Illana havde overfor ham. Han havde skadet hende, og det havde været noget som den gyldne ville bære som et ar på sindet resten af sit liv. Ja, man kunne godt kalde dette at være nærtagende, men den gyldnes liv havde aldrig indeholdt sådanne angreb; fra hun var lille af, havde hun aldrig prøvet at være oppe at toppes med nogen, så det var lidt en voldsom ting, at det ført kom i hendes voksende år, og dermed slog det hårdere, end på et ung føl der endnu havde modet og lærdommen foran sig.
Hun trak vejret kort, men tungt, inden hun gav sig til at ytre sig med den unikke stemme som hun besad.

,,Seth, jeg kan oprigtigt sige, at jeg er glad for at du er her med tale til formål. Er der noget bestemt, du vil snakke om?”

Spurgte hun da; det var dermed som om barrieren var brudt fra den gyldne hoppes side. Hun havde taget springet nu, ud i det ukendte, og om det ville ende godt eller skidt, som sidst, kunne hun ikke sige. Hun håbede dog på, at denne Seth ville forholde sig anderledes denne gang, måske mere behageligt; og i så fald, kunne det være at den gyldnes tanker omkring ham kunne ændres en smule. Måske.

Det er ikke svært for mig at indrømme, at jeg sagtens kan opføre mig pænt. Jeg kan endda være helt behagelig at være i selskab med; så længe man ikke siger noget forkert eller prøver at røre ved mig. Og det med at røre ved mig, det er der alt for mange, der har forsøgt sig med, og det går for det meste aldrig ret godt for dem at slippe af sted med det. Problemet er, at jeg ikke bryder mig om, hvis dem, jeg møder, får for positive tanker om mig og begynder at se venskabelige bånd mellem dem og jeg, for det tillader jeg ganske enkelt ikke. Der er ikke nogen, der skal tæt på; så kan de finde en anden, hvis det er det, de har brug for. Og det er bestemt ikke fordi, jeg altid har haft det sådan. Naturligvis har jeg altid været en lille smule reserveret, og jeg siger ikke, at jeg ville have været en helt anden, hvis jeg var opvokset anderledes, fordi der bare er nogle ting, der er karakteristiske for mit væsen, men der ville nok være nogle ting, som jeg ville have en lidt anderledes tilgang til.

Mine store, mørke øjne hviler endnu på den gyldne Illana med de ravfarvede øjne og den unikke stemme, og opmærksomt lytter jeg til, hvad hun har at sige. Om der er noget bestemt, jeg vil snakke om, spørger hun mig, og jeg vil unægtelig gerne svare nej, men det ved jeg godt ikke passer, og hvis jeg kan komme udenom det, vil jeg faktisk helst være fri for at lyve. Man kommer længst med sandheden, og jeg har aldrig nogensinde været bange for at ytre min mening. Der er især én ting, der går mig på. Og det er konsekvensen af en handling, som jeg egentligt heller ikke fortryder, men som jeg nok burde have tænkt en smule grundigere over. Men sådan noget sker jo.

,,Jeg har en datter. Her i landet.”

Et lettere anstrengt udtryk breder sig over mig, men samtidig beholder jeg mit rolige kropssprog, og jeg er klar over, at mine signaler er en smule svære at tyde. Det kommer nok af, at jeg stadigvæk ikke rigtigt ved, hvad jeg selv skal tænke om det. Og jeg har prøvet at tænke det igennem, men jeg kan ganske enkelt ikke opnå en enighed med mig selv. Det er vel nok også derfor, jeg har valgt at se reaktionen fra en anden sjæl.

[/size][/color]

Den gyldne sjæl, hvis Lys endnu skinnede i den grålige nuance, betragtede den ravnsorte hingst, der havde fundet vej til hende. Hun var endnu i tvivl om, hvor vidt dette var klogt eller uklogt, at stå foran denne mystiske hingst; men hun vidste at det var det rigtige at gøre. Alle fortjente chancen for at vise sig fra andre sider og vinkler, og hun ville være respektløs, hvis hun nægtede at høre på den sorte hingst, selvom hun egentlig helst ville undlade det. Dog viste hendes kropssprog intet om denne tvetydighed i hendes sind, for hun havde alt for stor respekt overfor andre levende væsner, til at vise hendes tvivl. Og den gyldne hoppe havde kontrol nok over sind og krop, til at kunne lukke af for de følelser, der ellers stod ganske klar helt ud til spidsen af pelsen. Det lå måske ikke til den gyldne hoppe, at forholde sig så neutralt, som hun gjorde i denne stund med Seth, men hun evnede det, og i netop dette tilfælde, var det en ganske fornuftig ting at gøre. Hun betragtede ham, ganske intenst, mens han lagde an til at besvare hendes spørgsmål, og det var tydeligt, at de ord der snart skulle falde fra hans mule, var nogle der voldte ham anstrengelse. Hans ansigt viste det, men ej hans krop, og hvorledes dette skulle tolkes, kunne den gyldne sjæl ikke udtale sig om. Denne ravnsorte hingst var for stort et mysterium, til at hun kunne sige noget med sikkerhed; men alligevel kunne hun læse de basale tegn i hans udtryk, som blev brugt af alle andre ligeså, og den anstrengelse der et øjeblik skød ind over hans ædle hoved, var ej til at tage fejl af, heller ikke hvis Seth havde været en komplet fremmed for den gyldne sjæl.
Og da hans ord da forlod hans mule, var det et øjeblik som om en bombe blev smidt lige foran den gyldne hoppe. Dog veg hun ikke, dog var der intet i hendes ansigt der udviste kæmpe overraskelse; men en trækning gled forundret gennem hendes gyldne hoved. For at denne hingst havde en datter, var ikke ligefrem forudsigeligt. Og ærligt ville den gyldne aldrig have troet, at en hoppe ville lade ham bestige sig.
Hun brummede ganske dæmpet, inden hun vippede begge ører fremad igen. Nyheden var ude, og hun havde taget imod den, med forundring ja, men ej med respektløshed. At han havde en datter var et faktum, der var sandt, og hvor meget den gyldne hoppe end fandt det usandsynligt, så var det vel kun godt, at han faktisk havde et afkom? Det viste vel, at han vel havde evnen til at føle noget, overfor andre? Hun nikkede derpå kort, for at vise ham at hun havde hørt hans ord, hvorefter hun gav sig til at svare med den unikke stemme.

,,Seth, jeg er glad på dine vegne, at du har fået dig en datter. Må jeg spørge dig om, hvor gammel hun er? Og hvem moderen er?”

Måske var det standard spørgsmål, der vel kunne lede den gyldne hoppe lidt på afstand af at tage oprigtig stilling til, at han havde et afkom. Dog var det langt fra tydeligt og tonen på den gyldne hoppe lød oprigtigt interesseret i hans afkom; og det var jo heller ikke en løgn. Det, at afkom var begyndt at dukke op i landet, var et godt tegn, og den gyldne var da også begyndt at tænke over, at hun engang selv skulle være moder, hvilket hun ville glæde sig til. Hun prustede dernæst ganske afdæmpet, imens hun ventede på hans reaktion, og hans næste svar. Ville det forarge ham, at hun viste interesse, eller ville det gøre ham glad?

Jeg er ikke i tvivl om, at hun sagtens kan anspore de anstrengelser, det koster mig at skulle lægge sådan et emne på bordet. Det er jo det, der er meningen; hvis jeg ikke ønskede, at hun skulle se det, havde jeg naturligvis sørget for, at det ikke kunne ses på mig, at jeg faktisk ikke er så glad for at tale om det. Det er jo ikke fordi, at jeg ikke har nogen samvittighed, for det har jeg da. Der er bare forskel på samvittighed og følelser. Og selvom jeg helst gerne vil nægte det, så har jeg da et hjerte. Det er bare gemt godt og grundigt væk, og lige så er de følelser, der hører til. Sådan fungerer det bare bedst for mig. Jeg har ikke brug for sådan noget som venskaber, og det er, ikke særlig overraskende, også noget, der er kommet som følger af den opvækst, jeg har haft. Der har været nogle ting, der har ødelagt det fuldstændigt for mig.

Jeg lytter til hendes ord, og selvom jeg egentligt ikke rigtigt havde nogle forestillinger om, hvordan hun kunne finde på at reagere, er jeg alligevel overrasket over den positivitet, hun vælger at vise mig. Det er absolut ikke sådan, jeg selv tænker om det; glad er ikke ligefrem det ord, jeg har lyst til at bruge om situationen. Stille lader jeg mine ører vippe om mod min nakke, men mit udtryk er ikke rigtigt til at læse. For jeg viser egentligt ikke meget andet end min sædvanlige rolighed.

,,Du forstår ikke, Illana. Det er en lille ny en. Berbeza er moderen, og det er ikke særlig velvilligt.”

Jeg er klar over, at hendes reaktion på den kommentar nok ikke bliver lige så positiv som før. Jeg tror, det strider mod hendes principper, og samtidig vil det vel kun styrke de negative tanker, hun har om mig. Jeg fortryder stadigvæk ikke, at jeg gjorde det, men jeg er alligevel heller ikke særlig glad for konsekvensen af min handling. Jeg ved jo ikke en gang, om hun stadigvæk er i live. Men nu ligger faderollen måske heller ikke lige til mit væsen.

[/size][/color]

Der var en tvetydighed i udtrykket på denne Seth, som Illana simpelthen ikke kunne greje. Han virkede anstrengt, som forargede sandheden omkring et afkom ham; og samtidig lod det til, at der gemt væk under alt den vægt, der lå ovenpå sandheden, egentlig var en form for stolthed, eller glæde herom. Måske var det bare Illana, der tolkede på hans kropssprog forkert, og det skulle da ikke være første gang overhovedet - men noget sagde Illana, at det at sætte afkom i verdenen, ikke var den værste ting der kunne ske for den sorte hingst.
Den tavshed der lå imellem dem, efter at hun havde spurgt ind til hans afkom, var tung. Den var tung af tanker, overvejelser og en stemning, man ikke ligefrem kunne beskrive som afslappet. Illana forholdt sig dog ganske roligt, alt imens Seth kom frem til et svar, og da hans stemme brød stilheden, lyttede hun igen. Hun kunne stadigt tydeligt huske den fascination hun havde naget overfor denne ravnsorte hingst; fundet ham attraktiv, spændende og mystisk. Hun havde dog lært, at bag den facade hun havde puttet på ham, lå en sjæl der kunne se sort, bogstaveligt talt, og dertil ønskede hun ikke at nå igen. Hun prustede en anelse afdæmpet, da han snakkede; en ganske ny en. Moderens navn kendte hun desværre ikke; men det, hun bed mest mærke i, var det han sagde til sidst. Dog var det ikke noget, der kunne slå det nyligt fundne neutrale udtryk væk fra den gyldne; for ærligt, havde hun ikke forventet andre omstændigheder, eftersom Seth ej heller havde snakket om, at han havde fundet en hoppe han kunne lide. Desuden vidste Illana godt, at sådanne ting ofte skete; det var sket for mange hun havde kendt førhen, og var i hendes sind en del af naturens knapt så smukke sider. Og det var skam ikke fordi de gyldne bare accepterede, at således var det; men ej kom det bag på hende, at det var sket mellem denne hoppe og Seth. Hun brummede en smule tænksomt, inden hun ramte hans blik igen, der vel egentlig ledte efter en form for reaktion; men Illana gemte den ganske godt. Hun formåede, som Seth selv, også at kontrollere kroppen til det yderste.

,,Seth, jeg vil aldrig nogensinde sige, at det er en respektabel måde at bærer sig ad, med afkom. Men uanset hvordan du vender og drejer det, så er det afkom der nu betræder denne verden, en gave. Hvis ikke for dig, så dets moder.”

Var det eneste, som den gyldne hoppe sagde. Hun følte med denne Berbeza, det gjorde hun; for aldrig ville Illana være lykkelig, hvis hun blev udsat for det samme. Dog vidste hun, at hun ville elske det afkom, der end måtte blive ud af sådan en situation lige så højt som et, der måtte være blevet til ved kærlighed. Hun så dernæst blot på Seth; hun var begyndt at forholde sig mere og mere neutralt overfor ham, vel af sikkerheds skyld; men indeni, følte hun en form for tristhed over, det der var hændt denne hoppe. Denne Berbeza - og samtidig betænkte Illana dette føls skæbne. Inderligt håbede hun, at den ville blive god.

Langsomt trækker en irriteret følelse ind over mit sind, som påminder mig om, at jeg måske skulle have holdt det for mig selv, som jeg så stærkt overvejede, i stedet for rent faktisk at lade Illana tage del i mine tanker omkring min datter og omstændighederne omkring hende. Alligevel fortryder jeg ikke, at jeg fortæller hende om det. Det hjælper mig jo ikke at gå med det alene, for det har jeg jo allerede forsøgt mig med, og det hjalp jo ikke rigtigt på noget, så måske er det meget godt, at jeg får hendes mening. Dybest set er jeg jo ikke rigtigt uenig i det, hun siger. Jeg er næsten helt sikker på, at jeg ikke har andre afkom end den lille i dette land, og det vidner vel et eller andet sted også lidt om, at jeg heller ikke er særlig stor tilhænger af, at der sættes føl til verdenen, hvis det ikke er ønsket fra hverken moderens eller faderens side, for hvem skal så hjælpe ungen med at vokse op? Og vokser den ikke op, har det jo alligevel været spildt arbejde, så at sige.

Jeg tager en dyb indånding. Helt ned i maven. Og da jeg ånder ud igen, erstattes anstrengelsen med den karakteristiske rolighed. Jeg har vist hende, at jeg trods alt gør mig nogle tanker om det, i stedet for at være fuldstændig ligeglad. Men jeg er jo heller ikke ligeglad. Jeg har jo selv sat mig midt i en situation, hvor ungen vil være forbundet til mig til den dag, en af os dør. Og jeg ved da virkelig ikke, hvorfor jeg har valgt at gøre det, for det strider absolut mod mit højtærede princip om, at jeg ikke binder mig til nogen. Og det hele er jo ikke forsvundet med min dybe indånding; nej, mine tanker er endnu det samme, men når nu de svæver imellem os, har jeg ikke behov for, at de også skal kunne ses på mit ydre.

,,En gave. Lad være med at sige, at du ville se din datter som en gave, hvis hun også var min.”

Jeg har jo selv sørget for, at Illana ikke skulle bevare de positive tanker omkring mig, som hun havde ved vores første møde. Jeg er jo godt klar over, at det ikke er umuligt at holde af mig; det er der jo andre, der har formået at gøre. Jeg har bare lært at sørge for, at de ikke har lyst til det. Men jeg er ret sikker på, at selvom hun i starten af vores møde oplevede mig som noget positivt, så ville hun aldrig kunne se på sin datter uden at hade den halvdel, der kommer fra mig, efter den oplevelse, jeg gav hende. Hvorfor skulle Berbeza have det anderledes?

[/size][/color]