Sort nat

Igen var der blandede følelser at spotte på det ydre af den ravnsorte hingst .Anstrengelse og overvejelse, som om han var ved at fortryde denne samtale, som var noget dybere, end andre de havde haft førhen. Ja, at Seth ville fortælle Illana om en datter han havde, var ikke lige frem noget hun havde regnet med. Det lod til at være milevidt fra den reaktion og behandling hun havde forudset ved dette mødes begyndelse, men hun havde taget fejl, og det var vel kun godt.
Hun vippede ørene fremad, da han lod til at slippe det anstrengte og derved se noget roligere ud. Om det var fordi, han egentlig var rolig, eller om det blot var en måde hvorpå han kunne fokusere på det, der var foran ham, og ikke hans tanker, kunne ikke vides. I hvert fald følte Illana sig blot en smule mere sikker, sammen med denne sjæl, efter samtalen var begyndt, og nu hvor han lod til at kunne finde roen, selvom tankerne kredsede i hans sind.
Hun lyttede til hans ord, der kom ud som en negativ respons. At hun ikke skulle sige, at et afkom efter ham var en gave. På en måde, kunne hun forstår hans pointe, og så alligevel var den så langt fra den virkelige verden. En moder ville aldrig kunne hade et afkom, om det så var ondskaben selv, der havde været fader til det. I hvert fald ikke så længe, det var spæd; og Illana vidste, at opdragelse påvirker afkommet langt mere, end godheden eller ondskaben på forældrenes side.

,,Seth, livet er en gave. Så i stedet for at modsige dig, og sige, at jeg ville elske et afkom, om det så var dig der var fader til det, vil jeg blot sige, at min mening ikke ændres. Jeg ser tingene på en måde, du på en anden”

Sagde hun da. Det ville være for uklogt at kaste sig i diskussion med denne hingst, for hun vidste godt hvordan det evt. kunne ende. I stedet søgte hun, at nå frem til hans meninger og følelser, som han ønskede at komme ud med, lade ham styrer slagets gang, og ikke lave sidespring med irrelevante diskussioner, omkring om et afkom mellem de to kunne være elsket eller ej. Hvis Seth havde lavet afkom på Illana, ville hun elske det, ingen tvivl om det. Men det betød ikke, at hun ville kunne holde af ham, nej.
Hun så en smule afventende imod den ravnsorte hingst, for hun havde ligesom åbnet op for, at emnet kunne tage en drejning, eller der kunne optages et nyt. Det var helt op til Seth.

Jeg er klar over, at det nok ikke var det her, hun havde forventet, da jeg søgte hendes selskab. Hun forholder sig meget neutral, og selvom det ikke er noget, der kan aflæses på hende, er det stadigvæk ikke ret svært for mig at afgøre, at det nok er sådan, det er. Jeg har jo heller ikke givet hende grund til andet. Og det er netop dér, mange begår en fejl. Ikke at det er en fejl, der irriterer mig særlig meget, men det er vel i grunden stadigvæk en fejl. Jeg er, som jeg er, og selvom nogle ting har ændret sig lidt med tiden, både store og små, så er der et mønster, der ofte gentager sig selv. Har jeg først bidt lidt i mit selskab eller opført mig yderligere uhensigtsmæssigt, er andre sjæle ikke sene til at dømme mig. Men hvorfor skulle det ikke kunne være en engangsforestilling? Ikke fordi jeg er godheden selv, og det er jo i de fleste tilfælde heller ikke en engangsforestilling, men det er bare princippet i, at jeg lynhurtigt bliver dømt.

Jeg hører, hvad hun har at sige, og der er noget af det, jeg genkende. Ikke fra hende, men fra den røde hoppe Armonia. Naturligvis ligger mine meninger ofte et stykke fra andres, men med lige netop Armonia var det nærmest ikke til at føre en samtale. Mit ene øre vippes ud mod den ene side som et tegn på, at jeg godt har hørt, hvad hun siger, men jeg vælger at lade være med at kommentere på det af den simple årsag, at jeg ikke gider diskutere. Det er jeg ret sikker på, at hun heller ikke har nogen interesse i. Stille lader jeg mit blik falde på Lyset, der hænger omkring hendes hals. Jeg er ikke rigtigt klar over, hvad jeg skal mene om det, og egentligt vil jeg helst ikke have så meget med det at gøre.

,,Har du noget på hjerte, Illana?”

[/size][/color]

Skrøbelig var nok det ord, der bedst kunne beskrive stemningen imellem de to sjæle. Hun havde ytret sig, han havde hørt; og han havde ytret sig, og hun havde hørt. Han havde fortalt hende om dette afkom, som hun ikke havde regnet med han ville have; og hun havde accepteret sandheden, men alligevel givet sin mening til kende - og nu lod det til, at det følsomme emne var nået til et punkt, hvor det ikke skulle diskuteres længere. Han tav, den ravnsorte Seth, og alt imens stilheden hang som et tæppe over dem, og som en mur imellem dem, legede Lyset lidt med de nuancer, der afspejlede de tanker og følelser som den gyldne hoppe besad.
Nuancerne vekslede imellem den helt mørke, sorte farve, den mere intetsigende grålige nuance og så en nuance, der bar en snert af den lyse, gule farve som Lyset ellers nød at skinne med. Det var som om, at den ærlighed Seth havde præsenteret for hende, havde fået hende til at se ham i et lidt anderledes lys; men dermed ikke sagt, at hun havde ændret mening om ham, nej langt fra.
Hun brummede dæmpet, da han så med en ganske kort sætning, jog muren imellem dem ned og blotlagde sig selv igen. Han spurgte, om hun havde noget på hjertet; og det var jo et spørgsmål, som den gyldne hoppe både havde mange svar på, og intet. For det kom helt an på, om den ravnsorte hingst ville lytte til hende.

,,Jeg har både meget, og intet, Seth. Jeg har masser af ting, jeg gerne vil sige og inddrage dig i, men det vil jeg kun, hvis du vil inddrages. Seth, jeg fornemmer du ikke vil have andre tæt. Eller, jeg ved du ikke vil have mig tæt, og det er fint, jeg forstår. Men, det du har sagt mig nu, fortæller mig også bare, at der er andet end blot et ravnsort ydre jeg kan betragte, og det gør mig forvirret. Jeg kan ikke gøre mig klog på dine grænser, det forvirre mig; og derfor søger jeg dem ikke længere. Jeg begik en fejl sidst, og jeg ved nu ikke hvor langt jeg kan gå. Men, Seth, en ting kan jeg sige dig. Mit sind vil ikke bærer nag, af det der er sket imellem os, og hvis du er frisk. Så vil jeg gerne starte på en ny, efter det, der er sket i dag”

Sagde den gyldne hoppe da; hun åbnede en dør, tilegnet den sorte Seth. Han kunne vælge at træde igennem den, med chance for at skabe et venskab med den gyldne hoppe. Ikke et venskab, der ville bringe dem tæt, som hun var på Volontaire og Taia, men et venskab der tillod dem at stå sammen, snakke, uden at være faretruende tæt på grænserne, og uden at dansen skulle være så skrøbelig. Hun lod derpå sine øjne søge hans; valget var fuldstændig hans. Intet pres lå der fra den gyldne hoppe, og det havde der heller ikke gjort førhen. Så, hvad ønskede den ravnsorte hingste?

Med blikket fortsat hvilende på Lyset om hendes hals, vippes mine ører en anelse bagud, da Lysets nuancer i en kort periode ændrer sig fra den ene til den anden. Der er den meget mørke sorte og den kedelige grå, som jeg har set før, og som derfor ikke overrasker mig synderligt. Og selvom det ikke er tydeligt på den gyldne hoppe, at hun ikke just tænker positive tanker om mig, så bliver hun alligevel afsløret af Lyset. Men alligevel skifter Lyset også til en anden farve. Ikke meget mere prangende end de andre, men det er svagt præget af en lys, gul farve, og det ved jeg egentligt ikke helt, hvad jeg skal synes om. Umiddelbart passer det mig fint, at hun ikke tænker godt om mig, og skal jeg være ærlig, foretrækker jeg nok, at det ville forblive således. Men da hendes stemme lyder, bliver jeg dog klar over, at hun er kommet på nogle tanker, der ikke helt stemmer overens med mine egne.

Hendes milde stemme bryder stilheden i den sorte nat, og naturligvis lytter jeg til, hvad hun har at sige; andet ville være uhøfligt, eftersom jeg selv valgte at stille hende sådan et spørgsmål. Jeg kan jo ikke rigtigt erklære mig uenig i det, hun siger, for hun har ret i det meste. Jeg vil ikke have hende tæt. Jeg vil ikke have nogen tæt. Og det har helt sikkert ikke hjulpet hende, at hun bærer den gyldne farve, som jeg mildest talt ikke forbinder med noget som helst positivt. Men jeg ved også godt, at havde hun haft hvilken som helst anden farve, var det måske nok kun halvdelen, der ville være sket, for selv hvis hun ikke var gylden, er der flere positive træk i hende, end jeg kan overskue.

Stilheden er indtrådt igen, og jeg lader hendes ord hænge i den kølige luft, mens jeg retter mine store, mørke øjne mod hendes. En følelse af desorientering bevæger sig rundt i min slanke, sorte krop, mens mit sind diskuterer et og andet. Det er jo ikke meningen, at det er det, hun skal sige. Hvorfor kan hun ikke bare bære nag? Hvorfor kan hun ikke bare bevare sine negative tanker? Langsomt rykker jeg mine ører om mod min nakke, inden jeg ganske kort lader min hale slå omkring min spinkle bagpart. Jeg er bestemt ikke i tvivl om, hvad jeg mener om det her, og et eller andet sted har jeg vel selv bedt om det. Et eller andet sted vidste jeg vel godt, at hun ikke kan hade mig for evigt, og da slet ikke, når jeg viser hende en anden side, end hun måske havde regnet med at se.

,,Du ved, hvor nemt det er at træde forkert igen, Illana, og jeg vil ikke tøve med at vise dig, hvis det sker. Jeg indrømmer gerne, at din godhed og positivitet ikke er noget, jeg håndterer særlig mildt, men måske fortjener du at høre, at selvom mine grænser er mange, havde jeg måske været mere tilbøjelig til at se bort fra det, der gjorde, at du bærer et mærke efter mig på din hals, hvis blot du havde haft en helt anden farve.”

Det lyder måske lidt mærkværdigt, at noget så lidt som en farve skulle kunne få mig til at reagere voldsommere end ellers, men det er vel det, der er sandheden. Jeg er, og har altid gjort præcis, som det passer mig, men nogle gange ved jeg godt, at der er ting, der påvirker mig til at gøre noget, jeg måske ikke have gjort, hvis ikke jeg blev påvirket i den retning, og i det her tilfælde er det vel, hvad der er sket. Alle begår fejl, og jeg skal absolut ikke stille mig selv udenfor den gruppe.

[/size][/color]

Der var stilhed længe, omkring de to sjæle. En stilhed der var præget af tanker og overvejelser, ligesom det var sket ved deres første møde, og som dette møde egentlig bar præg af. Overvejelser. Det var ingen flydende dans at være i nærheden at denne Seth, og det havde Illana indfundet sig med. Hun måtte blot tage tingene som de kom, et trin af gangen, og i stedet for at danse, måtte de bare træde fremad. Hun prustede dæmpet, mens Lyset følende hang om hendes hals. Det opsnappede dele af følelser, som Seth bar, men ikke nok til at det kunne sammensætte en mening og derfor reagerede det ikke på de følelser som Seth bar, men holdt sig til Illana. Det var sådan, at Lyset kunne fornemme på andre, om deres hjerte lå til den gode eller onde side, det kunne fornemme deres følelser i mindre eller højere grad, alt efter hvor meget de selv tillod det at føle. Var de indelukkede af sind, holdt Lyset sig ofte på afstand, men var de mere åbne, som den rødbrogede Brêgo, kunne Lyset helt slå over på deres følelser i kortere perioder, for da at vænne tilbage og reagere på dets bærer, Illana.
Hun sænkede hovedet en smule, nærmest tænksomt, da Seth begyndte at tale. Han fortalte hende, at han havde mangler med sin håndtering af den personlighed den gyldne hoppe bar. Og hendes farve. Med et forundret ryk, slog hun hovedet op og tillod sig, nok for første gang i landet, at komme med et afdæmpet fnys. Det var en fordom, han bar rundt med; at dømme hende ud for hendes farve. Illana havde ærligt ikke let ved at købe denne forklaring, på hans opførsel. Det var for let en undskyldning overfor sig selv, at hade andre, på grund af en farve. Hun vendte hovedet bort et øjeblik, alt imens Lyset igen optog sin leg i de forskellige nuancer; mørke som lyse. Hun holdt blikket helt fra den ravnsorte hingst, mens tankerne jog rundt i hovedet på hende. Det var forkasteligt, det var det.
Selvom den gyldne her, blot kunne gå sin vej og fri ham for sit gyldne skind, så nægtede hun dog. Hun var stædig - og hun havde givet udtryk overfor ham nu, at hun ville starte på en frisk. Og sådan skulle det blive. Endte de ud i samme resultat som sidste gang, kunne hun derefter gå sin vej, velvidende om at hun i det mindste havde prøvet. Hun vendte hovedet imod ham igen og nikkede kort.

,,Men det ændre ikke ved, at jeg gerne vil prøve at lærer dig at kende.”

Sagde hun kortfattet. Stemmen var dog langt fra negativt ladet, selvom man kunne fornemme på den gyldne hoppe, at hun var træt af bortforklaringer. Dog satte hun pris på at han havde forsøgt sig, at forklare, hvis det virkelig var det han følte. At hun var for sød, at hun var fejlfarvet. Men fejlfarve eller ej, så håbede hun på at han ville prøve at se bagved. Se den hun egentlig var.

Der er ingen tvivl om, at jeg sagtens kan åbne mig op. Problemet ligger snarere i, at det absolut ikke er noget, jeg er særlig begejstret for at gøre. Jeg har ikke brug for at have nogen tæt på mig. Hvad skal jeg med venskaber? Jeg kan klare mig selv, og sådan har det snart været meget, meget længe. Desuden er jeg absolut ikke særlig god til at gå på kompromis; det er ikke rigtigt overkommeligt for mig, og det er da i hvert fald en væsentlig del af et venskab. Det går jo ikke, at det kun er den ene, der bestemmer, og jeg har det sådan set bedst med, at jeg selv bestemmer til punkt og prikke. Jeg er på ingen måde et oplagt valg til et venskab, og det tror jeg, at Illana udmærket er klar over. Det er nok heller ikke nødvendigvis et venskab, hun ønsker med mig - det tror jeg, at jeg har sørget for.

Men hun vil gerne prøve at lære mig at kende. Noget, jeg egentligt har lidt blandede tanker omkring. Langsomt flapper jeg begge mine ører ud mod hver deres side, og kort efter slår jeg blikket bort fra hende, mens en tænksomhed blander sig med mit lettere reserverede udtryk. Jovist har jeg da prøvet det før, men det er ikke ligefrem fordi, at jeg er vant til, at andre sjæle gerne vil lære mig at kende, når først jeg har vist dem, at jeg på ingen måde er bange for at slå fra mig, uden at der skal ret meget til. Et eller andet sted prikker det vel lidt til en del af mig, som jeg har forsømt i meget lang tid, men jeg er på ingen måde glad for at skulle give den mindste smule efter.

Efter en tids overvejen lader jeg mit blik falde tilbage mod hende, søgende efter hendes øjne. For en stund lader jeg endnu stilheden hvile mellem os, mens jeg betragter hende med mine store, mørke øjne. Jeg er klar over, at jeg nok ikke har givet hende den chance, jeg burde, fordi hun har samme farve som min søster. Men hun er jo ikke min søster. Bortset fra det er det dog alligevel ret sjældent, at jeg som sådan giver chancer. Det betyder oftest ikke ret meget, hvordan mit selskab opfører sig. Jeg gør, som jeg vil.

,,Du skal være velkommen til at forsøge. Du ved vel allerede, at vejen dertil nok ikke bliver let.”

[/size][/color]

Illana, den gyldne, stod overfor Seth og betragtede ham. Hun havde gjort sig mange tanker omkring, om det virkelig var det værd, at prøve igen, men hun nægtede at give efter for sine fornemmelser, og stolede på sit hjerte og sin stædighed. Den havde hun dog, selvom den gyldne hoppe ikke virkede som en, der satte sig direkte igennem når tingene ikke gik efter hendes hoved, men måske mere virkede som en, der accepterede andres særheder og fulgte med på deres vilkår. Det var også sådan hun i langt de fleste omgange agerede; men dette var anderledes. Det ville simpelthen være for let.
Han godtog hendes forsøg, men sagde endnu engang at det ikke ville blive let for hende. Det vidste hun godt, og trods det, var hun endnu opsat på at prøve. Hun hævede hovedet en smule og mødte hans blik mere direkte end før.

,,Det ved jeg, Seth.”

Var det eneste, som den gyldne hoppe fremsagde. Hun ville ikke kaste sig ud i lange forklaringer, og det var nok første gang at hun egentlig fremstod så målrettet og samtidig tilbagetrukket i sin personlighed. Smilet stod ikke klart på hendes mule, og det milde sind var ikke nær så tydeligt som før. Hun trådte derpå et skridt bagud for at give ham en smule mere plads, den sorte hingst, alt imens hun så ham an. Hun måtte ærligt indrømme, at hun ikke vidste hvordan hun skulle starte denne proces, hun havde valgt at kaste sig ud i, og det var måske grunden til at hun forblev tavs. Hun afventede en form for reaktion hos den sorte hingst, som hun kunne arbejde videre på, og måske køre ud til et punkt hvor hun egentlig kunne få lidt mere at vide om den sorte hingst; også selvom dette møde allerede havde vist mere om Seth, end hun havde forestillet sig hun nogensinde ville få. Hans ord omkring hans datter, havde vist Illana ting og sager, som havde overbevist hende om, at det hun havde sat sig for nu, var det rigtige at gøre.

Jeg har gjort alt for at vise Illana, at hun ikke burde være i mit selskab, og at hun i alle tilfælde i hvert fald ikke bør bryde sig om det. På trods af det har hun alligevel valgt at fokusere på de gode ting, hun end må have set i mig. Og et eller andet sted er den eneste grund til, at jeg har valgt at tage hendes anmodning om at lære mig at kende så roligt, vel at jeg gerne vil bevise, at jeg også har gode sider, selvom jeg ynder at lade dem forblive skjult. Ikke fordi jeg opfatter mig selv som ubehagelig, når jeg gider opføre mig pænt, men når det ikke længere er tilfældet, så ved jeg da godt, at jeg ikke er særlig sød, men det er jo langt fra det, der er meningen. Inden hun lader sine ord lyde, lader hun sit blik møde mit på en temmelig direkte måde, hvorefter hun konstaterer sig enig i, at det ikke er nemt at komme til at lære mig at kende. Stille lader jeg mine ører vippe en anelse frem og tilbage, inden de atter rykker sig en anelse bagud.

,,Hvad vil du vide?”

En lidt særpræget trækning krøller sig på min mule, og mit ansigtsudtryk bliver for en stund en anelse anstrengt. Hun siger, at hun gerne vil lære mig at kende, og der er mange måder, man lærer andre sjæle at kende på. Jeg ved jo ikke, om hun vil lære mere om min adfærd; mine reaktioner og mine grænser, eller om det er min personlighed eller fortid, hun er interesseret i. Nu er det naturligvis begrænset, hvor meget jeg har lyst til at dele ud af, men jeg kan da godt mærke, at jeg ejer en svag nysgerrighed for, hvad det egentligt er, hun er interesseret i.

[/size][/color]

Den gyldne hoppe så Seth meget nøje an. Han havde ligesom fundet sig i, at hun var stædig nok til faktisk at forsøge at lærer ham at kende, og da det først var på det rene, gled en lettende fornemmelse igennem Illana. Hun havde vel vundet det første skridt, ved ikke at gå sin vej og bare lade ham sejle sin egen sø, men hun var blevet, og havde indgået et forlig med ham om, at hun kunne forsøge; og hun var bekendt med sværhedsgraden af det hun var gået i gang med. Hun mødte hans blik, da han spurgte omkring, hvad hun ville vide. Det var måske ikke lige den måde hun ville lære ham at kende på; ved at stille præcise spørgsmål og høre hans svar, men derimod havde hun forestillet sig, at hun skulle lære ham langsomt at kende, via deres møder og snak, handlinger og bevægelser. Dog, var dette ikke en dårlig måde, for det ville give den gyldne muligheden for bare at spørge, direkte fra posen af spørgsmål hun gerne ville have besvaret; spørgsmålet var bare, om denne metode var god for den ro, der vel havde lagt sig imellem dem. Der gik lidt, hvor hun betænkte dette, inden hun da mødte hans blik direkte igen, og derpå fremsagde hun en af de ting, hun gerne ville vide om denne Seth.

,,Seth, jeg vil gerne vide, hvad du har af familie”

Hendes spørgsmål kunne måske virke ganske irrelevant; men det var det ikke for hende. Det var en viden, der kunne give hende et bedre billede af hans situation, hvis man kunne sige det sådan - og fordi, den gyldne hoppe stadig havde en idé om, at man kun kom hertil, hvis man havde behov for det. Måske var der noget i hans familieforhold der kunne antyde hvorfor og hvordan han var endt her, og det kunne måske besvare hans handlinger imod den gyldne hoppe tidligere; måske var det grundlaget for hans vrede?

Om det har været godt for mig at havne her, det ved jeg ikke rigtigt, om jeg vil erklære mig enig i. Nogle vil garanteret mene, at det har fået mig til at træffe nogle valg, jeg ellers ikke ville have truffet, og de valg ligger vel både til den gode og til den dårlige side. Jeg har været skyld i, at der er kommet to nye, små hoppeføl til verden, men jeg har også åbnet mig op over for en, jeg ikke havde regnet med, at jeg ville åbne mig op for. Og nu står jeg så her og har vel umiddelbart givet min accept til, at Illana skal få lov at forsøge at lære mig bedre at kende. Men hvorfor? Hvor er det egentligt, at jeg vil hen med det? Hvad skal det egentligt gøre godt for, når det lige præcis er det, jeg hele tiden har forsøgt at undgå? For en stund virker det til, at hun tænker over noget, inden hun igen lader sit blik falde mod mig, og så stiller hun mig et spørgsmål.

Min familie. Hun vil gerne vide, hvad jeg har af familie. Et meget ømt emne, og det er måske ikke det klogeste valg, hun har foretaget sig ved at spørge ind til netop dette. Mine ører rykkes langsomt om mod min nakke, inden jeg bider tænderne sammen. I få sekunder rokker jeg nærmest lidt frem og tilbage, som hvis jeg overvejede at træde bagud eller fremad, inden jeg står stille igen. I lang tid lader jeg sammenbidt et lettere anstrengt blik hvile på hende, mens jeg en enkelt gang lader min hale slå om mig i et temmelig markant svirp. Med mit temperament kræver det naturligvis en del kontrol at beherske mig.

,,Jeg havde en mor. Ellers har jeg en søster på mors side, en far og sandsynligvis en hel masse søskende på hans side, men jeg kender kun få af dem.”

Der er tændt en særlig glød i mine øjne, der tydeligt giver udtryk for, at jeg langt fra er tilfreds med den her situation. Hun har dog ikke nødvendigvis grund til bekymring. Det afhænger af, hvor længe jeg gider beherske mig, og hvor god hun er til at vælge sine ord korrekt.

[/size][/color]

Den gyldne hoppe betragtede meget nøje Seth, mens hendes spørgsmål sank ind. Det lod til, at hun netop havde ramt et ømt punkt; og det kunne hun vel godt have forudsagt. Typer som Seth, i hvert fald af dem hun havde mødt, der blot kunne minde en smule om ham, havde det meget svært ved at tale om familien. Men netop ved at spørge således, kunne hun indirekte, ved at lytte til hans svar, forestille sig om han måtte have haft det svært i nærheden af sin familie. Hans svar kommer, og det er ganske direkte fremsagt. Han fortæller, omkring hvilke individer der måtte tælle som hans familie, og den gyldne hoppe lod sin nakke afgive et nik, for at fortælle ham, at hun havde hørt hans ord. Dog gik der flere minutter, før den gyldne reagerede yderligere, for hun skulle have tid til at bearbejde de informationer og de indtryk han havde givet hende. Det var vigtigt, at hun ikke trådte forkert nu, for det kunne måske koste hende chancen for at lære ham at kende for alvor; den anspændthed der lå over ham, inden og imens han havde givet sit svar, havde i sandhed vist Illana, at hun var på tynd is igen.
Hun prustede mildt; det, at emnet var så ømt for ham, måtte tyde på at ting og sager var sket mellem ham og familien, eller for familien, som han ikke var glad for. Det kunne være mange ting, men hans reaktion tydede netop på, at noget dårligt var sket, på den ene eller anden led, og dermed kunne hun tænke sig frem til, at det måske var noget der var sket i familien, som havde gjort han var kommet hertil. Måske havde hans had overfor den gyldne farve, hun bad, rødder i hans familie? Hun mimrede kort med mulen, inden hun gav sig i gang med at svare - eller rettere føre samtalen over på et nyt spor. Hun havde fået nogle fornemmelser, og ville ikke slå mere på den tynde is, i tilfælde af den skulle knække. Hendes pels var kun lige vokset over det sår, han havde givet hende sidst, og et nyt ønskede hun i den grad ikke.

,,Seth, føler du dig hjemme her? Er dette sted, bedre end det du kommer fra?”

Hun vendte nu spørgsmålet over på hans nuværende situation; ganske enkelt af nysgerrighed. Hun følte sig selv hjemme her. Aldrig ville hun kunne ønske at vende tilbage, men hun kendte flere, der havde det på samme måde som hende, og andre der brændende ønskede at komme tilbage; og hvor Seth stod, ja, det var et mysterium hun gerne ville have opklaret.

Det ville være at begå en fejl, hvis nogen mente, at de vidste, hvor de har mig. Jeg er min egen herre, og jeg lader mig absolut ikke blive afhængig af nogen som helst andre. Jeg tillader mig altid at vælge helt efter mine egne præmisser. Det er jeg temmelig sikker på, at Illana godt er klar over, og hun vælger heller ikke at kommentere på min korte, men klare udtalelse om min familie. Men hvad hun tænker om det, det har da min interesse. Det er meget sjældent, at jeg fortæller nogen om min familie, og især min mor er et meget ømt punkt. Og min søster, ja.. hvad skal jeg sige. Det kræver i hvert fald en hel del at lade være med at hidse mig op, bare når jeg tænker på hende. Måske er det meget klogt, at hun har valgt at lade det ligge for nu. I stedet stille hun mig et andet spørgsmål, og egentligt klinger det ikke meget bedre i mine ører, end det andet gjorde. Spørgsmålet er et af dem, jeg ofte har stillet mig selv.

,,Skal jeg være ærlig, Illana, så ved jeg det ikke. Dette land er meget forskelligt fra det, jeg kommer fra, og på nogle punkter er det vel positivt, og på andre punkter er det absolut ikke. For en der kun har begået sig i en flok i en meget kort periode, føles det, som om vi er mange samlet på et sted, og det får mig en gang i mellem til at tage nogle valg, jeg ikke ville have taget, hvis jeg var derhjemme.”

For en stund lader jeg mit blik hvile på hende, inden jeg slår det bort, og om jeg vil det eller ej, træder der et lidt anstrengt blik ind i mine store, mørke øjne. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, hvad det er, jeg vil med det her. Hvorfor er jeg ikke gået? Hvorfor får hun lov at høre svar på spørgsmål, jeg ikke har godtaget fra andre? Jeg ved det ikke, men det er vel netop, som jeg selv siger. Der er nogle omstændigheder i det her land, som får mig til at tage valg, jeg for alt i verden havde undgået, hvis jeg ikke var her. Og måske er det netop det, der er formålet med, at jeg er her. Måske har en eller anden ment, at jeg trængte til at blive ordentlig i hovedet, men det er sandelig lettere sagt end gjort. Mine psykiske sår er langt fra healede.

,,Mener du, at din tilværelse her er bedre?”

Skal jeg endelig være artig, kan jeg vel lige så godt sørge for, at det bliver gjort ordentligt. Jeg er høfligt opdraget, og det er vel kun høfligt, at jeg også spørger ind til hende. Samtidig er det måske et svagt ønske om at flytte fokus bort fra mig selv, men også en indirekte hentydning til, at det er nu, hun har chancen, hvis der er ting, hun gerne vil snakke om.

[/size][/color]

Seth, den sorte, havde indvilliget i at svare på hendes spørgsmål, om end det måske ikke var rart. Det tydede meget lidt på i hvert fald - og generelt havde Illana ikke set nogen former for behag i de træk, som den sorte hingst gjorde sig, der virkede glædelige eller bare tilpas. Han havde godt nok vist sig at indeholde andre sider, end Illana havde tænkt sig, og samtidig med at han havde fortalt det, han nu havde til hende, havde hun fået en smule anderledes syn på den ravnsorte hingst. Ikke ændret nok til at hun direkte brød sig om ham, men hun havde genfundet lidt af den interesse hun havde før det angreb han havde foretaget på hende.
Hans stemme lød nu og hun lyttede, oprigtigt interesseret. Han forklarede sig, at stedet her havde budt ham til at handle anderledes end han ville have gjort hjemme, og ligeså at stedet havde positive ting, og så alligevel var der ting der var i den modsatte boldgade. Alt i alt lød det til, at han nok havde fortrukket at blive hvor han var, men han havde vidst ikke samme had til landet, som den spraglede Mindraper havde haft, da Illana mødte ham for første gang. Snart efter fulgte det samme spørgsmål til hende, og det var nærmest rart, for den gyldne hoppe, at hingsten lod til at ville følge op på samtalen i stedet for bare at lade den dø ud. Illana vippede ørerne fremad og lod sine ravfarvede øjne hvile et øjeblik imod hans, inden hun hævede hovedet en anelse.

,,Jeg synes at min tilværelse i dette land, er bedre end den tilværelse jeg havde inden jeg blev ført hertil. Jeg var lykke dengang min moder levede, og dengang flokken endnu tog sig af mig og anså mig som en af dem; men da tingene nu ikke kunne fortsætte på denne måde, ville jeg havde endt på bunden af havet, hvis ikke jeg var kommet hertil. For mig er dette land en ny chance, og selvom jeg kan savne den lykke jeg havde i starten af mit liv, ja, så er det en del af fortiden jeg kan huske på med et smil. Og den kan hjælpe mig til at nyde den tilværelse jeg har nu, her i dette land, hvor mit liv er. Jeg kunne ikke ønske mig andre steder hen, selv hvis jeg havde evnerne. Jeg ser det sådan, at der var en grund til jeg kom hertil - og den grund respektere jeg. Mit liv var ikke noget værd i mit forrige hjem, og jeg tror at alle der er kommet til landet, har noget til fælles; for jeg tror på at vi alle er kommet her af en bestemt grund. Men Seth; jeg ved andre ikke bryder sig om landet og nogen har delte meninger om stedet, så jeg forstår og respektere. Jeg håber dog at du en dag vil kunne finde en glæde der er værd at holde fast i, så din tilværelse måske kan blive bedre”

Afsluttede hun med et lille smil; for ja, den gyldne hoppe ønskede skam det bedste for alle, også selvom de måske ikke havde været alt for venlige overfor den gyldne sjæl. Hun prustede dæmpet og sænkede da hovedet længere ned, i en afslappende position. Hun havde efterhånden fundet sig godt til rette i selskabet af den ravnsorte hingst, der trods hans ikke synderligt venlige sind, lod til at have accepteret den gyldne hoppe i højere grad end han nogensinde ør havde gjort.

Jeg er klar over, at man hurtigt kan komme til at mene, at jeg er af få ord, men det er egentligt ikke korrekt. Det er sandt, at jeg ikke deler for meget ud af mine tanker, men i bund og grund handler det mest om, at det ikke er så ofte, at jeg finder nogen, jeg føler en interesse for at tale med. Jeg er meget reserveret, og mange af mine tanker gider jeg kun dele med dem, jeg finde værdige til det. Og selvom jeg nu er endt med at stå her og deler nogle af mine tanker med Illana, så er det ikke ensbetydende med, at det er alting, jeg har tænkt mig at dele med hende. Mit syn på hende er da blevet bedre, det kan jeg vel lige så godt indrømme. At jeg stadigvæk føler en svag lyst til at sætte tænderne i hende på grund af hendes farve, det er vel lidt snæversynet af mig, for selvom min søster også besad en enorm godhed, dengang jeg havde noget med hende at gøre, så er de alligevel ikke så ens, som jeg først frygtede.

Hun lytter, til hvad jeg har at sige, og det virker, som om hun ganske kort overvejer, hvad jeg har sagt, inden hun så svarer på mit gengældte spørgsmål. Der skal ikke være nogen tvivl om, at Illana virker som en meget harmonisk hoppe, og det kommer egentligt ikke bag på mig, at hun føler sig tilpas i det her land. Og da hun har fortalt mig det, kommer hun med en påstand, som jeg absolut deler med hende - at vi alle er havnet her af en særlig årsag. For en stund lader jeg mine ører hvile mod min nakke, mens mit blik kort vandrer omkring på omgivelserne omkring os, inden jeg endelig lader det søge mod hendes igen.

,,Og hvad mener du så er grunden til, at du er endt her? At dit liv i dit forrige hjem ikke længere var noget værd?”

En lille undertone i min stemme antyder, at jeg er interesseret i svaret på netop dette spørgsmål. Jeg tror, der er en grund til, at man kommer hertil, men denne grund lader til at være meget individuel, for jeg tvivler på, at Illana og jeg har en ens årsag. Eller hvad? Hvis hendes grund er, at hun ikke længere var noget værd, inden hun kom hertil, så er jeg vel al for stolt til nogensinde at skulle erklære mig enig i, at den grund også skulle passe på mig. Nej. Jeg tror på, at min årsag er en helt anden.

[/size][/color]

Der var endnu engang stilhed imellem de to sjæle, efter de ord Illana havde ytret sig. Men dog virkede tavsheden ikke som en, der blev brugt på overvejelser om hvor vidt man skulle føre samtalen videre eller ej - men nok snarere om hvordan den skulle føres videre. Det var som om de to sjæle havde fundet en middelvej de begge kunne følge for en stund, og hvor samtalen på sin vis interesserede dem begge. Det var en rar følelse at stå, for den gyldne Illana, sammen med denne ravnsorte Seth, uden at være på randen at et blackout og kamp, eller blot svinger i valsen, nej, nu kunne de for en gangs skyld forholde sig stabilt i forhold til hinanden.
Da tavsheden blev brudt, kom Seth med et modspørgsmål, der skulle bringe lys over nogle tanker og meninger som den gyldne sjæl havde - og som hun faktisk troede, at Seth delte. Hun lagde hovedet en anelse på skrå, inden hun lod sin mule forme de ord, der skulle ligge som svar til den ravnsorte hingst.

,,Det kan man vel godt sige det, Seth. Jeg stod som værende udstødt, banlyst fra flokken - set som den, der bragte død og ulykke med sig. Seth, mit liv var ganske ødelagt i mit forrige land; men om det kunne reddes, ved jeg ikke. Det skete dog, at jeg kom hertil - og grunden hertil tror jeg, er at jeg havde behov for at blive frelst, brug for at få en chance til. Denne chance har jeg valgt at tage imod, hvorimod jeg ved andre ikke har gjort det - så måske har ikke alle, der kommer hertil, lige meget behov for den chance jeg ser dette land som. Måske kommer andre hertil, blot fordi de er malplacerede eller uheldige der hvor de kommer fra - men i bund og grund, tror jeg alle kommer hertil, fordi de ikke længere hører til, der hvor de er. Eller var. ”

Da Illana tav, sænkede hun sit gyldne hoved en smule, og lod det lille lys, som hun kunne frembringe, lyse op og derpå svæve op over hovederne på de to sjæle. Hun nød at lade dette lys vise sig, ikke fordi hun ønskede at prale med sine evner, men fordi der var noget utroligt fortryllende, beroligende over det. Hendes opmærksomhed veg dog ikke fra Seth, og hun holdt næsten intimt øje med hans reaktioner; for dette emne, det var en følsomt et, måtte hun jo sande.