Efteråret er kommet

Titan

[Reserveret til Maja & Armonia]

Det kolde vejr var i den grad på vej. Titans pels var blevet en smule pjusket, og den varmede. Den var nogen gange for varm når han sådan måtte rende rundt og lege. Det var næsten for slemt nogen gange. For når så varmen havde forladt hans krop, så måtte han igen ud og have varmen. Hans lille sorte krop dampede af den lille løbetur han havde været på, og nu måtte han nøjes med at gå. Det med at stå stille var en dårlig idé. Det havde han fået at vide. Han ville bare blive forkølet eller syg. Og selvom han vidste det var rigtigt, så hørte han alligevel kun halvt efter. Han ville ikke ende med at kede sig. Han ville have det sjovt!

Hans blik gled hen over det åbne område. På en eller anden måde var det lykkedes ham at forvilde sig væk fra den sorte prikkede hoppe. Han vidste at hvis han gik tilbage den vej han var kommet fra ville han kunne finde hende igen. Men Det kunne vente? Bare lidt? Hvis han nu fandt et eller andet meget spændende her, så ville han stadig kunne finde tilbage til den rare prikkede Mama. Hans små sorte øre vendte og drejede sig i alle retninger mens han spejdede efter andre, og et lille kaldende hvin undslap hans mule.

En af de ting der vejer meget i mit sind ligenu, er at betragte den årstid der er kommet mig nærmere og nærmere; nemlig det skønne efterår. En af de egenskaber jeg holder meget af ved mig selv, er at jeg kan finde det smukke og unikke i enhver årstid. Mange har deres favoritter blandt årstiderne, men for mig er de alle specielle, og meget vigtige.. Foråret er til, for at gøre de mange blomster, spirer og træer klar til atter at vågne op fra deres dvale, og spirer op, eller blomstre op. Træerne skal springe ud, og mange af dyrene skal ligeså opvågne fra deres vinterdvale. I denne årstid, foråret, er netop tiden til at mange nye ting skal komme op af jorden, og træde til overfor de gamle planter der måske ikke har overlevet vinterens kolde hånd. Sommeren er til for at gøre spirene endnu større, skabe vækst til dem, og sørge for at give de mange planter de vitaminer de har brug for. Det er også her mange familier skabes blandt mindre dyr, og kulderet er for alvor i gang.. Når efteråret så træder til, dør de planter som er for syge eller svage til at kunne lukke sig sammen og gå i dvale, de smukke grønne farver bliver erstattet af mindst lige så skønne brune, gule og rødlige farver, og det er nu tid til at starte den evige udrydning af de planter og træer der er for gamle eller syge til at blive ved med at være her. Når vinteres da træder til, er alle de resterende planter dækket af et fint lag hvidt sne eller frost, der sørger for at bevare og gøre planterne klar til det nye forår, hvor de atter skal springe ud. Ja, hver og en årstid har sin egen velvilje og måde at hjælpe os på; og vi har brug for alle årstiderne, kolde som varme.

Mine hove placeres blødt imod den let bløde jord, der er sumpet af det meget regn der er kommet i disse dage, og mit varme blik glider omkring i det område jeg nu er havnet i. Det er længe siden, jeg sidst har befundet mig på denne ø, og jeg må sige, at det er en sand fornøjelse hver gang; men dog fortrækker jeg Chibale, hvor jeg blandt de mange træer og kratte har fundet mit hjem. Mine røde øre vipper ganske forsigtigt omkring; ikke af usikkerhed, overhovedet, men jeg er blot forsigtig og let i mine bevægelser. Mine varme og milde øjne opdager nu noget i det fjerne, en lille sort skikkelse der i mine øjne er et føl. Med en let bevægelse sænker jeg hovedet en smule ned, som jeg nærmer mig ham, og med en varm tone udstøder jeg et lavmeldt dog hørligt brum tiltænkt ham. Han ser ud til at være alene; og det kan mit hjerte ikke klare, da han ikke er gammel nok til at vandre omkring på egen hånd; er han? Men jeg agter at give ham mit selskab og varme, hvis han da ønsker det.

Titan

De små sorte ører tilhørende den lille sorte natteravn, Titan, fangede lyden af en varm brumme. Den var ikke tydelig, men heller ikke helt uhørlig. Den kom et sted ikke så langt fra ham. Det tog ham heller ikke lang tid at opfange en stor rød hoppe. Måske ikke så stor som nogen af de andre har været, men stadig højere end ham, og højere end den sorte hoppe. Han spidsede ørerne nysgerrigt og opmærksomt og gav sig til at trippe mod den fremmede med lystige skridt og høje løft. Han var et meget udadvendt væsen. Selvom han ikke havde haft nogen mor som sådan fra hans fødsel, for den sorte hoppe, som også var hans søster, havde forklaret, så var han kommet her til kort efter, og dette var et sted hvor deres mor ikke kunne komme hen. Han havde aldrig haft chancen for at lære sin moder at kende, og derfor savnede han hende ikke som sådan. Men alligevel havde han altid manglet en der kunne udfylde det hul der var der. Det var ikke stort, og det var ikke noget der havde særlig stor betydning for ham, men når han hørte historier om 'hjemme' hvor han kom fra rigtigt, så kunne han ikke lade være med at tænke på hans moder og ligesom nysgerrigheden voksede, så voksede også et lille savn.

De varme øjne, hviler imod den lille gut, der nu ser ud til at have hørt det brum jeg før henviste til ham. Og i det næste nu, kommer han trippende imod mig, med høje løft, og en udadvendt attitude, der for mig, er ganske betagende. At se føl, der virkelig er udadvendte, glade og opsøgende, er noget af det varmeste for mig. Men jeg kan ikke lade være med at føle et lille nag i hjertet, over at jeg ikke kan se hans moder, og tanken om at han har mistet hende, skærer i hjertet. Med lette skridt, bevæger jeg mig imod den lille fyr, med hovedet nede, så jeg ikke virker for voldsomt og stor. Da jeg er kommet tæt nok på, standser jeg, for at lade ham vælge nærheden, hvis den da skal være der.

,,Goddag, lille du”

Siger jeg så med den milde tone, og kniber øjnene ’smilende’ sammen, mens de betragter hans sorte udseende. Jeg har endnu ikke stødt på nogen, der kunne ligne ham, og det bekymrer mig måske en smule.

,,Mit navn er Armonia. Hvad hedder du?”

Min måde at tale på nu, er langt mindre kompliceret, langt mindre drømmende samt snørklet. For han er jo blot et lille føl, og jeg tvivler på, at han ville forstå mig, hvis jeg talte til ham, som så mange andre. Kort glider mit hoved lidt op, for igen at se efter en mor eller far, men her er ingen. Tager det ned igen, i hans højde, og bibevarer de smilende øjne, der hviler på ham.

Selvom hoppen var stoppet op, så fortsatte den lille sorte Titan mod den fremmede hoppe, med et nysgerrigt udtryk i hele hovedet. Øjnene strålede næsten af glæde over at have set et nyt ansigt der måske kunne være til at lege med. Hans lille pjuskede hale svingede fra side til side i ivrighed. Han stoppede ikke op før han var helt tæt på, og lod mulen glide helt over til hoppen for at snuse til hende, undersøgende, for at se hvad hun nu var for en. Hun var større end ham, ligesom så mange andre. Han trådte et par skridt tilbage og så op mod hende da hun begyndte at tale. Han forstod enkelte ord. Nogle gange kunne han forstå hele sætninger, hvis der var flere ord der ligesom kunne danne en form for handling. Goddag, lille du var dog ikke noget han helt forstod. Men navn og du kendte han til. Hoppen spurgte vel om hans navn.

Titan var som sådan ikke vant til selv at snakke, og derfor var han heller ikke den bedste til at udtale simple stavelser. Hans navn kunne han dog næsten udtale. Dog ikke helt rent. Men han gjorde nu gerne et forsøg. Selvom han ikke var den bedste til at forstå hvad andre sagde, og selvom han heller ikke selv var den bedste til at tale, så kunne det ikke ødelægge hans humør. Ungdommens friskhed og glæde var stadig at spore i hans grønne øjne.

"Thiiii.. Thiiiiiiiit.. Thiiiiiit..aaaan"

Det lille sorte føl, virker til at være ganske alene. For jeg har kigget rundt op til flere gange nu, men ingen er at se omkring os. Og derfor er min konklusion også, at dette lille føl måske ingen moder har. Og det skærer i mit hjerte. For ingen føl, fortjener at leve deres liv med sig selv, og inden familiær opvækst have. Da han lille mule kommer mig nærmere, lader jeg min mule ramme imod hans næseryg, i et ganske blidt og forsigtigt nip. Skimter henover ham imens. Mon han kan klare kulden og sneen?

De varme og milde øjne hviler hos ham, da han ser noget så koncentreret ud, idet han forsøger at fremsige sit eget navn, som jeg får til ’Titan’. Om det så er ’Titan’ eller ’Thitan’, det ved jeg ikke helt. Men det ved han måske knapt nok selv. Men et navn har han altså dermed fået, og det må os betyde, at han trods alt har nogen i sin nærhed, som hjælper ham. For hvorfor ellers have et navn; og kunne dette?
Mine røde øre hviler opmærksomt hos ham, inden jeg træder ham et skridt nærmere, og nu er ved hans side, nipper ham henover ryggen, for ligesom måske at varme den lille knægt.

,,Armonia”

Siger jeg så, med den varme og rolige stemme, mens jeg med min mule peger mig selv ind på bringen, for at signalerer at det er mig, der er Armonia. Måske forstår han det ikke, måske gør han. Men det er passende for mig, at sige mit eget navn, når han nu har sagt sit. Lader min mule ramme imod hans pandelok, som jeg nipper til, inden jeg tripper nogle skridt fremad. Hvis han skal have varmen, skal han have den igennem leg; derefter må jeg forsøge mig frem, ved at lede efter mad, til ham, i sneens dyne.

Den lille sorte hingst betragtede den røde fremmede hoppe der gav ham sit navn. Armonia. Det var ikke et ord han havde hørt før og derfor havde det for ham heller ingen betydning, ligesom så mange andre ord. Han tyggede lidt på navnet men vidste ikke hvordan han skulle huske på det. Han vidste ikke engang om han kunne udtale de lyde hun gav fra sig.

"Iiia.. Mooonia"

Han gjorde alligevel et forsøg. Hans stemme var stadig lys og tilhørte et ungt føl. Han talte sjældent og derfor havde han ikke helt styr på det. Det var nu ikke noget der bekymrede ham. Han kunne sagtens kommunikere på andre måder. Han var god til at bruge sine øjne, ansigtsudtryk og kropssprog.

Den lille sorte hale svingede stadig frem og tilbage som en glad lille hundehvalps hale. Han rystede hovedet så ørerne flappede til siderne da hoppen nappede til hans pandelok, og han nappede drillende ud efter hende. Hendes mule føltes varm når den var i nærheden - vel sagtens på grund af den varme luft der kom derfra når hoppen trak vejret.

Mine øre er opmærksomt vippet ned imod det lille spinkle føl, som bærer den sorte farve. Jeg har endnu ikke mødt nogen hopper eller hingste, udover Seth som er sorte i det her land. Og det gør dermed det hele en smule mere skeptisk. For hvem er moderen til denne lille, skønne hingsteplag? Et varmt smil er plantet henover min mule, mens jeg kigger betaget ned på ham, og kort drømmer mig selv hen i den rolle, jeg altid har drømt om; moderrollen.
Men dette er ikke mit føl, og jeg kunne aldrig finde på, at tage det fra nogen. Men jeg kan heller ikke blot efterlade det for sig selv. Det kan jeg ikke få mig selv til.
Mine øjne åbnes en smule mere, da han forsøger at sige mit navn, og jeg kan ikke lade være med at få et endnu varmere prik imod brystet, der hvor hjertet er.

,,Ar-Mon-ia”

Siger jeg så, med et blidt nik. Det er godt forsøgt af ham. Og mit navn er heller ikke ligefrem det nemmeste at udtale, for et lille føl. Nipper igen imod hans pandelok, da han ikke ser ud til at virke distraheret, eller føle sig utryg ved det. Puster min varme ånde ud imod ham, inden jeg bevæger mig nogle skridt fremad, og brummer kaldende. Jeg skal have gang i hans små ben, så han ikke fryser, grundet sne og frost.

Den røde hoppe var vidst ikke helt tilfreds med den måde han udtalte de samme lyde som hende på. Hans udtryk i de grønne øjne blev noget koncentreret mens han lyttede til hende der delte lydene op denne gang. Det burde være nemmere for ham så. Han rynkede mulen og mimrede lidt med den mens han forsøgte at forme den, så det var muligt at efterabe lydene.

"Rrrrr.. Rrrrrrrrr… Rrrronia"

Han så op mod hende med et stolt blik og et stort smil, mens halen atter svingede fra side til siden. Han var i hvert fald selv stolt, for det lød rigtig for ham. R-o-nia.. Hun lignede ingen han havde set før. Slet ikke. Og derfor var han sikker på han sagtens ville kunne kende hende alligevel, selvom han måske ikke kunne hendes navn. Det skulle ikke slå ham ud i hvert fald.

Mine mørke og varme øjne hviler på ham, mens han fortsat forsøger at sige mit navn, og jeg kan ikke lade være med et komme med en svagt og kærligt leende lyd. For jeg gør det jo aldeles ikke for at drille ham eller noget, men jeg kan ikke lade være med at falde for den lille gut.

,,Arrr-Mon-iia”

Siger jeg blidt igen, for måske får han fat i det denne gang. Og ellers, så lærer han det nok ganske vidst med tiden. Igen brummer jeg kaldende imod ham, og nipper også i hans retning, for at få ham til at følge med mig. Jeg kan ikke forlade ham. Men at stå herude, midti det åbne område, er nok heller ikke så godt, med en lille ung hingst, af spinkel størrelse. For hvis der kommer nogen rovdyr, selvom jeg aldrig har set dem i dette land, så skal han beskyttes, og det kan jeg ikke i et helt så stort åbent område. Vipper de røde øre meget lyttende og opmærksomt omkring, inden de igen falder imod ham. Mit hoved er sænket lavt ned, og drejet i hans retning, da jeg jo står lidt længere fremme end ham nu.

"Mooonia"

Titan gentog igen de lyde han allerede havde gentaget en gang. Det var ikke fordi der var den helt store ændring, men det var der jo heller ikke i det hun sagde. Det var de samme lyde. Og han kunne ikke finde ud af hvorfor det ikke var godt nok. Han var nu rimelig godt tilfreds, og det bet'd også han ikke havde tænkt sig at prøve mere. Ellers måtte hun i hvert fald selv skifte navn. Basta.

Hans ene øre vippede en smule da hun brummede kaldende, og han traskede lidt nærmere, så han til sidst stod helt tæt op af hende. Hans grønne øjne søgte op mod hende afventende, for at finde ud af hvad hun ville. Hun lignede ham ikke. Han vidste også hun ikke var hans mor, for hans mor var her ikke. Han havde ingen mor.

Den lille sorte hingst, der aldeles ikke ligner mig, kommer nu frem imod mig, da jeg har kaldt endnu engang, og han atter har forsøgt at sige mit navn. Et blødt smil kan ikke lade være med at finde frem til mine læber, da det lyder ganske sødt, når han sådan siger Moonia. Og jeg vælger ej at rette ham mere. For Moonia er bedre end at han ej overhovedet kan noget af mit navn. Nu kan han altid spørge efter Moonia, og så skal jeg nok finde ud af, at han søger mig, hvis han en dag får brug for min hjælp igen.

Med en let bevægelse,, lader jeg min mule glide henover hans ryg, da han er kommet herhen, mens varme dampe stiger op fra mine næsebor, og ned imod hans sorte pels. Tager hovedet til mig igen, og begynder at trippe fremad, en anelse hurtigere, for at skabe varme i både mine egne ben, men også hans. Kigger bagud, mens et kaldende og mildt brum, igen forlader min mule, så han ved, at han gerne må følge mig nu, og at jeg ej har tænkt mig blot at forlade ham; hvert fald ikke endnu. Men jeg vil i stedet følge hans side, og forsøge at finde den familie, der må savne denne lille sorte skabning.

Hoppen, der alt andet end lignede den lille Titan, lod mulen glide hen over hans ryg. Det fik hans ører til at glide ud til siderne og et lidt sagligt udtryk i de grønne øjne. Han havde absolut ikke noget imod at blive puslet som om. På ingen måde. Hendes mule efterlod også en varme hen over hans ryg, men luften fjernede den hurtigt igen da den forsvandt igen. Han så efter hende da hun trippede fremad igen, og han fulgte hende med blikket, lidt undrende og spørgende. Hvor skulle hun hen?

Da hun brummede kaldende gav han sig dog til at trippe efter for at følge hende. Så blev han alligevel ikke efterladt alene. Ikke at han ikke ville kunne klare sig, for han var som sådan ikke afhængig af en moders mælk. Han havde fået et par egenskaber da han var kommet hertil. At han kunne overleve af græs, og at han ikke var afhængig af hans mor. Det betød dog ikke at noget ikke manglede engang imellem. En mor kan man jo altid bruge. Og en mor var han også sikker på han snart havde.

De varme og milde øjne som jeg besidder, er hele tiden hvilende imod hans spinkle og fine krop. Han ser nu ikke tynd eller udmagret ud, så der er da tegn på, at hvis han da er alene, så kan han stadig klare sig, hvilket varmer mig indvendigt. For det skær i mit hjerte, hvis denne unge plag blot er blevet efterladt, uden familie eller moder. Selv var min moder en stod del af min opvækst, og uden hende, tror jeg aldrig at jeg ville være blevet som jeg den dag i dag er.

Da han tripper med mig, lader jeg et varmt brum forlade mig igen, tilfreds over at han følger mig og ikke blot bliver stående. Idet han når min side, lader jeg min røde mule glide ned til hans sorte pels, hvor jeg lader min mule mimre langs hans hals, og afgiver en varmende damp fra mine næsebor, ned imod hans hud og pels. Rejser hovedet igen, og lader de varme øjne spejde omkring i vores omgivelser. Men her er ikke nogen at se endnu, inden moder der ligger et fremmede sted, eller nogen der kalder på ham. Og derfor fortsætter jeg os ved hans side, uden tøven. Drejer blikket ned til ham, og puffer til hans skulder, blidt, men stadig legende, så han kan mærke at det er i god mening.

Det med at lave flere ting på én Gang var Titan ikke særlig god til. At holde styr på både balancen og sine hove hvis han rejste sig på bagbenene var helt umuligt. Det samme gjaldt også at gå og koncentrere sig om andet. Så da den røde hoppe satte mulen ned til hans hals, mimrende, stoppede han ganske enkelt op og krængede hovedet til siden for ikke at have hovedet i vejen, mens han stod med et sagligt udtryk i de store grønne øjne og et smil om mulen. Det var lige til at blive helt blød i knæene af, og det blev han sørme også. Han var stadig kun et føl og han havde masser af ting at lære, men lige nu handlede det hele kun om velbehag og leg - og dette var i hvert fald behageligt. Næsten som hvis man havde trykket på en knap, knækkede Titans ben sammen og efterlod ham på jorden med benene nærmest trukket op under sig mens han samtidig forsøgte at strække halsen opad for fortsat at blive nusset.