De røde blade

//Forbeholdt Fuego//

Vinden legede med bladende i træet, som Lune Rouge stod ved. Bladende matchede hendes røde farve, men det var nu ikke derfor hun stod der. Lune havde blot haft brug for, at slappe en anelse af og træet kunne give hende i læ, fra efterårets kolde vind. Så der stod hun og kiggede ud over engen som strakte sig langt foran hende. Det ellers så grønne og frodige græs, var nu ved at blive ret så gult. Selvom Lune for det meste elskede alle årstider, så ville hun aldrig se frem til vinteren. Den var kold, barsk og mørk. Men mest af alt, så var den forfærdelig lang. Så Lune nød solens lune stråler på hendes krop. Afslappet hvilede hun på den ene baghov, og et langt prust kom fra hende. Var der mon andre heste i nærheden på sådan en skøn dag? Prøvende vrinskede hun lyst og håbede på, at vinden ville bære hendes vrinsk hen til en fremmed sjæl. For Lune elskede selskab.

Jeg har ikke været her i dette land i særlig lang tid. Og derfor er mange af tingene mig også ganske ukendt. Men dette ændre dog ikke på, at jeg er meget nysgerrigt anlagt; jeg holder af at udforske ting, finde nye veje og stier, og ikke mindst udfordre mig selv og dermed omgivelserne jeg er i. Jeg har nu fundet vej ind til nogle træer, der allerede nu er halvnøgne at kigge på, fordi efteråret virkelig er landet i dette land; hvilket er meget mærkeligt for mig, for jeg har lige oplevet én vinter, og skal nu igennem endnu en. Og dermed også mit mareridt igen..
Mine øre vipper glædeligt omkring, mens jeg traver imellem træerne, med hovedet let hævet, og nakken en anelse knejst, bringen skudt frem og halen hævet. Mit ene øre er vippet bagud, og i mine øjne lyser der en stor autoritet ud af, fordi jeg netop kommer fra en flok, som jeg ledede, og som jeg var født til at lede; derfor falder det mig også naturligt, at have en autoritær, rank, stolt men venlig holdning i kroppen. Da et vrinsk bryder igennem luften, og rammer mine øre, kaster jeg hovedet op, og forbenene fremad, hvorefter jeg springer frem i en taktfast og rolig galop, samlet i kroppen. Sender et dybt og rungende vrinsk tilbage til den fremmede sjæl, med en venligsindet undertone.

Der gik ikke længe før, et hingstet men venligt vrinsk nåede hendes røde ører, som med det samme blev rettet op. Den ellers så afslappet holdning blev hurtigt erstattet af hendes elegante og en anelse stolte holdning. Selvom Lune hverken var en arrogant eller selvoptaget hoppe, så kunne hun godt lide, at fremstå selvsikkert. Det skadede hverken hende eller hendes selskab. Venligt vrinskede hun tilbage til den fremmed, før hun vendte sig om imod skoven. Lyden var kommet derfra og der gik heller ikke længe før, hun kunne høre lyden af hove inde mellem træerne. Den fremmed kom imod hende i ret høj fart. Inden længe kunne hun ane en brun skikkelse i det fjerne. Afslappet slog hun taktfast med den lyse hale. Hvad mon han var for en? Et feminint brum forlod hendes mule, da han var kommet tættere på.

Mine hove lander præcist og velovervejet i de mange blade, som ligger på jorden under mig. Efteråret er for længst kommet til dette land, som jeg endnu ikke kender besynderligt meget til; selv er jeg meget ny og end ikke særlig brugbar for andre nye, der ønsker information.
For det kan jeg ikke give dem. Svirper med den røde hale bag mig selv, mens jeg nærmer mig den unge hoppe, som kommer med feminint brum. I en elegant men markeret bevægelse, slår jeg alle fire hove solidt ned i jorden, således at jeg slider let hen af den lidt våde bund, med hovene, for dernæst at stå helt stille. Ranker ryggen godt, og holder mit hoved i en æde og let hævet holdning, mens de røde øre finder frem til hende. Venlig i blikket er jeg, men autoritet lyser også ud af mig, men uden at jeg virker bedrevidende eller som om jeg mener at jeg ejer det hele; for det gør jeg skam ikke. Men jeg er blot autoritær fra mit gamle land, og jeg er en leder i blodet, og en leder i min flok. Men den er væk nu. Men det vil min autoritet, mit blod og min opdragelse aldrig være.

,,Me Lady.. Mit navn er Fuego, jeg kommer fra landet Faux, og flokken Celik. Det er mig en stor glæde at træffe Dem. Tillad mig at spørge Dem, hvad Deres navn er?”

Når dette er sagt, lader jeg elegant men maskulint det højreforben glide fremad, så det bliver strakt ud, med hoven i jorden, og imens bøjer jeg mig let ned i nakken, så et buk bliver at ane, inden jeg igen retter mig godt og rankt op. Nok er jeg leder af mit gamle hjem; men for en hoppe har jeg intet imod at hilse så pænt og galant; for i min verden, er de den skønneste skabning på 4 ben.