Med kulde kommer smerte

Den gyldne sjæl, som følte sig så godt tilpas i selskabet af den brunbrogede hoppe, kunne fornemme hvordan følelserne begyndte at vride sig under det brogede skind, som Taia besad. Illana havde aldrig mødt denne hingst der bar det komplicerede navn; og måske var dette ganske godt, for at dømme ud fra den reaktion, som fyldte tomrummet mellem de to sjæle, så besad Taia ingen positive følelser for ham. Da hendes stemme begyndte at formulere sig, stod det helt og holdent klart. Hun hadede denne sjæl, denne Rumpelstiltskin. Illana lod sin mule søge halsen på sin brogede veninde, vel i et forsøg på at dæmpe de følelser der rumsterede i hende, og da hun berørte Taia, skete der noget besynderligt. Lyset om hendes hals reagerede; men ikke på Illanas følelser, men på Taias. Det begyndte at lyse i et virvar af sorte og grå nuancer, der blandede sig mellem hinanden, vel afspejlet af hvordan hendes tanker og følelser snoede sig i hendes sind. Illana kunne et øjeblik mærke hvordan dette had blev spejlet over i hendes sind, som var der en åben port mellem de to sjæle, i det øjeblik hun rørte hende. Med et lille ryk løsrev Illana sig fra Taias hals, og atter genvandt Lyset sin skinnende, gullige farve. Undrende prustede Illana, dybt og foruroliget, eftersom virkningen af Taias følelser endnu rumsterede i hendes krop. Det føltes lidt, for den gyldne hoppe, som om hun var trådt ind i sjælen på Taia, uden at ville det; og alligevel vidste hun, at hun ikke havde. Det var som om Lyset havde givet Taia tilladelse at dele sine sande følelser med Illana, uden at ord skulle forklare. Derfor kunne Illana heller ikke forstå oprindelsen af disse følelser, men hun kunne føle dem.
Lidt efter aftog de, og den gyldne følte sig atter normal igen. Derpå vendte hendes ravfarvede øjne imod Taia, spørgende; om hun følte det samme? Hun vidste nu, at hun med god grund skulle holde sig langt fra denne slangehingst, og et spinkelt had var sået til hans sjæl, i hendes krop nu. Nok var det ikke så kraftigt som Taias, men det var skabt af hendes følelser, og det nærede sig nu grobund i Illanas krop. Hun kommenterede ikke det, der var sket, men ventede på Taias reaktion. På hendes beskrivelse, af det, som Lyset lige havde udrettet; og hvorfor, det havde gjort det, kunne Illana grunde over herfra og til dommedag, uden at finde et svar.

T A I A

---

Forblændet af det had der snoede sig afsted, undveg hoppens forsøg på at slå det ned, så den brune hoppe ikke meget af sin gyldne venindes reaktioner. Det var sjældent at sådant et had fyldte hende, men denne hingst bragte det værste frem i hende, bragte det, som mange ikke troede hun havde i sig, til overfladen. Havde hun besat evne til at skabe ild, ville området være svitset. Havde hun haft evnen til at kontrollere vand, ville området være druknet. I hendes sind kæmpede hun stadig og hun syntes at vinde, da hun endeligt fik hadet, vreden, fanget i en krog. Hun havde den og hun ville ikke lade den slippe fri igen.

Taia følt kun vagt Illana's berøring, men skulle alligevel til at reagere, da noget skete i hendes sind. Det var hende uvist hvordan, men mørket formåede at sno sig fri, forsvinde fordi hendes egen skikkelse i sit sind, før det med fornyet kraft forsatte. Først viste hun ikke, hvad det gik efter, men det stod hurtigt klart. Et lille lys, hun ikke havde lagt mærke til før, brændte lystigt i virvaret der gjorde hendes sind muligt. Før hun nåede at reagere, syntes mørket at have omfavnet lyset. Det var ikke muligt for det at trænge ind, at slukke lyset, men det gjorde dets bedste. Uden bedre forslag, angreb Taia's sind igen det had, som hun selv havde skabt. Inden hun formåede at tøjle vreden igen, var noget af mørket forsvundet i flammen; hvorhen var hende uvist, men hun havde en nagende fornemmelse.

Det som havde føltes som timer i hendes sind, var ikke andet end et par spinkle sekunder i den virkelige verden. Følelsen af Illanas mule var forsvundet og da hun fangede den gyldne hoppes blik, stod de blot begge og så på hinanden. Begge forvirrede, begge uden viden om hvad der var sket. Var der overhovedet sket noget? Taia var ikke sikker, men en snert af...frygt var det vel, tindrede i de blå øjne. Forvirret vendte hun blikket bort og rystede på hovedet. Hun ville sige noget, men hendes tunge fejlede hende; den faldt over sig selv og alt der kom, var en sær stilhed.

Det var en meget sær stilhed der lå imellem dem. Taia havde vendt hovedet bort et øjeblik og Illana kunne mildest talt ikke finde ud af, hvordan hun skulle reagere. Det var som om at tingene snurrede rundt i hovedet på hende, for den oplevelse hun havde haft lige før; hvor hendes sind ligesom blev forbundet med Taia’s et øjeblik, var både skræmmende og fascinerende. Det måtte have været på grund af Lyset, på grund af de evner som den gyldne hoppe besad, at dette kunne lade sig gøre; men hun mindedes ikke at have afprøvet dette før med andre, og tvivlede på det var en evne som hun selv besad. Det måtte have været Lyset, der af nødvendighed havde gjort dette, måske for at beskytte sig selv. Illana stod et stykke tid og skævede imod hendes brunbrogede veninde, der vidst ligesom hende selv, havde behov for lidt stilhed, til at synke oplevelsen.
Stilheden havde lagt sig helt over dem; og der gik vidst flere minutter, før Illana tog initiativet til at komme videre i samtalen. Hun trådte nærmere sin veninde igen og puffede kort til hendes hals. Hun brummede sagte, men lyst og sigende. Hun havde ikke ord, endnu, omkring det der var sket, men hun havde behov for at de kunne snakke videre, og vende tilbage til det, på et tidspunkt hvor de begge var klar.

,,Jeg forstår, Taia. Rumpelstiltskin er en jeg skal holde mig fra.”

Begyndte hun. Hendes stemme var som den plejede, trods oplevelsen vidst havde været en anelse skræmmende for dem begge. Hun lod derpå sit hoved sænkes og halsen strækkes fremad, for at løsne de sidste spændinger der sad i nakken.

,,Er du okay?”

Spurgte hun så. Selv var Illana ’okay’; men hun var forvirret. Hun havde mange ting hun skulle lærer om Lyset og den måde det agerede på. Med tiden håbede hun, at hun ville blive endnu mere forenet med det, så hun forstod det til mindste detalje - men inden da , måtte hun se sig tilfreds med den viden hun havde. Og hun vidste, at det der var sket, ikke var ment skulle gøre skade på de to hopper, men oplyse det had, de berettiget skulle have til den luskede Rumpelstiltskin.

T A I A

---

Stilhed... Orctics' velsignet stilhed. Ingen af de to hopper sagde noget; for Taia's vedkommende kunne hun blot ikke. Hendes tunge slog konstant knuder og til sidst gav hun op. Det eneste hun formåede var et halvkvalt 'huh', hvilket næppe havde været hørligt. I hendes sind jagtede hun sit eget had rundt; var det overhovedet hendes eget? Det var ikke naturligt at jagte sig selv i sit eget sind, så måske var det slet ikke hende selv? Det kunne være noget Rumpelstiltskin havde plantet! Men nej, det ville havde vist sig før, ville det ikke? Forvirret rystede hun blot på hovedet og lod det hænge lidt i en halv, psykisk overgivelse. Langsomt fortrak hun sit sinds forsvar og hadet drev tilbage i skyggerne, da alt hvad det rørte fortrak sig og nægtede det adgang.

Det tog tid før nogen talte og det var ikke den ældre hoppe, men derimod den yngre gyldne. Illana. Hendes nære veninde som var blevet udvalgt af den Vise, hvem han.. hun.. den.. så end i virkeligheden var.
Illana forstod og Taia havde ikke brug for at hører mere end det; det gav hende lidt tryghed, selvom hun ikke var helt sikker på, at den gyldne forstod den fulde alvor. Hun sagde dog intet, men vendte blot blikket mod hende og nikkede forstående. Hendes næste ord kunne dog ikke blot besvares med et nik. Det tog en stund, før den arrede hoppe fandt sin tunge og selvom hun fandt den, kom der ikke mange ord.

,,..Je-Jegl..Jarh.."

Næsten frustreret slog hoppen med halen, før hun fokuserede et sekund: hun var en voksen hoppe, ikke et stammende føl!

,,Jeg..har det fint..."

Hendes ører lå vendt tilbage og selvom et smalt smil lå om hendes mule, gav hendes øjne hende væk. Hun var ikke bange, men forvirret. Forvirret til det punkt, at noget kunne let presse hende til stadiet med frygt.

LUKKET