Efteråret er kommet

De milde øjne hviler imod den sorte skabning, som allerede nu har formået at smelte mit store og rummelige hjerte. Men hvem ville ikke også falde for sådan en fin lille skabning, noget der endnu er rent og ikke er blevet urent af sindet eller meningerne. Måske er han efterladt, og har ej nogen moder, men nogen må alligevel tage sig af denne skabning, for ellers ville han ej være i så god stand, eller virke så ganske glad. Og det varmer mit hjerte at tænke på, at han nok alligevel ikke er helt alene, som først antaget.
Men jeg står og nusser ham på den måde, kan jeg godt se det saglige udtryk der kommer i hans fine og lille ansigt, og bedst som jeg skal til at nippe ham i pandelokken ryger han end at ligge, stadig med halsen strakt så jeg fortsat kan nusse hans fine og lille hals, der med sit pjuskede følpels endnu, skaber et udseende som en lille pelsbold; men det er charmen ved disse små. De lange ben, den korte logrende hale, de fine pjuskede øre, og den uglede pels, der endnu ikke kan finde ud af hvilken retning den skal stritte til.
Min mule kører ned af hans hals, inden jeg med en let bevægelse, lader mine forben bøje sig, så jeg kommer ned at ligge på mine knæ. Herefter lader jeg bagparten dumpe ned os, så jeg nu ligger ved hans side. Lader min mule glide ned af hans lille fine krop, nussende og varmende. Et smil er hele tiden på mine læber, fordi synet af ham, der blot dumpede sådan ned fordi han ikke kunne koncentrerer sig om andet end mit nusseri, sidder fast i min nethinde, og dermed kan smilet heller ikke forsvinde ligenu.
Et mildt og varmt brum forlader mine mule, og i og med at min mule er imod hans pels ved siden, kommer der nok en lidt kildende fornemmelse i hans krop, men det er nu os med vilje.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 500px; height: 370px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_1.png); -moz-border-radius: 100px; border-radius:5px 5px 5px 5px; border: 5px solid #87A6C3;] Efteråret er kommet Da den røde hoppe pludselig lå ned ved hans side og fortsatte nusseriet, lod han ørerne glide ud til hver sin side, og lukkede halvt øjnene bare for at koncentrere sig om nusseriet. Hans hoved vævede lidt fra side til side i takt til bevægelserne med hendes mule. Den brummen hun afgav, fik ham til at brumme også. En lille lys og føl agtig brummen. Det var jo ikke fordi det her var en nødvendighed. Men det var rart. Det var vel det han gik glip af ved ikke rigtig at have en mor. Han blev ikke puslet helt så meget om som de andre. Hans søster puslede i hvert fald ikke sådan om ham. Hun var lidt mere ’bossy’ syntes han i hvert fald selv.   Der gik ikke lang tid før han strakte benene ud så han lå på den ene side og hvilede sig op af den røde hoppe i stedet, som hvis hun var en stor varm pude der trak vejret. Han var som sådan ikke træt, men han følte sig godt tilpas. Der var vel heller ingen grund til at gå nogen steder når man sådan kunne blive puslet om. Han havde vel ikke travlt med at komme ’hjem’ og få ballade fordi han var stukket af igen. WORD COUNT - 212

[/td][/tr][/table][/center]

De varme og milde øjne hviler hele tiden på den sorte lille skabning, som allerede har formået at smelte mit hjerte helt og aldeles.. Jeg betragter ham ej som min egen søn, eller et familiemedlem, men mit hjerte er blot så stort, at jeg aldrig ville kunne forlade en lille skabning som denne. For hvis hans mor i bund og grund har forladt ham, mon ikke han så i virkeligheden har brug for denne form for omsorg? Jeg kan ikke vide det, og jeg vil ej heller drage konklusioner. Nej, nu vil jeg blot blive liggende her, ved hans side, og lade mine mule røre hans fine sorte skind.

Da hans ben glider ud til siderne og han i stedet dumper helt ned at ligge, lænende op af mig, kan et lille smil ikke lade være at finde vej henover min mule. Et smil der er varmt og betryggende. Min mule glider blidt og roligt ned af hans spinkle sorte krop, i kærtegnende og nussende cirker. Indimellem kommer der en brummende lyd fra mig, ganske sagte og afslappet, kun henvendt til ham. Men selvom jeg er så stille og afslappet udadtil, vipper mit ene øre konstant omkring, lyttende efter lyde der kunne indikerer at vi hurtigt skal af sted; for ligenu, ved jeg at jeg er hans beskytter, hvis noget skulle komme bag på os. Og den rolle agter jeg skam at fuldføre, mens han stadig er hos mig. Kniber øjnene blidt i, og løfter mulen svagt, inden jeg så nipper til hans fine strittende pandelok, for derefter at fortsætte med at lade min mule glide cirklende rundt på hans hals og side.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 500px; height: 370px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_1.png); -moz-border-radius: 100px; border-radius:5px 5px 5px 5px; border: 5px solid #87A6C3;] Efteråret er kommet Der var ingenting den unge sorte behøvede at bekymre sig om. Han havde det hele lige her. En der kunne pusle om ham, lidt varme han kunne støtte sig til, og sidst men ikke mindst: opmærksomhed. Det var ikke fordi han som sådan var afhængig af opmærksomhed, for han kunne jo sagtens vandre rundt alene, men hvis han kunne få nogen til at udelukkende koncentrere sig om at pusle og nusse om ham, så gjorde han det. Hvis han kunne påvirke andre til at lege med ham, så gjorde han også det. Der var ingen tvivl om at det lille føl indtil videre nød livet fuldt ud. Dette var bare en pause fra mange timers leg, som nok senere skulle genoptages. Han strakte halsen lidt ud og nappede til hoppens man. Helt stille kunne han ikke ligge, og hvis det var muligt at lege og blive puslet om på samme tid, så var det vejen frem. Helt sikkert! Om ikke andet kunne han lege, og så kunne hun fortsætte med at nusse ham. WORD COUNT - 173

[/td][/tr][/table][/center]

De røde øre forbliver vendt imod den lille fine skikkelse, som jeg har været så heldig at finde, selvom jeg nu hellere ønskede at han gik hos sin moders side. Men dette er jo ej tilfældet, og så ser jeg mig i stedet lykkelig for, at jeg trods alt fandt denne lille skabning, der kun lige har påbegyndt sit liv; men jeg håber blot, at den begyndelse han har fået, gør ham til en skabning, en sjæl, der i fremtiden kommer til at være en brik i livets store puslespil.

Da han napper op efter min man, breder der sig et smil om min mule, inden jeg så nipper fat i hans pandelok, som jeg ugler lidt op i, inden jeg så puffer drillende til hans hals, ikke hårdt, men blot legende, og så han kan mærke at det kun er i god mening, men ikke ment som en nussende bevægelse. Mine varme øjne er der hele tiden, og de forsvinder nok aldrig; slet ikke mens jeg er i hans selskab, og passer på denne lille sorte hingst. Lader min mule falde ned imod hans små fine forben, hvorefter jeg til det ene ben puffer med min mulespids, ganske roligt.

[atrb=border,0,true][atrb=style, width: 370px; height: 200px; background-image: url(http://zoras.dk/andromeda/titan_frame_big_1.png); border-left: 20px solid #121212; border-bottom:20px solid #121212; border-top:20px solid #121212; border-right: 20px solid #121212;] Efteråret er kommet Da den røde hoppe nappede i hans pandelok og fik uglet den i forvejen lidt pjuskede pandelok rundt, grinede den unge lille hingst. Han blev liggende mens han samtidig vred sig lidt rundt for at nappe ud efter hoppens hoved. Lidt ligesom hvis han forsøgte at fange det, men ikke helt kunne nå. Han opgav dog til sidst og lod hovedet falde tilbage mod hoppen, hvor han nærmest forsøgte at begrave hovedet i hendes pels, selvom det ikke helt kunne lade sig gøre. Han slog et stort gab op der gjordet det muligt at glo ned i halsen på ham – næsten, og sluttede gabet af med en lille nuttet pivende lyd inden han smaskede veltilpas. Trætheden var alligevel ved at overvinde den lille fyr og en lille lur var i hvert fald ikke nogen dum idé før han måtte videre med livet og leg. Han kæmpede dog lidt for at holde de store grønne øjne åbne, selvom de hele tiden gled lidt i igen. notes,Titan 3 år!!! (: word count, 164

[/td][/tr][/table][/center]

Den lille sorte, forsøger ihærdigt at ramme imod mig hoved, for at nappe mig, men det kan ikke rigtig lade sig gøre for ham, da mit hoved er noget højere oppe end hvad han selv er; og da han så pludselig giver op, nipper jeg blidt til hans hals, roligt. Hans krop begynder at blive tungere ind imod min krop endnu en gang, og et gab glider nu fra ham, inden han smasker veltilpas over hele situationen.
Trætheden har for alvor taget fat i den lille sorte, og jeg har ikke tænkt mig at presse ham fremad nu, igennem mudder og sne, når han er træt, for han har jo også mig at ligge op af, og dermed få varmen.

Derfor ligger jeg mig hoved roligt en smule ned, imod hans mave, ikke hårdt, og jeg lader heller ikke min vægt hvile på ham. Men det er for at vise, at det er okay at han sover nu. Derfor lukker jeg også selv øjnene i, i et forsøg på at få ham til det også, og her bliver jeg så liggende. Tæt imod hans lille sorte krop, mens mine øre vipper opmærksomt omkring, mens jeg venter på at søvnen overtager ham helt, og han så kan få sig den længe ventede lur.

[Tråd hermed afsluttet, nu da Titan er voksen ]