The beginning of the end.

Lyset.. så varmt, så klart. En unik varme, men med en så ulidelig kraft, at de store, mørke øjne aldrig ville være i stand til at se direkte på lyset, der havde budt den unge sjæl velkommen i landet; Andromeda. En unik sjæl, der trods de mange tilbragte sjæle, var født i landet, hvor mørket og lysets krigslinje truede med at eskalere. Det simrede nærmest i den friske efterårsluft om hvor farligt, men smukt dette sted var, kunne være og ville blive. Hvilken skæbne der ventede landet og dets bebor, var ukendt, end ikke den nyfødte hoppe vidste noget om dette. Hun var blot født i dette land, og hvilken fremtid der ventede hende, vidste kun herskerne i landet.

Neytiri slog de store, mørke øjne op i et spjæt, mens hele den lille krop gjord et overrasket spjæt. Kroppen var lille, mørk grålig, benene lange og trukket ind under sig, som hun lå der i det grønne, våde græs. Vanddråber sad som perler på hendes fine, silkebløde pels, uberørt var hun. Kun drømmen havde draget hende ud til virkeligheden, om end ikke at sige at den havde ’skubbet’ hende ud i virkeligheden. Mon det var det lys hun havde set, der vækkede hende? Hun løftede langsomt hovedet, og lod blikket glide over det område hun befandt sig i. Hvordan var hun endt der? Spørgsmål og tanker forvirrede hinanden, indtil de gled ind i en intetsigende masse i hendes indre, og instinkterne tog over. Smidig som den lille nyfødte var, sparkede hun sine lange, slanke ben ud foran sig, for at komme op og stå, som en indre stemme beordrede hende til at gøre. Problemet var blot, at benene var kluntet og alt for lange, og det gjord det til en udfordring at komme op og stå. En smule tung bagi, hoppede hun op med bagparten, og forsøgte at holde vægten på forbenene. Utallige gange mislykkede denne øvelse, og det endte med at hun flere gange måtte rulle rundt i det våde græs. Men den lille hoppe var stædig, og trods de modarbejdende ben, agtede hun at komme op og stå. Da lykkes det. I et klodset hop kom hun også op. Kold og våd, men pavestolt. Halen, ikke mere end en lille mørk tot bag hende, hævede sig i en legesyg bue, mens de lange ben forsøgte at harmonere med hinanden, idet hun forsigtigt begyndte at bevæge sig fremad med ustabile, ubalanceret bevægelser. Det eneste hun bar, var en aura af styrke og udholdenhed; hun var ikke til at knække, stædigheden fejlede i hvert fald intet hos den lille hoppe.

[ Åben for hvem som helst, der ønsker at møde Neytiri. ]

Diego



Den klare himmel, det våde græs, den fugtige og kolde luft der hang over landet; ak ja. Efteråret var virkelig i sit rette element. Mens græsset evigt var fugtigt og koldt, begyndte træerne sågar at smide på de mange blade, som ikke bare var grønne og frodige som de havde været gennem sommertiden. Diegos lange ben, trådte sig vej frem det våde græs, over denne lidt uendelige lange eng. Det drengede smil, prydede atter i stilhed hans hvide mule, mens de unge øjne nysgerrigt så til over den åbne, og en smule tomme eng.

Ørene vippede nysgerrigt og opmærksomt omkring sig, mens de hvide forben duellerede i en taktfast skridtgang. Men noget rørte på sig, et stykke væk. Som en mørke lille ræv, der tumlede tumult og forvirret rundt i det fugtige græs. Diegos mørke øre vippede nysgerrigt, mens de sprudlende levende øjne så til. Diego satte vel farten en smule op, trods han blev i skridt. Men han nærmere sig denne skabning, med al nysgerrighed. Den hvide mule mimrede svagt på sig, mens han gjorde sig et par grublende tanker. Men pludselig slog det ham, at denne skabning var et føl? Diego hejste hovedet lidt pludseligt da føllet stod på benene. Det var vel først her, at det gik op for Diego at dette var en føl. Automatisk, sænkede Diego hovedet hurtigt. Nysgerrigt, og med en stærk undertone der ville alt andet end at være skræmmende eller fjendtlig.

”Goddag lille ven.”
Lød Diegos drengede og unge stemme, hurtigt. Vel mest for at gøre klart for dette, måske forladte, føl at han ej ville det noget ondt. Føllet måtte være helt nyt, for end ikke en duft var at præge sig på?.. Ren, ny, urørt.

Det var først nu, at alle sanserne begyndte at reagere. Blikket var den støttepæl, som den lille hoppe havde lænet sig mest opad, men nu var der andet, der pludseligt væltede ind over hende. Lydende havde kun været en mild summen, summen af friskt luft. Summen af det sidste liv, der levede i det grønlige græs, inden vinteren ville tvinge dem væk. Summen af fjernt liv, som hun ej vidste, hvad hun skulle kalde. Lugtene var klare og friske, påvirket af den kulde der lå i luften.. Kulden. Det var først nu, at den lille hoppe fik et indblik i, at hun ikke længere befandt sig i en varme og tryghed. Nej, hun var nød til at overleve, trods kulden der ramte hendes uberørte, silkebløde skind. Men en pludselig lugt og forandring i omgivelser, vækkede den lille gråsorte hoppe fra hendes observationer.

Stor. Den første sjæl, hun ville kunne huske og genkende, og som hun senere ville leve med som et minde i hukommelsen, var kommet hende nær. Lugtene var ikke længere pure af efterårsluft, men derimod af en mere kvalmende, men spændende lugt af den fremmede hingst, hvilket fik den lille hoppe til at lave utallige rynker på hendes mørke mule. Hendes store, mørke, livsfulde og livsrige øjne rettede sig op mod hestens hoved, nysgerrigt, men tilbageholdende. Måtte han komme for tæt? På en eller anden ukendt måde, ønskede hun et springe hen til den fremmede, føle og røre ved pelsen, dufte og markere. Men på den anden side, ønskede hun at holde forsvarlig afstand og ej blive inddraget i hingstens lugt; tænk, hvis hun ville lugte som ham hele livet? Det var ikke fordi, at der var noget i vejen med hingstens lugt, langt fra. Men det var det faktum, at den lille gråsorte hoppe var for tilbageholdende og sky overfor disse nye ændringer.

Stemmen.. En ny lød fra hingstens kridthvide mule. Ukendt ord, ukendt sprog. Det hele flød sammen i en uforstående og intetsigende mase for den lille hoppe, hvis øjnene blot så på den store hingst. Tonerne var rolige og blide, og det fik hende til at rykke de små, plysset øre fremad. Men hun forstod ej dette sprog, som hingsten førte. Neytiri havde ej hørt ord før, så det var endnu en ny, lille verden der åbnede sig for hende. Mulen spidsede sig i en rynke, og da hun forsøgte at sige nogenlunde sammen lyd som hingsten, kom der blot et lille grynt fra den lille gråsorte hoppe, der ivrigt virrede med det lille hovedet, og piskede med den mørke hale. Men dog var hun hele tiden opmærksom. Opmærksom på den store hingst.

[/color][/size]

Diego



Den lille grålige hoppe, som endnu var omringet af vildt enggræs; rynkede svagt mulen, da Diego nærmede sig. Ikke at dette nagede Diego… Nej tvært imod, dette føl flygtede i det mindste ikke; og ind til nu havde hun end ikke slået sig ud i underkastelse, som så mange andre føl der stod uden deres moder eller anden form for værge.

Diego vippede nysgerrigt de mørke røde øre frem, opmærksomt; mens de små plyssede mørke øre på hoppen også vippede sig frem. Dog en anelse mindre kontrollabelt, end en efterhånden voksen hingst som Diego. Roligt sænkede han hovedet, atter for ej at skræmme hende, dog uden at virke snigende, før han stoppede helt. Han stod et stykke fra hoppeføllet, der udstrålede en masse nysgerrighed, såvel som en vigende adfærd. Føllet var vel endnu ikke på tale stadiet, for kun en form for gengivende lyd af hans egne ord, lød fra hoppeføllet. Diego smilede bredt og drenget, en smule rørt over det søde og muligvis forladte hoppeføl.

”Du er helt alene, uden din mor?..”
Spurgte Diegos unge og drengede stemme, roligt og vældig imødekommende. Blidt smilede han til hoppen, mens han unge og levende øjne sprudlede energisk og ærligt. Han følte bekymring over dette føl.

Store, brune øjne så på den store hingst, der var placeret foran det lille hoppeføl. Han var vel godt og vel dobbelt af hende, højde såvel som drøjde. Den lille hoppes øjne var fængslet på hingsten, alt imens blandede følelser hærgede hendes lille tynde krop; fascination, nysgerrighed, imødekommenhed, nervøsitet, tilbageholdt.. Et ukendt, pludseligt instinkt fik hende til at spænde i overlæben, der dannede en komisk rynke, inden hun begyndte at smaske overfor hingsten; underkastelse.

Igen kom stemmen.. Hendes lille hoved gjord et overrasket ryk, mens de pjuskede øre gled fremad. Øjnene funklede af beundring; øjne der rummede mere end hvad ord kunne beskrive. Klare, mørke og livsmuntre, udtryksfulde øjne, der end ikke havde slapt den røde hingst af syne. Ak, hvis hun blot kunne snakke om den sjæl. Et føllet grynt lød fra den uberørte silkemule, inden hun veg hovedet sidelæns. De ærlige, store øjne fængslede sig i hingstens øjne, imens hun med ubalanceret og forsigtige skridt nærmede sig. Lugten af hest ramlede ind i de følsomme næsebor, der end ikke havde duftet andet end engens grønne græs, der nu var dækket af det der var tilbage af sneen; det hvidedalende mysterium, der før havde dækket alt omkring hende. Mærkværdigt, såvel. Uforstående. Da fnyste den lille hoppe, da lugten af den fremmede hingst blev for markant for hendes uvante næsebor, og hun sprang derfor sidelæns i et legesygt spjæt, der tydeligt fik hendes små muskler til at arbejde, samtidig med at det tydeligt fremhævede hendes knogler. Jo, den lille hoppe var tynd, men hvordan skulle hun være andet, når hun end ikke havde haft et længere møde end fødslen med moderen?

Forsigtigt trådte føllet sidelæns, mens hendes kønne, mørke hoved gled sidelæns. Næseborende viberede på hende, ørerne var rettet fremad mod hingsten. Trods Neytiri ej var mere end få tid gammel, var hun modig; men denne modighed lå skjult under et blidt lag af forsigtighed og mild nervøsitet. Hun var ej bang af sig, men verden var stor for den unge hoppe. Og hun ønskede ej, at bestige dets eventyr uden at gennemtænke tingene.

Det var helt så det høje enggræs svirpede og svajede drømmende omkring hoppeføllet, som straks udgjorde en underkastelse. Overrasket; påpasseligt blev hans hoved trukket en smule til sig, i ren reaktion. Han ønskede ej at skræmme hende, selvom han godt selv vidste at underkastelse fra sådan et lille og ikke mindst ungt væsen, var yderst naturligt. De røde øre vippede dog nysgerrigt og opmærksomt frem, hvorpå han ej kunne tilbage holde et bredt og glædesfyldt smil over den hvide mule. Hendes vigende reaktion på hans tilnærmelse havde han vel et eller andet sted godt forudset. Han rystede stille fornøjet på det røde og flotte hoved, før han en smule diskret; men da også spørgende skævede en anelse rundt. Mon ikke hendes moder var lige i nærheden.

”… Eller måske gemmer du dig bare?”
Spurgte hans drengede og unge stemme lystigt, en smule optimistisk – mens hans mule blev strakt en smule nysgerrigt frem imod hendes, som hun var sprunget lidt væk i det høje, kildrende græs. Vel vidende om at hoppeføllet hverken kunne svare eller måske heller ej forstå. Men på trods af hans ord, gav det mening for Diego at tale til dette nybagte føl; for måske hun ville føle en større tryghed så.

Neytiris store, funklende øjne var fængslet på den store, røde hingst, der end ikke var vandret fra hendes side. De små, pjusket øre var rettet fremad, nysgerrigheden lyste omkring den unge hoppe som en hel unik aura. En uskyldig og sårbar aura, ingen end havde lagt mærke til, for ak den unge sjæl var ej van til at færdes blandt andre sjæle. Da smasken endelig holdt op, brød en dyb og ædende tavshed ind blandt de to sjæle, hvis øjne betragtede hinanden; lige indtil den røde hingst atter talte med et sprog, der fik den unge hoppe til at rykke hovedet opad, og vippe med de små øre. Ej kendte hun til dette ukendte sprog, den røde hingst delte med hende, men alligevel fascinerede det hende, hvordan ordene forlod hans hvide mule. Hingstens mule nærmede sig ligeså stille, og Neytiris store øjne fulgte den med største mistrohed, indtil den var kommet hendes uberørte krop for tæt. Ingen havde rørt den gråsorte hoppe endnu, så følelsen af nærhed væltede indover hende, og fik hendes tynde forben til at stampe stædigt i den hårde jord, alt imens fnys forlod den smalle mule. Hun var ej tryg med den nærvær, den røde pludseligt havde givet hende, og det fik de små næsebor til at dirrer. Hendes udsultede krop rykkede i små, sagte ryk på grund af den heftige vejrtrækning, alt imens hendes overlæbe mimrede og rynkede. Pludseligt slog hun den sorte hale i vejret, og sprang sidelæns i et livsglædeligt, men alligevel afkræftet hop; manglen på moderkærlighed var efterhånden begyndt at æde den unge hoppe op indefra og ud, hvilket de udstående knogler og matte glimt i de funklende øjne tydeligt afslørede.
Det var bare et spørgsmål om tid.

Nysgerrigheden trak vildt i hans skind under denne efterårsvarme, der stadig lå omkring dem. Det var tydeligt hvordan det lille hoppeføl nærmest lyste op af nysgerrighed når han talte til hende, men samtidig blev det også hurtigt klart for Diego at hun endnu var urørt og utæmmet. Hun måtte have været alene siden folingen, hvilket de udstående knogler og de lettere matte øjne også tydede på. Jovist var et føl på hendes alder knoglet og ranglet, men ikke udmagret; som hende her! Livligt sprang hun til siden efter en lettere protesterende scene; og hurtigt trak Diego hovedet til sig. Dog uden at hejse det synderligt højt! Han ønskede for alt i verdenen ikke at virke truende over for denne sjæl. Denne hoppe var alene, og hvis ikke han snart fandt en anden som kunne tage føllet til sig, var det måske kun spørgsmål om tid før hun endte sine unge dage?

”Gemme?”
Lød hans stemme drenget og nysgerrigt, med et bredt og imødekommende smil, mens hans mule sænkede sig en smule drillende. Mens han nikkede stille imod hende.

”Gemme?”
Han gentog atter ordet, i håb om at få lidt glæde ud af denne egentlig lidt tragiske oplevelse, at støde på et forladt føl. Måske han kunne lære hende nogen ord? Nysgerrigt vippede hans øre sig imod hende, ventende på hvad hun mon gjorde af næste træk?