I'll be back

Den unge hoppe, hvis sind normalt var ligeså spraglet, vildt og energisk som hendes særprægede kropsfarve, skridtede af sted med bevægelser grænsende mod det helt sløve – en stærk kontrast til hendes ellers altid dansende skridt. Hendes mørke øjne funklede heller ikke nær så vågent og opmærksomt som de plejede – tværtimod herskede nu et sjældent, tænksomt blik. Lettere fjern for omverdenen skridtede hun igennem det gyldne sand. Ifolingen havde taget temmelig hårdt på hende. Ikke kun det psykisk, hvor hendes stolthed virkelig havde lidt et knæk. Men også fysisk. Hendes spinkle krop som før havde været ganske feminint velmuskuleret, var nu blot mere end spinkel. Ribbenene trådte tydeligt frem under hendes lyse pels.

Za forsøgte dog at skjule dette tegn på svaghed, ved at ranke sig lidt mere op. Hun nægtede at bevæge sig omkring, lignende sådan et sølle skravl. Et beslutsomt fnys undslap hendes lille mule, før hun gjorde et kast med det mørke hoved. Det funklende, livlige blik vendte langsomt tilbage i hendes mørke øjne – hun satte langsomt brikkerne i hendes evige facade på plads igen. Med en attitude der udadtil skal virke stolt, knejsede hun nakken og satte frem i en letbenet trav, som hun fik til at se ganske ubesværet ud. En sitren gik gennem hele hendes krop, før hun øgede farten. Za havde altid nydt at danse af sted igennem sandet, også nu, til trods for at hun nok burde spare på kræfterne. Men hun var ligeglad. Glædeligt slog hun atter med hovedet, hvorefter en feminin brummen undslap hendes mimrende mule. Derefter satte hun kursen ned mod vandet i en fortsat dansende trav, som var meget karakteristisk for den unge hoppe.

( Forbeholdt Seth og Za )

Ørken og sand. Gyldent sand, der ligger som et tykt tæppe over hele øen. Sand, der ikke giver plads til ret meget andet; der er få træer at skimte – især fordi jeg har vendt ryggen til øen. Mit blik er rettet ud over det store hav, der her til aften ikke er så voldsomt præget af vinden. Selvom det er efterår, så sker det jo alligevel, at moder jord tilsmiler Andromeda. Månen hænger på himlen som en stor lyskugle, og sammen med stjernerne bliver ørkenen bag mig lyst op i et sølvfarvet skær. Kønt ser det da ud, det indrømmer selv jeg.

Begge mine ører er vippet bagud, og trods den karakteristiske rolighed, der hviler over mig, bærer mine øjne et svagt anstrengt udtryk. Et udtryk, der sammen med min stolthed og rolighed får mig til at se en anelse… farlig ud. Men det går jo nok, der er alligevel ikke nogen, der kan se mig her. Eller hvad? I samme øjeblik fornemmer jeg, at jeg ikke længere er alene, og jeg kan ganske svagt høre nogen, der nærmer sig. Jeg har med vilje valgt at lade være med at søge ind på øen; for det første, så er jeg ikke særlig trænet i at bevæge mig i sandet, og for det andet, så var min tanke, at der nok ikke ville være så mange ude ved kysten om aftenen.

Jeg hæver hovedet en anelse, inden jeg drejer mig 90 grader, så jeg står med siden til den skikkelse, der nærmer sig. En skikkelse, der får mig til at flappe mit ene øre ud til den ene side. Det er den lille, lyse Za. Den spinkle, unge hoppe. Men det er, som om spinkel ikke rigtigt er ordet for det, for hendes tilstand er tydeligvis blevet forværret, siden jeg sidst så hende; og så er det lige meget, at hun prøver at kamuflere det med en stolt attitude, for det ændrer ikke på, at hendes ribben træder frem under hendes lyse pels. Ganske kort overvejer jeg, om det hele gik galt. Om der er mulighed for, at min gerning er blevet annulleret. I en velovervejet bevægelse vender jeg ryggen til hende igen.

[/size][/color]

Hendes dansende bevægelser ledte Za gennem mørket henover sandet. Stjernerne glimtede på himlen over hende, og idet hun gav et langtrukkent, mildt prust fra sig, stod hendes ånde i en lille sky ud fra hendes næsebor – et tydeligt tegn på, at vejret blev koldere og koldere. Vågent spidsede hun sine små, mørke ører, og tippede dem lyttende omkring, rytmisk i takt med hendes fine gang.

Der gik ikke længe, før hun tydeligt fornemmede, at hun ikke var alene, som hun først havde troet. Opmærksomt mimrede hun med mulen, og rettede hele sit fokus mod hvem eller hvad der nu var, derude i mørket. Duften af en anden hest slog hende i møde. Uden at kunne kontrollere det, undslap et utilfreds fnys hendes næsebor, med en kold og skarp ’klang’. Za genkendte nemlig udmærket denne duft, og vidste hvilken hingst, der ejede den. Og han var ikke en, hun ligefrem var ivrig efter at støde på.

Årvågent lod hun sit funklende, mørke blik glide over sine omgivelser. Det var ikke så sært, at hun ikke havde set ham med det samme til trods for han ikke befandt sig så langt væk fra hende. Hans sorte skikkelse gik næsten i ét med det omkringliggende mørke. Men nu hvor hun fokuserede på at finde ham, kunne hun dog godt skelne hans silhuet fra mørket. Za bemærkede ligeså, hvordan hans silhuet først var placeret med siden mod hendes, hvorefter han brat vendte omkring igen, så han havde ryggen mod hende.

Vreden ulmede igennem den unge hoppes spinkle, lyse korpus. Let snappede hun ud i luften, mens hun overvejede hvad hun skulle stille op. Hellere end gerne ville hun sætte denne hingst på plads, men omvendt, så ville hun vel egentlig ikke spilde mere tid på ham. Derudover, ville det være helt utrolig dumt, at lægge sig ud med ham nu – allerede da hun var i god fysisk stand, havde han været hende overlegen, så han ville uden tvivl også være det nu. Indtil videre fortsatte Za derfor blot sin dansende gang fremad, dog hele tiden med et blik rettet imod Seths sorte skikkelse, idet hun nærmede sig – ikke fordi hun søgte hans selskab, men ganske simpelt fordi hun ikke ville omlægge sin planlagte travrute, blot fordi han stod dér.

Jeg gør sjældent ting for at fortryde dem igen. Det ville jo absolut ikke give nogen mening. Så kan man lige så godt lade være med at gøre det i første omgang og dermed skulle spare sig selv for at fortryde det. Men selvom jeg ikke fortryder nogen af mine handlinger, sker det dog alligevel i nogle tilfælde, at jeg står tilbage bagefter med en lille reprimande i mit hoved om, at jeg næste gang godt må tænke tingene lidt mere igennem. Sådan et tilfælde står jeg midt i lige nu.

Det er nat, og jeg er sort, og jeg er klar over, at jeg godt kan være lidt svær at se; til tider bliver jeg bare opfattet som en skygge. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at hun godt har set mig, da først et fnys og derefter et snap ud i luften bryder stilheden i fællesskab med de svage bølger. Mine ører vippes bagud, da jeg kan høre hendes lette hovslag mod sandet, idet hun bevæger sig tættere på. Sandsynligvis ikke for at søge mit selskab, og det rører mig egentligt heller ikke, hvilket formål hun har med det.

Roligt lader jeg mit hoved med de ædle træk hæves en anelse, hvorefter min nakke knejses en anelse. Jeg er ikke meget for at indrømme det, men der er et spørgsmål i mit hoved, der bliver ved med at stikke lidt til mig, men som jeg absolut ikke har tænkt mig at ytre for hende; det er stoltheden, der med store ord forsøger at tale mig fra det. Prøver at fortælle mig, at det er ligegyldigt, og at jeg lige så godt kan være ligeglad. En anstrengt trækning krøller på min mule, inden jeg lader mine ord bryde stilheden.

,,Du har ikke slæbt din unge med?”

Jeg drejer hovedet en anelse i hendes retning, mens jeg lader mine store, mørke øjne falde på hendes tynde, hvide krop – normalt ville jeg blot have brugt ordet spinkel, men det er bare, som om det ikke rigtigt beskriver det rigtige billede længere. Problemet er, at jeg ikke rigtigt kan se på hende, om hun nogensinde har båret en unge, eller om det hele bare er gået galt. Et eller andet har i hvert fald gjort hende frygtelig tynd, og det skulle nu ikke være noget problem for mig at oplyse hende om det.

[/size][/color]

Za havde egentlig ikke forventet at den sorte hingst ville bryde stilheden mellem dem - eller, rettere sagt havde hun håbet på, at han ikke ville. Den unge hoppe havde håbet på, at hun blot kunne fortsætte sin gang fremad gennem det gyldne sand, forbi ham, uden at skulle tænke mere over dét. Men det lod han hende ikke gøre. Egentlig kunne hun jo sagtens bare ignorere ham og hans spørgende tilnærmelser, og blot trave afsted forbi ham, men en stemme i hendes hoved fortalte hende, at det var ikke en ordentlig adfærd at vise - end ikke overfor ham, selvom han vel egentlig nok havde fortjent det. Za vippede kort, ubeslutsomt med ørerne, før hun slog ned i en let og fin skridtgang, da hun nærmede sig Seth.

" Hun er ligeså meget din, som hun er min, vil jeg nu mene."

Za's svar var ganske kort, sagt i en meget høflig, let kølig tone - meget modsat hendes vanlige muntre, imødekommende klang hun normalt ejede. Hendes ord var måske ikke de mest velovervejede, hvilket var fordi hun ærlig talt ikke anede, hvad hun skulle svare - hun vidste nemlig ikke hvor hendes føl var, hvilket vækkede en instinktiv bekymring indeni hende, et moderinstinkt, hun ikke anede, at hun havde. Denne bekymring ville hun under ingen omstændigheder vise Seth, derfor lød hendes svar som det lød. Kort, køligt og ligegyldigt. Hendes mørke, funklende øjne hvilede ved hans skikkelse, vågent og afventende. Samtidig forsøgte hun at skubbe skyldfølelsen og bekymringerne væk, gemme dem langt bagud i hendes bevidsthed. Za vidste ikke om hun burde stoppe op, nu hvor hun snart nåede tæt på Seth, eller om hun blot skulle fortsætte videre. Til sidst endte hun ud i at stoppe op, så de havde front mod front, samtidig med at hun lyttende spidsede ørerne fremad. Det så dog ud som om at hun nærmest stod på spidsen af hovene, klar til at sætte i trav igen, hvis han kom med flere af sine sarkastiske kommentarer, eller andet i den dur. Det gad hun ikke finde sig i længere.

Hendes svar er ikke just det, jeg havde håbet på at høre. Havde hun nu sagt, at der ikke var nogen unge, eller ladet være med at sige noget overhovedet, ville den der irriterende tanke i mit hoved forsvinde. Langsomt bider jeg tænderne en anelse sammen, men der går ikke længe, før jeg lader mine kæber løsne sig igen. Hun er lige så meget din, som hun er min, siger hun, og jeg kan erklære mig fuldstændig uenig. Nu er det ikke, fordi det er første gang, at jeg har stået i situationen, men denne gang er det bare en lille smule anderledes. Verden er ikke længere så stor, og jeg ved, at det i længden bliver svært at undgå ungen; jeg er stadigvæk ikke med på at kalde den for min datter, og jeg tager ikke titlen som far på mig. Ikke på vilkår.

Hendes kropsprog giver svagt udtryk for, at der er noget, hun overvejer, og selvom det kunne være mange ting, ville det mest sandsynlige være, at overvejelserne gik ud på, om hun vil spare sig selv for det her selskab, eller hvordan det lige skal gå til. Hun nærmer sig, og inden hun når dertil, hvor jeg synes, at hun kommer lige lovlig tæt på, vælger hun at stoppe op. Jeg er klar over, at hun ikke har pæne tanker om mig, men jeg har heller aldrig forsøgt at give hende anledning til andet. Jeg håber, hun lærte noget, sidste gang vi sås, for det kommer i hvert fald ikke til at ske igen.

,,Og du føler derfor ikke behov for at passe på den?”

Jeg retter mig en anelse op, inden jeg mimrer ganske svagt med mulen i nogle øjeblikke. Jeg er meget ligefrem, men det bliver for det meste dæmpet lidt af min rolige stemme med den stabile høflighed; til tider har det dog alligevel den modsatte effekt. Jeg forsøger ikke at være spydig mod hende, for så havde jeg valgt nogle helt andre ord. Jeg ønsker egentligt blot at vide, hvor hun så har gjort af ungen, siden den ikke er her.

[/size][/color]