Among Weeping Willows [Åben]

Åben for: Alle

T A I A
"They promised her fame and fortune, but she found something better; she found truth"

---

Efteråret havde lagt sig over den ellers så grønne ø-gruppe. Græsset var visnet og det samme var træerne; nogen ville se det som noget trist, afslutningen på noget. Andre ville se det som årets sidste blomsterflor. Træerne stod med mørke stammer, men flammende røde, gule, orange og brune blade. Hist og her kunne der stadig findes grønne blade og i dag også en bestemt, arret hoppe. Bladene gav en sprød lyd, hver gang hendes vægt blev placeret oven på dem, men ikke så højt at det generede nogen.

Taia hævede hovedet en anelse og stoppede op, da træerne omkring hende ændrede sig. Hun var gået fra træer hvor bladene sad højt, til en lund, hvor træernes blade hang ned af; hængepil. Med hovedet let på skrå nappede hun ud efter den nærmeste gren. Der var noget finurligt over disse træer, noget anderledes. Hun havde mest af alt lyst til at kalde dem kluntede, men det var næppe det rette ord at sætte på træer. Efter en stund vendte hoppen opmærksomheden væk fra træerne og spidsede øre ved et lettere overraskende syn. Græsset, som smøg sig kærligt omkring træernes rødder, var stadig frodigt. Forsigtigt, næsten som var hun skræmt for at det blot var naturen der spillede hende et puds, sænkede hun hovedet og nippede til et par grønne strå. Den var god nok; græsset her var virkelig stadig friskt. Uden at tænke videre over det, lod hun mulen forsvinde ned blandt de grønne strå og begyndt at græsse.

Den brogede hingst var stadig på vandring. Han ledte stadig efter det perfekte sted, hvor han ville kunne skabe et fællesskab for de som ønskede ikke at leve deres liv i ensomhed. Hans røde og hvide brogede krop skjulte sig nemt i træernes farver. Det var en smuk årstid. Det kunne han ikke sige imod. Han havde altid holdt af denne tid på året. Selvom den var kold, så var det ikke uudholdeligt. Det var til at komme igennem, og den friske luft gav altid lidt ekstra energi. Selvom han ikke var en der bare stormede afsted uden grund, så kunne han da sagtens få lidt fart under hovene engang imellem for lige at holde sig i gang. Især når han skulle langt. Jo hurtigere han var, jo længere kunne han komme. Men dette var ikke tidspunktet at søge langt. Dette var et tidspunkt til at undersøge detaljer.

Hans krop var tung selvom han ikke var tungt bygget. Men han var jo ikke lille og muskler vejer også. Han var måske ikke den mest muskuløse, men han havde heller aldrig haft en stor trang til at spille med musklerne for at imponere andre. Han var godt tilfreds med sig selv. Og det at skulle prale med sin styrke var heller ikke altid den bedste måde at skaffe venner på.

Brêgo lod blikket glide fra træ til træ for at kunne huske hvilken vej han skulle, hvis det blev nødvendigt at vende om. Han regnede ikke rigtig med det, for alle veje måtte føre et sted hen. Og skulle han fare vild, så måtte han finde en ny vej.

Træerne ændrede sig en smule og til sidst stod han i et lidt grønnere område. Dette fik ham til at stoppe helt op. Hans mule søgte ned mod det underlag han gik på. Det kildede omkring hans mule. Det var fascinerende som dette land kunne blive ved med at byde på overraskelser. Han hev hovedet op da han fornemmede at nogen var i nærheden. Måske ikke så meget fornemmede som at han kunne høre og lugte en fremmeds tilstedeværelse. Han var ikke en der var sky af sig, og derfor lod han en lidt søgende og undrende brummen slippe afsted. Der var ingen grund til at 'skrige' op. For han vidste godt at nogen ikke altid var lige så glade som andre, for nye bekendtskaber eller fremmede.

//Out
Jeg lukker gamle tråde ned (: