En ny dag venter

Titan

[forbeholdt Sabrina og Neytiri]

En træthed havde skyllet sig ind over Titan for noget tid siden, og derfor havde han ligget og sovet. Han var blevet væk fra den hoppe der var sat til at skulle passe på ham. Det var ikke noget nyt. Han havde da engang imellem gjort det til en mission at slippe af med denne vogter. Det var ikke spor sjovt ikke at kunne lave ulykker - og sådan var det bare.

Han trak benene ind under sig og missede lidt med øjnene af lyset. Han fik et lidt utilfreds udtryk i ansigtet et øjeblik, men det nyttede jo ikke noget at se sig sur på lyset, for det var meningen han skulle sove når det var mørkt. Røven blev stukket i luften og til sidst fulgte resten af kroppen med til han var oppe at stå. Han tog nogle enkelte skridt fremad og rystede den lille sorte krop. Dette fik ham til at vakle nogle skridt til siden for ikke at falde. Han stod stille i lidt tid og lyttede. Der var ikke sådan rigtig lyden af andre - og alligevel var der masser af lyde omkring ham. Både nogle han kendte og nogle han ikke rigtig havde hørt før eller lagt mærke til før.

Han begav sig fremad og nappede lidt til nogle græstotter når han kom forbi dem. Han havde retning mod søen, for vand var nødvendigt hvis han skulle overleve. Han var kommet hertil uden mor, men havde fået den egenskab at han ikke behøvede det mad de andre på hans størrelse og alder behøvede. Det de kaldte mælk. Han levede af græs og vand som de store heste. Han savnede som sådan ikke sin mor, for han kunne knap nok huske hende. For ham var det normalt uden en.

Alt var stadig nyt. Lugtene, lydende, de syn den lille gråsorte hoppe måtte støde på. Hun var ikke mere end få tid gammel, stadig ligeså ren og pure som ved fødslen; uberørt og uden at have udviklet en karakteristisk duft. Hun vidste ej meget om livet, den lille hoppe, men hun vidste dog, at det var nødvendigt at finde hendes mor. Hun savnede hende, trods hun huskede Lyset bedre end moderen. Var det Lyset, hun savnede? Alle mulige indviklede tanker gled forbi sindet, men hun var for træt og tankerne for indviklet til at hun ville kunne bekymre sig om det. Hvad havde hun også, at bekymre sig om? Hun var end ikke særlig gammel, og hendes livsmod var stort og upåvirket.

Hun var nysgerrig, den lille hoppe. Eventyr ventede om hvert et hjørne, men hun var tilbageholdende og sky, og derfor gik hun forsigtigt til mod de eventyr, der kunne vente hende. Hun var vandret af sted, eller rettere; spankuleret af sted. Hvert skridt var ustabilt og ubalanceret, og da hun var nået til en sø, havde udmattelsen væltet ind over hende. En ivrighed havde ønsket, at hun bare havde nået at betragte vandets skinnende, blanke overflade, men trætheden havde tvunget hende ned og ligge, og nu lå den lille gråsorte hoppe i det grønlige græs, dybt begravet i drømmenes fredsommelige verden.

Titan

Den lille sorte hingst var ikke en der lod sig skræmme af de som var større end ham, og han lod sig heller ikke skræmme af ikke at være tilknyttet en af de store. Han havde aldrig rigtig haft det samme bånd som så mange andre ville kunne påstå at have haft til deres mødre. Titan kendte nemlig ikke til sin mor. Han var taget fra hende allerede før han kunne gå. Taget fra hende og sendt til dette land. Meget huskede han ikke. Kun lys. Skarpt blændende lys. Et lys han ikke havde set siden. Selv ikke når solen skinnede på sit højeste.

Titan var ikke en der brugte ret lang tid i lavt gear. Ikke en der ret tit stod stille. Og da slet ikke uden grund. Lige nu havde han heller ingen grund til ikke at få lidt fut i fusserne. Lidt græs havde han fået i maven. Han var ikke en der spiste meget på få tidspunkter af døgnet. Han var en der spiste lidt hele tiden hvis han kunne komme til det. En hingst i voksealderen ville nogen kalde det. Og det var han også. Nu ventede søen forude, og det glimtende vand der reflekterede lyset fra solen virkede mere fristende end normalt. Måske fordi han var tørstig, eller også var det fordi han ikke før havde set lige præcis sådan et syn. De små ben fik stille og roligt fart på, og før han vidste af det havde han så meget fart på at det ikke var muligt at få mere fart på. Det troede han i hvert fald ikke, men han var villig til at prøve. Selvom søen nærmedes sig ham i høj fart, så havde han ikke planer om at stoppe før han var sikker på at han ikke kunne få mere fart på. Og lige som han troede at den var ved at være der, faldt han over noget. Han havde været så opsat på at opnå højeste fart at han ikke havde orienteret sig om hvad der var omkring ham. Ikke andet end søen og græsset.

Et skingert og overrasket hvin undslap hans mule da han trillede rundt og endte i en siddende stilling. Øjnene snurrede rundt i hovedet på ham et øjeblik indtil rundtossetheden havde lagt sig. Han kom på benene og vendte sig om for at gå tilbage og se, hvad dette der havde ligget på hans vej, var.

[Out - afslutter gamle tråde (:]