Med kulde kommer smerte

T A I A
Strejfer | Hoppe | 9 år

---

'Tiden læger alle sår', det var det man sagde, det man troede på. Sådan var det bare ikke, uanset om såret fandtes i kroppen eller sindet. Taia var et levende bevis på dette; hendes sår var helet og var blevet til ar, men de var stadig til gene. De gjorde stadig ondt: de gav ikke blot en smerte hun kunne føle, men også en som jagede hende i hendes inderste sind. Yderst var hoppen som frygtede andres afvigelse forsvundet, men indvendigt nagede skammen stadig og den ville næppe forsvinde i den nærmeste fremtid. Inderste inde, uanset andres ord, var hun stadig hoppen, hun var i Taruhk på den skæbnesvangre dag; stadig bange for at finde dem hun holdt af, blot for at blive mødt med vigende blikke og ordren om at holde sig væk.

Taias skridt var tunge, som altid, men syntes alligevel tungere end normalt. Hun var usikker på hvad grunden var, men hendes bagben var kun blevet værre og med det hendes halten. Måske var det vejret, den kommende kulde, eller måske var det noget hun havde gjort. Uanset hvad det var, så ønskede hun det borte, for det gjorde direkte ondt, men hun undlod at se svag ud; undlod at se skadet ud. Hendes hoved var sænket, men hun havde stadig den stolte, ej hoverende, holdning, hun altid bar.

Omkring hende havde træerne mistet sine blade og dem som stadig holdt dem, havde fået en ny festdragt. Under hendes hove knasede blade, hvis de da ikke blev skubbet væk hver gang hun tog et skridt. Over hende kunne hun svagt ane en blå himmel, godt gemt væk blandt grålige skyer.

De grålige skyer hang tungt over hovedet på den gyldne hoppe, der havde fundet vejen til Chibale endnu engang. Det var en af de frodige øer, hvor mange efterhånden havde sat deres hove, og Illana selv havde gentagende gange lagt vejen forbi.
Vejret var på vej imod den rigtig kolde ende, og Illana vidste godt at sneen snart ville indhylle landet endnu engang; og at hendes knapt så tykke pels ville blive sat på en prøvelse. Indtil nu gik det ganske fint med at holde varmen, og den let dunede pels havde endnu ikke mødt en nat, den ikke kunne klare.
Stilheden var egentlig ret overvældende, på denne grålige dag, men pludselig løs en raslen, der hældte imod en knasende lyd, og den gyldne hoppe standsede da pludseligt op. Den halskæde, hun var blevet skænket af Lyset selv, begyndte at lyse i en klarer farve, som var et signal om, at en kendt skikkelse var at vente forude. Illana prustede da for sig selv, ganske mildt, inden hun med ørene spidset helt, satte kursen imod denne raslende lyd, hun havde opfanget. Illana, hvis opmærksomhed nu lå i en fastlåst retning, lod derpå en lyskugle fremmanes foran hende, og lade den svæve af sted et par meter foran, for at oplyse omgivelserne blot en smule; og efter nogle få minutter, hvor den gyldne hoppe havde vandret af sted med den naturlige elegance hun besad, spottede hun den brogede Taia. Illana sænkede farten en anelse, da hun fik kigget på den hoppe, som hun brød sig ganske godt om; for det så ud til, at hun haltede. Illana slog derpå hovedet en smule i vejret og satte kursen imod Taia, med springende og kvikke skridt, for at komme hende nærmere hurtigst muligt.

T A I A
Strejfer | Hoppe | 9 år

---

Taias tanker var begyndt at vandre, præcis som de altid gjorde. Det var uvidst for hende, hvorfor hun aldrig syntes at kunne holde sine tanker i ro, medmindre det rette selskab var hendes, men hun kunne i grunden lide det. Lide det at fordybe sig i minder, ideer eller ønsker. At se det som har været og forestille sig det som måske kommer til at være. Kort rørte hendes sind et minde om hver sjæl hun havde mødt her i landet; følelserne hun fik varierede fra direkte had til... følelser hun helst ikke delte med andre.
Næsten brutalt blev den brune hoppe revet ud af sine tanker, da hendes bagben knækkede sammen under hende. Først skyllede frygten ind over hende, men hun så så, at det blot var et hul i jorden, der var skyld i det der var sket. Lettet åndede hun op, men spændte så, da noget nærmere sig; hastigt.

Med ørerne vendt bagud, vendte hun sin opmærksomhed mod lyden, kun for at blive positivt overraskede. Hendes ører røg fremad og hun sænkede hovedet en anelse, for så at lægge det let på skrå. ,,Illana..? Illana!" mumlede hun sagte for sig selv. Et smil fandt veg til hendes mule og hun rystede kort sit hoved, som om hun ikke troede på hvad hun så. Var det virkelig Illana? Det måtte det være, hvis ikke.. så var der noget galt. Noget virkede dog.. underligt.. omkring Illana. Først og fremmest var der tingen omkring hendes hals, hvad end det så måtte være, men hendes udstråling virkede også forkert. Hun virkede bekymret; urolig? Der var i hvert fald et eller andet, men lige præcis hvad var den brune hoppe i tvivl om.

,,Vær hilset Illana!"

På trods af hvordan Taia så ud, hvordan hun gik og hvordan hun følte, var hendes stemme munter da hun hilste sin gyldne veninde. Mindet om deres sidste møde strømmende ind over den brune hoppe, fyldte hendes sind et sekund, før hun lod dem falde i baggrunden og holdt hele sin fokus rettet mod den slanke hoppe foran hende, samt den ting der lå elegant om hendes hals.

Den gyldne hoppe, hvis ben let og elegant havde sørget for, at hun havde nærmet sig den brunbrogede Taia, havde sænket farten til skridt, nu hvor Taia’s ører og øjne havde fundet Illana’s retning. Da Taia, næsten overrasket, reagerede på hendes tilstedeværelse, slog Illana hovedet op og ned i glæde, kunne man vel godt beskrive det som. Hun havde været bange for, at noget dårligt var sket for Taia, siden hun havde haltet, men at tyde ud fra hendes reaktion, var det ikke noget der var så slemt, at hun ikke kunne glæde sig over gensynet med den gyldne hoppe.
Illana nåede nu hen til Taia, der havde hilst hende an; og med en glædelig brummen standsede Illana da.

,,Taia, det er alt for længe siden. Hvor er jeg glad for, at se dig igen!”

Lød det fra Illana’s mule. Det var ej mange hopper, som Illana havde stiftet bekendtskab med i dette land, og det at kunne være i nærheden af en, så rar og forstående som Taia, var vel befriende. Hun rakte sin mule forsigtigt frem og nappede efter det højre øre af Taia’s. Dog meget forsigtigt. Derpå trak hun hovedet til sig igen, for da at møde Taia’s blå øjne.

,,Så fik vinteren indhentet os. Hvordan går det med dig? Jeg kunne ikke undgå at bemærke, at du haltede en smule før. Du er vel okay?”

Illana, den gyldne, kunne vel godt virke en smule overbeskyttende overfor de sjæle, der i sandhed indgik som hendes venner. Og den brunbrogede Taia, var virkelig en, hun så som en ven. En hun kunne dele tanker, oplevelser og følelser med. Illana trak hovedet en tak højere igen, og lyskuglen hun havde ladet vandre foran sig, som havde hængt over de to hopper, lod hun nu dæmpes en anelse; de havde fundet hinanden, og Lyset skulle ej længere guide Illana på vej, men blot lyse over dem.
Samtidig havde halskæden om hendes hals ændret farve til et lidt mere gulligt og behageligt lys; det havde sanset Taia og hendes påvirkning på den gyldne hoppe, og derved reagerede det ligeledes ved at vise sig tilfreds og afslappet.

T A I A
Strejfer | Hoppe | 9 år

---

En brummen gengældte den gyldnes og smilet på den brune hoppes mule blev lidt større. Hun gjorde et let nik med hovedet; det havde været at for lang tid siden de sidst havde set hinanden. ,,I lige måde." Kort virrede hoppen med hovedet, da Illana nappede efter hendes øre. Hun ville have gengældt det, var det ikke for den mine der lagde sig over den gyldne hoppe og det blik hun sendte hende. Det var ikke tidspunktet til sjov, i hvert fald ikke hvis man lyttede til et Illana sagde. Det første var uskyldigt, men det efterfølgende.. Taia var ikke sikker på hvordan hun skulle svarer præcist på det, uden at det kom til at lyde en anelse dramatisk. I realiteten sænkede det hende jo ikke så meget og den smerte hun følte gik og kom. Der gik et par sekunder inden hun svarede.

,,Jeg har det helt fint Illana, men ar som dem jeg bærer, kommer ikke alene og vinteren gør kun ondt værre. Det er dog ikke så slemt som det ser ud; jeg kan stadig bevæge mig lige så meget som sidst vi så hinan..."

Først nu gik det op for Taia, at noget svævede over dem, lyste over dem. Hendes blik gik fra kuglen af lys, til tingen om Illanas hals og tilbage til kuglen igen. De hang samme, det gik hun i hvert fald ud fra, for hvad ellers skulle skabe den.. ting. Taia sagde ikke noget, men stirrede blot på lyset, undersøgte det; lagde det til minder hun havde, sammenlignede det, men fandt intet helt magen til. Orctics var ikke kendt for sådanne kugler af lys; han var kendt for nogle der var store, hvide og umulige at se på. Denne var gylden og gav et behageligt lys.

,,Hvad er det?"

Taia gjorde et let nik mod kuglen af lys, før hendes øjne fandt den gyldnes igen. Nogen ville måske se det som uhøfligt blot at skifte emne, som hun havde gjort, men Taia var nysgerrig. På trods af hendes 9 somre i livet, så havde hun aldrig set noget præcist som det, der fulgte Illana.

Den gyldne hoppe, der havde mødt sin veninde endnu engang, kunne mærke hvordan det glædelige gensyn blev dæmpet en smule; for den bekymrende mine, som hun havde udvist overfor Taia’s halten, prægede den brunbrogede hoppes sindsstemning; den dalede en smule, men Illana vidste, at det nok skulle vende igen. I hvert fald, ville hun nok selv lade emnet ligge når den brunbrogede havde afgivet sit svar.
Illana spidsede ørene ganske let, alt imens Taia begyndte at fortælle; og det lettede vel Illana til et vis punkt, at det ikke var noget nyligt, der var sket hende. At hun kendte til smerten og vidste den ville være svær i vinteren, indikerede at hun også vidste hvordan hun skulle tackle det. Og det beroligede Illana.

,,Godt, Taia. Vi må gemme dig i hulernes læ, så vinterens kulde ikke kan gøre noget som helt værre”

Sagde den gyldne så med et lille, skævt smil. En humorfyldt drejning på det emne, kunne måske lette stemningen lidt - og hvis Taia modsagde sig det forslag, så ville Illana da ikke tøve med at tilbyde at hun kunne gemme sig ved hendes side vinteren over.
Efter at have forklaret sig overfor den gyldne, fik Taia øje på den lyskugle, som Illana havde kontrollen over, og som svævede roligt hen over dem.
Illana’s smil blev da lidt bredere, da hun spurgte indtil, hvad det var.

,,Taia, der er sket en del, siden vi sidst så hinanden. Jeg har mødt det Lys, som jeg er ret sikker på, at du mødte dengang du kom til dette land. Lyset går under ’Den Vise’, og er vidst det man kan kalde en frigjort sjæl. Jeg blev stillet for en opgave, som jeg tog imod og udførte, og det har ledt mig til Lysets kilde. Og dernæst blev jeg skænket denne amulet, som indeholder en del af det lys, som Den Vise er skabt af. Og med den, fik jeg en evne. Jeg kan fremmane lys, som den kugle der hænger over vores hovedet nu, og jeg kan guide den rundt, ved hjælp af tankerne og kontakten med Lyset om min hals.”

Sagde hun, med en ganske oprigtig stemme. Det var meget at forstå, det vidste hun godt, og hvis den brunbrogede Taia endte med at se sig skeptisk overfor det, ville hun ikke føle sig stødt. Hun vidste, at langt fra de fleste ville tage imod en forklaring på noget så fantastisk, i et land der ikke ligefrem osede af magi; og så alligevel. Hun havde hørt rygter om, at magien netop havde indfundet sig i landet i form af en hingst, men aldrig havde hun selv mødt denne hingst.
Hun rettede da blikket mere direkte imod Taia, alt imens hun afventede reaktionen fra hende. Hun håbede da på, at hendes brunbrogede veninde kunne forstå, bare til et vis punkt, således at den gyldne kunne indvie Taia mere i den opgave hun havde udført, og den opgave hun skulle bruge år endnu på at beskytte; for hun var nemlig Lysets vogter, og skulle dermed vogte over det Lys hun bar om sin hals - men også Lysets kilde, der var gemt på én af de øer, som Andromeda bestod af.

T A I A
Strejfer | Hoppe | 9 år

---

Taia var stadig fascineret over, eller rettere af, kuglen af lys, men på samme tid var der en svag frygt at spore i hendes øjne. Den frygt som man kunne forvente at finde hos en som lige var blevet mødt af noget, som ej kunne forklares anderledes end at det på en eller anden måde hang sammen med noget guddommeligt.
Hoppens arrede ører blev spidset da Illana begyndte at tale. Der var i sandhed sket meget, men hvad der var sket varierede meget mellem de to hopper. Det mente Taia i hvert fald. Nogle minder fra tiden fandt vej til hendes bevidsthed, mens andre kun halvhjertet prøvede. Alle minder var hellige for Taia, men kun visse følte hun nogen grund til at holde så meget på, at hun kunne hente dem hvornår det skulle være. Tilbage ved Illanas ord, prøvede Taia at sno det hun havde sagt sammen med sine egne erfaring og viden. Det lykkedes dog kun med varierende held; lys som dette, ville være blevet sat sammen med Orctics, på trods af at det ikke lignede det han var kendt for. Der var dog et problem; Den Vise var ikke Orctics; Orctics var ikke en sjæl, han var skaberen af alle sjæle. Måske var Den Vise en søn eller datter af Orctics? Det var vel meget muligt.

,,Det er noget af en gave."

Taias stemme var en anelse fraværende, hendes tanker prøvede stadig at få tingene til at hænge sammen. Et munter smil fandt dog vej til hendes mule alligevel og snart var hendes bevidsthed også fuldt rettet mod den gyldne. Andre var måske gået i mod hendes ord; sagt det var umuligt, men for Taia var det ganske muligt. Orctics yndede at skænke gaver til dem som fortjente det, men måske var det ikke ham. Måske var det ikke Orctics; hvorfor skulle det egentligt være? Illana havde aldrig danset for hans ære, aldrig set ilden i øjne, aldrig.. ofret.. som Taia og hendes slags havde gjort. Hun følte dog ingen jalousi over det; blot en umådelig undren. Fandtes der to skabere, var de den samme eller var de uafhængige af hinanden?

,,Ej for at snage, men.. så du den? Den Vise altså?"

Den gyldne hoppe, der havde forklaret omkring hendes Lys, hendes amulet, spidsede ørene en lille tak mere, da Taia begyndte at tænke over de ord, som hun havde sagt. Illana havde en forhåbning, men hun turde ikke håbe på noget; for Taia’s mening var hendes alene, og den måde hun tog imod Lyset, var helt op til hende.
Lyset om halsen på den gyldne hoppe, var dog sansende på de små signaler, som den brunbrogede hoppe udsendte. Eftersom at det Lys, som hang om halsen på Illana, var en del af Den Vise selv, så vidste det ting, som Illana ladrig kunne vide - men det lod hende forstå noget af det, og da Lyset begyndte at skinne en smule mere hvidt, forstod Illana, at Taia ikke havde afvist tanken om Lyset, men måske mere taget imod den? Hun brummede dæmpet, inden hun med et lille smil rakte mulen en anelse imod den brogede hoppe.
Det var tydeligt, at der var mange tanker som gled gennem hovedet på Taia, men eftersom at Lyset havde reageret positivt, var den gyldne nu mere spændt på at høre hendes ord, end usikker. Ikke fordi hun frygtede ord fra den brogede Taia, men hun frygtede vel at hun ville se sig skeptisk, således som den guldfarvede Thorondor.
Da Taia da lod hendes stemme bryde stilheden imellem de to hopper, røg Illana’s ravfarvede øjne imod hendes blå.

,,Det er en gave, som jeg ligeså skal beskytte. Og det er ikke et ansvar, man kan fralægge sig”

Sagde den gyldne hoppe, som en lille kommentar til hendes første ord; og inden længe lød Taia’s stemme igen og der lagde hun hovedet en smule på sned. Hun smilede let, for hun så ikke Taia’s ord som værende uhøflige eller snagende, overhovedet. Det at hun havde en nysgerrighed omkring det, som den gyldne havde oplevet og omkring Den Vise, var kun godt - for det viste at hun havde tanker omkring emnet, og ønskede mere viden herom.

,,Det Lys jeg så, var så kraftigt at jeg ikke var i stand til at se på det. Så på den måde har jeg ikke set ham, men jeg har mærket den energi, den varme og visdom, som han besidder. Det var en oplevelse, der langt fra kan beskrives, men han viste mig ting, og snakkede til mig, med en stemme der ej kunne overhøres om man så var døv. ”

Sagde den gyldne med et lille, endda tænksomt smil. Når hun lod sine tanker vandre baglæns, imod det møde hun havde haft med Lyset, var det kun positive minder der vældede frem. Efterfølgende havde hun udført sin opgave, hun havde fundet Lysets kilde, havde vandret til bjerget med Zekaryah, som hun sidenhen ikke havde set skyggen af, og da hun vendte tilbage var hun blevet velsignet med Lyset, omkring sin hals. Og med det ansvaret om at beskytte Lysets kilde.

T A I A
Strejfer | Hoppe | 9 år

---

Den arrede hoppe var i tvivl om hvad hun følte omkring denne nye information hun fik. På den ene side var det betryggende, på den anden var det generende, hvis ikke noget værre. Måske lød det sært, men Taia brød sig egentligt ikke så meget om ideen om at en, 'Den Vise', mindede om den gud hun troede på. Hun kunne trå på det; modtage det, men bryde sig om det var en anden sag. Jo mere Illana sagde, jo mere virkede Den Vise som Orctics, men alligevel også mindre. Begge var et lys, men kun en af var skaberen af sjæle, den anden en af de skabte. De kunne være den samme, men på samme tid to vidt forskellige væsner, der enten levede afhængigt eller uafhængigt af hinanden. Den Vise kunne være en af Orctics sønner, men han kunne også være ham og så alligevel ikke. Hendes tanker snoede sig afsted, som rødder der søgte efter næring, men hun fandt ikke hvad hun søgte; hun fandt vand, men ikke mineraler. Næring, men ikke energi. Normalt ville hun altid kunne finde noget, men der manglede noget; noget der fik det til at hænge sammen. Noget som Illana næppe kunne give.

Hoppens væsen var blevet fraværende et sekund, før hun så nikkede og kort smilte til sin gyldne veninde, selvom det var tydeligt at hendes tanker stadig kørte på højtryk. Informationen fra Illana havde dog givet andet end tanker; det havde givet frygt. Ikke frygt for Taia selv, men frygt for Illana. Lyset kunne umuligt være noget som ingen søgte og så snart nogen søgte noget, fulgte faren med.

,,Hvorfor tog du imod opgaven..gaven... fra ham?"

Den tungere hoppes hoved røg igen på skrå, hendes nu vinterplyssede øre rettet fremad. Tankerne kørte stadig, men fokussen var tilbage ved nutiden og hendes selskab.

Den gyldne sjæl lod blikket hvile undersøgende på den brogede sjæl, der stod ved hendes side. Det var tydeligt, at de ord som Illana fremsagde, skabte en tankestrøm hos Taia; men om den var forstående, uforstående, eller måske afvisende, kunne Illana endnu ikke tyde. Illana vidste, at Taia havde en dybdegående kultur, med en guddom, som var lidt i stil med Den Vise; troede hun i hvert fald. Det som Taia havde fortalt ved deres første møde, kunne godt kædes en smule sammen med det, som den gyldne havde oplevet med Den Vise. Dog var hendes viden om Taia’s kultur ikke stor nok til at kunne udtale sig herom, og dermed forblev Illana blot tavs, indtil Taia’s stemme brød den tankefyldte stilhed.

,,Det er vel egentlig et meget godt spørgsmål. Jeg kunne mærke, dybt i mig selv, at det var det som jeg skulle. Som om jeg var skabt til netop at gøre dette, som han spurgte mig om jeg kunne. Og samtidig så kunne jeg ikke andet end at stole på den sjæl, som Den Vise udgør, for renheden kan føles i alt omkring en, når han viser sig for en. Og samtidig viste han mig, hvad der ville ske med landet, hvis dette Lys, samt andre vigtige elementer i landet, ville blive opslugt af skyggerne. Det syn, af mørket og afmagten skræmte mig oprigtigt. Og Den Vise kan, ifølge de ord han sagde, ikke beskytte landet alene. Og dermed er jeg heller ikke den eneste, som har mødt ham og fået opgaver af ham.”

Sagde den gyldne sjæl med den milde og ganske unikke stemme. Hun vidste, at den snak, som hun havde snakket nu, nok ikke ville kunne forstås, med mindre Taia selv havde mødt Den Vise, og selv havde set hvad hun havde. Og derfor forventede hun heller ikke, at Taia ville godtage hendes ord som værende sande; men oprigtige, det var de. Illana vidste også, at de var sande, for hun havde følt det, da hun stod ved Den Vise. Hun havde følt renheden og nødvendigheden af det, som hun havde gjort, og hun vidste at den brune Jaidev havde haft samme oplevelse som hende, og ligeså var blevet skænket en opgave. Mange ville følge dem, og blive en af vogterne i landet; og måske ville Taia engang selv møde Den Vise?
Illana puffede ganske blidt til sin brogede veninde, inden hun smilede oprigtigt. Hun tav ellers, for at give Taia tid og fred til at betænke de ord, som hun havde sagt, overveje dem og lagre dem. Og uanset resultatet af hendes tanker, ville den gyldne skam ikke ændre syn på Taia. For Taia var unik, og havde sin tro. Og den skulle hun ej kaste væk, blot fordi den gyldne hoppe fortalte om en oplevelse, hun selv havde haft.

T A I A

---

Havde Illana været en anden hoppe, ikke den hoppe som Taia brød sig mest om, holdt mest af, så havde Taia nok begyndt at belære hende. Intet er helt rent, end ikke det spædeste føl. Dets tanker, dets sind er rent, men intet er fuldkomment. Heller ej, er skæbnen lagt forud; ingen er skabt til noget bestemt, men finder brug for deres talenter. Illana var bare hende veninde, så Taia sagde ikke noget, men smilede kun skævt da den gyldne puffede til hende.

,,Jeg ville sige dig imod, Illana, men jeg har ikke mødt Den Vise endnu, så i grunden kan jeg vel ikke sige dig i mod?"

For nogen kunne det lyde som opgivelse, overgivelse, men får Taia var det blot en erkendelse. Hun havde jo rent faktisk ikke mødt Den Vise, ville måske aldrig møde ham, så hun havde ingen viden derom og derfor heller ingen ret til at udtale sig. Alligevel følte Taia, at det som Illana fortalte om, ej var så simpelt som det kunne syntes. Der var aldrig noget der var sort og hvidt, godt mod ondt. Der var altid noget der gav liv, til det der startede det hele; desuden var ingen hest skabt så simpelt, at den var helt god eller helt ond. Taia var inkluderet her, Illana var inkluderet her.. Orctics var inkluderet. Selvom han var livsgiver, var han også den som tog liv. Skabte og ødelagde; den ærede og den frygtede.

,,Jeg vil dog sige, at jeg ikke tror at det er såsimpelt som skyggerne mod lyset."

Hun puffede blidt Illana, gengældte det hoppen før havde gjort. Et varmt smil fandt vej til hendes mule, før hun let rystede hovedet. Andromeda var ikke længere så simpelt, som det syntes at være dengang de først havde mødt hinanden.

Illana, den gyldne, der stod ganske tæt med Taia, den brogede hoppe, som var Illanas bedste veninde, vippede ørene en smule tænksomt ud. Det var tydeligt, at de ord som Illana fremsagde, ikke blev godtaget til fulde af hoppen ved hendes side, men ej havde Illana heller regnet med det, eller forventet at hendes ord ville blive accepteret til fulde. Taia’s ord, der efter lidt lød, reagerede Illana ganske roligt på. Mange ville måske finde det fornærmende, at folk ikke troede på de ord, der sandfærdigt forlod deres mule, men ikke Illana. Hun vidste, at det krævede en forståelse, som ligeså krævede fysisk kontakt med Lyset, førend det ville være muligt at acceptere hendes ord, hvis man da havde en naturlig form for skepsis i sit liv; og det havde Taia. Alligevel havde hun lukket den gyldne hoppe ind i sit liv, fortalt hende om sig selv og hørt på hendes ord omkring Lyset, uden at brokke sig, men blot spørge ind og søge forklaringer. Det var ganske storsindet, mente den gyldne hoppe, og en af de egenskaber som hun brød sig om hos Taia. Tingene skulle ikke altid være for lette, og det var den brogede hoppe af jordens farver et godt eksempel på.
Hun brummede let, den gyldne hoppe, inden hun gav sig til at svare på det, som Taia havde sagt. Og hun havde ganske ret i hendes ord; for det var ikke så simpelt, som den gyldne måske fik det til at lyde. Men igen, den gyldne vidste langt fra alt, og endnu havde hun ikke selv mødt disse skygger. Men hun vidste at de fandtes.

,,Jeg forstår godt, at mine ord kan virke naive og simple. Men det bunder ud i, at min viden omkring det, der rent faktisk sker i dette land, langt fra er stor nok til selv at kunne forstå. Jeg ved kun en bid, og den bid har jeg fortalt dig. Jeg kender til Lysets kilde i dette land, ved hvor den ligger, og jeg skal beskytte den, ligesom jeg skal beskytte Lyset om min hals. Og Taia, det er langt fra blot skyggerne imod Lyset. Langt fra. Men hvordan dette spil skal spilles, må tiden vel vise”

Sagde hun med et lille smil; hun ønskede vel at lukke dette emne ganske mildt, for da at koncentrere sig mere om Taia, hendes selskab, frem for at debattere mere omkring Lyset og dets evner, gøren og betydning for landet. Det var ikke fordi, at Illana ikke nød at debattere; men i denne situation, lå det hende for fjernt. Lyset kunne ikke forstås, før man havde viden. Og denne viden, kunne ikke opnås, før man havde oplevet det, som Illana havde. Hun puffede derefter let til sin brogede veninde, for at gøre det klart, at ønskede hun at spørge mere omkring Lyset, ville Illana med glæde svare - og ellers, ville hun langt hellere dreje samtalen over på noget andet. Noget, der kunne bringe de to på lige fod igen, så at sige; i verbal form altså.

T A I A

---

Taia rystede let sit hoved. Ikke af den gyldnes ord, men af situationen. Hvad kunne det ende med? Nu var det blot vogtere såvidt hu forstod, men alle krige starter med, at den ene side opruster. Det var ikke fordi Taruhk havde set mange krige, men kampe havde der været; både store og små. Alle havde taget liv, men også gjort det muligt for andre at blomstre. Ingen af dem havde været mens Taia var i live, Orctics takke for det, og hun ønskede ikke at skulle opleve en, uanset hvor den var, uanset hvem den var imellem. Livet kunne være svært nok i forvejen, så hvorfor slås over noget så simpelt som magt? Magt gik altid galt, når det var i favnen på de forkert. Desværre endte den ofte hos de forkerte; det havde historier bevist gang på gang.

,,Hvis dette er et spil, så nægter jeg at spille."

Et skævt smil lå på den brune hoppes læber, men hendes øjne fortalte præcist hvor seriøst hun mente det. Taia ønskede ikke at gamble sit liv væk, uanset hvad det handlede om; hun var ikke en spillebrik, men en sjæl. Måske var der en fare, måske var der ikke; Noget havde ændret sig, men hvem sagde det var på den dårlige måde? Taia kunne føle ændringerne, en hver der havde været her i et stykke tid burde mærke det, men hun var ikke sikker på, hvilken vej ændringerne gik. De kunne være mindst lige så gode som dårlige.
Inden den gyldne kunne få indført et ord, forsatte Taia.

,,Jeg ved ikke om du har mødt ham eller overhovedet hørt om ham, men.. jeg kom til at tænke på en, som du måske bør holde dit lys fra." Taias øjne søgte kort Illanas, før de blev vendt mod landskabet omkring dem. ,,Rumpelstiltskin..."

Taia så igen på hendes veninde, ventede på en reaktion. Hun var ikke sikker på, hvorfor hun var kommet i tanke om den slange af en hingst, men han kunne vel nemt have en hov i spillet. Han kunne vinde meget hvis der udbrød en descideret kamp; alle kunne, i desperation, overtales til at indgå aftaler. På bunden ville hun dog blot advare Illana omkring hingsten; han var ikke den store trussel, men som sagt, meget kunne stå på spil for ham.

Der var endnu megen tvivl og undren i sindet på den brogede veninde, som den gyldne havde fået sig, og hun forstod. Det var ikke let for hende, at forstå, og ikke let for den gyldne at fortælle. Den kommentar som hun endte ud med, kunne Illana godt føle alvoren af, og selvom den gyldne kunne modsige den brunbrogede; så gjorde hun det ikke. Dette var ikke et spil, der blev spillet, det var alvoren og virkeligheden, men netop i disse timer, kunne alvoren ikke føles direkte; og hvis ikke man havde kendskab til det Lys, der havde velsignet den gyldne sjæl, så var det måske også svært at vide, om de ord der kom fra den ellers oprigtige hoppe, oprigtigt var sande.
Illana prustede dæmpet, inden hun puffede yderst forsigtigt til sin veninde, der ganske kort efter fortsatte med ord, der alligevel overraskede den gyldne. Hun nævne en sjæl, Rumpelstiltkin, som hun helst skulle holde sit lys fra. En sjæl, der måske ville tage det. Hun prustede en smule uforstående, men så alligevel kom det ikke bag på hende, at nogen sjæle kunne finde på. Volontaire havde jo advaret hende.

,,Jeg kender, heldigvis, ikke til denne Rumpelstiltskin. Men jeg er glad for, at du fortæller mig dette, så jeg i fremtiden kan holde mig fra ham; Men Taia, hvad kender du til ham?”

De informationer som hendes brogede veninde kendte til, kunne meget vel være grunden til om den gyldne hoppe ville kunne opfange signaler på hans tilstedeværelse på forhånd og dermed undgå kontakten med ham helt. Hun prustede let og så Taia ganske an, hvis hun kendte til denne hingst, så håbede den gyldne da i hvert fald ikke, at denne Rumpelstiltskin havde gjort hende noget ondt. For hvis der var noget, som Illana ikke kunne tilgive, så var det, hvis andre gjorde hendes vender ondt.

T A I A

---

Den arrede hoppes tanker snoede sig stadig afsted: i nogle steder boltrede den sig, i andre trak den sig smertefuldt fremad. Nogle ting var kommet til et standby, mens andre havde skudt op hist og her, ødelagt hvad der ellers var blevet tænkt på. Det gjorde dog ikke hoppen noget, for hun oplevede det tit; at noget fjernede noget andet, fordi det ganske enkelt havde en større betydning. Der kom dog ingen ord fra den gyldne hoppe i første omgang og det glædede den brune hoppe. Det betød at de begge tolerede hinandens meninger og ikke følte en trang til at overbevise hinanden om det modsatte. Taia havde dog aldrig andre tanker om det: Illana var en forstående sjæl, præcis som hende selv, og selvom de delte det og mange andre ting, så var de stadig vidt forskellige. Havde to forskellige syn på verden, to forskellige kulturer. Taia's mere dominerende end Illana's, men ikke desto mindre kunne kulturforskellene til tider føles.

Illana talte endeligt og det både betryggede og gjorde den brune hoppe en anelse urolig. Hun kendte ikke Rumpelstiltskin, hvilket var en god ting, men på samme tid kendte hun ikke til faren ved ham! Minderne om natten hvor Taia og andre sjæle havde mødt den skingre hingst stod klart i hendes sind, selvom alt der fulgte med det var had. Hun havde ikke andet til overs for den hingst, ikke når han havde brugt så nederdragtige ord som han havde; tilbudt hende noget så lavt som at hele de ar hun nu bar. De ar blev nu båret med stolthed og ingen skulle tilbyde hende noget for at få dem fjernet. De var så stor en del af hende, som en brogede hests hvide pletter var af den. Uadskillelige.

,,Jeg mødte ham en aften sammen med en flok andre sjæle. Rumpelstiltskin er en.. slangehest i mangel på bedre ord." Hadet, vreden, bar tydelig i Taias stemme. ,,Han sagde han kunne give hvem som helst, hvad som helst." Hoppen svirpede, pludseligt irriteret, med halen. ,,Han viste sine evner, men krævede noget igen for hver ting han gav. En enkelt hingst gav udtryk for interesse, men de fleste af os holdt afstand og nægtede at være med i hans lave spil."

Hvad den brune hoppe sagde var ikke helt sandt, men hun følte ingen grund til at fortælle om hans ord eller hendes handling mod den gyldne ring. Alligevel brændte følelserne i den brune hoppe, men boblede ej. De kravlede nærmere rundt, døende, sled sig langs den mørke bund af hendes tanker, i hendes forsøg på at tøjle den. Taia var ikke en hoppe af vrede, men præcis hvad Rumpelstiltskin havde gjort, havde gjort hende vredede, mere hadefuld, end noget før.